Familien Buttenschøn på Danmarkstur

skaermbillede-2017-04-24-kl-22-55-50-1

fdmspons

Det var jo overhovedet ikke slemt, det der Lalandia, selvom vores tur derovre fik en noget uventet start, da jeg åbenbart havde booket forkert. Faktisk, synes jeg det var smaddergodt! Ligesom Legoland, som vi havde nærmest for os selv, fordi vi tog derind dén dag i ferien, hvor det regnede allermest. Det er selvfølgelig den ferie jeg også snakkede om HER, det hele handler om.

Vi lagde ferien ud med at køre til Lalandia, hvor vi havde lejet en hytte i fire dage, hvoraf vi brugte én af dagene i Herning og én af dagene i LEGOland, fordi jeg havde en formodning om, at jeg måske ville få en lille smule fnidder af at være så mange dage i Lalandia. Det var på mange måder rigtigt fint, men i virkeligheden ville jeg faktisk gerne have haft lidt flere dage i Lalandia, fordi der var en masse aktiviteter, som vi aldrig fik prøvet, men så ved jeg jo dét til en anden gang.

Efter at have været der, kørte vi videre til Sønderjylland, hvor vi skulle tilbringe de næste tre dage. Fordi jeg synes det af og til kan være en lille smule presset at være gæst hos venner og familie i flere dage ad gangen og fordi jeg syntes det ville være synd for børnene, hvis de skulle sove flere forskellige steder, havde vi lejet en hytte på Vandrerhjemmet i Vollerup, lidt uden for Sønderborg. Og hold nu fast, hvor var det et sejt sted at være med børnene, altså! Det havde jeg alligevel godt nok aldrig troet, at jeg skulle høre mig selv sige om et vandrerhjem, men ikke desto mindre, er det altså sandt.

Da vi ankom torsdag eftermiddag, blev vi mødt af den sødeste kvinde, som viste os til rette og som i samme ombæring inviterede børnene med til deres årlige påskejagt, hvor alle børnene på vandrehjemmet i flok skulle finde plastikpåskeæg rundt på den store grund, som så til sidst udløste et kinderæg til dem hver. Et kinderæg. Det er altså noget af det aller-, allerbedste man kan give mine børn og jeg synes simpelthen det var så sødt af dem, at de havde arrangeret sådan en fin lille aktivitet for børnene. Helt gratis, selvfølgelig. Det vidnede om, hvilken rar og familiær stemning der er på vandrerhjemmet og når man så holder det sammen med, at der var den vildeste legeplads, masser af dyr, som børnene kunne både kigge på og kæle med, nogle fine hytter med en hyggelig lille terrasse foran og en helt udmærket morgensmadsbuffet, ja, så var jeg altså solgt og jeg er stensikker på, at vi nok skal komme tilbage dertil igen en anden gang – næste gang dog helst med lidt bedre vejr i rygsækken, for selvom jeg er vild med at lege ude, så er jeg bedst til det, når solen skinner.

Jeg har lavet en lille video med klip fra turen her – og altså, selvom jeg nok aldrig bliver ansat som hverken videograf, instruktør eller klipper på nogle større filmproduktioner, så er jeg faktisk ganske tilfreds med resultatet.

Med på turen havde jeg en lille agenda om, at finde ud af hvor vi rent faktisk ville få gjort brug af vores nye FDM medlemsskab og hold nu fast; vi brugte det stort set over hele linjen og sparede altså penge stort set alle steder vi kom. Vi sparede penge i Lalandia, Legoland, Monarch, Vandrerhjemmet og på diesel til bilen. En samlet besparelse på over 800 kroner. På én uge, med et medlemsskab som kun koster 640 kroner – eller 699 kroner, hvis man vil have vejhjælp sølv med oveni pakken – om året! Arghmen helt ærligt, dét er da til at tage at føle på. Hvis I har bil og hvis I ligesom jeg er vilde med at spare penge, samtidig med at I kan få masser af både juridisk og teknisk vejledning, når det kommer til biler og kørsel, ja, så kan I altså læse meget mere om medlemsskabet og melde jer ind HER. Selv tak.

kys fra cana

   

Jeg har købt en ny taske!

Kan I huske da jeg forleden påstod, at jeg ikke ejer én eneste svinedyr designertaske? Og at stort set alle mine (mange) tasker sådan set ikke er mere prangende end at de kan erhverves i de fleste highstreet-butikker, for ikke at sige i de velassorterede supermarkeder, for nogle af taskernes vedkommende.

Ja? Godt, for sådan forholder det sig altså stadig. Jeg har købt en ny, billig taske og jeg synes den ligner så meget en million at jeg er nødt til at vise jer den. Den ligner noget som de unge piger inde på kontoret ville kaste rigtigt mange af dollars efter og så gør den altså noget rigtigt godt, både ved mit humør og mit til tider stadig lidt vinterkedelige tøj.

img_6322

[REKLAMELINKS]

Taske HER / skjorte HER / Bukser HER

Det selvfølgelig stadig ikke sådan at jeg skal afvise at jeg på et tidspunkt kommer til at købe mig en rigtigt dyr voksentaske – ja, faktisk så går jeg faktisk og drømmer om det, hvis det viser sig at jeg får penge tilbage i skat, når den slags opgøres for selvstændigt erhvervsdrivende – men jeg synes samtidig det er en fest, at kunne gakke lidt ud med en småtosset (og megasej!) taske, uden at tømme hele sparegrisen på én gang. Til dét, er denne her taske perfekt!

img_6323

img_6324

Faktisk var det ikke mig selv, der opdagede tasken. Det var faktisk et impulskøb uden lige, fordi den poppede op som et forslag inde på zalandos hjemmeside, da jeg var ved at klikke et par i øvrigt ret fantastiske – og desværre udsolgte – slippers, som minder lidt om disse, hjem. Et forslag der ikke kunne være ramt mere plet og I skal være mere end velkomne til at køre mig kunsten efter. Tasken kan købes HER.

kys fra cana

Jeg gjorde det!!!!

img_6354

“Skal du køre i de der sko?” Spurgte den unge fyr, med en bekymret rynke i panden. Han var min holdkammerat til dagens racerløb og altså professionel DTC-kører, som dem der kører i de rigtigt hurtige biler hedder. Frederik Schandorff hedder han, hvis nogen af jer vil have fat i gode gamle Google og se hvem jeg snakker om.

Jeg synes faktisk at jeg havde mestret disciplinen “seje, men komfortable” vældigt godt med mine sko, så ja, dem havde jeg selvfølgelig tænkt mig at køre i.

På vej ud mod banen blev jeg for alvor nervøs. Mine hænder og fødder blev iskolde og da jeg så min familie vinke fra tribunen, blev det kun værre.

“Jeg må fandme ikke køre galt, imens mine børn kigger på” var det eneste der gik igennem hovedet hovedet på mig, imens lamperne der indikerede at løbet skulle til at igang, begyndte at blinke.

Køøøøør! Så gik starten og jeg hamrede speederen i bund, åbenbart lidt hurtigere end personen i bilen foran mig, hvilket fik mig til, ligeså hurtigt som jeg havde plantet foden, at lette trykket fra speederen og sikre mig mod sammenstød. Gulddreng, som ellers lå bag mig, var anderledes cool og han tig lige en startoverhaling på fire biler inden første sving og efterlod mig på en solid sidsteplads.

“Okay, jeg skal bare følge efter de andre. Ikke sakke bagud” messede jeg for mig selv i bilen, imens jeg skiftevis stod på speeder og bremse og igen og igen måtte bremse ned for ikke at køre ind i bilen foran, af bare rædsel for, at vedkommende ikke ville se mig i en eventuel overhaling og vi ville køre sammen. Jeg så mine jublende børn vinke til mig for mit indre blik, imens jeg rev bilen hvinende rundt i svingene.

“Jeg kan godt!!” Og wruuuum, så overhalede jeg!

Jeg gjorde! I et jublende skrig og en determination om lynhurtigt også at tage bilen foran mig. Nu kører det jo!

… “Så er der pitstop” hørte jeg over kaldeanlægget og bum, så var det forbi. Min søde makker overtog bilen efter mig, bibeholdt pladsen i feltet og scorede os således en sammenlagt femteplads. En femteplads ud af syv, men en femteplads i mit allerførste racerløb – og det endda imod en række seje mennesker, som jeg mistænker for at være en hel del mere vant til racerbaner end jeg, der aldrig tidligere i mit liv har trådt mine folder sådan et sted. Yeeeees, mand!

Det var så forbistrende sjovt og hvis det ikke var fordi den slags potentielt kan være rigtigt farligt, så havde jeg med garanti fundet mig en ny hobby. 

For nu holder jeg mig dog til skriveriet som min største hobby – og shopping, selvfølgelig. For eksempel overvejer jeg, om ikke jeg har fortjent en sejrskjole som denne, som ovenikøbet er nedsat med 25% + 20% resten af aftenen, hvis man bruger rabatkoden NOW20 ved checkout (reklamelink). Den ville passe umanerligt godt til min nye taske, som jeg viser frem her på bloggen i morgen.

Ha’ en dejlig aften – og nu lover jeg at jeg ikke skriver mere om det racerløb. Altså, når jeg lige har listet vinderrækkefølgen op. (Ja, jeg er stolt!).

1. Thomas Skov

2. Jimilian

3. Felix Smidt

4. Saseline

5. MIIIIIIIG!!!

6. Majbrit Watt

7. Gulddreng (som desværre udgik, da han endte i sandkassen).

img_6360

img_6361

Better safe than sorry – og tak fordi I stadig læser med!

kys fra cana

   

Mormor Buttenschøn på en racerbane

img_6341

Jeg skal da lige love for, at der pludselig sker noget i fru Buttenschøns liv. Godt nok ikke lige i skrivende stund, hvor jeg ligger, stopmæt efter en dejlig middag i godt selskab, velplaceret på gulvet ved siden af sengen, hvor mine drenge ligger og karter rundt, ovenpå en heftig dag i FDM Jyllandsringen, hvor vi – nu på et hotel i nærheden – har indfundet os for weekenden.

Planen var egentlig at jeg skulle have tilbragt aftenen med røven placeret i ét af de bløde sæder inde på Bremen Teater, hvor jeg forhåbentligt skulle sidde – sådan nogenlunde nu – og klappe begejstret i hænderne og tage mig til lårene af grin, fordi Thomas har indtaget scenen, hvor han formentlig fyrer den af med både guitar og jokes, men altså, da jeg for nogle uger siden blev spurgt om ikke jeg kunne tænke mig at prøve kræfter med jyllandsringen, i et særligt “vip-løb” kunne jeg ikke sige nej tak. Jeg kunne sgu da herregodt tænke mig at køre racerbil for en dag og således måtte mit sæde i Bremen altså vige pladsen til fordel for brændte dæk og fuld smæk på adrenalinen.

Det var i alle tilfælde hvad jeg havde tænkt, inden prøvekørslen i dag, hvor jeg endte med, under testkørslen, at ligge næsten allerbagerst i feltet, bag mine knivskarpe modstandere.

Mormor Buttenschøn viste gebis, men jeg satser på, at min indre drengerøv nok skal få lov til at kigge frem i morgen, når det rigtigt gælder. Om ikke andet, så ved jeg nu hvor jeg har prøvet det, at det er smadderskægt. Også selvom det er pissehamrende lidt angstprovokerende. Jeg havde med træfsikker garanti været en bedre racerkører inden jeg fik børn. Til gengæld tror jeg, at jeg nu er blevet en bedre taber.

Hvis I har lyst til at kigge med, bliver løbet så vidt jeg har forstået sendt direkte på TV2 Sport, sådan lige omkring klokken 14.45 og mon så ikke også det kan ses på TV2 Play, på et tidspunkt? Det er mig i den blå bil, nummer 7.

… Shit, der blev jeg lige nervøs!

kys fra cana

Fødselsfredag – en sædefødsel som pludselig skete, del 1

Der var ingen der anede det, inden fødslen gik i gang, at kvinden her, skulle ende med at føde et barn, der lå med numsen først. Ikke desto mindre var det hvad hun gjorde og jeg blev ikke overraskende svært begejstret over at læse, hvordan beskeden om et barn i sædestilling også kan få en fødsel til at forløbe. I sidste uge berettede en anden kvinde nemlig om en lignende situation, hvor sagen stod ganske klar: underkropspræsentationen betød kejsersnit. Hvis ikke I har læst dét allerede, kan I gøre det HER.

Kvinden der har skrevet nærværende fødselsberetning, havde faktisk først sendt mig en anden beretning over samme forløb, men fordi hun pludselig havde fået en idé om, at det måske var smart, at skrive lidt mere fortællende, nåede hun faktisk at skrive den om, inden jeg fik den delt. Først syntes jeg det var lidt specielt sådan at læse en fødselsberetning i tredjeperson, men des mere jeg tænker over det, des finere synes jeg faktisk det er, for jeg tror faktisk at mange af os, kan have stor glæde af, at se vores fødsler lidt “udefra”. Uanset hvad, er det en helt vildt fin og velskrevet beretning og jeg synes det er så super interessant at se, hvordan fødsler pludselig kan tage en helt uventet drejning, som denne.

img_6312

Denne beretning er et lille stykke livshistorie, hvor hovedpersonerne hedder C, CH – og til sidst D. For D blev nemlig født på en måde, der allerede dengang vidnede om, at han har sin helt egen idé om, hvordan tingene skal være.


Mørket i soveværelset virkede helt omfavnende og trygt, da C vågnede. Hun rakte en hånd hen til W, som fredfyldt sov i tremmesengen uden sidestykke, som de kort tid forinden havde fået sat op i soveværelset i erkendelse af, at der nu snart kom et barn, som skulle overtage pladsen i midten af sengen.

Alt var så stille. Ingen biler på vejene. Hun konstaterede skuffet, at der ingen veer var. Hun var gået 4 dage over tid, og utålmodigheden efter at møde den lille skabning, som efterhånden fyldte godt i maven, var altdominerende. Hun mærkede med hånden på maven hvordan, han bevægede sig derinde. Lidt ligesom at mærke på en kæmpe vandballon. Med et barn indeni. Og det med ballonen var faktisk ikke så ueffen en sammenligning, for når man så på C forfra, var det umuligt ikke med det samme at tænke på en fuldt oppustet spærreballon.

Søvnen i øjnene forsvandt pludselig, da den første, kraftige plukkeve fik livmoderen til at spænde op som en hård skal. Sådan en plukkeve var ingenting. Dem havde der været masser af. Men da der efterfølgende kom fire med nogle minutters tid mellem hver af dem, var der efterhånden ved at tegne sig et mønster.

C kæmpede sig ud af sengen. Med bækkenløsning, plus 20 kg, og hvad der svarer til en meget stor sæk Vildmose kartofler på maven, var det ingen let sag. Men hun vidste af erfaring, hvad hun skulle gøre. Om på venstre side, op på alle fire, stå stille nogle sekunder, langsomme bevægelser ned mod fodenden, stå stille igen, og til sidst fødderne ned på gulvet.. efterfølgende med resten af kroppen i en oprejst position.

Nede i badeværelset kom der to mere af de insisterende plukkeveer. De var endnu ikke gode nok til at være udvidelsesveer, men C følte sig ret overbevist om, at de gerne ville vokse sig store og stærke. Så stærke, at de kunne gøre, hvad der skulle til for at hjælpe D ud.

Hun begyndte at tracke veerne på den app, hun havde downloadet på telefonen. Det var egentlig ikke nødvendigt, men det kunne være sjovt at have en oversigt over de første veer, når det hele var overstået. Samtidig mærkede hun, hvordan adrenalinen begyndte at indfinde sig. Hun bandede en smule over det, for den skulle bare ikke begynde at blande sig i det nystartede ve-flow. Det gjorde den heldigvis heller ikke, for veerne fortsatte ufortrødent. Hver gang med fornyet styrke.

Hun vækkede CH, som har store evner udi at sove tung. Og højlydt. Da det efter nogle forsøg endelig lykkedes at vække ham fra hans rytmiske “hrrrrr..phhhhh”-lyde, var han til gengæld også vågen nok til hurtigt opfatte, hvad der var i gang.

“Jeg har veer. De er regelmæssige og med fint smæk på styrken.”

“Okay? Jamen… fint. Så… Skal jeg ringe til mine forældre?”

“Vent lige lidt. Tag det stille og roligt. De her veer skal have lov at indfinde sig ordentligt.”

Der lød en puslen fra tremmesengen. W satte sig op og udbrød frustreret i søvne:

“Far ka’ ikk’ lave mad!”

Hvorefter han lagde sig ned igen.

Situationen var komisk, og C og CH var ved at dø af grin – hvilket fik W til at vågne fra sin far-frustrerede og åbenlyst alvorlige drøm.

Veerne fortsatte. De var kraftige nu, og C begyndte at trække vejret i de små luftstød, kaldet Laboro-verjtrækning, som var en del af de teknikker, hun havde læst om og øvet fra bogen “Smertefri Fødsel”. Hun havde øvet teknikkerne hver dag i mange uger, for de teknikker skulle hjælpe med at sørge for, at magtesløsheden og frygten fra fødslen af W ikke skulle indfinde sig igen. Fødegangen fik et kald.

“Der er nogle minutter mellem veerne, og de føles kraftige. Vi har en lille times tid i bil.”

“Er vandet gået?”

“Nej.”

“Har han hovedet nede i bækkenet?”

“Ja. Jordemoderen vurderede til sidste besøg, at han stod helt fast.”

“Fint, jamen, I kommer bare. Vi ses!”

CH fik grønt lys til at orientere sine forældre, og W fik forklaret, hvad der nu skulle ske. At lillebror gerne ville ud af mors mave, og at han skulle hygge sig hos farmor og farfar imens. Det var W – som forventet – helt med på.

W blev afleveret, og i bilen begyndte veerne atter at stramme til med fornyet styrke.

“Jeg tror, det er fordi, jeg sidder ned nu. De føles knap så kraftige, når jeg bevæger mig rundt. Når vi kommer på fødegangen, vil jeg helst bare gå rundt.”

“Okay. Det kan du jo bare gøre. Jeg har husket musikken. Så er det spændende hvilken jordemoder, det er.”

“Husk at minde mig om, at jeg gerne vil i vand. Og at jeg skal have mulighed for selv at tage imod ham.”

Den 50 minutter lange biltur til sygehuset føltes som kort tid. C sad med en følelse af allerede fra starten at have ejerskab over fødslen. Naturligvis kunne intet forudsiges, men veerne var gode, vejtrækningen virkede og de havde husket den trådløse højtaler, der skulle sørge for, at playlisten med fødselsmusik kunne blive afspillet under udvidelsesveerne på fødestuen.

Der var check på det. Og da de ankom til sygehuset og blev modtaget af en sød og frisk jordemoder, var humøret højt. C var fyldt med glæde og forventning. Alt var godt.

C lagde sig klar til undersøgelse. Hendes største frygt var, at livmodermunden var åbnet så lidt, at de måske blev sendt hjem igen. Helt ærligt… 50 minutter hjem. Det måtte bare ikke ske.

“Hmm… Du er 2 cm åben.”

“Hvad? De her veer siger noget andet!”

“Og der er faktisk ikke helt så meget pres på hernede, som jeg kunne ønske mig.”

Jordemoderen mærkede på maven.

“Det føles meget fast her oppe under ribbenet.”

“Hvad tænker du? Tror du, han vender forkert?”

“Jeg henter lige en scanner og en læge. Bare tag det roligt.”

“Fuck, altså. Han vender forkert, CH?”

C kiggede ned af sin mave. Den så helt deform ud og faldt ud til venstre. CH lignede et stort spørgsmålstegn i ansigtet.

Lægen ankom, og da scanneren blev sat på maven, var der tydeligvis et hoved oppe under det venstre ribben.

“Jeg vil føde selv. I må ikke lave et kejsersnit. Jeg skal f… Jeg… Jeg kan godt. Jeg kan sagtens føde ham selv.”

“Jada! Det kan du da. Det bliver bare ikke her. Vi har ikke formelt lov til at tage mod et barn i sædestilling, så du skal overflyttes. Og du skal lige informeres om de risici, der er. Omend de altså er sjældne.”

Jordmoderen gav ordet til lægen.

“Det kan du sagtens, det her. Du har fine forudsætninger for det. Men det er nødvendigt, at du er et sted, hvor der kan tages vare på dit barn, hvis der skal bruges en tang til at få ham ud. Og så er der en øget risiko for, at det ender i kejsersnit. Jeg synes, det er super, at du vil forsøge at føde ham. Men jeg kan ikke garantere, at de synes det samme, når du ankommer. Du kan risikere, at der er en lidt nervøs læge på vagt. Men…  Jeg sender bud efter en ambulance, og så kører I nu. Hvis du skulle føde i ambulancen, så er der en jordemoder hos dig, som ved, hvad hun skal gøre. Det ved vi også her – vi må bare ikke. Så.. I kører nu.”

C kunne mærke tårerne presse sig på. Det var jo ikke meningen, dette her.

“Jeg kan altså godt, CH. Jeg kan godt. Jeg skal føde ham selv. Vil du skrive til min mor?”

“Ja, selvfølgelig kan du det. Ingen problemer. Træk vejret dybt.”

“Ja.. Jeg kan godt.”

Nu havde adrenalinen for alvor indfundet sig. C fik travlt med dybe vejtrækninger. Ingen panik. Hun vidste, at der ikke måtte gives hjælpemidler til at fremme veerne, når det drejede sig om en sædefødsel. Kroppen skulle vise, at den var klar på at føde selv.

Vejrtrækningerne hjalp, og der begyndte igen at være kortere tid mellem veerne. Styrken kom tilbage. C fik nyt mod. Hun havde brug for at vise sig selv, at hun kunne håndtere fødslen andeledes end sidst. Også selvom situationen nu pr. definition var kompliceret.

I ambulancen blev tiden brugt på at opmuntre hver eneste ve. CH kørte foran i bilen, og C havde ikke andet i hovedet, end at veerne skulle fortsætte.

En sød, ung, lyshåret jordemoder målte af og til hjerteslaget på D i maven for at have en idé om, hvordan han klarede presset fra veerne.

“Sikke en fin hjertelyd. Han har masser af ressourcer.”

“Ved du, om jeg kan få lov at komme i vand?”

“Desværre… Der er behov for at overvåge dig via CTG hele tiden for at sikre, at han har det godt nok. Du vil nok også blive scannet et par gange.”

“Okay… Ved du, om jeg kan få lov at føde oprejst?”

“Desværre heller ikke. Når lægen tager imod ham, er det vigtigt, at du ligger på en bestemt måde på briksen.”

C var skuffet. Men accepterende. Det vigtigste var, at veerne fortsatte.

“Nu er vi der lige straks”, lød det fra ambulanceføreren.

Fortsættes….

kys fra cana

Vi cykler til arbejde

img_6261

annonce

De her damer, er nogle af dem, jeg tilbringer allermest tid sammen med. Vi snakker ofte, men allermest er vi helt stille, når vi er sammen. De er nemlig nogle af mine kollegaer inde i Andedammen og de er søde, er de. Og pæne. Og glade for at cykle, ligesom jeg.

Min gamle, elskede cykel blev, som I måske husker, stjålet i efteråret og jeg har derfor brugt en stor del af vinteren på at transportere mig rundt i bus og selvom jeg faktisk for længst har fået en ny cykel, så trækker bussen alligevel af og til lidt mere end hvad godt er. Undskyldningerne skal ikke være store, for at jeg godtager dem, og lader cyklen stå og det er jo i virkeligheden noget pjat. Især fordi jeg faktisk elsker at cykle!

Derfor var jeg ikke sen til at få stablet et lille hold på benene til dette års “Vi Cykler Til Arbejde” som er en kampagne som Cyklistforbundet står bag og som i bund og grund handler om, at sætte positivt fokus på at cykle til arbejde. Man skal bare have mindst tre kollegaer, som er med på at cykle på arbejde, for at man kan melde sig til, og på den måde være med i  dysten om, at cykle mest muligt til arbejde i maj måned og så er der altså samtidig en mulighed for at vinde lækre præmier. Hovedpræmien er fx et rejsegavekort på 10.000 kroner til alle deltagende på holdet. A’hva’behager! Det gad jeg altså godt at vinde sammen med mine Andedamer. Jeg tænker allerede på en forlænget weekend på et luksuriøst hotel med kulørte drinks og masser af solcreme på næsen!

Var der nogen der sagde god motivation? Ja tak, for pokker! Det er nemlig lige præcis dét jeg trænger til. Nogen der motiverer mig til at tage cyklen hver evig eneste dag og til at skrive ned hvor mange kilometer jeg kører. Tænk, hvis det af og til kunne få mig til at køre en omvej, for at få lidt flere kilometer i benene og bevægelse i kroppen. Jeg kunne i alle tilfælde trænge til det, ovenpå en jul der i sandhed – i hvert fald når det kommer til kalorieindtag – har varet lige til påske.

Vores lille hold i Andedammen består – indtil videre i hvert fald – af Frederikke (til venstre), Danica (til højre), undertegnede og så vores allernyeste kollega, Maria, som faktisk først starter, når kampagnen bliver skudt igang, d.1.maj og jeg glæder mig helt vildt, til at dyste mod de dejlige damer. Vi kommer selvfølgelig til at have en lille indbyrdes konkurrence kørende og jeg er bange for, selvom jeg elsker fart over feltet, at jeg kommer til at sakke helt bagud, fordi alle de andre har lidt længere herind end jeg og fordi det altså ikke handler spor om, hvor hurtigt man cykler, men hvor langt. Men altså, så må jeg jo ty til den der omvej eller tage en arbejdsdag i weekenden i ny og næ – jeg kan trods alt sagtens tage børnene med på job, så det går jo nok :)

Det koster en lille skilling at deltage, men til gengæld mistænker jeg at det er sjovt – og altså, hvis I har lyst, så vil jeg også mægtigt gerne “konkurrere” mod alle jer <3 I er jo også en slags kollegaer for mig. Eller chefer, om ikke andet. Og de må altså også gerne være med, cheferne. Op på pedalerne og meld jer til HER inden 1.maj, hvor kampagnen bliver skudt igang.

img_6295

… Og se så lige min nye arbejdscykel, hva’? Jeg siger jer, den kører hurtigt!

kys fra cana

   

Fridag, frisør og fortrydelsesret – med før/efter-billeder.

Vi endte med slet ikke at få nogle pandekager, som jeg ellers havde påstået over for både Jens og for jer, men til gengæld så fik vi vafler, kanelsnegle og en hel masse af det lidt sundere, fordelt rundt i et væld af små skåle, da Jens og jeg indfandt os på Cafe Livingstone til frokost. Det var mit første besøg derinde, men fordi jeg efterhånden er faldet over det en god håndfuld gang rundt om på de sociale medier, var mine forventninger tårnhøje. Og med rette, skulle det vise sig! Alt, måske lige på nær æggene med de ristede svampe, som smagte lidt underligt, sad lige i skabet. Det bedste ved det hele var dog alligevel selskabet, for hold op altså, hvor begynder Jens bare at gøre sig nogle ægte sjove betragtninger.

“Mor, tror du ikke også at ægget smager lidt dårligt, fordi det er kommet ud af numsen på en høne?”

Jeg dør lidt over det.

Efter maden ræsede vi ind til min frisør, Izabella, som fik et helt skævt udtryk i ansigtet, da jeg sagde at mit hår var blevet alt for langt. Hun mente faktisk at det havde en ret lækker længde, som kun ville blive bedre af en studsning og et par centimeter yderligere i længden, så det ville komme ned omkring kravebenet, men jeg stod fast og holdt på den korte page, som hun smilende gav sig i kast med, alt imens hun jonglerede kaffe, sludder med mig og teknisk assistance til Jens, som havde fået lov til at se Netflix på hendes computer.

Det var selvfølgelig ikke andet end 4-5 centimeter der røg af (i modsætning til dengang jeg klippede alt mit hår af), men det gjorde en kæmpe forskel og jeg var, da jeg sad i stolen, helt pjattet med længden. Min hals er igen kommet til syne og håret sidder ikke længere med en tagrende så stor som Oslobåden bagpå – og så kan det igen lige akkurat ikke komme i en hestehale, således jeg ikke risikerer at falde i den evige morfælde, med en hurtig samling af håret frem for en (hurtig og langt pænere) styling.

Men. Nu tror jeg sgu alligevel at hun havde ret, Izabella. Det var pænere med det lidt længere hår, ser jeg nu hvor jeg kigger på før/efter-billederne.

Seriøst, jeg ligner jo en mor. Måske endda en mor, som arbejder på et bibliotek. I arkivet.

img_6288

img_6289

img_6290

img_6291

Ejjj nej, altså. I morgen må den få fuld skrue med masser af bop og ramasjang og så skal jeg i mellemtiden overveje at høre lidt bedre efter min frisørdames råd næste gang; hun har trods alt ret god stil. Jeg håber på det bedste for resultatet i morgen – om ikke andet, så gror det heldigvis ud igen.

kys fra cana

Efter længere tids pause…

img_6269

I kender det garanteret godt, når den ene dag pludselig tager den anden, uden man fået nået de ting, man egentlig gerne ville? Hos mig er det oftest de hyggelige ting, der bliver nedprioriteret. Kaffeaftaler med mine veninder, fridage med mine børn, spontane ture i biffen og altså også min og Cecilies podcast, Damer i Dilemmaer, som har stået stille i adskillige uger.

Det er som om jeg nogle gange får spundet mig selv ind i en tro om, at jeg har alt for travlt til at nå det hele og at dét der skal nås, selvfølgelig er det “kedelige”. Vasketøjet, for eksempel. Men helt ærligt, hvornår har nogen nogensinde taget skade af at komme ordentligt til bundt i skabet og hvis nu ikke det var meningen at der skulle kunne komme top på en vasketøjskurv, så måtte tøjet jo falde ned, så snart det ragede det mindst op over toppen. Til gengæld tror jeg at man – eller jeg i alle tilfælde – kan tage skade af at nedprioritere det hyggelige. For hvis ikke jeg tanker god energi i min hverdag, så bliver mit overskud, eller måske nærmere mangel på samme, altså derefter. Jeg føler mig slet og ret mere travl og forviklet alt for hårdt ind i hamsterhjulet, når jeg nedprioriterer at nyde livet.

Heldigvis kunne en god uges påskeferie i sidste uge være med til at minde mig om, hvor vigtigt det er og jeg har således bestemt mig for, at det selvfølgelig er ok at slacke lidt på dét der er energikrævende, til fordel for dét der er energigivende.

Det er endnu ikke blevet til nogle spontane ture i biffen, men til gengæld har Cecilie og jeg altså, efter en længere pause, optaget et nyt afsnit af Damer i Dilemmaer, hvor vi snakker om hvad pokker man stiller op, når man bliver træt af nogle af damerne i mødregruppen. Vi kender begge godt problematikken, Cecilie og jeg, men vi er altså ikke helt enige om hvordan sagen bedst gribes an. Nuvel, jeg slog også en gang op med min mødregruppe og jeg er sikker på, at de allesammen lever i bedste velgående, og at vi i øvrigt er ligeså gode perifære veninder af den årsag. Hvis I har lyst til at høre afsnittet kan I finde HER, hvis I har iphone, eller hvis I søger på Damer i dilemmaer i app’en podcast republic på android.

For nu skal det dog overhovedet ikke handle om sociale konstellationer der ikke fungerer, for jeg er ude på at bruge dagen på at tanke op, samme med Jens, der har fået lov til at holde fri, efter han i morges proklamerede at ‘han havde det lidt skidt, men at han nok ville få det bedre, hvis han måtte være sammen med mig hele dagen’ – og hvis der er noget jeg gerne vil anerkende, så er det at være så meget in sync med sine følelser, at man kan sætte så præcise ord på, hvad man har brug for. Lige nu bygger Jens med LEGO og om lidt tager vi ud og spiser pandekager, inden han kommer med mig til frisøren, hvor jeg ikke har været siden i begyndelsen af december. Det skal nok blive godt. Det hele. Og ja, jeg skal selvfølgelig nok vise jer resultatet af turen i stolen asap :)

Ha’ det dejligt så længe!

kys fra cana

Stop fødselsshaming. Nu, tak.

fødselsshaming

Ikke sjældent slutter de mange fødselsberetninger jeg deler fredag efter fredag herinde af med, at kvinden beskriver, at hun er ked af sin fødsel. Ked af ikke at kunne. 

Og jeg forstår det på en måde godt.

Da jeg var gravid, var min største frygt, udover at der skulle ske noget med min baby, selvfølgelig, at jeg ikke ville være i stand til at føde naturligt. Kroppen er jo bygget til at føde og selvfølgelig var jeg én af dem, som var “god” til at føde, tænkte jeg. For de findes, dem der er gode til at føde. Jeg siger det af og til selv og jeg bider mig selv i tungen hver eneste gang, for hvis der er nogen, som er gode til at føde, må der nødvendigvis også være nogen der er dårlige. Og dét, synes jeg er noget hø, for at sige det rent ud.

Gu’ er der da ej, nogen der er dårlige og man kan ikke tale om, at det er bedre at føde på den ene eller den anden måde. Det er fødselsshaming og det er grimt, er det, på samme måde som mommyshaming.

Selvfølgelig ville det være ønskværdigt, hvis alle fødsler var ukomplicerede, uden indgreb og i øvrigt ikke gjorde spor mere ondt end at plukke øjenbryn efter en tur på festival, men sådan hænger naturen bare ikke sammen.

Det gør pisse ondt. Og det tager for rigtigt mange så udmattende lang tid, at smerten bliver fuldstændigt uudholdelig. Og nogle gange står barnets hoved så skævt indstillet i bækkenet at det bare ikke kan lade sig gøre. Og nogle gange får barnet ikke ilt nok og så må man lave et akut kejsersnit midt i det hele. Og sådan er det bare.


Læs også: Sådan øger du chancen for at baby roterer sig mest hensigtsmæssigt ned igennem bækkenet under fødslen

Det ene er sgu da ikke bedre end det andet og jeg bliver simpelthen så ked af det over, at det er blevet vores kultur. Min kultur, for jeg sidder selv velplaceret lige midt i suppedasen og roser mine veninder og fortæller dem at de er seje, når de har født hjemme på stuegulvet til tonerne af Shade og en jordemoder som ikke nåede at komme frem. Det gør jeg da.

Men for fanden, det er jo ikke være fordi deres fysiske formåen er sej. Ikke sejere end alle andres i hvert fald. Det handler, tænker jeg, mere om, at de kvinder jeg oftest tager mig selv i at rose, selv synes, at de gjorde et fucking virkelig godt stykke arbejde. Det er dem, der selv er stolte over deres præstation og hvor min ros i virkeligheden bare bliver et heppekor til deres egen indre stemme, som fortæller dem, at de kan være stolte over sig selv.

Alle der har født, er sgu da helt vildt seje! Man har groet og leveret et barn. Man har været igennem en lang graviditet og en pokkers masse strabadser – og for nogles vedkommende, har man sågar ladet sig sprætte op syd for navlen, for at få sin baby ud i god behold og hvis ikke dét er en kraftpræstation og noget man kan være stolt over at have gjort i kampen for at blive nogens mor, ja så ved jeg snart ikke hvad.

Kære mødre, I er allesammen helt vildt seje. Jeres fødsler er seje, jeres kroppe er seje og selvom I måske ikke tror mig når jeg siger det, så beundrer jeg jer allesammen for dét I har gået igennem for jeres børn.

kys fra cana

   

Klar. Parat. Solsmart!

img_6240

annonce

Det var lige før jeg overvejede at stille cyklen ved vejkanten og tage bussen ind til kontoret, da jeg i går var taget afsted hjemmefra uden handsker. Solen skinnede og det så, så varmt ud, så jeg havde taget de hullede bukser og den korte jakke på – og altså, ladet mine ellers højtelskede luffer blive hjemme. Og så var det bare skide koldt. Så koldt, at det nogle timer senere pludselig var snevejr – og i øvrigt stadig blå himmel. Det er sguda mærkeligt. Og fejt, her i slutningen af april!

Uf, altså, jeg glæder mig virkelig til det bliver varmere og til at store tørklæder, vanter og lange ærmer kan blive byttet ud med det lidt mere sommerlige tøj. Det samme gør mine børn, som allerede nu nægter at iføre sig andet end en t-shirt over deres undertrøje og som jeg altså godt kan unde snart også at kunne lege udenfor, med bare arme og solskin på næsen.

Sammen med de bare arme følger selvfølgelig én af sommerens helt store, tro følgesvende: solcremen, som jo ikke kun skal i brug når man planlægger at dase den på stranden i hel dag, i 28 graders varme, som man ellers vist nok gjorde dengang jeg var barn. I hvert fald hjemme hos os.

I virkeligheden har jeg livet igennem ikke været alt for god til at passe på min hud, når det kommer til at værne den mod solens skarpe stråler og jeg kan nærmest ikke mindes én eneste sommer, inden jeg fik børn, hvor jeg ikke har haft en helkropsforbrænding af en anden verden, efter at have ligget ude, en hel dag uden solcreme, for “nu skulle jeg eddermamer være brun!”. Det er simpelthen så dumt, altså. Heldigvis er jeg blevet meget bedre til at passe på min hud, efter jeg har fået børn, for når jeg alligevel smører dem ind hver morgen, kan jeg ligeså godt lige tage mig selv med i samme ombæring også.

For selvfølgelig smører jeg mine børn ind – fuldstændigt som jeg er sikker på at langt de fleste andre forældre i dangens Danmark gør det. Til gengæld snakker jeg faktisk ikke særligt meget med dem om hvorfor og om, hvad solens stråler faktisk gør ved huden.

Derfor blev jeg vældigt begejstret da jeg for nyligt stifftede bekendtskab med Klar. Parat. Solsmart! som er et spil til tablet og telefon, som er udviklet som del af Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne. Det har man gjort fordi børn som bliver solskoldet har en øget risiko for at udvikle kræft i huden senere i livet.

Kræft i huden senere i livet… Av!

Det er jo mig. Mig og mine dårlige vaner, som jeg for alt i verden ikke vil give videre til mine børn. De skal allerede nu vide hvor vigtigt det er at følge de tre solråd: Skygge – Solhat – Solcreme. (Okay, solhatten kommer især Jens nok næppe til at gøre den helt store brug af, da hans hår jo simpelthen er så stort, at enhver hat mindre end en mexikansk sumbrero vil komme fuldstændigt til kort, men alligevel). Og til dét tænker jeg, at spillet i app’en er fuldstændigt genialt.

img_6233

Jens har allerede spillet det flere gange og han synes det er en fest, når han skal forsøge at holde sig i skyggen når han løber med den lille figur igennem banerne og når han skal fange solhatte, blokere farlige solstråler og fange solcreme nok til at dække hele kroppen, imens jeg selvfølgelig synes at det er totalt optur at han i samme ombæring lærer lidt om, hvor vigtigt det er, at huske solcremen, holde sig lidt i skyggen, og dække kroppen til med tøj hvor man kan, uden at få det alt for varmt.

App’en er helt er gratis, reklamefri og indeholder ikke tilkøbsfunktioner og hvis I har lyst (og det har I, ha ha) kan I hente den lige HER til både android, smartphone og tablets.

Klar. Parat. Solsmart!

kys fra cana

Fem kvikke kendsgerninger om Cana

Okay, jeg har virkelig overvejet meget, om det var for nederen at omtale mig selv i tredjeperson i overskriften, men altså, det er jo praktisk talt præcis hvad indlægget her handler om og nu hvor vi kun er fem kvinder og en enkelt mand med dét navn her i landet, tænkte jeg, at jeg ikke sådan lige ville blive forvekslet med én af de andre, hvorfor jeg endte med at vurdere, at det går an… Omend jeg stadig synes det er lidt fjollet.

Jeg ææææ(g)lsker Gråsten’s æggesalat. Som i at jeg bliver fuldkommen ustoppelig, så snart jeg har åbnet pakken. Og nej, det smager ikke bedre når man laver det selv, og nej, jeg vil ikke vide hvad de gør ved æggene for at gøre blommerne lige så gummiagtige som hviderne.

Jeg har en efterhånden ganske overvældende taskesamling. Stort set alle i noget værre plastiklæder, som jeg har købt for en slik, alle steder lige fra Føtex til en strandpromenade i Bulgarien. Faktisk ejer jeg ikke én eneste “rigtig” designertaske, som jeg ellers mistænker alle andre bloggere for at have et solidt lager af; ikke fordi jeg ikke gerne vil have én, men simpelthen fordi jeg i hvert fald indtil nu, har været for nærig.

Som barn var jeg udpræget hestepige. Så meget at jeg ofte plagede mine forældre om lov til at gå i skole i ridetøj. Da jeg så en dag endelig fik lov, var det i virkeligheden bare mega akavet, fordi ingen af de andre i klassen åbenbart syntes det var sejt. De interesserede sig åbenlyst ikke for ridetøjsmode i samme udstrækning som jeg, og de satte ikke engang pris på at ridebukserne var med helskind, som jeg selvfølgelig havde forventet. Heldigvis, tænker jeg nu.

Forleden, i Lalandia, da jeg var igang med at iføre mig denne badedragt for første gang, sprang stroppen bedst som jeg stod og tjekkede mit side-boob ud i spejlet foran mig. Og lad mig bare lynhurtigt indskyde, at det absolut intet godt gør for éns selvtillid, når badetøjet pludselig sprænger. Intet.

Nårh ja, og så lige en sidste ting, som hænger lidt sammen med æggesalaten (og måske også den ødelagte badedragt, fnys!). Jeg har nemlig en usædvanligt stor mund, som tager usædvanligt store bidder. Se selv.

img_6242

kys fra cana

Fordele ved at hverdagen starter igen

Den er ofte så udskældt, hverdagen efter en ferie. Og med fin grund, for det er da skønt at holde ferie og at tilbringe masser af tid med både ting og mennesker man holder af for sin fornøjelses skyld og ikke for penge, men dermed da overhovedet ikke sagt, at der ikke kan være fordele ved hverdagen også. Det er da værd at tage med ovenpå sådan en omgang helligdage!

img_6231

Fem fordele ved at hverdagen begynder igen

Du har igen en undskyldning for at gøre lidt ekstra ud af dig selv om morgenen. Bevares, det er da overmåde dejligt at rende rundt helt afslappet og at naturel uden make-up og bh, men der ér altså også noget særligt dejligt over, at gøre sig i stand om morgenen og komme ud ad døren i høje hæle i stedet for crocs.

Dine kollegaer, hvis du er så heldig at have den slags, vil med garanti have en masse at berette om, ligesom du vil have til dem. Medmindre du arbejder på et meget lille sted, er der uden tvivl mindst én som kan fortælle et par pinlige påskefrokostanekdoter i kaffepausen.

Der er nogen som passer dine børn for dig – ovenikøbet et sted børnene har savnet. Ovenpå en uge med påskeæg og dertil sukkerhøje børn hver dag, er det tiltrængt. Det er det altså – og hvis du ikke har børn endnu, så døm mig ikke. Jeg elsker mine børn, men for fanden; en arbejdsdag “alene” virker lige nu som en slags badeferie.

Der er mindst otte timer af døgnet hvor du ikke skal rydde op. Medmindre du er pædagog i en vuggestue,  selvfølgelig. I så fald, håber jeg at du i det mindste kan lide at rydde op. Det tror jeg faktisk godt nogen kan.

Det er ikke længere bare dovenskab at bestille take-away. Hverdagen skal jo ligeså stille i gang, ik? Hastværk er lastværk og hvis du har børn, vil du formentlig, i løbet af din badeferieagtige arbejdsdag, komme til at savne dem heeeelt vildt meget. Alt for meget, til at du kan bruge tid i køkkenet. Næh, du skal sidde på gulvet og lege og have maden serveret.

kys fra cana