Skal vi lige snakke lidt om utroskab?

img_5649

Vi kan vist temmeligt hurtigt blive enige om, at utroskab overordnet set er noget lort, som burde forbydes. Det er ødelæggende, fejt og et kæmpe brud på det tillidsbånd, der bærer vores parforhold. Og alligevel sker det. Hele tiden.

Jeg har heldigvis aldrig selv oplevet utroskaben på egen krop; eller altså, jeg har i alle tilfælde aldrig opdaget det, som i min verden naturligvis betyder det samme som, at det ikke er fundet sted. Derfor aner jeg heller ikke hvordan jeg ville reagere, hvis det pludselig ramte mig, at min mand havde været sammen med en anden.

Og faktisk, er jeg heller ikke sikker på, om jeg overhovedet ville vide det.

Og lige præcis min usikkerhed, er årsagen til nærværende indlæg, som kommer i halen på at Cecilie og jeg i sidste uge diskuterede et dilemma, som jeg syntes var mega svært.

Min mand og jeg har et vennepar, som vi ses med flere gange om ugen. Både manden og konen betragter mig, som deres fortrolige og det har indtil nu aldrig været et problem, fordi de ikke har talt særlig meget om problemer i deres indbyrdes forhold. Men det skal jeg love for har ændret sig. Manden har fortalt mig, at han er sin kone utro.. med hendes bedste veninde.
Han har overhovedet ingen tegn på dårlig samvittighed og griner bare når jeg fortæller ham, at det er forkert og langt ude. I hans verden er det blot sex og det har intet med hans kone at gøre. Fuck altså.. hvad gør jeg? Jeg har det svært med denne viden og føler mig som en kæmpe røv over, at holde det hemmeligt, men har heller ikke lyst til at være budbringeren.. i ved budbringere er dem, som bliver skudt

Vi diskuterede dilemmaet i sidste uges afsnit vores podcast Damer i Dilemmaer (som I kan finde HER hvis I har iphone eller via app’en Podcast Republic, hvis I har Android) og selvom der faktisk sidenhen er kommet endnu et afsnit ud – som ligger i den lidt mere letfordøjelige ende af skalaen – online, så kan dét her ikke rigtigt slippe mig. Måske fordi jeg i virkeligheden ikke synes at der er noget rigtigt at gøre, andet end at fortælle den utro mand, at han er et fjols! Hør HER hvad vi kommer frem til i podcasten og kom endelig gerne med jeres input. Særligt hvis I har personlige erfaringer og holdninger til hvordan I ville have det – både som veninden og som kvinden der blev bedraget.

kys fra cana

   

Fødselsfredag – ude godt men hjemme fest!

Jantelov er et fremmedord når jeg fortæller om eller tænker på, hvor vildt god jeg er til at føde. Jeg elskede de begge gange. Efter 20 års ukonstruktive voldsomme menstruations-smerter (hvor jeg i værste tilfælde en nat brændte mine hænder med vilje for at distrahere mig selv fra smerterne, i den time det tog for det morfin-præparat jeg fik at virke)  var det en luksus at være helt fri i 9 mdr. og en befrielse at være tilstede i verdens mest konstruktive smerter under fødslen, hvor der jo oven i købet er indbyggede pauser hele vejen igennem. Og jeg har begge gange følt, at jeg kunne nappe en fødsel mere på stedet.
Kun ydmyghed og en enorm medfølelse for de kvinder, der har haft nogle rigtig svære eller skræmmende oplevelser med deres fødsler holder mig fra decideret pral, når emnet falder på fødsler. 

Sådan indleder kvinden der har skrevet den følgende – og faktisk og sidste uges – fødselsberetning (HER). Hun er en umanérligt sej dame – og så er hun ovenikøbet ret sjov! Læs med :)

img_5541

Da John var to år og 8 måneder og fire dage havde jeg terminsdato med lillebror Tue, som viste sig at være en punktlig lille gut, for der kom han.

Jeg vidste, at jeg ikke ville komme til at elske vores andet barn lige så højt som vores første, for det ville jo være umuligt, men alternativet var, at vi skulle have et enebarn, og det havde vi ikke lyst til. Så selv om jeg glædede mig, og vidste at jeg nok skulle elske begge børn, var jeg overbevist om, at jeg måtte leve med, at skjule min skævfordeling af kærligheden mellem de to.

Min jordemoder havde anbefalet mig hjemmefødsel, hvis jeg havde lyst, fordi jeg havde en god og problemfri første fødsel. Det tiltalte mig i første omgang slet ikke, for det sviner ret meget sådan noget fødsel. Jeg havde en idé om, at det ville være bedre, at komme hjem til et rent overskueligt hjem, end at føde hjemme. Hun sagde vi kunne tænke over det, så det gjorde vi.

-sidehistorien er: Min ene far mødte min mor lige da jeg var fyldt fire (to år efter hun var blevet skilt fra min anden far, som altid har kæmpet/hygget sig med et massivt alkohol forbrug) og han har siden da har han bare været min far. Jeg har derfor nærmest altid haft to fædre i mit liv. Min biologiske far døde året før jeg mødte min mand Joakim (som jeg var blevet gift med da John var halvandet år) hvilket gav mig en masse tanker om livets flygtighed. Min far der er sammen med min mor, har bare altid været der for mig og min storebror og senere for de børn vi hver især har fået. Da hverken Joakim og jeg, eller min bror og hans kæreste planlagde flere børn, gik det op for mig, at min far aldrig ville komme til at opleve en fødsel, trods det at han har været far siden han var 27. Den oplevelse ville jeg gerne give ham mulighed for at få sammen med mor, ja og givetvis mig og Joakim og selvfølgelig fødselaren.

Nåh, men jeg spurgte derfor Joakim om ikke jeg måtte invitere dem med til fødslen. Han har altid haft et fantastisk forhold til mine forældre og sagde med det samme ja, og det gjorde mine glade og beærede forældre også da de blev spurgt. Pludselig virkede det mere naturligt, at vi blev hjemme i stedet for alle at skulle tage på et hospital, når fødselsdagen oprandt.

Jeg aftalte desuden med min zoneterapeut-veninde, at hun skulle komme og give mig lidt af sine magiske fingre når jeg fik véer, da jeg mistænkte, at den opturs-oplevelse min første fødsel var, dels var takket være hendes hjælp i de første timer.

Min jordemoder havde forberedt mig på, at det nok ville gå lidt hurtigere her anden gang, så jeg skulle ringe lidt i god tid, for at give jordemoderen mulighed for at nå frem.

På terminsdagen ringede min zoneterapeut-veninde tilfældigvis omkring kl. 13:30 og vi sludrede. Jeg sagde jeg følte mig godt tung i undervommen, og synes det værkede i lænden, men at jeg regnede med at gå to dage over (det forestillede jeg mig af en eller anden grund). Hun var i Jylland og havde planlagt at komme tilbage til Sjælland næste dag, men hun besluttede at tage afsted med det samme i stedet, selvom jeg sagde, at det ikke var nødvendigt.

Kl. 14 fik jeg véer. De kom hist og pist, men det var véer og jeg var ikke i tvivl. Jeg fortalte det til Joakim, som denne gang skulle være helt på med opvartning og massage og der ud af. Han ringede til sine forældre, som skulle komme og hente vores store (lille) dreng, som skulle være hos dem under fødslen. Jeg ringede til fødegangen lidt over tre og sagde, at nu var det igang, men jeg ville ringe tilbage når jeg gerne ville have jordemoderen til at komme. 15:30 var der to minutter mellem alle véer, og jeg ringede tilbage og grinede lidt af mig selv, for jeg havde jo lige ringet. Men hende i røret kunne godt høre at der var gang i den, så hun ville sende en jordemoder, som vi blev enige om bare kunne   komme en times tid senere. Min forældre fik også besked på, at det var tid til at komme, og jeg begyndte at tvivle på, at de ville nå det.

Mine svigerforældre kom og hentede vore ældste barn, og Joakim begyndte at gøre sengen klar, og satte musik på (jeg havde valgt syv timers musik af en gruppe jeg vidste jeg ville kunne nyde at lytte til fra start til slut).

Jeg gik lidt rundt, og stod foroverbøjet under véerne, som føltes ret anderledes en jeg huskede det fra min første fødsel, men denne gang var der også meget hurtigere blevet kort mellem dem. Min krop arbejdede på højtryk, på at lave samme udvidelse på meget kortere tid, og det kunne mærkes.

Min zoneterapeut-veninde ringede og Joakim fortalte hende, at hun nok ikke ville kunne nå frem alligevel.

Mine forældre ankom lidt i fem og jordemoderen lige efter og hun var dejlig -rar og med en urokkelig ro. Jeg kunne se og mærke det med det samme. Jeg kunne rigtig godt lide hende, og var glad for, at det var hende der skulle være her hjemme hos os. Hun undersøgte mig og meddelte, at jeg var fire centimeter åben, og jeg kunne regne ud, at der nok var et stykke vej endnu. Hun spurgte om jeg ville have et lavement, men jeg var i tvivl om jeg kunne med så kraftige véer og så korte pauser. Hun forvissede mig om, at det kunne jeg sagtens. Jeg fik kittet og tog det med i brusebad, for siden vores bruser sad over toilettet, kunne jeg lige så godt kombinere de to ting. Jeg formåede at holde lavement-væsken (et doktor-numsesprogs-ord jeg har valgt at kalde det, for jeg ved ikke hvad det hedder) inde gennem to véer, og så måtte det være det.

Imens havde min mor lavet kaffe og smurt ostemadder til alle som ikke var mig (jeg havde travlt med noget andet). Jeg lagde mig ind i sengen, og synes det var mest overskueligt bare at ligge uforstyrret på siden og lade mig forsvinde ind i véerne, som var virkelig kraftige og stadig med 2 minutter imellem. Det passede mig enormt godt, at ligge og zone ind og ud mellem véerne, mens jeg kunne høre velkendte stemmer snakke inde i stuen. Joakim og min mor kom skiftevis ind og kiggede til mig, og gav mig lidt vand, en våd klud på panden, og nogle varme hørfrø-poser på lænden, og Joakim masserede mig et stykke tid. Jeg bad ham ringe efter min zoneterapeut-veninde, for jeg ville gerne have smertestillende med magiske hænder. Hun var lige kommet hjem, men ville komme med det samme.

Lidt i seks kom jordemoderen ind og undersøgte mig igen, og da var jeg 6 centimeter åben, og hun fortalte, at hun nok ikke ville nå at være der under fødslen, for de havde vagtskifte kl 19. Det gad jeg virkelig ikke at høre på. Jeg sagde, at jeg skulle nok nå det, og at jeg ikke ville have andre end hende.

Hun spurgte om jeg ville have nogle elektroder på, og forklarede lidt om hvordan de virkede. Det fik jeg, og Joakim styrede controlleren og hyggede sig med at give mig strøm. Jeg havde ingen fornemmelse af om det hjalp, men det generede mig ikke, så den fik lov at køre.

Min veninde ankom, og da hun kom ind og så mig, spurgte hun, om jeg kunne overskue at blive trykket under fødderne også. Det kunne jeg, og hun gik igang. Lidt tid efter kom min mor og lagde sig på sengen ved siden af mig. Mine véer kom nu med pressetrang, og jeg gav bare efter, uden at tænke over det. Min mor kommenterede til jordemoderen, at hun kunne høre jeg pressede, men jordemoderen forklarede, at det bare var vandet der endnu ikke var gået, som stod ned som en blære og rørte ved nogle områder der blev trigget til at give pressetrang. ‘Han er ikke helt nede endnu, der kommer til at gå noget tid.’ sagde hun, og tilføjede, at hun ikke ville prikke hul på vandet, for det kunne hjælpe ham til at bevæge sig det sidste stykke ned.

Jeg var helt opslugt af véerne og talte ikke med nogen, men synes det var rart (altså rart OG virkelig smertefuldt på én gang) og trygt det hele.

Alle var nu samlet i soveværelset.

Jordemoderen spurgte om ikke jeg ville prøve at komme om på knæ. Min veninde stoppede med zoneterapien, og jeg vendte mig efter at have ligget på siden i over en time.

Under den første vé jeg fik efter jeg havde vendt mig, sagde jordemoderen pludselig ‘gisp gisp gisp gisp, hovedet er ude. Kan du vende dig om på ryggen mens du gisper, og bruge resten af véen på at presse kroppen ud?’ Det gjorde jeg, og ud kom han på én pressevé kl. 18:45, og lige inden vagtskifte. Jeg havde ikke mærket at jeg fødte hans hoved, for han fik skudt sig selv og alt fostervandet i én skruende bevægelse da jeg vendte mig. Véerne var samtidig så intense, at min koncentration helt opslugte mig.

Min far tog billeder. Min veninde nåede ikke at gå, hvilket ellers var planen, så hun kom også til at overvære sin første fødsel. Hun græd, min mor græd, Joakim strålede af nærvær og glæde (til forskel fra det chokerede udtryk han havde da John blev født). Min far har jeg aldrig set så overvældet, sidste nyankomne skreg men fandt et trøstende bryst og jeg følte hvordan kærligheden kan vokse sig dobbelt så stor på et split sekund. På stedet havde han jo mit hjerte, og var på ingen nummer to på andre måder end fødsels-rækkefølgen.

Jeg fik sagt til jordemoderen, at det jo var hende jeg ville have med til fødslen, så jeg måtte skynde mig lidt til sidst.

Lidt efter klippede Joakim navlestrengen, og så var det lille menneske pludselig sin helt egen. Jeg rullede om på siden med min søn i armene. Svineriet blev fjernet, og vi var hjemme og på plads med et nyt familie medlem.

Jordemoderen takkede af, for nu var der vagtskifte.

Ny jordemoder kom. Hun hilste og ønskede tillykke og var helt sød, men også lidt som en der kommer for sent til festen, men efter at have målt og vejet fik hun lov at skåle med alligevel. Hun snakkede med alle, og det var godt og hyggeligt. Joakim fik sin dreng på maven og jeg gik i bad. Bagefter sad jeg i stuen med min far og hans lille nye barnebarn som han ikke havde sluppet af syne på noget tidspunkt. Imens gav jordemoderen Joakim og min mor fik rundvisning i moderkagen, og fødselsmusikken, der ikke var nået til ende endnu, spillede stadig på hvad der var gået hen og blevet en ganske perfekt torsdag aften.

kys fra cana

Jeg tænker på #19

img_5660

… om jeg egentlig bedst kan lide studenterbrød eller træstammer. Der var én der spurgte mig om det forleden og jeg har (nærmest) tænkt over det lige siden.

… at ovenstående var totalt løgn. Jeg har højest tænkt over det i et par minutter sammenlagt i løbet af de sidste par dage. Det er ligesom bare poppet op flere gange, så det føles som mere.

… at en blindsmagning snart må være på sin plads!

… hvorfor det overhovedet hedder en træstamme? Jeg mener, det ville i det mindste være mere logisk, hvis den var brun.

… at jeg ikke på stående fod kan komme på bedre bud end “kagerester i svøb” som umiddelbart virker ret klamt.

… om egentlig lagkagehuset laver deres træstammer efter en helt specifik opskrift og helt uden gamle kager? De smager altid på præcis samme måde og jeg har aldrig oplevet hasselnøddeflager fra wienerbrødet, som jeg ellers oplever fra mange andre bagere. Nogen der ved det?

… at jeg faktisk ikke helt kan finde ud af, om jeg synes det er godt eller skidt, hvis de ikke er lavet af kagerester.

… at jeg snart igen vil til at bruge too good to go-appen, som i hvert fald her i København er ski’e smart, fordi man kan købe en pokkers masse udsmidningsklar mad til en slik, lige før butikkerne lukker. Det er både godt for miljø og pengepung – og så er det i øvrigt et aldeles usponsoreret tip, hvis nogen skulle være i tvivl.

… at I selvfølgelig godt ved, at det er usponsoreret, når der ikke står ANNONCE øverst i indlægget.

 

… hvor åndssvagt det i øvrigt er, at jeg forfatter nærværende indlæg siddende på gulvet i vores lange gang, så drengene ikke kan se mig igennem dørsprækken ind til stuen. Det er som om de bliver i snakkehumør, frem for sovehumør når de kan se mig.

… at jeg egentlig også har sagt til dem, at jeg rydder op.

… hvor latterligt meget jeg glæder mig til at komme til sønderjylland i morgen. Faktisk. Der er jo også lidt sjovere priser hos bageren.

kys fra cana

   

Mit barselsvikariat

img_5623

I min allerførste jordemoderpraktik, var noget af det bedste jeg kunne komme i tanker om, når de nybagte mødre bad mig holde deres babyer. Jeg var stadig alt for ny til at føle mig tryg i fødselssituationen, så for mig, var det bare ren luksus, når jeg kunne få lov til “bare” at sidde med en baby og være rolig. At sanse og nyde det lille nye menneske, som var kommet til verden. Det var dengang der stadig lå et rygerum i foyeren og hvor det altså skete relativt ofte, at nogle mødre lige trængte til 10 minutter “for sig selv”, til min store fornøjelse. Der findes ikke noget bedre, end at sidde med sådan en lille dyneindpakket nyfødt i armene og vugge blidt frem og tilbage. Deres helt særlige duft, deres åndedræt og de ofte hævede, lukkede øjne, som får dem til at ligne små sovende engle, kan bare noget helt særligt.

De giver ro og kærlighed. Og selvom jeg selvfølgelig aldrig har haft sådan et “rigtigt” forhold til nogle af alle de mange babyer jeg har holdt i mine studinearme, så har jeg alligevel følt mig forbundet til dem, i de ti minutter sådan en session oftest fik lov til at være. Som jeg tror de fleste gør det, med nyfødte.

Forleden, da det var Sneglcilles Loulou jeg sad med, var min følelse præcis den samme – bare forstærket af, at jeg holder så ufatteligt meget af hendes mor, samtidig.

Det er så vildt hvad babyer kan gøre og jeg forstår om nogen godt, hvorfor mødre i tiden efter fødslen, mest af alt bare har lyst til -og brug for – at kigge på deres baby, præcis ligesom Sneglcille, som i dén anledning, har bedt mig om at agere barselsvikar for en dag, hvortil jeg naturligvis klappede i begejstret i hænderne og skrev et indlæg til hendes blog – om hende – som I kan læse HER, hvis I har lyst. Det er altså en alle tiders barselsvikartjans, omend jeg endnu hellere vil agere jeg-holder-babyen-imens-du-bader, men mon ikke også jeg kan lokke hende til dét, snart.

kys fra cana

Jordemoderonsdag – en ammekamp der tog overhånd

De første dage efter jeg havde født Aya fik vi rigtig mange gæster og jeg kunne ikke rigtig finde ro til at amme så meget som jeg nok burde, kan jeg se nu. Jeg havde ikke lyst til at amme foran alle de gæster vi havde, især fordi det gjorde så vildt ondt, så jeg fik ikke lagt hende særlig meget til de første par dage. Da sundhedsplejersken kom på 5. dagen og Aya havde tabt sig (hvilket jo er meget normalt de første dage), så anbefalede hun at vi supplerede med modermælkserstatning og jeg skulle begynde at efterpumpe med en brystpumpe. Derfra gik det helt galt. Jeg pumpede og pumpede dag og nat, hver 3. time i 3 måneder. Det var så opslidende og stressende. Al min opmærksomhed var på den skide brystpumpe døgnet rundt og det var først da min mand virkelig slog i bordet (han har været den vildeste og bedste støtte hele tiden) og sagde, ”nu skal du snart nyde din dejlige baby i stedet for at bruge så mange timer hver dag sammen med den kæmpe dobbeltbrystpumpe” at det gik op for mig, at det havde taget overhånd. Og han havde så ret. Den pumpe to alt for meget tid og energi. Det var slet ikke det værd.

img_5635

Sådan beskriver Josefine fra yogamor.dk sit første ammeforløb, som på ingen måder var en dans på roser, men som – desværre – på én eller anden måde, er meget typisk for rigtigt mange (førstegangs)mødre.

De fleste af og har en forventning om, at vi selvfølgelig skal amme og at det selvfølgelig kommer til at gå fint. Vi ved måske fra veninder og familie, at det kan gøre ondt i starten, men de fleste af os, er overbeviste om, at vi sagtens kan dét der og at det ikke er noget vi behøver forberede os så meget på.

Men guess what, efter fødslen af den lille pragtfulde baby, som kommer amningen med et trylleslag – for næsten alle kvinder – til at tage en fuldkommen altoverskyggende rolle i hverdagen og man kan derfor ligeså godt forberede sig efter bedste evne, så det ikke bliver alt for svært.

Derfor har jeg dedikeret de næste fire jordemoderonsdage til amning og for i dag, vil jeg gerne dele lidt mere af Josefines ammehistorie med jer, for så på onsdag at tage min mere jordemoderfaglige hat på og komme med en række gode råd og forhåbentligt lidt god vejledning. For det er vigtigt, at komme godt igang med amningen – og at vide, hvornår man skal sige stop. For uanset hvad, må vi huske hinanden på, at en god mor ikke sidder i modermælken.


Josefines ammeforløb, med smerter, sår på brysterne, blufærdighed, for lidt mælk og en kamp der tog overhånd


Hvad tænkte du om amning, inden du fødte dit første barn? (Hvis noget, overhovedet)

Jeg havde gjort mig en del tanker om amning, for jeg havde flere veninder der havde kæmpet meget med det. Både med for lidt mælk, brystbetændelse, sår på brystvorterne og blufærdighed. Jeg var sikker på, at jeg ville amme og tænkte at det skulle nok gå fint – for det er jo sådan naturen har skabt os, så hvor svært kunne det være. Jeg ville i hvert fald ikke kæmpe så meget, at jeg lå søvnløs og tudefærdig over at amningen ikke fungerede, som nogle af mine veninder havde gjort. Jeg var ret sikker på, at især fordi jeg var yogalærer og i god kontakt med min krop, så ville det blive så naturligt, nemt og meningsfuldt at amme.

Blev det som du havde forestillet dig det?

Det blev overhovedet ikke som jeg havde forestillet mig. Jeg lå søvnløs og tudefærdig i dagevis. Jeg følte at min krop var åndsvag fordi den ikke virkede som den skulle. Amningen blev pludselig virkelig vigtig for mig, det var nærmeste det vigtigste overhovedet. Om det var et ubeskriveligt stærkt moderinstinkt, min stædighed eller omgivelsernes indirekte pres ved jeg ikke, men det var virkelig vigtigt for mig at få det amning til lykkes, nærmest på bekostning af alt. Det var pisse hårdt og når jeg tænker tilbage på de først 4 måneder af Aya’s liv, så var det den mest forfærdelige tid og en tid hvor ammekampen fyldte alt. Det var bestemt ikke så nemt, hyggeligt, symbioseagtigt og idyllisk, som jeg havde forestillet mig.

Hvad var du mest overrasket over i forbindelse med etablering af amningen?

At jeg under min graviditet var ret sikker på, at jeg vidste hvordan jeg skulle amme, så snart jeg havde født. Det vidste jeg på ingen måde. Jeg turde nærmeste ikke lægge hende til, fordi det gjorde ondt og jeg var sikker på at jeg gjorde det forkert. Det gjorde så sindssygt ondt i brysterne og det gav de vildeste efterveer, som jeg på ingen måde var forberedt på. Så jeg googlede løs på nettet for at finde ”opskriften på amningen” og jeg prøvede alt hvad jeg kunne, for at få det til at virke,  ammete, hvidtøl, spise mælkebomben, vinkle hendes hoved på den helt rigtige måde, så hun kunne få luft, krænge underlæben ned, åbne munden nok og spidse brystet ned i munden på hende, slappe af i begge skuldre, ikke sidde i træk, ha uldsokker på, ha en vandflaske i nærheden, trække vejret dybt, tænke på noget rart, stimulerer hendes sutterefleks, efterpumpe og gerne om natten hvor oxytocinen var højest, bruge syntocinon næsespray til nedløbsrefleksen og bide den sygeste smerte i mig, med en kolik baby på armen…. Jeg blev total stresset, usikker og havde slet ikke tiltro til at jeg kunne finde ud af det.

Hvordan oplevede du dine smerter i forbindelse med amningen?

De første 2 uger var så smertefulde, både med efterveer og sårfyldte brystvorter. Det gjorde så ondt, at jeg måtte gå ind i et andet rum, så jeg kunne koncentrere mig, mens tårerne trillede ned af kinderne, når jeg lagde hende til. Jeg brugte mine åndedrætsteknikker fra yogaen og gjorde alt for ikke at holde lille Aya for hårdt, for det gjorde så vanvittig ondt. Når jeg ikke ammede, så var mine brystvorter helt hudløse og så ømme at jeg næsten ikke kunne holde ud af at have tøj på.

Hvad oplevede du som de største udfordringer – eller måske ligefrem forhindringer til at etablere en god amning? 

Den største udfordring var nok, at jeg ikke fik den rette vejledning helt fra start. At jeg oplevede så meget stress og for få hjælpende hænder på fødegangen. Jeg havde brug for information, støtte og direkte vejledning i hvordan jeg lagde hende til. Derudover havde vi et hav af gæster fra allerede en time efter fødslen, det ene hold gæster overlappede det næste hold nysgerrige bedsteforældre og sådan fortsatte det de første dage. Derfor fik jeg slet ikke den nødvendige ro og tid til at lade Aya sutte og stimulere brystet eller tid til lige at lære hvordan man overhovedet ammer. For selvom det er noget mange kvinder gør og har gjort gennem tiden, så er det ikke bare noget der er bare kører fra dag ét.

Hvordan oplevede du at dine omgivelser reagerede på, at du supplerede amningen med modermælkserstatning?

Først og fremmest havde jeg selv et virkelig stort problem med det, for jeg kunne ikke sige ”jeg fuldammer”, hvilket åbenbart var virkelig vigtigt for mig. Der var en periode hvor jeg var lidt flov over at give flaske offentligt, for så var jeg jo sådan en, som ikke kunne finde ud af at amme eller måske sådan en som ikke havde kæmpet nok. For selvom jeg havde pumpet dagligt i 3 måneder, ligget opløst af gråd mange gange og prøvet you name it, så kunne jeg jo nok godt have kæmpet lidt mere. Og ja, det kunne jeg nok godt, men ikke uden at det var gået ud over mange andre ting. Da jeg først accepterede, at jeg blev nødt til at supplere med erstatning, så kom der så meget ro på og det var først der mine ammestunder blev hyggelige.

Hvis du skulle give et godt råd til en kommende mor, som gerne vil amme, hvad skulle det så være?

Det råd jeg gav mig selv anden gang jeg blev mor var; at tro på at der er mælk nok, lade baby sutte så meget det har lyst til i starten, ta det med ro den første tid efter fødslen og måske vente helt med gæster til mælken er løbet til. Brug vejrtrækningen, når det gør ondt de første uger. Lad folk servicere dig, så du kan tage fokusere på amningen i starten. Ha tillid til kroppen. Du er ikke en bedre mor fordi du ammer dit barn!

img_5636


Som jeg indledte med, er Josefine fra yogamor.dk og hendes ammehistorie på ingen måder enestående, for det ér svært at etablere en god amning. For de fleste i alle tilfælde. Hvis I har erfaringer, som I også gerne vil dele, er I meget velkomne til at gøre det i komentarfeltet, hvor I selvfølgelig også skal være velkomne til at stille spørgsmål, som jeg vil forsøge at tage med i mit indlæg i næste uge. 

kys fra cana

TV2 News med to børn under armen

skaermbillede-2017-03-21-kl-20-09-55

Det var med en halv kanelsnurre i munden og et kærligt blik til Sneglcilles lille nyfødte Loulou, jeg tog telefonen i eftermiddags, hvor jeg blev mødt af en sød kvindestemme, som spurgte om ikke jeg havde mulighed for at komme et smut ud forbi TV2 News, for at blande mig lidt i debatten om unge versus ældre mødre. Lynhurtigt fik jeg vist sagt noget om, at jeg hverken synes det ene eller det andet er at foretrække og at mit eneste velovervejede argument for at få børn (hvis man vil have dem, selvfølgelig) relativt tidligt i livet er, at fertiliteten så absolut er for nedadgående, når man kommer op i årene – især, hvis man runder de 40 år, hvor chancen for at opnå en graviditet i en cyklus er helt nede omkring 7 % mod 25% når man er 25 år.

Udover den biologiske faktor, vil jeg på ingen måder gøre mig til dommer over, hvornår det er bedst at få børn og jeg skal ikke afvise, som jeg også skrev i indlægget (HER) der i første omgang fik TV2 til at ringe til mig, at jeg havde været en bedre førstegangsmor, hvis jeg havde været ældre da jeg blev det, men jeg er eddermamer træt af, at vi hele tiden skal gå og måle hinanden – eller i hvert fald føle at vi bliver målt – ud fra hvem der er bedre eller dårligere end andre. For halli-hallo! Vi gør alle det bedste vi kan og vi er gode mødre for vores børn – uanset vores alder.

Med dét sagt, så synes jeg faktisk det er vældigt interessant hvad man vil komme til at bruge resultaterne af denne undersøgelse til, for udover at den måske – i hvert fald med de overskrifter der har været lagt for dagen, både på DR og TV2 – lægger et yderligt lag på stigmatiseringen af unge mødre, så kan den måske også være et redskab til hvor og hvordan vi i samfundet mest hensigtsmæssigt kan sætte ind overfor gruppen af førstegangsmødre. Det kunne det måske komme noget godt ud af.

Nuvel, egentlig ville jeg slet ikke gå ind i debatten så meget igen, men det er virkelig svært for mig, ikke at komme med en hel masse holdninger, lige så snart jeg får muligheden, når det er et emne der ligger mig så meget på sinde.

Well, pointen er, at jeg endte med at sige ja, på betingelse af, at jeg ikke skulle være fortaler for unge mødre og naturligvis at jeg kunne få fat i en babysitter til drengene, fordi Thomas tilbragte sin eftermiddag i Sverige. Hertil opfordrede den søde kvinde i telefonen mig bare til at tage børnene med, med et “ork, dem kan jeg sagtens passe imens du lige er i studiet” og så var jeg solgt!

Således indfandt jeg mig – i ledtog med mine præ-ulvetime-gearede drenge – i studiet på Teglholmen klokken lidt over fem, hvor kvinden med den søde stemme tog imod os og spurgte hvordan jeg ville have det, hvis drengene faktisk kom med mig i studiet. Ikke fordi hun ikke ville passe dem, men fordi hun og producerne af programmet syntes det ville være cuteness-overload.

Gosh, man! Klokken lige-før-spisetid på live-tv med to børn? Tjo, hvorfor ikke?

Ha ha, som sagt så gjort og jeg havde dermed fornøjelse af at have begge mine børn med mig. Med varierende succes vil jeg sige. Om ikke andet så er især Jens stolt over at have været i fjernsynet på dén måde og dét tæller selvfølgelig også for noget, selvom jeg ikke er sikker på at hans kommende teenage-jeg kommer til at synes om, at han pustede sin mor i håret på direkte tv, men sådan er der selvfølgelig så meget.

skaermbillede-2017-03-21-kl-20-08-09

skaermbillede-2017-03-21-kl-20-10-22

skaermbillede-2017-03-21-kl-20-09-55

skaermbillede-2017-03-21-kl-20-11-06

Hvis I har lyst (og hvis I har TV2-play, vistnok) kan I se de 10 minutters udsendelse HER.

Det var knaldhyggeligt og jeg tager gerne drengene med en anden gang igen – og nu vi alligevel var i området, var det jo oplagt, til alles store fornøjelse, at svinge forbi McDonalds i Valby på vejen hjem.

Jeg er trods alt ung mor, ik’? ;-P

kys fra cana

   

Det er din egen skyld

Han slutter med at råbe, det er fordi!

Hun starter med at brøle, det er forbi!

Verden går itu; det troede jeg ikke den kunne

Og jeg kan ikke mærke mere nu. 

Hvis det ikke er hans skyld

Og det ikke er hendes skyld

Så må det være min skyld at jeg har det, som en bamse uden fyld.

Indlandsisen smelter

vores iglo den slår revner

Det er som om min verden vælter

Og kærligheden kæntrer

Ja, når kærligheden kæntrer, er der intet jeg kan ændre

Jeg ville ønske det var vinter. 

Nu. 

Så jeg kunne krybe i hi

Indtil det hele er forbi. 

img_5620

Jeg har været til mange koncerter i mit liv og siden jeg mødte Thomas, har jeg også været til mange af de “samme” koncerter, når jeg har været med ham rundt på tour. Senest har jeg været med en del gange, når han og Carl Quist-Møller har spillet koncerter og fortalt historien om den lille brune bjørn Tofte, som vokser op i en isbjørnelandsby, sammen med sine forældre, som er skilt. Og hver eneste gang er det sket det, under den sang der hedder Min Skyld, som jeg har citeret fra ovenfor, at publikum – i stort set samlet flok – får tårer i øjnene. Nogle græder; både børn og voksne og jeg vil tro, at det er dem, som har skilsmissen helt tæt inde på livet. Den er så god!

Det er i det hele taget en virkelig fin historie, med nogle endnu finere sange og hvis I ikke allerede kender dem, så kan jeg kun anbefale jer at købe bogen HER (hvor sangene følger med på en CD) eller alternativt at lytte til albummet, som faktisk også fungerer fremragende uden bogen, på spotify HER.

Jovist, selvfølgelig giver det er langt bedre forståelse af sangene på albummet, hvis man kender historien bag – og især for børnene, hvis de kender bjørnene og har set de mange flotte illustrationer, som giver sangene ekstra liv – men det kan altså også noget alene, dét album og jeg har bevis for det, sgu!

Thomas er nemlig netop blevet nomineret til én af de mest anerkendte komponistpriser, Carl Prisen, hvor han med albummet Bare Kald Mig Tofte altså er nomineret til prisen “Årets komponist indenfor børnemusik”. Kææææft, det er sejt man!

Især fordi beskeden kommer i dag, dagen før Thomas’ fødselsdag, som hjemme hos os altid bliver fejret med sang, fordi der på selvsamme album er en fantastisk sang, som hedder “Imorgen er det din fødselsdag” som selvklart handler om den forventningens glæde man (især som barn) kan have dagen før sin fødselsdag.

I morgen er det din fødselsdag, Thomas og jeg er eddermamer stolt af dig! Og det er helt din egen skyld, at du er nomineret til en pris – fordi du er så mega sej. 

img_4437

kys fra cana

Er unge mødre så dårligere mødre?

unge mødre

Bedst som jeg havde været en tur i kiosken for at hente rugbrød, æggesalat, nutella og matador mix, her til formiddag, var jeg lige ved at få hele pærevællingen galt i halsen, da jeg, henover min meget lidt prangende frokost, faldt over en artikel fra dr.dk med overskriften “Ældre mødre er bedre mødre“.

Beviseligt, endda.

Arghmen altså, jeg bliver simpelthen så træt. For når vi siger at nogen er “bedre” end andre, så ligger det naturligvis implicit, at der så også er nogen der er “dårligere”.

“Yngre mødre er dårligere mødre” kunne der ligeså godt have stået. Det betyder fuldstændigt det samme og jeg synes det er himmelråbende.

Som jeg både HER og HER har været inde på for nyligt, så halter det gevaldigt med fertiliteten herhjemme i vores lille land og den allerstørste synder er uden sammenligning, at for mange kvinder simpelthen er for gamle, inden de bliver (eller ikke-bliver) gravide. Så hvorfor nogen overhovedet har haft lyst til at undersøge forældreevnen på baggrund af alder, kan være mig en gåde; for hvad nytter det egentlig, at man aldersmæssigt kan blive en bedre mor, hvis man ikke længere er i stand til at blive gravid, fordi éns æggestokke har passeret sidste udløbsdato.

Jeg blev selv mor for første gang som 24-årig, så ja, jeg var en relativt ung mor. Jeg havde enormt mange udfordringer i mit tidlige moderskab, primært med mig selv og min følelse af at skulle leve op til alle de krav og det tunge ansvar jeg følte der lå til mig, efter jeg var blevet mor – måske især, fordi jeg vidste, at jeg var en “ung mor”. Jeg stressede mig selv meget, samtidig med at jeg rent faktisk ikke havde det store begreb om, hvordan man overhovedet skulle varetage et barn. I hvertfald ikke efter de første par levedøgn, som jeg i kraft af min jordemoderuddannelse, selvfølgelig vidste temmeligt meget om. Jeg havde nemlig aldrig rigtigt været vidne til hvordan man gør med en baby. Jeg havde ingen tætte veninder, der havde fået børn før mig og jeg havde altså aldrig nogensinde fulgt andre i dén rolle, som jeg gjorde alt for at udfylde til perfektion, til trods for at jeg ikke rigtigt anede hvad den indebar.

Jeg kendte selvfølgelig nogen, som havde fået børn og min egen bror blev allerede far, før jeg var blevet student, men jeg havde ligesom aldrig været tæt på. I hvert fald ikke på moderskabets mange udfordringer. Jeg var ung og ligeglad – præcis som de piger jeg engang skrev om HER. Lige indtil jeg selv stod der. Med den positive graviditetstest og tusinde tanker i hovedet. Og lige præcis ingen at spejle mig i.

Det var fandeme svært. Det var svært at være den første og det var svært at være ung og det var fande’me svært, at gøre det hele så perfekt som jeg ville og som jeg troede man skulle. 

Så ja, jeg havde måske været en bedre førstegangsmor, hvis jeg havde været lidt ældre. Hvis jeg havde nået at få veninder tæt på, med små børn, så jeg kunne se hvordan de gjorde og snakke med dem om alle de følelser de gik igennem. Måske havde det været bedre, hvis jeg havde nået at blive skruk og få lyst til at suge til mig af alt mor- og babyrelateret, allerede inden jeg blev gravid. Hvis jeg havde siddet hjemme hos mine veninder fredag aften og drukket vin til lyden af sovende børn. Hvis jeg ikke havde følt mig så alene om mine tanker og hvis jeg havde forstået at det er helt normalt, at det er svært at blive mor.

Måske.

Måske havde det også givet mig mere ro, i sig selv at blive ældre; at stole mere på mig selv og ikke gå så højt op i, hvad alle andre tænker.

Måske.

Jeg tror i høj grad det handler om, at des ældre vi bliver før vi får børn, des længere tid har vi drømt om at få dem, des flere børn (og mødre) har vi brugt tid sammen med og des mere rolige kan vi blive i vores moderskab. Hvis vi allerede inden tiden for vores eget moderskab, har en nogenlunde afstemt forventning om, hvad det vil sige at have børn, så tror jeg nemmere man kan tage det med ro.

Det er i alle tilfælde derfor jeg har følt mig som en bedre mor anden gang; ikke fordi jeg er blevet ældre, men fordi jeg vidste hvad pokker jeg skulle stille op og fordi jeg ikke længere var dødsensangst for at træde ved siden af, i frygt for at blive stemplet som den dårlige unge mor, som jeg for alt i verden ikke ville være eller associeres med.

Mit uforbeholdne bud er, at hvis det var “normalt” at få børn i en tidlig alder, så ville flere unge mødre også være bedre rustede til deres forældreskab, som de formentlig ville klare (endnu) bedre; hvis der var nogen at spejle sig i og at følges med.

… Og okay, selvfølgelig bliver de fleste af os både klogere og mere rummelige med alderen, men for fanden, at kalde yngre mødre for dårligere mødre, det er simpelthen langt over min grænse og det hjælper i alle tilfælde ikke en skid på de voldsomme præstationskrav, som i hvert fald jeg som “ung mor” følte mig forpligtiget til at efterleve, for at bevise at jeg var god nok – selvom jeg var ung.

Skulle vi i stedet ikke hellere sige, at alle mødre har potentiale til at blive fantastiske mødre, hvis de får den rette støtte og vejledning og hvis de, som det allervigtigste, stoler på sig selv og på, at den ubetingede kærlighed er nok.

kys fra cana

Canas Garderobe – feminin rock chick!

De popper op overalt (især på instagram); pigerne der fortæller at de aldrig går i sort og jeg bliver altid i så dejligt humør, når jeg ser deres spraglede tøj i farver varierende i alle regnbuens farver. Hver gang tænker jeg, at jeg også snart skal blive bedre til at indkorporere lidt flere farver i min garderobe, som især i vinterhalvåret bærer præg af at jeg stort set altid falder til patten og klæder mig i sort. Men hey, det ér altså også bare pænt med sort. Eller sejt, måske nærmere, hvis man går efter samme stil som jeg.

Derfor har jeg – i hvert fald lige nu – besluttet at gøre hvad jeg kan for at acceptere at jeg åbenbart bare er “den sorte type” – som i forårs- og sommerhalvåret eksperimenterer med lidt farver i ny og næ; oftest i kombination med det sorte og så må det sjove islæt komme fra nogle lidt skøre accessories, frem for fra vilde farvekombinationer. Og jeg mistænker, når jeg kigger rundt, at jeg ikke er ene om at elske sort, vel?

Derfor har jeg fundet lidt forskellige ting, som matcher min personlige stil perfekt, frem til jer herunder – ting, som jeg altså (virkelig!) godt kunne finde på at købe. Fordi de er fine – og sjove.

Som kattetasken eller halskæden med et kys, herunder. Og nitter, for guds skyld! Suk, hvor er der meget pænt og kun én af tingene ligger allerede hjemme i min garderobe, så jeg mistænker at det kunne blive dyrt. Især fordi jeg har et lunt øje til det hele. 

sort-og-godt

reklamelinks

/1 Der er ikke andet at sige om denne rock’n’roll t.shirt fra Moves, end at den er fantastisk! Den koster 250.- HER

/2 Her har vi dem; “mine” læder-look-alike-jeans. De er fra Only og jeg elsker dem og som en bonus: hver eneste gang jeg har dem på, bliver jeg spurgt om hvor de er fra. De er skønne og koster kun 299.- HER

/3 Den er cool, den er nuttet, den er sjov og så er den billig. Jeg er kæmpe fan af denne kattetaske, som koster 180.- HER

/4 Jeg mistænker at man ikke kommer til at kunne bruge denne halskæde fra Aldo særligt mange gange, inden nakken bliver blågrøn, men ikke desto mindre synes jeg den er skøn! Og sjov. Den koster 149.- HER

/5 Blomster, huller og perfekt-blå momjeans, som med et lille opsmøg i anklen bliver super cool med en t-shirt og en sej jakke. Ja tak! De er fra topshop og koster 649.- HER

/6 Når man kigger på modebilledet for foråret og sommeren, er der én ting især, som vi ikke kommer udenom. Knuder! De her lukkede sandaler (som garanteret har et fancy navn, som jeg bare har været for sløv til at fatte) er vanvittigt fine og jeg overvejer kraftigt om ikke de skal være mine første knudeting :-) De koster 449.- HER

/7 Denne her nederdel er jo lige præcis dét min garderobe trænger til, for at få lidt ekstra feminitet; den er assymetrisk og med store flæser og jeg tænker, at den bliver cool både med sneaks og åbne sandaler, en løs t-shirt og en cool jakke eller blaser! Haps. Nederdelen er fra Moves og koster 400.- HER

/8 Ja! Ja! Ja! Denne her læderjakke med tonsvis af nitter er jo overdrevet pæn! Den er sej, uden at være for meget og jeg tænker, at den kan sætte prikken over i’et på rigtigt mange looks! Tænk 1,2,3,6 og denne – wauw, hva’? Og så koster den 999.- HER

/9 Hvis førnævnte jakke er lige vild nok, er denne fra Mango et virkeligt fint alternativ; der er knap så mange nitter og lir og til gengæld er den med en pris på 699.- lidt billigere. Find den HER

/10 Det allermest moderne lige nu, når det kommer til smykker, er sådan nogle lange dinglede klunkeformede perleøreringe og jeg ved ærligt talt ikke om jeg hader eller elsker dem, men til gengæld er jeg helt pjattet med de her øreringe, som koster 299.- HER

/11 Oh. My. God. De ser så dyre og lækre og eksklusive ud og så koster de bare 250.- de her bordeaux veloursko. Dem skal jeg sipelthen have. Basta. I må selvfølgelig også gerne købe dem, hvis I har lyst og I kan gøre det lige HER. Så får vi simpelthen venindesko :)

kys fra cana

   

Vi har fået nyt køkken og I skal selvfølgelig se det

nyt køkken aubo

annonce

Selvom det trak lidt mere ud, end hvad jeg umiddelbart havde forventet, så er jeg ikke mindre glad for det endelige resultat af det nye køkken, som jeg langt om længe kan vise jer.

Som I der læser med på jævnlig basis måske allerede ved, så er vores køkken faktisk blevet gjort mindre end det var tidligere, fordi vi med en væg, næsten midt i køkkenet, har etableret et lille kammer (se en plantegning HER) som på sigt skal fungere som børneværelse, som vi trods alt synes er mere vigtigt end det store samtalekøkken – men det er selvfølgelig en smagssag :)

Fordi køkkenet blev gjort mindre, har vi naturligvis været nødt til at tænke lidt praktisk og én af de løsninger, som Kenneth fra Aubo i Valby, hvor vi har købt køkkenet, kom med, var, at skabene selvfølgelig skulle gå helt op til loftet, således vi ad den vej får optimeret på skabspladsen og jeg elsker det allerede!

Arghmen, jeg kan næsten ikke få hænderne ned over hvor lækkert jeg synes det er og selvom jeg allerede nu har mine udfordringer med at holde den hvide vask hvid, så er jeg simpelthen så glad for at køkkenet er så lyst, nu hvor rummet er så småt. Det indbyder virkelig til at være der; også på mine drenge kan jeg alle rede mærke en forskel. Især Peter er nu blevet meget mere vild med at gå med i køkkenet og han ved næsten ikke noget bedre end at få lov til at sidde på bordet og være med, når jeg laver mad. Især når jeg laver pandekager!

Udover at hele udtrykket i køkkenet er blevet meget mere lyst og lækkert end tidligere, så er jeg særligt vil med at alle skabe og skuffer åbner ved tryk, således man aldrig behøver at gribe fat i dem og at skufferne ovenikøbet – uanset hvor hårdt man prøver – aldrig kan smækkes hårdt i. Dét er genialt, til at passe på små børnefingre :)

Derudover er jeg også stor fan af vores vandhane, som er med udtræk, der altså bare gør afskylning og rengøring af vasken meget, meget sjovere. Mageligt, i know, men altså, når man nu alligevel er igang, ik’? Så kan man sgu ligeså godt tage det hele med :)

Se en lille mini-rundvisning i vores mini-køkken her:

Jeg er så glad, så glad og jeg tror ærligt talt ikke, at jeg kunne være blevet mere tilfreds – nu skal køkkenet bare bruges, pyntes og have lidt mere sjæl, men det er jo for pokker det gode ved det hele, så det glæder jeg mig bare til!

Hvis I har lyst, kan I se meget mere til Aubos køkkener HER, hvor I selvfølgelig også kan bestille deres katalog, som i hvert fald for mit vedkommende, var dét der overbeviste mig om, at jeg skulle give dem et kald i sin tid. De har ovenikøbet – i hele marts – et tilbud med at man kan spare momsen på alle deres køkkenskabe, så hvis I alligevel står og skal have lavet om, så kan det helt klart anbefales at tjekke dem ud. 

kys fra cana

En status på mit udslæt og den ukontaktbare læge

For en sjælden gangs skyld, har jeg faktisk min mand hjemme på sådan en helt almindelig fredag aften og jeg ligger således i skrivende stund i soveværelset, nybadet og indsmurt i creme og lufttørrer, imens Thomas og drengene tumler rundt i sofaen til disneyshow og blandselv-slik.

Årsagen til min lufttørring i soveværelset er naturligvis, som de kvikke af jer nok allerede har gættet, ikke af særligt fræk karakter, men affødt af mit udslæt som jeg klagede min nød over i går; eller altså, det var sådan set ikke så meget min mening at klage min nød over udslættet, men over det faktum at jeg havde følelsen af, at det var noget nær umuligt at komme til lægen. Heldigvis – kan man sige – er det “bare” et udslæt og jeg er ganske overbevist om, at det nok skal gå væk igen. Særligt efter jeg slog et smut forbi lægevagten på Bispebjerg Hospital i aftes, efter lægerne hos 1813 havde set i billede af mig og mistænkt en streptokokinfektion, som lynhurtigt blev afblæst, eftersom mit infektionstal var aldeles nydeligt. Lægen derude anede ikke hvad mit udslæt var for en størrelse, men hun var – selvom hun aldrig havde set magen – sikker på, at det var fredeligt. Og hverken fnat, fransk rosen, psoriasis eller nogle af alle de andre forslag der kom på banen i mine kommentarfelter i går.

Således ordinerede hun mig at tage nogle antihistamin i kombination med en god creme. Og lidt ro på.

Vel hjemme blev jeg ringet op af en sød kollega, som faktisk også var hende der tidligere på dagen skød nedenstående billede af mig, for at anbefale mig nogle gode cremer, som hun selv har haft god erfaring med og pludselig – imens vi snakkede sammen – kom jeg i tanker om de produkter jeg faktisk tidligere har reklameret med og som hævder at være “Det Døde Hav på tube”, som da om nogen måtte være belejlige at bruge nu.

Og ved I hvad? De har simpelthen allerede virket! Det er helt vildt!! Mit udslæt er selvfølgelig stadig udbredt og ret slemt, men helt klart mindre i dag end i går, hvor jeg startede min lille creme-kur. Produkterne jeg har brugt er fra Kimovi og I kan læse hvad jeg tidligere har skrevet om dem HER, hvis I har lyst – og nu, efter at have prøvet dem igen, hvor jeg allerede efter én dag har mærket forskel, stoler jeg altså for alvor på, at de faktisk er så gode som de lover. I hvert fald til dét jeg døjer med lige nu.

Nuvel, det skal slet ikke handle mere om det, andet end at jeg bare gerne vil sige tak for forståelsen, for alle jeres kommentarer og beskeder og så vil jeg fluks kaste mig over at undersøge hvilken læge jeg (selvfølgelig) skal skifte til, som mange af jer har foreslået. Jeg tænker i alle tilfælde at det skal være én med åben konsultation, så man altid kan komme til, hvis tampen brænder.

…Og nu er cremen jeg smurte på, inden jeg begyndte at krænge mine tanker ud til jer, trængt godt ind i min hud og jeg vil krybe tilbage ind i sofaen til mine drenge og nyde at det er fredag og at vi er fuldtallige i familien.

God aften – og tak fordi I læser med. I er dejlige!

img_5585

kys fra cana

Fødselsfredag – ild i hele kroppen?

Der er meget godt at sige om dagens fødselsberetning, men vigtigst er det måske at slå fast, at veerne altså ikke behøver at være hundrede procent regelmæssige, når man skal føde. Som en tommelfingerregel for førstegangsfødende skal veerne dog gerne vare omkring 1 minut og komme med mindst fem minutters interval. For fleregangsfødende er regelmæssigheden faktisk mindre essentiel og det gælder for de fleste – især dem, som har født hurtigt første gang – om at mærke efter hvornår veerne gør “sådan rigtigt” ondt; når de gør det, er det ofte passende at give jordemoderen et kald.
img_5540

Ved min første fødsel var min forestilling, at jeg ville få en lang fødsel, for begge min mors fødsler varede over 20 timer. Jeg forventede også, at smerten ville være på niveau med, at have ild i hele kroppen (ved ikke hvor denne sammenligning kom fra, men den forholdte jeg mig meget til). Samtidig tænkte jeg, at jeg ville gå over tid, fordi det vidste jeg, at de fleste førstegangsfødende gør.

For at væbne mig med tålmodighed, havde vi lavet vi planer alle dage fra terminsdatoen og to uger frem. Dagene gik, og da jeg kom til uge 41, begyndte jeg bare inderligt at ønske at jeg ville nå at gå i gang af mig selv. 41 +1 var en lørdag, og dagens plan venindebesøg, en veninde der er zoneterapeut, og som også skulle komme og smerte-lindre når veerne gik i gang. Lidt over syv om aftenen begyndte jeg at mærke nogle menstruationslignende smerter. Vi lå alle tre (min kæreste, min veninde og jeg) på sofaen, og var lige gået i gang med at se Batman the Dark knight. Jeg var indstillet på en latentfase der kunne tage flere dage, det var jo første gang. Men efter en times tid begyndte vi at prøve at time dem. Der var alt fra 10 til 18 minutter imellem, men de varede alle et minut. I mit hoved skulle intervallerne være præcise før fødslen rigtig var igang. Så jeg slog det hen som latentfase, men fik dejlig zoneterapi on and off i nogle timer.

Jeg kunne mærke, at “veerne” blev kraftigere, men intervallerne var stadig helt utilregnelige, jeg var dog sikker på, at det her ville ende med en baby, og ikke noget der ville gå i stå igen. Omkring kl. 23 gik vi i seng. Jeg sov fint mellem smerterne, som jeg ikke timede. Kl. 01 bad jeg min kæreste om at prøve at time veerne. Der var 5 minutter imellem flere af dem, men så pludselig 11 minutter igen. Det måtte jo betyde, at det ikke rigtig var igang endnu tænkte jeg, og selvom jeg synes det nev godt efterhånden, så var der langt til ild-i-hele-kroppen-smerten. Jeg lod min mand sove videre, for han skulle eddersparkmé bare have energi til at varte mig op en hel dag på hospitalet søndag. Jeg var helt vildt spændt og samtidig havde jeg sådan en helt åndsvagt knusende ro, som jeg ikke aner hvor kom fra, så jeg hvilede eller sov mellem veerne nogle timer endnu. Jeg stod op og gik i bad ved 03:30-tiden, uden at vække min kæreste. Jeg sad oven på toilettet (i vores mini badeværelse) og brusede mig i en times tid, men jeg gav veerne godt med lyd. Derefter gik jeg ind i seng igen. Jeg vækkede min kæreste og fik ham til at hente nogle Panodil, som jeg spiste. Vi timede veerne igen og der var flest 4 eller fem minutter imellem, men også nogle med 7, så jeg tænkte der var laaaang vej endnu.

Ved 06-tiden vågnede min kæreste ved mine ve-smerte-brumme-brøl, og vi lå og snakkede mellem veerne, og timede dem alle sammen. 2 minutter, 4 minutter, 5 minutter, 4 minutter. De ville bare ikke blive præcise. Jeg var stålsat på den skide præcision, for jeg havde aldrig hørt nogle sige, at der var mellem et eller andet og et eller andet minutter imellem, kun at der var præcis så og så mange minutter imellem. Jeg tænkte derfor fortsat, at der var masser af tid. Jeg ville jo helst være hjemme det meste af tiden, men skulle da lige nå, at nyde godt af hospitalets badekar, og lækker dosis lattergas. Lidt i 7 synes min kæreste, at vi skulle ringe til fødegangen, men jeg huskede, at kl. 7 var der vagtskifte, så det var sikkert et ret kaotisk tidspunkt at ringe på. Vi ventede til kvart i 8, hvor der stadig var mellem 2 og 4 minutter mellem veerne. Jordemoderen jeg talte med bad mig have hende i røret mens jeg havde en vé, hvorefter hun sagde, at hun synes vi skulle til at tage afsted snart. Jeg spurgte om vi kunne vente lidt, og hun sagde, at det var fint, men ikke for længe. Efter en time ringede vi efter en taxa, og sagde til taxacentralen, at det drejede sig om en fødsel. Det havde taxichaufføren bare slet ikke fattet. Desuden var han helt ny. Han vidste ikke hvad fødegangen var, eller hvor den var. Opgang fem fik jeg forklaret mellem veerne som nu blev bjørnebrølet ned i babydynen hverandet minut. Han vidste ingenting, og havde svært ved at modtage min kærestes instruktioner, om hvor han skulle køre hen. Efter  liiiige at have fået en runde rundt om hospitalet, fandt han frem til opgang fem. Omend han var sløvtopfattende, var han ganske høflig, og ønskede ‘God bedring’ da vi med autostol, babydyne og pakket taske slap ud af vognen.

 

Vi meldte vores ankomst oppe på fødegangen kl. 09:20 og fik besked på at vente på gangen, til der kom en der kunne undersøge mig. Nu gjorde det naller, men på ingen måde ild-i-kroppen-naller, og vi var hvor vi skulle være, så alt var fint. Vi kom ind i et lokale (ikke en fødestue), hvor jeg blev undersøgt. Jeg var 7 cm. åben, sagde hun, men da jeg ikke var klar over at 10 cm. var målet (det havde jeg åbenbart bare aldrig opfanget eller fået at vide), var den information ikke noget jeg umiddelbart kunne forholde mig til. Jordemoderen meddelte dog næsten med det samme, at hun ikke mente, at de ville nå, at få en fødestue ledig og klar til mig, men hun forsikrede mig, at jeg fint kunne føde i lokalet hvor jeg var, og at alt var fint. Jeg følte mig helt tryg, og vildt overrasket og lettet og glad og mere overrasket. ‘Hvis jeg havde vidst, at det var den rigtige fødsel der har været igang hele natten, så havde du godt nok ikke fået lov at sove’ sagde jeg til min kæreste. Jeg glædede mig sygt meget over, at vores lille gut, snart ville være ude hos os, men jeg var også lidt skuffet over, at min man slet ikke fik udspillet den altopofrende rolle, jeg havde set ham i, hvor han skulle sørge for alt muligt mærkeligt som jeg lå og råbte op om, eller havde brug for.

 

Jeg lidt med bar rumpe og ventede og brølede. Pludselig kom jordemoderen ind, og sagde ‘Så! Nu er der en fødestue klar. Efter næste vé, tager du dét her om dig (rakte mig et tæppe), og LØBER ned for enden ad gangen, drejer til højre LØBER lige ud, og ind på den stue der er ret forude!’ Ordene og instrukserne stod som bøjet i neon, og med en militærlignene autoritetstro på, at min overordnede (jordemoderen) mente, at dette var en ladesiggørelig for mig opgave, ‘JA!’ sagde jeg, greb tæppet ventede en vé og løb, helt vildt hurtigt tror jeg nok. Tæppet flagrede om mig, og jeg er ret sikker på, at jeg fik flashet det meste af fødegangen i mit (slowmotion) sprint.

 

Vi nåede frem. Eller jeg gjorde. Her fra husker jeg ikke rigtig min kæreste, men han var der nok et sted, det mener han i hvert fald selv, at han var. Jordemoderen bad mig ligge mig i sengen. Hun tjekkede mig, og fortalte at nu var jeg 10 cm. åben, og skulle bare presse med på den næste vé. Det prøvede jeg, men jeg kunne mærke jeg skulle tisse. Det skulle jeg ikke sagde hun ‘Det føles bare sådan. Prøv bare at pres.’ Det gjorde jeg. ‘Okay, du skal tisse sagde hun. Skynd dig ud på toilettet.’ Igen var min vigtigste opgave, at følge hendes instruktioner, hvorfor overmenneskelige kræfter gjorde, at jeg (som den eneste gang i mit liv) formåede at gemme resten af tisseturen til jeg var kommet vel ud på toilettet. ‘Du må godt lige have et par veer derude, men så skal du komme ind igen.’ Sagde hun. Det gjorde jeg. Da jeg kom ind igen bad hun mig igen presse med på næste vé. De gjorde jeg, mens jeg brølede. Bagefter sagde hun, at jeg pressede oppe i mit hoved i stedet for i mit underliv, og at jeg skulle prøve, at have mindre lyd på, og presse mere ned ad. Jeg tror hun havde luret, at jeg bare gjorde nøjagtig, hvad hun sagde, og derfor så sit snit til, at få mig til tie stille.

Det virkede.

Jeg pressede i stilhed, mens hun prikkede hul på vandet, og sagde, at det så ud til han lige havde skidt lidt derinde den lille. Alt kørte stødt og hæftigt der ud af helt af sig selv, jeg skulle bare være der og følge med. Efter næste vé blev min kæreste inviteret på preview af toppen af bettens hoved (så var han der jo alligevel -min kæreste). Han kiggede og jeg mærkede. I næste vé sagde jordemoderen, at jeg bare skulle blive ved, så ville hovedet komme, men jeg kunne mærke veén stilne af, og sagde jeg kan ikke mere (presse mere ud af den vé mente jeg). Jordemoderen tolkede det som det var selve fødslen jeg var ved at give op overfor, og sagde jo du kan så, du er så sej. Jeg blev dybt frustreret over misforståelsen, men var alt for fysisk fokuseret på at føde, til at få forklaret hende, at jeg kunne føde i lange baner, og jo egentlig ved ankomsten 45 minutter tidligere var klar på en hel dags arbejde på hospitalet, så jeg var rustet med masser af energi, men måtte altså lige vente med at presse hovedet ud til næste vé, for jeg kunne ikke nå den i denne her. Alt det fik jeg aldrig sagt. I næste vé kom hovedet, og næste igen kroppen. kl. 10:05 blev John født på fem pressevéer, og jeg var komplet paf og samtidig fuldstændig klar i hovedet.

Jeg følte mig som den heldigste og sejeste person, som lige pludselig var mor til en lille runken udgave af min kærestes farfar, indsmurt i grøn lort. Absolut lyksalighed!

kys fra cana