For seks år siden…

Jeg lå i dobbeltsengen, helt udkørt og forpint, i en kombination af den mest dybtfølt lykke jeg kan mindes jeg nogensinde har oplevet og en snigende angst for “hvad nu”? I dag var nemlig ikke som nogen andre dage. Jeg havde brugt natten og den tidlige morgenstund på at føde min første søn. Det var uden tvivl mit livs største præstation og han var det dejligste lille menneske jeg nogensinde havde mødt.

Det er seks år siden i dag, at mit liv blev forandret for altid. Nogle gange til det værre, men det meste af tiden heldigvis til det bedre.

Til det værre på de dage, hvor frustrationen, primært over ikke at føle at jeg har slået til og gjort det godt nok i den fornemme rolle som nogens mor, har fyldt mit hjerte op i en overflod af følelser, fordi jeg ikke har kunnet rumme dem alle. Til det bedre, fordi jeg føler mig så rig. For ja, selvom det er dyrt – på alle mulige måder – at få børn, så føler jeg virkelig, at jeg er blevet rigere af at have fået børn.

På de seks år, har jeg udviklet mig fra at være en usikker pige, famlende efter svar på mange af de spørgsmål jeg sidenhen har lært, har mange forskellige facit, til at føle mig både tryg og sikker i min rolle som mor. Jeg var famlende efter at finde mig selv, i et liv, hvor mine egne behov ikke længere var min førsteprioritet.

Jeg famlede efter mange ting, men aldrig nogensinde efter kærligheden, som pludselig, med fødslen af mit første barn, væltede ind over mig som en tsunami af beskyttertrang og omsorg for andre end mig selv.

Mit liv blev vendt fuldstændigt på hovedet og hvor er jeg dog taknemmelig; for alt jeg har oplevet og lært, og især for min Jens, som er blevet seks år i dag.

img_7046 img_7047 img_7048

Jeg er meget, meget taknemmelig og fylder dagen med glimmer. Bare tak.

kys fra cana

   

Fødselsfredag – om at føde et sygt barn

Jeg har ikke så meget andet at sige om denne beretning, end at den rørte mig dybt og at jeg simpelthen er så fuld af respekt og forundring over hvor sej denne kvinde er.

img_7016

For at få hele historien til at give mening, så starter min fødselsberetning i uge 12, hvor jeg er til nakkefoldscanning.

Min mand var syg, så jeg tager min mor med i stedet og under selve scanningen ser alt fint ud. Da sygeplejersken kommer tilbage med min resultatet fra mine blodprøver, så ser det hele lidt anderledes ud. Der er en stor chance for, at babyen har en eller anden form for kromosomfejl. Jeg får taget moderkagebiopsi og får nogle dage efter at vide, at alt er godt og vi venter en lille dreng.

De næste 8 uger går jeg og glæder mig til misdannelsesscanningen, så vi endnu en gang kan se vores lille baby.

2 dage inden min 30 års fødselsdag kommer vi ind til scanningen. Hun scanner længe og går ud af lokalet, for kort tid efter at komme ind igen. Hun fortæller, at babyen er meget lille og mangler en nyre og vi skal derfor komme tilbage næste morgen, så en læge kan foretage endnu en scanning.

Dagen efter bliver vi mødt af en læge, der fortæller os om, hvad de mistænker der er galt med babyen og hun gerne vil lave udvidede undersøgelser i form af en fostervandsprøve. Jeg spørger til om de ikke kunne bruge den tidligere prøve, men det kan ikke lade sig gøre.

Vi har 11 dage, inden grænsen for sen abort udløber og prøven kan være op mod 10 dage om at blive vurderet, så det er vigtigt at få sat gang i det med det samme.

Prøverne viser intet unormalt, men lægerne er stadig urolige for, at der er noget de har overset.

Efterfølgende bliver jeg øjeblikkeligt sygemeldt fra mit job, bliver fulgt med scanninger 2-3 gange ugentligt og generelt bliver der holdt meget øje med ham, da han fortsat ikke vokser ret meget og trivslen i maven ikke er optimal.

Det er 15 uger fyldt med bekymringer, ventetid og mange overvejelser om, hvad fremtiden bringer og en følelse af at være utrolig alene.

Da jeg går ind i uge 36. Vurderer lægerne, at de ikke tør lade ham blive inde i maven længere og giver besked til fødegangen om min igangsættelse.

37+0 tropper jeg op på Rigshospitalet kl. 8.00. til indlæggelse og med en viden om, at jeg ikke kommer derfra før min lille dreng er klar til at komme hjem. Jeg føler mig klar og med stor forhåbning om, at han er stærk nok til, at jeg kan føde ham selv. Jeg har altid være hunderæd for kejsersnit, så håbede til det sidste på en vaginal fødsel.

Det første de skulle var at vurdere, ved en stresstest (man bliver tilkoblet et ve-drop og skal have x antal gode veer, men babyens aktivitet og hjertelyd bliver monitoreret), om han kunne klare at blive født vaginalt, hvilket jeg selvfølgelig håbede meget.

Stresstesten går godt og bliver efter 3 timer stoppet og det bliver vurderet af læge og jordemoder, at han på nuværende tidspunkt har overskud til at klare veerne. Vi skal dog være forberedt på, at tingene meget hurtigt kan vende og derfor ende med kejsersnit.

Jeg er lykkelig for, at jeg får lov til at prøve selv. Jeg får de første ingangsættelsespiller og skal komme hver 4. Time til CTG (registrering af barnets hjertelyd, red.).

I løbet af aftenen, efter anden omgang piller, begynder jeg så småt at få veer, men intet voldsomt. Min mand tager hjem og sover og jeg overnatter på Rigshospitalet og sover godt det meste af natten.

Næste morgen, 37+1, skal jeg igen have kørt CTG og spise et sæt piller mere. Herefter kommer der mere gang i mine veer, men de er til at holde ud. Vi går en tur udenfor og prøver at få tiden til at gå.

Kl. 14. Får jeg kørt endnu en CTG og får denne gang kun 1 pille, da de ikke vil have, at jeg ender med vestorm som ved min første fødsel.

Vi bliver sendt ud at gå en tur på gangene og besked om at komme tilbage efter aftensmad.

Veerne tager til og jeg kan efterhånden ikke lave så meget andet end at fokusere på dem. Jeg føler mig indtil videre ved godt mod, da lillemanden hele tiden har klaret det rigtig flot inde i maven og jeg føler generelt, at de passer rigtig godt på mig.

Kl. 19.00. Bliver jeg undersøgt af en jordemoder, der fortæller, at jeg nu er 2 cm åben og hun derfor vil tage vandet for at få gang i sagerne.

Vandet plasker ud mellem mine ben og er klart og fint. Jordemoderen er meget tilfreds med, at hun kort tid efter kan se, at mine veer bliver kraftigere og længere.

Vi går en lille tur rundt på Rigshospitalet, men kommer hurtigt tilbage, da jeg ikke længere kan overskue at gå rundt.

Vi bliver tildelt en fødestue omkring kl. 20.00. Og jeg bliver spurgt ind til mine ønsker omkring fødslen.

Jeg får hospitalstøj på, får lavement og kommer kort tid efter af med varerne.

Undervejs er jeg hele tiden koblet til en CTG med lyd og kan fornemme hans hjertelyd dale, hver gang jeg får en ve. Jeg bliver beordret om på venstre side og skal trække vejret gennem iltmasken, så vi sikre os, at han får de bedste betingelser derinde.

Jeg begynder at blive lidt nervøs, hver gang jeg hører hans hjertelyd falde, men glad da den stiger igen indenfor kort tid.

Der er både en læge og jordemoder tilstede på stuen, da min fødsel er en højrisiko fødsel og de ikke tør tage mange chancer. Jeg hører undervejs personalet tale om hans ressourcer, men kan ikke helt fornemme, hvor bekymrede de er.

Ved 21.30. Tiden bliver både læge og jordemoder bekymret for, hvordan han har det, da hans hjertelyd bliver mere påvirket i takt med mine veer er på sit højeste.

De tjekker mig indvendigt og tager en pH-prøve på ham. Jeg er nu ca. 5-6 cm åben. Herefter går de alle ud af rummet for at kigge på prøven og formegentlig tale om, hvorvidt jeg skulle have kejsersnit eller ej.

Netop som de er gået begynder jeg at gå i panik. Jeg kan mærke, at han er på vej ud og at det går stærkt. Jeg råber til min mand gennem iltmasken, at han skal finde jordemoderen med det samme for han kommer NU.

Min mand prøver at berolige mig og siger, at jeg skal tage det stille og roligt, men jeg råber til ham, at jeg mener det – HAN KOMMER NUUU!!

Da han åbner døren ud til gangen spotter jeg en gå rundt derude og jeg skriger, fortsat gennem iltmasken: JEG FØDER NU OG VI ER ALEEEEENE.

Hun kommer løbene ind på stuen og prøver at berolige mig, mens hun hiver hospitalstøjet af mig og undersøger mig. Ganske rigtig, så er hans hovede på vej ud.

Nu går jeg for alvor i panik, da jeg ikke har fået svar på prøven og jeg er sikker på, at han ikke kan klare det og måske vil dø fra mig.

Ind af døren kommer min jordemoder, læge og en sosu løbende og jeg begynder at skrige, da jeg er sindssyg bange.

Lægen kigger på mig og siger, at han er ok og nok skal klare det. I løbet af den næste vepause får jeg samlet mig og føder så hans hovede kort efter. Derefter trækker lægen ham ud og jeg ser min lille bitte baby. Han er så tynd og lille, at jeg næsten ikke kan kigge på ham eller røre ved ham.

Han begynder heldigvis græde lidt og jeg ved at han lever.

Imellemtiden er en børnelæge ankommet og tager ham med det samme hen og undersøger ham. Han ser ret hurtigt, at noget er galt og kalder bagvagten, der hurtigt dukker op på stuen.

Her bliver jeg et øjeblik helt paf, da jeg kunne genkende lægen fra tv og blev helt flov over at ligge der næsten nøgen.

Lægerne fortæller, at de må tage ham med og at min mand gerne må følge efter.

Jeg bliver tilbage på stuen og føler mig fuldkommen tom og følelsesløs. De spørger flere gange til mig, men jeg kan ikke rigtig svare, da jeg ikke kan mærke mig selv og er gået i overlevelsesmode.

Min søn blev født kl. 21.56. Og vejede 1970 g og var 45 cm lang.

Efterfølgende skulle jeg føde moderkagen, der desværre ikke ville komme ud og efter 6 forskellige kvinder har forsøgt i en lille time på at hive den ud uden held, så forbereder de mig på operation. Alt imens jeg ligger dér får jeg løbende beskeder fra Neonatal afdelingen om, at der bl.a. er noget galt med min søns spiserør, men at de har styr på ham.

Netop inden jeg skal køres afsted mod operation kommer der tilfældigt en ældre garvet jordemoder ind og skal have fat i lægen. Hun ser de står en hel hær rundt mig og vil høre om alt er ok?!

De fortæller, at noget er galt med moderkagen og de ikke kan hive den ud.

Hun kigger på mig og siger: må jeg give det et forsøg?

Jeg svare temmelig opgivende, at det må hun godt og at jeg efterhånden ikke har overskud til at yde modstand.

Hun siger til mig: “jeg skal nok få den moderkage ud. Det kommer til at gøre ondt, men vi klarer det sammen.”

Jeg suger lidt ekstra lattergas ind og hun jager hele sin hånd op i mig og hiver til, mens to andre hopper ovenpå min mave. Aldrig har jeg oplevet noget så smertefuldt som det.

Jeg kan fornemme et riv inde i kroppen og ud kommer min moderkage i et helt stykke. Jeg begynder at bløde en del og får ekstra blod og væske tilført over den næste time, men min livmoder trækker sig godt sammen og alt er ok.

Senere bliver jeg kørt i kørestol hen til Neonatal afdelingen, hvor jeg for første gang rigtig møder min søn.

Han er meget lille og minder mest af alt om en lille fugleunge med hue på.

Vi taler med bagvagten, der forklarer os om, hvad der formegentlig er galt og at han i morgen skal opereres, hvis han skal overleve. De vil både før og efter operationen foretage en række scanninger og undersøgelser for at udelukke andre misdannelser.

De næste 4 måneder er vi indlagt på intensiv afdelingen på Riget og har mange alvorlige op -og nedture, da han har meget svært ved at trække vejret og kommer ind og ud af respirator. Aldrig har jeg grædt så mange tårer og været så bange. Det er en ufattelig hård tid, hvor vi lever i vores egen lille boble uden meget kontakt til resten verden.

Nu, 1,5 år efter, har vi en dejlig dreng med nogle sen komplikationer og kroniske lidelser, men på trods af det, så klarer han det hele så flot og trives på bedste vis.

De 10 mest akavede øjeblikke fra Paradise Hotel finalen

Aldrig har jeg set så mange realitystjerner samlet på ét sted, som i aftes da jeg indfandt mig til den store finalefest på A-bar i indre København. Det blev – fuldstændigt som forventet – en aften hvor jeg stort set på intet tidspunkt følte, at jeg passede ind i selskabet. Det blev det dog heldigvis ikke mindre sjovt af, omend – i momenter – temmeligt akavet, hvor jeg har forsøgt mig med at lave en top 10 over akavede øjeblikke til gårsdagens fest.

img_8042

Da jeg, fuldstændigt skråsikker på mig selv, vadede igennem en kødrand af mennesker for at kramme på Philip. Vi er jo nærmest buddies, efter jeg skrev et indlæg om ham, tænkte jeg.

… Og da jeg, da han endelig genkendte mig og åbnede labberne til en krammer, sprang op på ham, som en panda på et tykstammet træ.

Da jeg satte mig ned ved et bord fyldt med drenge og spurgte dem om de ville se et party-trick, for bare at begynde at tromme på bordet med fingrene. Godtnok på en ret sej måde, men alligevel. Jeg trommede på bordet.

… Og da én af dem sagde, at jeg vel nok gav et godt håndjob. Og jeg dermed blev nødt til at gå straight away.

Da jeg besluttede mig for at det selvfølgelig var en god idé at hoppe ud på det bugnende dansegulv, da Johnny Deluxe, som jo havde deres storhedstid da jeg gik i gymnasiet, spillede klokken halv to og min promille efterhånden var i den pæne ende af richterskalaen. Som nærmest den eneste over 21 år, vel at mærke.

… Og da jeg pludselig fandt mig selv kampsvedende på anden række, imens jeg skrålede med på de sange jeg ikke kunne teksten på og vitterligt troede at bandet da måtte synes at jeg var en lille laber voksen-én, selvom jeg godt ved nu, at jeg i bedste tilfælde har lignet en blanding imellem Amy Winehouse på en dårlig dag og et trafikuheld.

… Eller da jeg efter koncerten opdagede at jeg havde tabt min lille blomstrede jakke på dansegulvet, som jeg selvfølgelig skulle finde. Kravlende rundt på alle fire. Blandt hundredevis af ungpigeben og alt for store drengesneakers, som trampede derudaf til “cocktailkort”.

Da jeg på burgerbaren, hvor jeg selvfølgelig var gået til i bare arme, pludselig mistede min bestilling imens jeg var på toilettet.

… Og da jeg i min søgen efter min bestilling pludselig så en pige iført en jakke magen til min, med kravestykket ned mod bagdelen og det gik op for mig at 1) det var min jakke og 2) at det var Caroline fra Paradise Hotel, der havde den på.

… Eller da jeg konfronterede hende ved at spørge hvor hendes flotte jakke var fra og hun undskyldende gav mig den tilbage, alt imens jeg prøvede at overbevise hende om, at det da ikke var spor pinligt og at jeg bare var glad for at have fået min jakke igen. Min fine blomstrede jakke, som det er lige før, at jeg hellere bare ville have vinket farvel til, frem for at ydmyge den temmeligt udskældte Caroline på dén måde. Lige før…

img_7030

kys fra cana

   

Den store finaleaften

img_7010

På de få hundrede meter fra lejligheden og ned til søerne, hvor Cecilie og jeg trillede afsted på vores cykler, mødte vi intet mindre end tre salatfade i fuld udrykning; på en vej, hvor der ellers aldrig sker noget. Hvad sker der, tænkte jeg, med min frygtelige oplevelse fra i går in mente. Vi cyklede over Østerbrogade mod søerne, da det gik op for mig i samme sekund, som en fyr i den velkendte gul-blå trøje kiggede op fra sin fadøl og råbte: “Hej prinsesse, skal du ikke med ud og danse?” 

Fodbold. Finale. Den store finale, åbenbart, og altså en ganske anden finale end dén der fylder min verden lige nu, hvor jeg befinder mig, helt dullet op i The Powder Room, sammen med en flok dejlige damer, en flaske champagne, Michael Bublé på anlægget og lige dele sommerfugle og ondt i maven over at vi om fire timer indfinder os på A-bar, sammen med alle deltagerne fra Paradise Hotel i anledning af den finale. Paradise finalen. Så jo, gu skal jeg danse!

Jeg har for første gang nogensinde fulgt næsten slavisk med i dette års sæson og selvom jeg lagde ud med at være en lille smule forarget over nogle af deltagerne og nogle af de vilde ting de blev udsat for, såvel som de ting de udsatte hinanden for, så har jeg virkelig lært at holde af programmet. Bevares, mest selvfølgelig fordi det er godt og underholdende tv, men jeg synes faktisk også at rigtigt mange af deltagerne gør det smaddergodt og jeg glæder mig derfor reeeeet meget til at skulle kramme på en enkelt eller to af dem i aften, når jeg skal mænge mig til ungdomsfestens højborg.

For det er jo reelt set hvad jeg skal; til ungdomsfest, som den slags jeg holdt i min tid som bartender i Sunny Beach. Forskellen er selvfølgelig bare, at jeg nu er over 30. Som velsagtens gør en væsentlig forskel, som jeg har skrevet et – synes jeg selv – ret morsomt indlæg om HER.

Jeg kommer uden tvivl til at føle mig helt forkert og ved siden af, når vi rammer diskoteket i aften, men indtil da kender jeg selskabet, som er både behageligt og sjovt og så satser jeg på at et par shots og den helt store jahat gør, at det bliver en fantastisk aften!

img_7011

Mommy goes paradise <3

kys fra cana

Den dag frygten for terror ramte mig

img_7006

Det er jo lige præcis dét her de vil have, tog jeg mig selv i at tænke, bedst som jeg var kommet ud på den anden side af røgskyen, der fyldte store dele af indre København. Irriteret over at være i mine følelsers vold, på grund af noget, som ikke havde fundet sted andre steder end i min fantasi.

Jeg havde kort forinden stået op ad den lyserøde væg i Andedammen og skålet i champagne, med Cecilie og Rachel, de to søde damer bag podcasten Voksen ABC, fordi jeg kort forinden havde sendt den forhåbentligt allersidste udgave af min bog afsted til min redaktør. Vi snakkede om løst og fast, skålede igen og så krammede vi farvel, selvom klokken kun var lige knap halv to. Jeg skulle ud og købe gaver til mine drenge, som har fødselsdag om henholdsvis tre og ti dage.

Jeg spændte cykelhjelmen, stak min pt yndlingslydbog i ørerne og satte mig på cyklen og mærkede hvordan luften var blevet væsentligt lunere end i morges.

Få hundrede meter oppe ad Nørregade, lige før jeg krydsede strøget, blev jeg ramt af lugten af røg, som spredte sig så det nærmest sved i øjnene.

Min første tanke var, at det måtte komme fra Nørreport Station. Dét sted jeg altid har tænkt var ét af de mest udsatte steder i København; særligt efter dengang da jeg var gravid i 2011 og bombemanden, der boede på Hotel Jørgensen tæt på Nørreport, blev fanget i dét der dengang var “vores” park.

Fuck, fuck, fuck.

Jeg kiggede rundt. Menneskerne på Strøget gik rundt som sædvanligt og lyden af sirener eller den tunge lugt af røg lod ikke til at påvirke nogen synderligt. Ingen andre end mig, i alle tilfælde.

Jeg forberedte mig på de skrig der skulle møde mig bag hvert gadehjørne. For helvede, altså! Oppe, lige før krydset ved Nørreport var røget blevet tættere. En lastbil holdt og spærrede vejen og jeg bremsede ned et øjeblik. Kunne slet ikke høre hvad der blev sagt i min lydbog for bare tankemylder.

Lastbilen kørte og alt så, bortset fra røgen der lå som en tåge henover byen, fuldkommen normalt ud.

Er det Torvehallerne? tænkte jeg, ganske overbevist om, at det var terror, der havde ramt mit ellers trygge København.

Jeg fik øje på Peter AG – eller i hvert fald én der ligner – som stod og tændte en cigaret. Og en mor der gik med sin klapvogn, der var tildækket af en stofble, foran sig. Og to unge fyre, der snakkede om noget, som især den ene tilsyneladende fandt vældigt morsomt. Røgen blev tættere, men alt var som det plejer.

Og så fik jeg øje på dem.

Brandbilerne. Afspærringerne. Og dén bygning hvor røgen kom fra. En bygning på Nansensgade, en hyggelig lille gade, lige bag Torvehallerne og Nørreport. Det var så vidt jeg kunne se “bare” en brand.

Jeg ved selvfølgelig godt, at der aldrig er noget “bare”, når det brænder, men i forhold til hvor sikker jeg havde været i min tro på, at det var en ondskabens handling, der havde ramt en hær af uskyldige mennesker, som min lidt rigeligt vilde fantasi for længst havde forudset, så føltes det som “bare”.

Jeg åndede lettet op. Håbede at ingen var kommet noget til og cyklede fortumlet hjem.

Opdagede at min lydbog stadig kørte, men at jeg intet havde hørt de sidste mange minutter af bare angst for, hvilket syn der mon ville vente mig. Cyklen trillede af sig selv, uden jeg ænsede farten. For fanden, hvor blev jeg da bange.

Heldigvis var det “bare” en brand, som så vidt jeg kan forstå nu, ikke har forvoldt nogle personskader.

Men de var der. Mine bange anelser. Frygten. Troen om, at det nu var sket, lige her i vores by, ligesom det skete i Manchester i går.

For helvede. Mit hjerte bløder i takt med strømmen af forfærdelige nyheder og nu – endelig, ville nogen måske sige – har det ramt mig, for alvor. På min tro på frihed, som ellers har føltes intakt og så pludselig har fået et skår af angst.

I dag, som ellers var startet så godt, blev dén dag hvor frygten for terror for alvor ramte mig, i en sky af røg op igennem Nørregade , og jeg hader mig selv en lille smule for det, for jeg vil ikke lade dem komme ind under huden på mig.

kys fra cana

Et amputeret andehold, kilometertal og hjelmhår

p5230309

ikke-navngivet-1

Selvom jeg lagde virkeligt dårligt ud, ved at tage både bil og bus til arbejde de første to dage i maj, hvor jeg lå underdrejet med voldsomme bækkensmerter, så er det rent faktisk nu lykkedes mig, at kæmpe mig op på en beskeden førsteplads i Andedammens lille cyklekonkurrence her i maj måned i forbindelse med Cyklistforbundets kampagne “Vi Cykler Til Arbejde“. Ja, sgu!

Mit lille blå lyn af en vidundercykel gør det simpelthen så godt, at jeg har cyklet – i arbejdsregi – intet mindre end 120 kilometer. Hertil kommer så adskillige ture med drengene i ladcyklen og en enkelt aften, hvor jeg tog det blå lyn ind til en veninde, der dog ikke bor stort andet end et par kilometer væk. Men altså, alt tæller og i mit eget lille regnskab skal jeg nok være oppe omkring de 150 kilometer. Sådan hvis vi regner i runde tal, ikke?

Særligt den seneste uge har det været en fornøjelse at cykle på – og især hjem fra – arbejde, fordi solen har været gavmild, vinden har været blid og regnen for det meste har holdt sig på behørig afstand. Det er simpelthen sådan en fornøjelse at cykle rundt i København, når det er forår og sommer; på den lækre, nærmest sydlandske måde, forstås.

p5230273

Desværre har vi på vores lille andehold her på kontoret været ramt af en lille smule mandefald, men altså, vi tre der er tilbage (selvom vi har betalt for – og figurerer som et hold på fire) holder fanen højt og det er altså noget så hyggeligt, at have sådan en lille ekstra-ting at være fælles om, som i øvrigt ikke har spor med vores arbejde at gøre. Det handler jo for pokker bare om at cykle på arbejde :)

I forhold til mange af de andre hold, som man kan sammenligne sig med inde på hjemmesiden, så ligger vi altså temmeligt lavt, når man kigger på vores samlede præstation i forhold til de andre hold, men hvis man ser på kilometer pr deltager, så går det os faktisk helt udemærket på trods af at der altså er den der spøgelsesdeltager hos os, som ikke har kørt én eneste kilometer.

Ja ja ja, I kan nok fornemme at jeg er en lille smule stolt over mine damer, ik’? Måske særligt fordi jeg rent faktisk ikke havde forventet at de andre, Danica og Frederikke, ville få cyklet så ofte som de har vist sig at gøre. Ikke fordi de ikke er seje, men fordi de er sådan nogle lækre, smukke damer, som render til det ene skønhedsevent efter det andet, hvor det altså ikke går an at komme med svedige armhuler og hjelmhår, men ikke desto mindre, har de taget det i stiv arm og cyklet frem og tilbage stort set alle de dage, de har været på kontoret. Ligesom jeg har gjort det, når altså lige man ser bort fra min noget uheldige start. Fine damer på cykler rocker min verden og selvom vi i virkeligheden ikke har gået spor op i konkurrencedelen her på kontoret, så skal jeg da ikke være for fin til at indrømme, at det faktum, at jeg nu ligger forrest med flest kilometer i benene, har givet mig blod på tanden til at give den lidt ekstra gas her den sidste uges tid, for sidenhen forhåbentligt at fortsætte i samme gode spor.

Jeg er trods alt fyldt tredive og selvom jeg altid har troet at det var løgn når andre sagde det, så kan jeg faktisk godt mærke, at min krops forbrænding er for nedadgående og når jeg nu ved at et par ekstra kilometer i benene, giver plads til ekstra snolder i skålen, så er der vel nærmest ingen grund til at lade være, vel?

Er der også nogen af jer der er tilmeldt vi cykler til arbejde? Jeg vil så gerne kunne sammenligne vores lille hold med nogen jeg “kender”, ligesom I selvfølgelig også skal være velkomne til at sammenligne jer med os – vi hedder bare “andedamerne”. Hit me med jeres holdnavn, hvis I er med :D

p5230275

For i øvrigt at undgå det føromtalte hjelmhår, men stadig køre sikkert på cykel, købte jeg for et års tid siden en ny cykelhjelm, som i stedet for at sidde på hovedet, sidder om halsen, hvor den, når den er aktiveret, fungerer præcis som en airbag i en bil. Bare i hjelmform, hvor den folder sig ud over hele hovedet og beskytter eminent. Det er den jeg har på, på alle billederne i indlægget her og selvom dn er den dyreste cykelhjelm jeg nogensinde har set, så har den for mig været alle pengene værd, fordi den er den eneste cykelhjelm jeg rent faktisk ved med mig selv, at jeg får brugt hver evig eneste gang jeg cykler, som trods alt er det allervigtigste med en cykelhjem; at den kommer på, når man cykler. Hvis nogle af jer gerne vil se mere til hvad der er sådan en fætter gør og kan, så kan I finde meget mere info om den HER hvor den ovenikøbet er på tilbud lige nu!

kys fra cana

   

Vilde sammenligninger og tirsdagsrøde læber


p5230289

Jeg havde selvfølgelig godt set dem komme, de kritiske kommentarer til mit indlæg i går om vaccination og flere af dem var sågar med til at give mig et perspektiv, som jeg i min iver havde glemt at tage i betragtning. For selvfølgelig synes jeg ikke helt oprigtigt at vi skal være underlagt tvang, når det kommer til hvad vi skal gøre med vores kroppe, uanset hvorvidt det handler om tandbørstning, skønhedsoperationer eller, som diskussionen i går handlede om, vaccinationer. Eller noget som helst andet, for den sags skyld. Til gengæld kunne jeg virkelig godt tænke mig, at vi blev solidariske omkring det, således at de børn, som rent faktisk ikke kan vaccineres, bliver beskyttet mod sygdomme i kraft af at alle andre er vaccinerede. For ja, jeg mener altså stadig, at vaccination er vejen frem, hvis vi skal udrydde de modbydelige sygdomme de (for langt, langt, langt de fleste) beskytter imod.

De fleste kommentarer, de enige såvel som de kritiske, var både sobre og på sin vis konstruktive, imens andre simpelthen var for langt ude, som for eksempel den kommentar fra en som simpelthen sammenlignede mig med nazisterne i deres storhedstid, for at at have skrevet et sådant indlæg. Well, det er måske liiiiige at strække den en smule i elastikkerne, vil jeg sige… Hvis I er nysgerrige på at se hvad jeg mener, så kan I læse alle kommentarerne HER.

Nogle dage havde en kommentar som dén formentlig ramt mig væsentligt hårdere end den gjorde det i dag, hvor jeg mest af alt kan trække på skuldrene over den og et par af de andre, som har været lige lovligt hårde i filten, fordi jeg har været sprængfuld af overskud. Det skulle nemlig vise sig at natten til i dag, blev dén hvor begge mine drenge, for første gang siden suttestoppet, sov lige indtil solen havde skinnet i timevis, således jeg for en gangs skyld faktisk vågnede af mig selv her til morgen; og dét være sig altså i sagens natur som den første i husstanden. Og fordi selv de små sejre og lykkelige hverdagsglimt fortjener en vis anerkendelse, smurte jeg, som en lille fejring for mig selv, læberne ind i min rødeste (og dyreste!) læbestift, selvom jeg ikke skulle andet end at aflevere børn og sidde på kontoret og redigere min kommende bog, dagen lang. Læbestiften i sig selv fik sågar mit overskud til at stige endnu mere, fordi røde læber bare altid gør noget godt for mig og mit humør (og mit udseende, om forlov). Okay, måske også lidt noget skidt, da jeg er sikker på at de røde læber var en lille smule medbestemmende, da jeg her til formiddag besluttede mig for at vise Sandra Willers nye undertøj frem – på mig selv – på min instastory. (Indsæt selv abesmiley der holder sig for øjnene).

Nuvel, det er trods alt ikke anderledes end at vise sig i bikini, omend det godt nok er mange år siden jeg har fotograferet mig selv med et kamera tæt på mine børns forhenværende madpakker.

I’m all smiles, børnene sover og jeg har en kold hvedeøl i køleskabet, som jeg lige akkurat kan nå at drikke en tår af, inden solen går ned for at toppe en prægtig dag gevaldigt godt af. Skål og god aften til jer, uanset om I drikker øl, champagne, kaffe, vand, cola eller super sunde smoothies.

p5230288

kys fra cana

Børnevaccination på tvang

img_6952

Lørdag morgen, bedst som drengene og jeg holdt stille for broen, der gik op for at lade de mange store sejlbåde komme igennem, hørte jeg i bilradioen, at man i Italien netop har vedtaget en lov om at et barn skal have en række vaccinationer for at kunne blive indskrevet i skole. Loven er blevet vedtaget ovenpå nogle fatale udbrud af mæslinger og fordi andelen af vaccinerede i løbet af de senere år er faldet helt ned omkring 85%, som i forhold til WHOs anbefalinger om en dækningsgrad på 95% for at undgå spredning af de farlige sygdomme, ligger temmeligt lavt.

Og det er skide farligt, er det.

For os alle sammen og især for dem, som af den ene eller den anden (i nogle tilfælde legitime) årsag ikke er blevet vaccinerede. Det være sig primært børn med kroniske eller akutte (nogle gange livstruende) sygdomme, som er for svage til at blive vaccinerede, som altså ligger i risiko for at blive smittede med livsfarlige sygdomme, hvis ikke vi i fællesskabet vaccinerer vores børn. Jeg kiggede om på mine drenge og blev pludselig usikker på, om de nu også har fået alle de anbefalede vaccinationer. Hvad nu hvis jeg havde misset én? Man skal jo selv bestille tid. Ej, det har de selvfølgelig, fortalte jeg mig selv. Det er for vigtigt til at glemme.

I løbet af de seneste år har vi set et markant stigende antal af smittede med mæslinger, hvor det har været mest udbredt i Rumænien og sidenhen også temmeligt hyppigt i Italien. Lande – sidstnævnte især – som vi danskere har det med at frekventere nærmest ligeså ofte som vi skifter sokker, hvor man med rimelighed kan sige at vi her i landet også ligger i risikozonen for at blive ramt af større udbrud af den livsfarlige sygdom.

… Skal vi bare lige lade dén hænge der lidt?

Jeg er helt med på, at der findes vaccinationsmodstandere derude og jeg er, som jeg nævner ovenfor, også med på, at der selvfølgelig findes tilfælde, hvor det efter aftale med eller anbefaling fra en læge ikke kan tilrådes at tage imod det foreliggende tilbud om gratis vaccination af børn, men jeg forstår simpelthen ikke bevæggrundlaget for førstnævnte. Ikke her, ikke i Italien, Rumænien, Tyskland eller nogle som helst andre steder.

Jeg. Fatter. Det. Ikke.

For jo bevares, der er en risiko for bivirkninger ved alle vaccinationer og ved MFR, som dette indlæg primært drejer sig om, er der også – i hvert fald teoretisk – ganske alvorlige bivirkninger, men de er altså meget, meget mere sjældne end de faktiske sygdomme og de fatale konsekvenser de har. Det er mere risikofyldt for den enkelte at afvise vaccinen, end det er at få den – og som en ekstra bonus kan man som vaccineret ikke være med til at sprede sygdommene og dermed undgå at være med til at bringe andre menneskers liv unødigt i fare.

Det er selvfølgelig vores eget valg og jeg kan måske ikke tillade mig at sige, at jeg synes det er usolidarisk og grænsende til det dumdristige, som jeg har lyst til, men jeg synes faktisk at det er en fælles sag. Jeg ville selvklart ikke kunne klare, hvis mine egne børn blev smittet og i værste tilfælde skulle dø af mæslinger, som lige nu hærger dele af Europa, men jeg ville fandeme heller ikke have nemt ved at se mig selv i spejlet, hvis jeg vidste at mine børn havde givet smitten videre til en anden, som i værste tilfælde ville dø af det – og jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at nogen andre i dette land, ville have det stort anderledes end mig.

Derfor har jeg tænkt mig, selvom jeg egentlig er ret sikker på at have mit på det rene, lige at ringe til lægesekretæren i morgen tidlig, for lige at være helt sikker på at mine drenge er dækkede ind som de bør være, på nuværende tidspunkt i deres liv. Jeg er trods alt temmeligt distræt og vi har flyttet rundt imellem Indre By, Valby, Broager, Los Angeles og nu Østerbro, siden jeg blev mor, så muligheden for at der kunne være glippet én er ikke utænkelig, selvom jeg tror mest på at der er styr på det. Men jeg ringer. Bare for en sikkerheds skyld.

Vi skal både passe på os selv og hinanden og altså, hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg faktisk at det virker temmeligt fornuftigt, at man i Italien har besluttet at diktere at alle børn skal vaccineres, for at kunne indskrives til skole, så målet fra WHO om at 95% af befolkningen skal være dækket af vaccinationen, for at undgå udbrud, kan nås i løbet af ganske få generationer.

Vi ved så meget, er så kloge og for fanden, hvor ville det være godt, hvis vi så bare lige kunne stå sammen om det – også selvom der i sidste instans måske skal en lovændring til. Det må være et fælles ansvar og med dét følger altså også fælles konsekvens.

Så, hvis nu jeres børn ikke er vaccinerede, eller hvis I, som jeg, er usikre på om de nu også har fået alle dem, de skal have, vil I så ikke også godt ringe til lægen i morgen og spørge ad? Jeg tænker at skolestarten, som er grænsen i Italien er et oplagt tidspunkt lige at sikre sig, at alt er som det skal være og at alle de børn der har haft mulighed for at blive vaccinerede, rent faktisk også er blevet det.

kys fra cana

Tøj til drenge og et budgetkøb til mor (og ikke-mor)

Som vi snakkede om i min lille spontane live-video på instagram i aftes, inden jeg vidste, at det ville blive en nat uden meget søvn, så har jeg det nogle gange lidt stramt med børnetøj. Eller rettere, jeg har det stramt med meget dyrt børnetøj. Jeg synes nemlig, at det er en lille smule spild af penge, at give 700 kroner for en striktrøje, som alligevel bliver for lille indenfor de næste fire måneder, hvis den overhovedet overlever så længe, da det er min erfaring, at det dyre tøj altid er dét, der bliver plettet først. Bevares, jeg har selvfølgelig fuld forståelse for, at der findes nogen som har det helt anderledes og for hvem det har meget stor betydning hvilket mærke der sidder i nakken på børnenes tøj og dét skal der naturligvis også være plads til – det er der bare ikke i mit tøjbudget til børnene.

Samtidig kan det somme tider være en udfordring at shoppe fint tøj til drenge, fordi drengeafdelingerne i dén grad halter bagefter pigeafdelingerne; Nover der blev virkelig tydeligt for mig da jeg i går havde to piger og to drenge med en tur i h&m, hvor udvalget til drengene var langt, langt under halvdelen af udvalget til pigerne. Jeg synes faktisk at den slags kønsdifferentiering er pisseirriterende, for at sige det som det er.

Men det er heldigvis ikke sådan, at der slet ikke er noget lækkert (og billigt) drengetøj derude, hverken i h&m og alle mulige andre steder, i øvrigt. Det mest basis-agtige, som undertrøjer og uldtøj køber jeg næsten altid i Kvickly/Føtex, som gør et glimrende indenfor den slags, men når det skal være lidt sjovere, så bruger jeg – næsten altid – det store internet, hvor jeg derfor har været ude for at finde noget af dét jeg kunne finde på at købe til mine drenge, til fri inspiration og afbenyttelse, hvis nogen af jer hat det som mig. Alt jeg har fundet koster under 400 kroner – det meste af det, langt under – og det eneste der sådan for alvor mangler i forhold til vores behov, er et par gode, lukkede sandaler til Peter, men der fandt jeg mest nogle ala disse, som altså ikke kan fås på under en plov, med mindre man kan vente på et godt udsalg, hvorfor de altså ikke er med i nedenstående.

drengetoej

ikke-navngivet-5

/1 Den er både flot og sød på samme tid og tilsat et par sommerbrune arme, bliver den virkelig pæn, denne t-shirt, som I kan finde  HER

/2 Jeg ved ikke om man kan se det på billedet for jer der læser med via telefon, men der er en hotdog i brystlommen på denne t-shirt og jeg elsker det! Truck og cool på samme tid. Find den HER

/3 Bare wauw! Denne elefantprintede t-shirt er eddermamer pæn!! Find den HER

/4 Både farven, de seje mærkater og dne emfældigt klippede kant på disse shorts, gør dem mega seje, synes jeg. Om mine drenge er enige, er så en anden snak; Jens især synes nemlig at hullet og trævlet tøj er noget grimt noget. Men altså, jeg synes de er seje og hvis I har lyst, kan I finde dem HER

/5 Jeg ved ikke om det er utopi at få mine drenge til at slentre rundt i sådan et par Birkenstock, men jeg tænker, når nu de er så gode til voksne, så må de også kunne noget til børn. Og så er de altså til at betale. Find dem HER

/6 Om jeg forstår hvordan de her banditter kan ligge på den pæne side af 400 bobs! De er jo så seje og mon ikke også de er virkeligt gode? I think so! Find dem HER

/7 Okay, den er jo simpelthen for cool denne army bomberjakke. Det er lige før at jeg også gerne ville have én :D Find den HER

/8 Isæt min yngste elsker hatte og gerne sådan nogle laid-back-lækre-nogle som denne, der koster under en hund. Find den HER

/9 Inden jeg begyndte at gå på shopping til listen her, havde jeg lovet mig selv, at jeg ikke skulle have nogle solbriller med, fordi de, ofte ligesom en del tøj, er for dyre i forhold til hvor hurtigt de bliver glemt, ødelagt eller tabt. Og så fandt jeg dem her, som er mega seje og som ikke koster en skid og så ændrede jeg mening. Find dem HER (og spar i øvrigt 20% ved køb af 2 par)

/10 Denim holder 100. Punktum. Find den HER

/11 Shorts er uden tvivl dét jeg synes er sværest at købe, men de her ligner nogen der godt kunne fungere til mine knægte. Og så er de bare vildt seje. Find dem HER

/12 I know. Det er mega udskældt med superheltetøj, men alts¨, mine drenge – især min yngste – elsker det og jeg véd at han ville flippe helt ud over en t-shirt som denne, hvor det nærmest ligner at der er en ægte kappe på! Wooooow! Find “batter-batter-batter-batter-batter-batter-batter-batter-bat-man!” HER OG et stort udvalg af andre seje bat-man-bluser HER

/13 I den helt anden grøft er denne episke Levi’s t-shirt, som vel nærmest efterhånden må have erhvervet sig kult-status. Find den HER

/14 Og det var så her at de der lækre lædersandaler skulle have været. Sandheden er dog, at mine drenge formentlig alligevel foretrækker sandaler som disse, der med garanti også er lækre og så koster de kun det halve. Win! Find dem HER

… Og hvis så man gør sig en masse billige køb til børnene, så kunne man jo måske også gøre det til sig selv. Jeg ville, som mit bedste sommer-budgetkøb på stående fod, gå med noget ala denne; og til andre ville jeg anbefale noget ala denne, som jeg allerede har hængende i skabet og altid høster komplimenter for – og som lige nu er nedsat med 50%.

kys fra cana

   

Status på livet som græsenke

img_6940

Der er nu gået lidt over 6 døgn siden vi satte Thomas af i drop-off banen ud for terminal 2 i Kastrup Lufthavn og det er, sådan helt overordnet, gået godt.

Hverdagene i denne uger fløjet afsted, drengene har det fleste dage været søde, både ved hinanden og ved mig og hvis man bare lige ser bort fra at Peter, siden han smed sutten for to uger siden, er vågnet konsekvent før klokken seks, ja, så har det nærmest været a walk in the park. Sådan set også rent bogstaveligt, hvor vi har besøgt særligt Classens Have en del i den forgange uge, fordi den er så god så god at cykle i. For drengene, forstås, imens jeg har siddet på en bænk og lyttet til én af de gode bøger jeg er igang med.

Alligevel har der manglet noget. Aftenselskabet.

Faktisk har jeg været alene (sammen med sovende børn) hver eneste aften fra søndag og indtil i går, hvor jeg pludselig fik nok af ensomheden. Jeg blev kvalt af mit eget selskab og jeg pakkede derfor drengene i bilen, med hver deres lille slikpose og Disney Sjov på en iPad imellem forsæderne og kørte afsted mod Sønderjylland, hvor vi landede hos min mor i går aftes.

Det er selvfølgelig allermest min egen skyld, at jeg har været alene, men jeg har på én eller anden mærkelig måde ikke lige haft det store overskud til at ringe efter en veninde hverken den ene eller den anden dag og pludselig, ja, så er dagene bare fløjet forbi, imens jeg pludselig fik en følelse af at have brugt lidt for meget tid med hovedet oppe i egen bagdel, med selvsamme placeret lidt rigeligt tungt i sofaen every fucking night.

Jeg mistænker at mit absolut manglende overskud til andet end mine børn, handler om, at jeg lige nu både kæmper for at få alle brikkerne til at falde på plads med min bog, så der forhåbentlig ikke kommer til at gå aaaaalt for længe inden den rammer hylderne (for eksempel er det åbenbart ikke så lige til at lave en forside, som både min redaktør og jeg er tilfreds med), samtidig med at jeg står overfor en større make-over af bloggen her, fordi jeg efter 2,5 års god og tro tjeneste har sagt op hos Bloggers Delight.

Det er to relativt store ting, som formentlig begge to kommer til at have en temmeligt stor betydning for mig og min fremtid – og som for fanden allerhelst skal gøres så godt som muligt. Og altså, hvorend jeg gerne ville kende guldkornene til at gøre det hele rigtigt, så må jeg også bare erkende, at jeg jo bare er en jordemoder fra Sønderjylland, som altså aldrig nogensinde har lært noget om hverken at skrive blogs eller bøger.

Til gengæld ved jeg, at det var en fremragende idé at køre til Sønderjylland. Mine drenge har leget ude, inde, oppe og nede, imens jeg har drukket kaffe med min mor og min bror og snakket om sommerferie. Og i aften skal jeg ud til en veninde, som jeg ikke har set i hundrede og jeg mistænker at det bliver helt vildt hyggeligt!

Overskuddet skal nok komme tilbage og den slags har det heldigvis med at avle på sig selv, så det skal nok gå det hele og på onsdag er Thomas hjemme igen og solen skinner jo, for pokker. Lige ned i mit halvfulde glas.

kys fra cana

Fødselsfredag – en god sædefødsel

Når vi nu har snakket en hel del omkring babys – nogle gange uhensigtsmæssige – position i maven, synes jeg næsten ikke at vi kan komme udenom sædefødslerne. De fleste kvinder som har et barn i sædestilling vælger et kejsersnit; nogle på baggrund af en anbefaling fra læger og jordemødre, andre fordi de føler sig mere trygge ved et planlagt kejsersnit, end ved en vaginal fødslen med en risiko for akut kejsersnit, som ligger omkring 50%, selvom studier viser, at det er akkurat ligeså sikkert at føde et barn i sædestilling, som i hovedstilling, så længe man tager sig de rigtige forbehold undervejs.

Fordi der er relativt få sædefødsler her i landet, er der selvklart også relativt få fødselsberetninger og netop dét, har fået kvinden her, til at nedfælde og dele sin beretning med os herinde.

“Jeg vil gerne dele min fødselsberetning, da jeg selv har savnet den gode historie om en sædefødsel da jeg skulle tage beslutningen om, om jeg ønskede planlagt kejsersnit eller at føde ved en sædefødsel, så her kommer en lidt længere beretning” 

img_6883

Ved jordemoderbesøget i uge 36 viser det sig at vores datter ikke har vendt sig. Vi fik derfor tid til første vendingsforsøg ugen efter. Jeg spurgte min jordemoder hvad man gjorde hvis ikke vendingsforsøget lykkedes, hendes svar var et planlagt kejsersnit. 

Allerede på gå turen hjem nagede det mig at jeg ikke selv fik valget om hvad jeg ønskede hvis hun ikke vendte sig, og jeg begyndte at lege med ideen om at føde ved sædefødsel, hvis nu mod al forventning vendingsforsøget ikke lykkedes. 

Vi snakkede om det i nogle dage og min mand syntes bestemt ikke om ideen, alle de skrækhistorier vi havde hørt om og ideen om at fødslen kunne ende i et akut kejsersnit gjorde ham utryg. Han har en dreng fra tidligere og den fødsel endte i akut kejsersnit, og denne gang havde han bestemt ikke lyst til at stå alene med vores lille datter hvis jeg skulle ende på opvågningen efter at have været i narkose. Alle i vores familier og de fleste venner så også helt forfærdede ud når jeg sagde at en sædefødsel var en mulighed. Det kunne de ikke forstå, der var alt for meget der kunne gå galt.

Efter et par dages snak og også med alle venner og familiens meninger taget med i betragtning, blev vi enige om at hvis ikke hun vendte sig, ville vi tage imod kejsersnittet, for at sikre os en god oplevelse og en god start som en familie.

Første vendingsforsøg lykkedes ikke. Det var bestemt ikke behageligt, men jeg kunne sagtens klare det, jeg tænkte hvis nu man skal føde i 2 døgn, så kunne jeg også bide tænderne sammen i den korte tid vendingsforsøget stod på. Jeg takkede også ja til 2. forsøg, jeg ville gøre alt for at få lov til at føde selv. Heller ikke det lykkedes, jeg var meget øm og hun stod urokkelig fast, så lægerne stoppede hurtigt. 

Den ene læge kom efter vendingsforsøget ind og skulle snakke fødsel med os. Hun gav sig god tid til at forklare vores muligheder. Hun forklarede grundigt hvordan en sædefødsel ville foregå. For det første var der række ting der skulle være opfyldt for at man får love at føde ved en sædefødsel: først en scanning for at tjekke hovedet ikke er meget større end maven, fødslen skal starte helt af sig selv, den skal forløbe helt perfekt uden nogen hjælp, hun må ikke veje mere end 4 kg, hun skal ligge helt korrekt når hun skal ud dvs. numsen ned af og ikke fødderne nedad.

Vi vil blive scannet når fødslen er i gang for at sikre hun ligger perfekt til at blive født med numsen først. Der vil under hele fødslen blive holdt godt øje med os og baby, lægerne vil være på fødestuen klar til at sadle om til kejsersnit hvis der er det mindste der tyder på fødslen ikke skrider planmæssigt frem, der vil være en børnelæge udenfor klar til at kigge på vores baby hvis der skulle opstå nogle komplikationer ved fødslen og hvis det ender i kejsersnit er der meget lille chance for det bliver så akut det vil være i narkose, netop fordi der vil blive holdt så godt øje og de ingen chancer tager, så hvis man laver et kejsersnit er de i god tid. Det eneste vi skal gøre er at møde op på fødegangen i god tid så alt kan blive tjekket. 

Vi blev enige om at starte med at få scanningen af hendes hoved og hvis der stadig efter den var grønt lys til en sædefødsel ville vi beslutte os. Scanningen gik godt og med en dags betænkningstid var vi enige om, at snakken med lægen havde gjort os så trykke ved en sædefødsel at vi ville prøve det. Vi vidste at der var risiko for kejsersnit hvis nogle af kriterierne ikke var opfyldt på dagen og det kunne vi forberede os på mentalt. På denne måde var forberedt på at alt kunne ske, men at der var chance for jeg kunne føde selv. Jeg havde det så godt med at fødslen selv skulle gå igang og at kejsersnittet kun blev hvis det ikke gik helt perfekt, så havde vi/jeg gjort alt for at baby kunne komme til verden “naturligt” som var det jeg allerhelst ville:-)

Den 06.11.16 har jeg en smule ondt i lænden om aftenen, jeg er i tvivl om, om der er noget under opsejling, men alle har sagt at veer er man ikke i tvivl om så jeg skyder det til side. Jeg sover som en sten om natten.

07.11.16 – med 9 dage til termin, står jeg op halv syv og er der en smule blod i mine trusser, jeg er sikker på det er tegnblødning og jeg ringer derfor på fødegangen. De beroliger mig og siger de ikke vil se mig før der er gang i livmoderen også. Jeg sender min mand på arbejde. Det begynder at nive lidt i lænden og jeg finder varmepuden frem og ligger mig på sofaen for at slappe af så godt det kan lade sig gøre. Min mand kommer hjem  lidt i ti, jeg er ikke i tvivl om der er gang i noget, men smerterne er til at holde ud, så jeg er sikker på der er lang vej endnu. Ved 10-tiden ringer jeg på fødegangen igen for at være i god tid. De vil stadig ikke se mig, jeg skal komme når der er 5-6 minutter imellem. Jeg begynder derfor at tage tid på veerne, men er sikker på det ikke er rigtige veer, da de varer under et minut og der er 2-3 min imellem. Kl. halv elleve gør det rigtig ondt når det niver, jeg kan hverken tale eller tænke, min mand ringer derfor på fødegangen, nu vil han gerne derop så de kan se på mig. Vi ved jo jeg skal scannes for at tjekke hun ligger ordentlig. Vi får lov at komme derop. Vi er på fødegangen halv tolv ca. der er ikke lige en ledig jordemoder så vi bliver sendt i venteværelset. Et kvarter senere har jeg nærmest bidt ryggen i stykker på stolen i venteværelset og min mand henter en, nu skal de kigge mig. Det gør rigtig ondt og jeg har det som om jeg bløder en del. 

De finder en sød jordemoder der ikke er på arbejde, men er til et møde i huset, hun har lovet lige at kigge mig, da de andre jordemødre er optaget. Hun fortæller at ugen forinden havde hun taget imod 2 sædefødsler og at det var gået så fint. 11.55 ligger jeg på fødestuen og bliver undersøgt og jeg er 9 cm åben. Shit mand tænker jeg, nu ved jeg der ikke er langt igen og det gør bestemt ikke noget, men jeg havde alligevel forventet mig at det skulle gøre mere ondt.

Jeg får sat strimmel på maven og de ringer efter lægen der skal scanne mig. Baby ligger perfekt. De får fat i den JM der er på arbejde. Det viser sig hun aldrig har taget imod en sædefødsel, det har den søde jordemoder der undersøgte mig, men som ikke er på arbejde. Lægen siger at hvis hun bliver og tager imod så er der grønt lys for min sædefødsel, og det gør hun så. Hun trækker i en fødeskjorte og stiller sig lidt tilbagetrukket og vil så guide den anden jordemoder.

Jeg kommer over på fødebriksen og jeg kan virkelig mærke mine veer nu, jeg kan følge med når de flytter strimlen  nedad på maven,i hvor langt baby bevæger sig nedad mod udgangen. Vandet er ikke gået og hold op hvor det spænder, min mand spørger om ikke de kunne tage det. Det gør man helst ikke når det er en sædefødsel, så vil de at alt skal gå sin egen gang. Jordemoder lindrer med varmeklude både for smerter men også for at passe på min hud så den ikke revner. Hun forklarer mig hvor vigtigt det er lytte på hvad hun siger; trække vejret dybt, at gispe når hun siger det og presse når hun siger det. Mens veerne tager til forbereder hun os på hvad der skal ske, hvor saksen er min mand skal bruge hvis alt er som det skal når hun er født, hvad der vil ske hvis baby har brug for start hjælp og at når det er tid vil de ringe til børnelægen der skal vente udenfor fødestuen. Alt går i stille og roligt tempo og både min mand og jeg er begge helt trykke ved hvad det sker.

Kl 13 er der presseveer, min mand kan se hinden stå ud som en ballon og de kan efterhånden se babys numse i ballonen, jeg kan huske der bliver sagt lægerne står i farezonen hvis vandet går. Jeg får lidt ilt der sidste stykke tid, da babys hjertelyd er lidt præget af at jeg ikke kan trække vejret helt ned i maven. Da baby er ude til under armene går vandet i jordemoderens træsko. Da det kun er hovedet der mangler, kan jeg fornemme de lige trykker hende lidt op igen og drejer hendes hoved, trykker mig i maven for at hjælpe næste ve på vej og så er hun ude kl 13.57. Hun kommer lige op på maven helt perfekt 2750 gram og 49 cm og far klipper navlestrengen. Alt er simpelthen gået helt perfekt. Jeg slipper med en lille hudafskrabning.

Under fødslen fornemmer jeg slet ikke alle de mennesker der er på stuen, der sådan en fantastisk ro om os og begge jordemødre og alle de øvrige hjælpere har været så rolige og har hele tiden været i god tid med at forklare og guide os igennem det hele – ikke et sekund under fødslen er vi utrygge. 

Jeg kunne ikke have ønsket mig noget som helst var gået anderledes og er så taknemmelig for at jeg har fået sådan en god fødselsoplevelse, jeg kan kun sige til andre – lyt til dit eget hjerte hvis du skal vælge mellem sædefødsel og kejsersnit – jeg er glad for at jeg fulgte mit hjerte .

kys fra cana

Pust liv i dine pauser: Boganbefalinger og gratis abonnement til mofibo

p5170207

mofibo

For andre mennesker lader det til at det primært er i vinterhalvåret at det store arsenal af skønlitteratur og dragende fortællinger vinder indpas i dagligdagen. For mig er det omvendt. Jeg er slet og ret for træt og for doven til at få hverken læst eller lyttet til stort andet end blogs og børnebøger om vinteren. Til gengæld elsker jeg det nu, hvor dagene endelig synes væsentligt længere end nætterne og tiden derfor føles meget mere sufficient. Okay, jeg får stadig kun i meget sjælden grad læst bøger, men til gengæld får jeg lyttet til dem på Mofibo. Til min kæmpestore fornøjelse!

Faktisk er det mig så stor en fornøjelse at høre lydbøger at jeg vil anbefale alle at prøve det – og det altså så meget, så jeg rent faktisk har fået lokket Mofibo til at give jer allesammen 1 måneds gratis adgang til en verden af både e- og lydbøger for lige akkurat 0 kroner, hvis I bruger koden CANA2017, når I melder jer til HER*. Der er ingen binding på tilmeldingen, man skal bare selv huske at melde sig fra igen, hvis man ikke er blevet hooked.

p5170200

Jeg lytter både når jeg cykler, går og som noget nyt faktisk også når jeg bare lige tager mig en lille pause i løbet af dagen, som jeg til stadighed øver mig på at få gjort.

Som det selvransagende menneske jeg er, går jeg ind i mellem hos en psykolog, som sidste gang jeg var der, netop pointerede vigtigheden i, at sådan én som mig – som altid har gang i alt muligt og som i en lynhurtig vending lige kan få ordnet femhundrede ting og som i øvrigt måske også har det med at påtage sig lidt for meget ansvar og tænke lidt for lidt på sig selv – får holdt nogle pauser. Får mærket efter. Og jeg kan faktisk mærke en forskel på mig selv, siden den udmelding for nogle måneder siden. Det føles fantastisk at tage en pause og bare lade sig drage ind i den gribende fortælling i en god bog; at føle sig forbundet med karaktererne og give lidt slip på sig selv.

… Og så er det spændende! Så spændende, at jeg nu faktisk nærmest ikke kan holde ud, hvis jeg ikke får bare lige får 15 minutters pause – omend den så nogle dage udspiller sig på min cykel, når jeg transporterer mig rundt i København.

p5170205

Jeg er lige nu igang med at lytte til to bøger, som jeg faktisk – for begges vedkommende – har læst (eller i hvert fald skimmet) før. De ligger i hver sin ende af genrespektret og er begge to virkeligt gode.

Den ene, En Mand Der Hedder Ove, er en socialrealistisk bog om en ældre herre, Ove, som for nyligt har mistet sin kone til døden og som nu ikke længere ser noget formål med egen tilstedeværelse. Den lyder tung, men tro mig, den er samtidig hylende morsom og ligeså meget som man afskyr Ove, ligeså meget elsker man ham – præcis som fortællerstemmen, der i starten irriterede mig voldsomt, indtil det gik op for mig, at han var fuldkommen perfekt for mit indre billede af den mærkelige mand.

Den anden, #Girlboss, er en bog som handler om hvordan Sophia Amoruso, en succesfuld kvinde er gået fra at have været en anarkistisk drop-out fra skolen til at være CEO for en millionvirksomhed. Den er business på den søde og forståelige måde og så smider den bare om sig med “Girlpower”! Jeg startede med at lytte til den danske version, men medmindre I har det meget svært med engelsk, så drop den danske. Den danske fortæller irriterede mig grænseløst – formentlig på grund af en halvdårlig oversættelse af bogen, men til gengæld er den engelske fuldstændigt fantastisk! Virkelig. Den er så god og selvom jeg ikke har planer om (eller tid til) at starte nogen som helst anden virksomhed op end den jeg allerede har kørende, som jeg sgu nok næppe bliver millionøse på lige foreløbigt, så giver den mig virkelig god energi ag høre. Det er næsten som et skud sol i en i øvrigt gråvejrsmaj.

p5170216

Udover de to, vil jeg vildt gerne høre Pigen Uden Hud, som jeg mistænker er virkeligt klam på den gode måde og Borgmesteren på Stoffer, som man næsten er nødt til at læse ovenpå Aftenshowets tissetest-gate mod ham. Sidstnævnte, som kun lige er udkommet, ligger lige nu “kun” på e-bog, derinde, men så er der selvfølgelig også større chance for at jeg får færdiggjort nogle af de andre bøger, inden den ligger klar på lydbog, som jeg til enhver tid foretrækker.

Der ligger så usandsynligt mange bøger derinde – både til børn og voksne – og jeg kan kun anbefale jer at prøve det af, nu hvor I med koden CANA2017 altså får 1 måneds gratis prøveperiode*. Det kræver bare at I melder jer til lige HER og henter app’en ned på telefonen og går igang.

 

* Tilbuddet gælder kun for nye kunder, men for mig selv kan jeg altså godt indrømme at jeg havde glemt både email-adresse og kodeord, da jeg ville logge ind efter min vinterpause og så oprettede jeg mig altså bare på ny, inde på mofibo.dk :)

kys fra cana