Sideprojekter i fornemt selskab

skaermbillede-2017-02-20-kl-13-21-06

Det er helt tosset hvor mange ting der er sket i mit liv i løbet af det seneste halve år og fra at have siddet allermest på min lille pind i Andedammen og skrive blogindlæg dagen lang, er jeg efterhånden mere “ude end inde” forstået på dén måde, at jeg har gang i en hel masse sjove, spændende og for nogles vedkommende også udfordrende sideprojekter. Og jeg elsker det!

Som noget af det seneste har jeg for nyligt kastet mig ud som paneldeltager, både i P1-programmet Kejser, som jeg i øvrigt er med i igen i dag fra klokken 10-11, hvor vi skal snakke om bylivet versus landlivet, og naturligvis i Cecilies og min podcast, Damer i Dilemmaer, hvor vi hver uge diskuterer et par af jeres dilemmaer. Derudover holdt jeg i efteråret, i samarbejde med Nicolai Mazur, et foredrag omkring hvordan jeg har opnået succes som blogger, som jeg fik rigtigt meget god respons på og nu er han altså på banen igen, ham Nicolai. Han har nemlig lavet en rigtigt skæg serie på Youtube, i hvilken han følger forskellige mennesker i deres arbejde, hvor jeg har fået den udsøgte ære at være den tredje i rækken, forudgået af Carla Mickelborg og Anders Hemmingsen. Jeg er altså helt på røven over, at jeg – den sønderjyske pige, som aldrig har følt sig som dén de andre gad lege med – er kommet i så fornemt selskab!

Programmet, som er optaget for et halvt års tid siden, blev egentlig filmet i en lidt anden kontekst end hvad det er endt ud med og jeg synes måske jeg lyder liiiiige kæphøj nok; især fordi jeg i løbet af dagen åbenbart tillægger mig mere og mere københavnerdialekt, som altså ikke klæder mig nær så godt som den gør alle mulige andre, men altså, hvis I har lyst til at komme med mig en dag på arbejde – i hvert fald som det nogle dage ser ud – så kan I se med her.

… Og hvis I i stedet – eller også – vil med i en dag, som endte med to “syge” børn hjemme, så kan I måske stadig nå at se min insta-story fra i går, hvor jeg filmede hele min dag i bitte små bidder :)

kys fra cana

   

Om et nej, der blev et ja

img_4708

annonce

Det var vitterligt som at glide igennem verdens mindste nåleøje, da jeg sidste år modtog beskeden om, at jeg var blevet optaget på psykologistudiet i København. Mit hjerte hamrede hårdere end beatet i You Don’t Know Me, som lige nu pryder toplisterne i Spotify og jeg var både lettet, glad og lykkelig. Jeg var kommet ind på mit drømmestudie!

I løbet af ganske få dage blev min lykke dog vendt til tvivl, på baggrund af nogle omstændigheder som jeg har skrevet om HER.

Alle omkring mig heppede på mig og jeg blev konstant mødt med anerkendelse og roser fordi “jeg havde været så dygtig at jeg var kommet ind på det eftertragtede studie“. Den pæne, dygtige pige blev klappet bag ørerne, samtidig med at knuden i maven på mig voksede sig større.

I virkeligheden havde jeg slet ikke lyst til at studere, nu hvor min situation pludselig var vendt på hovedet. Men jeg ville jo heller ikke skuffe alle dem, som synes jeg var dygtig. Dem som heppede på mig. Og det ville selvfølgelig også være meget fedt både at studere og sidenhen arbejde som psykolog. Og at få titlen, ikke mindst.

Hej, jeg hedder Cana. Jeg er jordemoder og psykolog

Hold kæft hvor ville de voksne fra min barndom være stolte; “Se hvor dygtig hun er“, som jeg har hørt evig og altid. Vild, godt nok, men dygtig.

Jeg havde bare ikke en skid lyst til at være dygtig. Jeg havde lyst til at følge min mavefornemmelse og til at prioritere tid med mine børn, frem for lange studiedage, jobs ved siden af, nattevagter på Riget og hvad der ellers ville følge med.

Derfor sagde jeg nej tak og gav min plads til en anden, som forhåbentlig ville blive gladere for den end jeg.

Det var et kæmpe fravalg og måske ét af de mest afgørende “Nej tak” jeg har svinget ind over disken, i mit liv.

Til gengæld var det også ét af de største tilvalg; for den slags følger jo for pokker altid med et fravalg. Når man vælger noget fra, bliver der plads til noget andet og det kan føles fantastisk. Også selvom det kan være svært.

Mange af os – jeg selv inklusive af og til – opfatter et nej som noget negativt, men når vi siger nej til noget, siger vi jo ja til dét, der rent faktisk betyder noget for os. Noget, der skal findes inde i os, hvor vi skal mærke efter og finde ud af, hvad vi synes er rigtigt eller forkert. Det være sig både med de store beslutninger om ægteskab, studie, arbejde eller graviditet, men selvfølgelig også i lidt mindre skala i forhold til alverdens hverdagsting. Lige præcis derfor, blev jeg så glad da jeg så at Neutral netop har skudt gang i en kampagne under slogan’et “Power of No” som netop handler om, at det ikke nødvendigvis er negativt at sige nej, men at det faktisk kan gøre os stærkere at turde fravælge noget, til fordel for dét der for alvor betyder noget. For Neutral handler det naturligvis primært om at man siger nej tak til parfume, farve og unødige tilsætningsstoffer, når man bruger deres produkter mod til gengæld for eksempel at sige ja tak til mindre risiko for allergi hos børn og voksne. Det giver god mening og især hvis man løfter kampagnen lidt op på et mere overordnet niveau, så synes jeg virkelig det giver mening, at vi ved at sige nej til dét vi ikke vil, i høj grad kan højne os selv, ved i højere grad at kunne fokusere på dét vi brænder for. Dét der betyder noget.

Det handler om prioriteringer og jeg tror, at det er sundt at bruge lidt energi på at finde ud af, om man med fordel kan lave lidt om i sine prioriteringer – sige nej til noget, for at sige ja til noget andet – hvis man skal være både et stærkt og lykkeligt menneske. Det har i alle tilfælde været overordentlig godt for mig, at sige nej til min plads på psykologistudiet til fordel for det liv jeg lever nu, med masser af tid til mine børn og et arbejde som i virkeligheden bare er min hobby.

… Også selvom det ikke gør mig ligeså dygtig.

kys fra cana

Min udanske familie og mig

img_4316

Jeg har været vant til det altid; at blive spurgt hvor jeg er fra. Altså, fra hvilket land jeg eller i hvert fald mine forældre oprinder og det ender stort set altid ud i en lang forklaring om mit særegne navn og mine tyske aner langt ude, som altid sluttes af med et grin, når jeg fortæller, at min storebror hedder Lars.


Læs historien om mit navn HER


Jeg er nemlig pæredansk. Eller altså, 1/8 tysk og 7/8 dansk, som så vidt jeg har forstået fra seneste udmelding fra folketinget er godt nok, hvis jeg gerne vil kalde mig dansker.

Jeg har altid følt mig dansk og jeg har altid syntes det var skægt og eksotisk, når nogen betvivlede det på grund af mit navn, fordi jeg jo ikke var i tvivl om min danskhed.

Jeg er født her i Danmark, i et hjem hvor vi altid udelukkende har talt dansk (okay, sønderjysk, men for mig er det, det samme), mine øjne er blå, jeg har indgået i vaccinationsprogrammet, har spist masser af pølser, taget en uddannelse, arbejdet, giftet mig og fået 2 børn. 0,2 flere end landsgennemsnittet. 2 børn, som jeg indtil for få dage siden aldrig har betvivlet var danske, ligesom jeg i øvrigt heller ikke har betvivlet det med min mand, selvom jeg da godt kan se, at han er mørkere i huden end de fleste af os her i landet. Men han er jo vokset op her, hos sin danske far Jens og sin zambianske mor Sara, hvor han har spist frikadeller, gået i børnehave, spillet musik og i øvrigt været ligeså dansk som mig.

Nu viser det sig imidlertid bare, at folketinget er uenige med mig.

55 mod 54 stemmer derinde mener, at, ikke bare min mand, men også mine børn, ikke er at betragte som danske, fordi deres farmor er fra et ikke-vestligt land. Min Jens og min Peter, med henholdsvist brune og blå øjne, lys hud og de lækreste krøller, som begge to taler dansk og i øvrigt er præcis som alle andre børn på deres alder; født her i vores lille land, kan nu ikke længere betragtes som danske.


Læs indlægget: vi bliver nødt til at trække en grænse HER


Jeg, deres stadig pæredanske mor, bliver fandeme ked af at jeg pludselig ikke længere har en dansk familie. At mine børn, dem der betyder allermest i hele min verden, af vores folkevalgte politikere, bliver sat i den bås der hedder “ikke-én-af-os”. Den slags, der ikke må bo for mange af på ét sted. Dem som vi åbenbart er en lillesmule bange for. Mine børn!

… Så gider jeg fand’me heller ikke være en del af det “os”, der pludselig ikke længere vidner om næstekærlighed, fællesskab og solidaritet, som jeg gik her og troede var blandt vores dyder.

Nej tak, Danmark.

kys fra cana

   

Shop forårsgarderoben nu med fire for tre

INDEHOLDER REKLAMELINKS

Bedst som jeg for ganske nyligt snakkede med en veninde om, at jeg simpelthen er så uinspireret så det basker for tiden, når det kommer til det tøj jeg hver morgen har totalt krise over at skulle have på, kom den, solen, som hvert eneste år på omkring det her tidspunkt, får mig til at vågne fra min shoppedvale og igen få lyst til at gøre noget lækkert ud af mig selv og min garderobe.

Lige nu, fordi vi renoverer køkken og jeg i øvrigt går og drømmer om en designertaske, bliver det for mig kun til en mindre opgradering med tilføjelse af et par lækre sager, som fx den grønne bindeskjorte fra Saint Tropez tilsat en blonde-bh under og måske en ny kjole; og dét selvfølgelig helst på udsalg, så jeg får mest for pengene, ik’?

Derfor er det jo nærmest som kaldet at boozt her i weekenden kører 4 for 3-udsalg, hvor man altså, på alle de tusindevis af varer kan udvælge sig fire styk og få den billigste, helt gratis. Det gælder alle kategorier, men som altid er jeg naturligvis primært interesseret i dame- og børnetøjet og jeg synes nærmest at det er genialt, at jeg kan shoppe nødvendigheder til børnene, som sandaler og den slags som de forhåbentlig skal bruge lige om lidt, og få lidt ekstra med – helt gratis – til mig selv. Det er i alle tilfælde sådan jeg ser på det og jeg har således forsøgt at finde noget lækkert, men billigt, i mit lille udvalg af labert dametøj herunder :D

firefortre

De lyse

Kjole, Modström HER // skjorte, Saint Tropez, HER // Kjole, Kaffe, HER // Kjole, ICHI, HER // Taske, Leowulff, HER // T-shirt, EDC by Esprit HER // Sweater, Selected Femme HER // Bluse, Fransa HER // Sweatkjole, Benetton HER // Bomber, ICHI HER

De mørke

Bluse, VILA HER // Bluse, Esprit HER // Blonde-bh, Esprit, HER // Skjorte, Saint Tropez HER // T-shirt, Only HER // Top, Cheap Monday HER // Støvle, Stylesnob HER // Blazer, Saint Tropez, HER // Nederdel, ICHI, HER // Kjole, Modström HER


Jeg er som allerede nævnt helt pjattet med bindeskjorterne fra Saint Tropez og så skal jeg da heller ikke lyve fra at jeg gerne så mig selv i et par støvler som dem fra Stylesnob, som minder umiskendeligt meget om de afsindigt lækre (og dyre!) støvler fra J.W.Anderson, som jeg har sukket efter længe! Faktisk ville jeg gerne eje det hele, men jeg kan mærke lige nu, at alt der kan bindes, på én eller anden måde tiltaler mig. Jeg tænker, at det er noget med forår og muligheden for at skippe noget af alt det lag-på-lag jeg har kørt med de seneste måneder. Og altså ikke noget frækt, hvis nogen måtte tænke dén slags tanker, grissebasser ;-)

Udover til damerne, så er der også virkeligt lækre sager til børnene. Især er jeg imponeret over udvalget af sandaler, faktisk, som ellers ikke plejer at være særligt godt på denne tid af året, lige inden foråret forhåbentlig sætter ind. Men altså, der er i det hele taget bare meget. Af det hele. HER.

 

firefortreborn

Sko, Hummel HER // Støvler, Angulus, HER // Jakke, Mini A Ture HER // Kjole, MarMar HER // Sandaler, Angulus HER // Sandaler, Ecco HER // Taske, Eastpak HER // Bukser, Name It HER // Body, Name-It HER // Natsæt, Name It HER

Rigtig god shoppelyst!

kys fra cana

Skal vi lige snakke lidt om… Toniah?

FOTO:  X-faktor, dr.dk

Sammen med hvad der synes som i hvert fald halvdelen af dem jeg er venner med på facebook, havde jeg i aftes plantet mig solidt i sofaen, midt imellem mine drenge, for at se X-faktor, som vi for en gangs skyld er begyndt at følge med i.

Det er jo med x-faktor som med alle mulige andre konkurrencebetonede underholdningsprogrammer at de er lette at hade, når man ikke ser dem og ufatteligt vanedannende når først man går i gang. Og jeg er altså addicted! Jeg er nødt til at se hvordan det går med Morten, Chili og Vkation, som efter i aftes er mine nye favoritter. Okay, Morten synger måske ikke i nærheden af ligeså godt som mange af de andre deltagere, men hold kæft hvor er jeg vild med at en fyr der er så ydmyg kan få lov til at få den oplevelse med.

Efter programmet faldt jeg, traditionen tro, i søvn sammen med drengene, for selvfølgelig at vågne op, megatidligt i morges, med god tid til at scrolle diverse sociale medier, hvor føromtalte venner på facebook tilsyneladende allesammen havde samme budskab: Ud med Toniah!

Ouch!

Til de af jer der ikke så programmet kan jeg lynhurtigt ridse op, at Toniah fungerede som en form for “hepper” backstage, hvor hun gav deltagerne en sidste peptalk lige inden de gik på scenen; noget der så vidt jeg ved, er et helt nyt tiltag i det ellers temmeligt traditionsbundne program.

Og ja, hun gav den gas og måske var det også lige i overkanten for os hjemme i stuerne at forstå, da hun greb én af Vkationdrengene om overarmene imens hun kiggede ham intenst i øjnene og spurgte “Er du der?“, men derfra og så til at voksne mennesker kommenterer med gloser som at Toniah var “kvalmende, træls, akavet, for meget, unødvendig og opstillet” er der i mine øjne temmeligt langt.

Faktisk så synes jeg at det var helt forfriskende at man som seer blev trukket en lille smule med ud bagved, for at få et indblik i deltagernes nervøsitet inden de skal ind på scenen, for det må alt andet lige, være skidehamrende angstprovokerende at skulle indtage dén scene, som ganske utrænet sanger foran et millionpublikum og dommere der potentielt siger at man var for dårlig til at fortsætte.

Jeg ved af gode grunde ikke hvordan Toniahs rolle overfor deltagerne i øvrigt er, men jeg mistænker, at hun – som hun så ofte gør – står for al koreografien og at hun er dén der hjælper deltagerne til at føle sig så godt tilpas som muligt på scenen og at hun derfor, selvfølgelig, også er dén der er allerbedst til at sige “Go get’em, Tiger!” inden de skal på scenen og jeg synes ærligt talt, at vi – familien Danmark, der ser x-faktor – skal tage os sammen og klappe hesten og være glade for, at vi faktisk får lov til at få den indsigt i hvad der sker bag de store scenetæpper, inden deltagerne går ind. Jeg synes i hvert fald det var stærkt og så håber jeg vitterligt, at vi i løbet af de kommende par programmer, når sceneprogrammet ikke længere er så stramt, får mulighed for at se hvordan Toniahs samarbejde med deltagerne rent faktisk er, udover lige i de afgørende fem sekunder inden optræden.

… Og tænk så lige hvis vi alle kunne have en Toniah der kunne gribe os om kæberne og fortælle os, at vi var super gode, lige inden vi skulle præstere ét eller andet stort? Ja, jeg ved selvfølgelig ikke med jer, men jeg ville elske det!

kys fra cana

Jeg tænker på #17

img_5016

reklamelinks

… Om der rent faktisk findes nogen som ikke glæder sig til forår? Eller om vi simpelthen kan blive kollektive enige om at det godt snart må se at komme igang, det der solskin.

… Hvad vi skal have til aftensmad. Og om jeg overhovedet kan lave det, da der i morges da jeg tog afsted hjemmefra, stadig ikke var knald på hverken køleskab, komfur eller ovn.

… At jeg alligevel aldrig havde troet, at jeg skulle tage mig selv i at google “hvor hurtigt gror fingernegle

… At det nok passer meget godt med 0,1 mm om dagen, når jeg kigger ned på min udgroede gellak, som altså ikke er pæn efter 18 dage.

… Om børns negle ikke vokser endnu hurtigere? Det føles helt klart sådan med mine drenge.

… At Jens helt klart skal have sådan et par hurtig-løber-sko her. Han er stadig vild med glimmer og jeg elsker ham totalt for det. Især når jeg kan finde det på udsalg, som nu.

… Hvor lækkert det i øvrigt bliver, når vinterstøvlerne igen kan blive byttet ud med sko. Jeg prøvede forleden, men fik våde strømper inden jeg havde forladt vores gade, hvorfor jeg vendte om og trak tilbage i de bløde støvler.

… Om jeg skal erhverve mig de her eller de her solbriller.

… At jeg egentlig bedst kan lide de første, men at jeg overvejer nummer to, fordi leveringstiden er kortere.

… At den eneste grund til at jeg har (eller tager mig) råd til dyre solbriller er fordi de to par briller jeg købte forleden kostede under det halve af hvad jeg havde forventet. Og at briller og solbriller jo godt kan gå under samme budget, ik’?

… Hvad jeg skal gøre, hvis jeg slet ikke kan forlige mig med dem. Brillerne, altså. Jeg mener, de er vildt flotte og seje begge to, men også meget statement-agtige.

… At jeg i virkeligheden bare ikke ved om jeg er sej nok til så seje briller. Jeg har jo ofte også bare fedtet hår og gammelt tøj på.

… Bland-selv-slik. Især lakridssutter, som, uanset hvor barnagtigt det måtte være, er et must-have i min slikpose. Og de der store, snoede, bløde karameller. Uhm…

… At det nok er en god idé at få styr på aftensmaden inden jeg går i slikbutikken. Sushi, måske, hvis køkkenet stadig ikke virker.

… Hvem der ryger ud af X-factor i aften. Jeg mistænker at det kommer til at stå imellem Fyhnen Sisters og Samantha Gomez. Uden at have noget at have det i, naturligvis.

… At det vigtigste også bare er, at Morten går videre. Ham er jeg eddermamer vild med!

kys fra cana

   

Fødselsfredag – en god fødsel efter hindeløsning

Det deler vandene, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at tilbyde gravide hindeløsning eller ej, da det for nogen ikke giver andet end ubehagelige plukkeveer og (øget) utålmodighed. Uanset hvad bør det, efter min mening altid først udføres efter terminen, da chancerne for at det rent faktisk virker, er størst. Og ja, som i sidste uges fødselsfredag, som faktisk er skrevet af samme kvinde som den der følger lige her nedenfor, så er det efter en hindeløsning altså helt klart anbefale et godt knald – men den snak må vi hellere tage en anden gang. Tag godt imod en skøn fødselsberetning, som blev igangsat af hindeløsning.

img_4992

I min anden graviditet havde jeg en del kvalme fra uge 8 og frem. Pga. lidt for højt BMI (tak til graviditetskiloene fra første graviditet, der ikke var væk endnu) skulle jeg have en glukosebelastning i uge 26, og i et par dage efter kastede jeg op og fik kraftige plukkeveer. Opkastningen stoppede, men det gjorde kvalmen og plukkeveerne ikke, så jeg var sygemeldt resten af graviditeten. Jeg fik besøg af sundhedsplejersken i graviditeten for at lægge en plan for amning, så det forhåbentlig går lettere end sidst. Alle siger til mig, at jeg bare skal tage det roligt, det går nemmere anden gang, men jeg var stadig meget nervøs for hvordan jeg ville have det den første tid efter fødslen.

Da jeg er 35+6 har lillebror stadig ikke vendt sig, og jeg får en tid til vendingsforsøg dagen efter. Det lykkes heldigvis og han bliver liggende med hovedet nedad. Herefter bliver jeg til gengæld møg-forkølet og hovedpinen herfra kombineret med et lidt højt blodtryk gør, at jeg bliver undersøgt et par gange for begyndende svangerskabsforgiftning, heldigvis uden der er noget. Oprindeligt ville jeg havde prøvet noget modnende akupunktur op til termin, for jeg vil meget nødig sættes i gang medicinsk, men nu er fokus bare på at komme af med forkølelsen i stedet.


Læs mere om at være syg op til fødslen HER


4 dage før termin begynder veerne så småt at komme, men ikke noget der bliver til noget. Flere gange tænker jeg, at nu er den der, men efter et par timer går det i sig selv igen. Akupunkturen har jeg udskudt pga. sygdom, og nu er det ikke til at få en tid. På terminsdagen har jeg en aftale hos jordemoderen, og hun laver hindeløsning på mig. Det gør ondt, men jeg kan med det samme mærke, at smerten er anderledes end ved min første fødsel og ved derfor også, at det nok ikke sætter gang i noget.

Små-veerne fortsætter, og 8 dage over tid møder jeg og min mand ind til kontrol. Her er jeg 3-4 cm åben og får hindeløsning igen, og denne gang bliver veerne kraftigere med det samme. Jeg får en tid til igangsættelse 5 dage senere, men der er ingen der regner med at jeg går så længe. Vi bliver sendt hjem, men foran hovedindgangen går vandet, så vi vender om. Fostervandet viser sig at være grønt, så jeg bliver indlagt med det samme. Veerne er stadig tiltagende, men jeg synes ikke de gør rigtig ondt. Jeg skal have CTG-bæltet på næsten hele tiden pga. det grønne vand, men bliver dog sendt ud på en lille gåtur. Kl 17, små 2 timer efter vandet gik, er jeg 6-7 cm åben og bliver fulgt på fødegangen. Pga. det grønne fostervand får lillebror nu sat en elektrode på hovedet, og jeg skal blive tæt på computeren. Det er dog ok, da jeg helst bare vil sqaute ved siden af sengen under veerne, der virker til at være regelmæssige, modsat min første fødsel. Min mand tilbyder at massere min lænd under veerne, som han gjorde sidst, men denne gang er der bare ikke nogen der skal røre mig, så han føler sig lidt tilovers.


Læs mere om mandens rolle under fødslen HER


Jeg nævner for jordemoderen at jeg egentlig godt vil have klyx, men efter hun forklarer at som andengangsfødende, så langt henne i fødslen, godt kan give nogle voldsomme veer, vælger jeg at droppe det. Siger dog til hende, at så sker der nok uheld når jeg skal presse, men det ser heldigvis ikke ud til at genere hende. Ca 45 minutter efter ankomst til fødestuen får jeg let pressetrang. Lillebror er endnu ikke helt nede bækkenet, men jeg får alligevel lov til at presse lidt med på veerne. Ved første presseve får jeg slet ikke presset ordentligt, fordi jeg er alt for bevidst om det klyx jeg aldrig fik. Igen er jordemoderen heldigvis helt cool – selvfølgelig – og derefter går det fint med at presse. Jeg bliver bedt om at lukke munden så jeg kan bruge min kræfter på pres i stedet for lyd – et mega godt råd, og jeg kan mærke det virker! Undervejs er babys puls lidt lav, og jeg får ilt på maske. Ganske få veer senere kommer hovedet ud, og skuldrene følger lige efter i en vepause, ca. 3 timer efter vandet gik. Lillebror på 3900 g og 55 cm skriger med det samme og kommer op til brystet. Far klipper navlestrengen og lillebror begynder hurtigt at sutte godt på brystet. Jeg får sprøjten i låret og har denne gang kun fået en lille førstegradsbristning som skal syes. Efter syningen er overstået, får vi lov til at være alene, bare os 3. Det er en vild følelse, det hele er gået så hurtigt og nemt. Jeg har tydeligt kunne mærke, at jeg ikke var træt, især i pressefasen. Dels var det hele sket om eftermiddagen/tidlig aften i stedet for om natten, og dels havde jeg ikke haft veer i mange timer. Jeg drikker en hel masse, da jeg kan huske fra sidst, at jeg snart bliver bedt om at tisse, og jeg har det generelt rigtig godt.

4-5 timer efter fødslen er vi klar til at køre hjem. Afdelingsjordemoderen kommer forbi, og spørger om jeg er helt sikker på at vi vil hjem nu, eller om jeg vil have lidt hjælp på barselsgangen til at få amningen helt op at køre. Men jeg vil gerne bare hjem, og kan fortælle hende at jeg har en aftale med sundhedsplejersken om et tidligt besøg, og faktisk allerede har sendt hende en sms. Og så tjekker vi ud.

De næste par dage er min krop øm, men det er modsat min forventning ikke smertefuldt. Efter et par korte ekstra-besøg af sundhedsplejersken er amningen også godt oppe at køre. Alt i alt har jeg det, få dage efter fødslen, som jeg havde det flere uger efter min første fødsel – det er en kæmpe lettelse!

kys fra cana

Så er der ikke længe til vi har et nyt køkken…

img_4978

annonce

Det er næsten ikke til at fatte at vi, om noget der minder om 12 timer, har et nyt køkken. Godt nok et køkken uden sokkel, fordi vi i absolut sidste time, da montøren var gået igang, besluttede at hæve bordpladen tre centimeter; men et rigtigt, splinternyt køkken.

Det er satme vildt taget i betragtning af der i går morges så ud som på billedet ovenfor.

Som jeg skrev om HER, er køkkenet fra Aubo og vi har altså, mildest talt, været tilfredse med forløbet indtil videre.

Vi startede ud med at tage ud forbi butikken i Valby, hvor vi efter at have set os lune på en model i kataloget, gik på jagt efter hvad der skulle danne rammen om lejlighedens hjerte, som jeg i høj grad synes køkkenet er. Egentlig havde vi tænkt, at vi gerne ville have noget ala dét vi havde i Valby i sin tid, men da vi kom ind i butikken og fik øje på det smukkeste hvide køkken, med den smukkeste hvide bordplade, blev jeg pludselig i tvivl. Skulle vi mon bytte den klassiske egetræsbordplade, som vi havde drømt om, ud med den kække hvide?

Jeg påstod selvfølgelig temmeligt hårdnakket overfor Kenneth, den søde køkkenmand, at den hvide bordplade ville blive et helvede at gøre rent, hvortil han uden at blinke tillod mig at svine lidt i butikken, for bare at se, at dét altså ikke skulle afholde mig fra den hvide bordplade, hvis det var dén jeg bedst kunne lide. Og det var det.

Den kræver måske lige et minut mere hver dag, men til gengæld skal du aldrig give den olie, som du ville skulle med en bordplade af træ” sagde han og lige dér blev jeg overbevist, for selvom jeg véd at mine intentioner ville være i top, så kender jeg trods alt mig selv godt nok til, at jeg aldrig nogensinde ville få givet den bordplade olie. I hvert fald ikke før skaden var sket og den allerede var blevet grim.

Således kan vi altså – lige om lidt – se frem til et helt hvidt køkken og jeg kan næsten ikke få armene ned over det. Især ikke taget i betragtning at vi bor i en stuelejlighed, hvor vi ikke just får de største mængder lys ind ad vinduerne og vi derfor må gøre hvad vi kan, for at reflektere så meget med dét lys der nu engang er.

Selve køkkenet bliver i virkeligheden ret meget som det gamle; en smule mindre, fordi vi har valgt at inddrage en del af køkkenet til børneværelse, men skabene, i det køkken der er tilbage, kommer til at stå præcis samme steder som de gjorde før. Bare smartere, selvfølgelig. Højskabe og overskabe kommer til at gå helt op til loftet for at maksimere på køkken- og opbevaringspladsen og så er alle lågerne med sådan noget fancy soft-close-halløj, som betyder at man bare skal give dem et lille puf for at de åbner og det samme når de skal lukkes. Der er altså ingen greb og ingen risiko for låger der smækker, som vi ellers oplever det i dag, når børnene er med i køkkenet. Håndvasken er, ligesom resten, helt hvid og med en vandhane med sådan noget udtrækstjuhej, så det bliver ekstranemt at skylle tallerkener af, er jeg så godt som lykkelig. I hvert fald når det kommer til køkkenlykke.

Det er virkelig de små detaljer der gør tricket for mig at jeg kan næsten ikke vente med at se – og vise jer – det færdige resultat.

Indtil videre skal I dog ikke snydes fra de 3D-billeder jeg modtog på mail, efter at vores køkken var blevet målt op og vi havde fået styr på alle detaljerne. Jeg begriber ikke hvordan man kan lave noget der ser så rigtigt ud og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var helt solgt da jeg så dem. Jeg synes eddermamer det ser lækkert ud!

unnamed-2

unnamed-3

Og for at I kan få en fornemmelse af, hvordan vi har gjort køkkenet mindre og altså etableret et ekstra værelse/kammer, så se lige tegningen herunder (hvor Kenneth så sødt har sat et billede af Thomas ind i fjernsynet, ha ha!), hvor eneste forskel fra tegning til virkelighed er møblerne og døren, som vi har fået lavet om til en skydedør for at spare på pladsen. Jeg tænker, at det bliver pissegodt – og Jens glæder sig heeeelt vildt! Ligesom mig.

skaermbillede-2017-02-15-kl-21-42-00

… Især fordi det står (nogenlunde) færdigt lige om lidt! Jahuuuuuu!

kys fra cana

Ikke mere dårlig samvittighed

img_4989

Selvom det endte med at vi sov til længe efter morgenmad-i-børnehaven-tid i går og jeg var kommet til at love drengene en fridag i dag, så føles det ærligt talt som om jeg hen over de seneste par dage har slappet mere af – været mere cool – i min forældrerolle end nogensinde før.

Og jeg tror til dels at det skyldes jer. Så tak, for fanden!

Fordi I (næsten) allesammen tog så overordentligt godt imod mit indlæg forleden, hvor jeg i bund og grund bare beskrev, hvordan det var gået op for mig, at jeg fremadrettet vil være lidt mere afslappet i forhold til mine børn, fordi jeg (såvel som alle andre) jo på ingen måder behøver at være “perfekt”. Der må gerne være lange dage i børnehaven, spaghetti med ketchup og bade der glipper, uden det nødvendigvis gør mig til en dårligere mor.

Jeg har selv er ret tydeligt billede af hvilken slags mor jeg gerne vil være; et billede jeg i 90% af tiden lever op til og som jeg i 10% af tiden hidtil har dunket mig selv i hovedet for ikke at have gjort godt nok. Og jeg tror altså at det er dér forældrekonkurrencen opstår. Inde i mig.

Det er selvfølgelig ikke sådan at jeg tænker at vi forældre er i indbyrdes konkurrence med hinanden, men nærmere at vi (ofte) har et nogenlunde overensstemmende billede af hvem og hvad “de gode forældre” er (tak, Lola og alle andre kloge familievejledere) som vi så hver især pisker afsted for at opnå. Og det er dét jeg er træt af. Af mig selv, som jeg også indledte indlægget forleden med.

Jeg er træt af at jeg, i dagene op til at mine drenge skulle afleveres til morgenmad i institutionen for første gang, havde dårlig samvittighed på trods af at jeg godt ved, at de normalt lever en “luksustilværelse” hvor de normalt får lov til både at hygge og lege herhjemme om morgenen, inden de bliver afleveret. Jeg er skide træt af at jeg ikke bare kan – eller kunne – forlige mig med de 10% af tiden, hvor jeg gør hvad jeg kan, selvom det ikke lever op til det “perfekte” billede jeg har af mig selv som mor.

Det er mig jeg er træt af at konkurrere mod. Ikke jer, ikke andre, bare mig.

Og heldigvis lader det til, at min lille åbenbaring har hjulpet, for jeg har ved den søde grød aldrig været så afslappet og jeg ved jo, at jeg gør mit bedste og prioriterer så godt som jeg kan, så der er sgu da ikke grund til andet end at smile. Slet ikke taget i betragtning af at vejret for første gang i ugevis har været lige på nippet til åben-jakke-i-solen, hvor jeg har slentret rundt, sammen med dem jeg bedst kan lide og jeg håber at det samme – eller bare en brøkdel af det – også har gjort sig gældende hos jer, for helt ærligt, når bare vi gør vores bedste og tænker over vores prioriteringer, så gør vi det godt nok. Allesammen.

Jeg stemmer for, at vi aldrig mere skal have dårlig samvittighed over at agere efter bedste evne og overbevisning. Ikke overfor vores børn eller noget andet for den sags skyld.

kys fra cana

   

JordemoderOnsdag – til dig der gerne vil være gravid

til dig der gerne vil være gravid

annonce

Ikke sjældent modtager jeg mails fra kvinder som frustrerede spørger ind til alt lige fra tidpunkter for befrugtning, til spændinger i brysterne og om ikke bare jeg kan give dem nogle gåde råd til at opnå graviditet – og det helst i en afsindig fart.

Rigtigt mange bliver nemlig allerede fra den første negative graviditetstest efter “projekt baby”, som mange benævner det, skuffede over ikke at være blevet gravide. Hormonerne raser, man håber, man mærker efter, man tror måske og så viser det sig, at det hele bare var kropsligt opspind. Skuffelsen er til at få øje på og selvom det i virkeligheden er ganske normalt, at det tager op til 1 år at opnå graviditet, så er processen for rigtigt mange en noget opslidende affære. For de fleste lykkedes det dog gudskelov på ganske naturligvis, men desværre er det ikke sådan for alle.

Op mod 20% af alle par oplever perioder med nedsat fertilitet, og i en fjerdedel af tilfældene ved man ikke hvorfor. Forskere ved Aarhus Universitetshospital har derfor iværksat en stor internetbaseret undersøgelse blandt kvinder, som forsøger at blive gravide. Projektet hedder SnartForældre.dk og har til formål at finde ud af om nogle – og i så fald hvilke – livsstilsfaktorer der måske påvirker evnen til at blive gravid.

Resultater fra projektet har blandt andet allerede vist, at hård motion i mere end fem timer om ugen reducerer kvinders chance for at blive gravid, og at selv mange års forbrug af p-piller ikke skader evnen til at blive gravid, som mange ellers fejlagtigt tror.

Undersøgelsen er altså på ingen måder ny og faktisk deltager allerede mere end 4.000 kvinder i SnartForældre.dk, men forskerne vil gerne have mange flere med, for at gøre undersøgelsen så god som overhovedet muligt. Deltagere i undersøgelsen bliver bedt om at udfylde et detaljeret basisspørgeskema, et skema om kostvaner samt et kort opfølgningsskema hver anden måned indtil de bliver gravide – eller i højst et år, hvis graviditeten mod forventning udebliver. Spørgeskemaerne omhandler livsstilsfaktorer som f.eks. rygning, fysisk aktivitet, kost, indtag af alkohol og kaffe samt forbrug af medicin.

I en tid hvor så mange par kæmper med at blive gravide og står med den ene negative graviditetstest efter den anden og hvor raterne for antallet af kvinder i fertilitetsbehandling ikke ser ud til nogensinde at gå ned igen, synes jeg det er ovenud vidunderligt, at livsstil bliver undersøgt i forhold til vores fertilitet. For tænk nu hvis undersøgelsens resultater på sigt kan gøre det lettere for os, vores veninder, vores søstre og døtre at blive gravide. Det ville dog være vidunderligt. Derfor er det selvfølgelig også vigtigt med så mange deltagere som overhovedet muligt; og det helst fra alle samfundslag og typer af kvinder (og mænd) så undersøgelsen kan blive så præcis og “korrekt” som muligt og jeg vil derfor naturligvis gerne opfordre alle jer der måtte forsøge at opnå graviditet til, at stikke ind forbi og melde jer på banen, så I kan være med til at skabe fremtidens viden. Det nytter virkelig noget; hvis ikke for jer selv, så for mange andre.

Alle spørgeskemaer er internetbaserede og dermed nemme at udfylde og afsende.

For at det ikke skal være løgn kan mænd også deltage i undersøgelsen, hvis de sammen med deres partner forsøger at opnå graviditet og jeg tænker naturligvis om ikke det var oplagt at gøre det sammen, som en hyggelig lille fællesbeskæftigelse, som måske kan fjerne fokus en lille smule fra ægløsning og gode knaldetidspunkter.

I kan læse meget mere om projektet og tilmelde jer lige HER. Det kræver altså som sagt bare lige, at I rent faktisk prøver på at blive gravide :) Pøj pøj – med det hele!

kys fra cana

Briller eller blind?

Brilleabe

Jeg havde det godt på fornemmelsen, men af én eller anden årsag blev jeg alligevel lidt ramt, da optikeren i dag kiggede venligt på mig og sagde, at det nok var smartest hvis jeg, sammen med en ny type kontaktlinser, begyndte at bruge mine briller end del mere end hvad tilfældet er det i dag.

Årsagen: mine øjne er igennem årevis blevet iltet for dårligt igennem mine kontaktlinser og udover at jeg ofte, for ikke at sige hver dag, oplever at have tørre øjne efter aftensmadstid, så er mine blodårer i øjnene trukket længere og længere frem i øjnene, for at være så tæt på ilten i luften som muligt.

Det er selvfølgelig ikke smart hvis blodårerne gror ind over synsfeltet” sagde hun med alvorlig mine og jeg kunne pludselig se for mig, hvordan jeg om 10-15 år ville have alvorligt nedsat syn, for ikke at sige blind, bare fordi jeg har haft mere lyst til at gå med linser end med briller igennem de seneste 12 år.

For ikke så længe siden spurgte Jens mig om jeg helst ville være blind eller døv hvortil jeg printe svarede, at hvis jeg skulle vælge imellem de to, så ville jeg helst være døv. Faktisk så tror jeg at synssansen er den sans af alle jeg helst vil beholde og passe på og med eftermiddagens melding, har jeg pludselig fået øjnene op for, at jeg faktisk selv skal gøre en indsats for ikke at miste synet.

En gudskelov lille indsats, med en ny slags kontaktlinser og en lovning på at gå med briller væsentligt oftere end jeg gør i dag, til en start og så må vi se om nogle måneder om det giver mine øjne ro og ilt nok til at bremse den kedelige udvikling.

Shit mand, jeg er (for mig, kun) 30 år gammel og pludselig blevet bange for at miste synet.

Av, mand!

Derfor bestilte jeg i en ruf to par briller, begge sorte og helt, helt forskellige, som altså gerne skulle ligge klar til mig om en god uges tid og så er der ingen dårlige undskyldninger længere, tænker jeg.

Det skal jeg bare lige vænne mig til. At blive sådan én der går med briller. Sådan rigtigt.

kys fra cana

Indretningsideer til den lille stue

lille stue

annonce

Det kunne næsten ikke være mere belejligt end lige nu, at jeg har indgået et samarbejde med vores allesammens IdeMøbler, for det er nemlig ikke kun i køkkenet vores lejlighed lige nu undergår forandringer. Bevares, køkkendelen er den absolut mest omfattende, men den slags er, i hvert fald for mig, oftest som en lavine af gode idéer og vi er således også igang med at give stuen en make-over, som lige så stille begynder at tage form – og det heldigvis faktisk med ret få midler.

Vores lille stue er ikke mere end 15-16 m2 og den skal altså både fungere som daglig- og spisestue. Stuen indeholder samtidig tre døre og den er derfor også lejlighedens gennemgangsrum, som naturligvis giver den udfordring at der, udover sofa- og spisegruppe, også gerne skal være plads til at komme ubesværet rundt. Derfor har vi med største selvfølgelighed forsøgt at skabe løsninger som bedst imødekommer vores ønske om både hygge og god plads, selvom kvadratmeterne uden tvivl er begrænsede.

Vi startede ud, da vi flyttede ind for halvandet år siden, med en lille bitte sofa, som vi dog hurtigt fandt ud af at vi slet ikke kunne forlige os med, fordi den på ingen måder kunne rumme både børn og voksne på en god måde og vi har derfor for nyligt byttet den ud med chaiselongmodellen, som i virkeligheden rammer rummet rigtigt godt ind. Sofaen er med vilje ret anonym i sit udtryk, fordi den rent fysisk fylder virkelig meget i det lille rum. Egentlig kan jeg godt lide statementmøbler, men i så lille en stue er jeg bange for at det vil “fylde” for meget. For at give sofaen lidt personlighed, er vi igang med at fylde den op med nøje udvalgte puder og tæpper, hvor jeg særligt er begejstret for vores lille pelspude, som udover at være herre sej også er virkelig god at putte med, når man flader ud.

Fordi opbevaringsplads er én af vores kæpheste i vores lille lejlighed, har vi som sofabord en gammel kiste, som rummer alt fra sengetøj til håndklæder. Den er en lille smule tung i udtrykket og hvis jeg skulle bytte den ud, ville det nok blive med en lysere model.

Spisebordet vi har stående foran sofaarrangementet er rundt, fordi man på den måde lettere kan komme omkring i rummet. Det var altafgørende for mig, at bordet i sig selv ikke skulle fylde for meget; hverken i størrelse eller udtryk og jeg synes faktisk at bordet vi har stående, gør det ret godt. Vi kan fint sidde alle fire om bordet og jeg synes faktisk det er ret lækkert i størrelsen, hvorimod et firkantet bord i samme størrelse formentlig ville føles temmeligt småt.

Hvis nogen af jer skulle være blevet inspirerede, har jeg fundet et lækkert udvalg af møbler og boligtilbehør hos IdeMøbler, som matcher dem vi har stående i vores lille hjem :)

lille-stue-idemoebler

//1 lampe, 999.- HER //2 sofa, 4999.- HER  //3 tæppe, 599.- HER //4 pude, 99.- HER //5 pelspude, 599.- HER //6 skænk (sofabord), 6299.- HER //7 spisebordstol, 699.- HER //8 spisebord, 2799.- HER //

De ovenstående møbler afspejler ikke hundrede procent dem vi har derhjemme, men stilmæssigt kunne de, om ikke andet, i hvert fald sagtens være søskende.

De fleste af tingene i vores stue har vi købt i fysiske butikker, fordi jeg synes det er enormt rart lige at have møblerne mellem hænderne (eller under balderne, når det er dem man skal sidde på) og jeg synes det er noget af det hyggeligste at shoppe møbler. Alle de af IdéMøblers butikker – et gæt må være omkring en håndfuld ud af de i alt 36 eksisterende – jeg har besøgt, er kæmpestore, imødekommende og fulde af inspiration. Jeg får altid lyst til at lave en hel masse ting om derhjemme og jeg får gode idéer til smarte løsninger, som i hvert fald når man bor småt som os, er noget af dét der er allermest i højsædet.

…Også selvom mit seneste køb altså var den dér pelspude, som måske ikke ligefrem er hverken særligt praktisk eller løsningsorienteret, men til gengæld er den pisse pæn og mine børn knuselsker den.

img_4949

Hvis I har lyst, kan I modtage IdéMøblers nyhedsbrev hvis I klikker HER og I kan selvfølgelig også se hele deres udvalg af møbler og boligtilbehør HER.

kys fra cana