Et seriøst støvlecrush

sofie schoon ankelstøvler

reklamelinks

Jeg. Ved. Det. Godt. Nogle gange er jeg bare en overfladisk gås, med hang til nitter og huller i bukserne, som en anden teenager, der ikke kan få nok af Justin Bieber, efter han for alvor har fået blæk i overarmene. Men ærligt talt, så var det lige før jeg blev helt våd i trusserne, da jeg i aftes sad og browsede ankelstøvler til et shoppeindlæg jeg ville planlægge til jer, nu hvor jeg altså er begyndt at tro på, at de vamsede støvler snart skal pakkes væk for i år, da jeg blev bombarderet med de sejeste støvler jeg længe har set, fra Sofie Schnoor, som virkelig har gjort det godt i denne sæson.

Jeg er helt på røven over hvor seje de er og jeg er simpelthen nødt til at eje mindst ét par derfra. Nu skal jeg bare lige beslutte hvilke det skal være, for jeg er bange for, at det ikke kan blive til flere par, da de ikke er sådan helt billige.

sofie schnoor

/1 HER /2 HER /3 HER

Jeg ville uden tvivl komme til at bruge både 1 og 2 rigtigt meget, ligesom jeg allerede gør med mine asos-støvler, som jeg har på, på billedet øverst og som minder lidt om. Nu hvor jeg jo faktisk allerede har nogen der ligner dem lidt, så tænker jeg dog om jeg ikke bare skal gå all in på mega fede forårs- og sommerstøvler med nummer 3. De vil uden tvivl kunne gøre selv de kedeligste jeans med en gammel hvid t-shirt (og røde læber, selvfølgelig) til et svedigt look. Seriøst, jeg er helt solgt! Det er lige før jeg vil tro, at de kunne gøre mig til et lidt bedre menneske. I hvert fald til et menneske med lidt rankere ryg – og sejere sko ;-)

Hvilke ville i vælge? Hvis overhovedet nogen af dem?

kys fra cana

   

Optur i nedtur

img_5221

Kender I det, når der sker ét eller andet uforudset, som ikke lige passer ind i de planer man ellers havde? Noget, som man i virkeligheden bare synes er pisseirriterende? Sådan er det i alle tilfælde for mig i ny og næ, men fordi jeg simpelthen ikke gider at gå og bruge min tid og mit liv på at være tvær, så prøver jeg altid på, at se det gode i det dårlige. Hvor godt det går, vil jeg lade op til jer at vurdere.

På nedturssiden, var det virkelig irriterende, da jeg hentede Jens i børnehaven i går, med beskeden om at hans flyverdragt var gået i stykker. I slutningen af februar. Dagen før der kom sne. Hvor der ikke var andet end thermotøj str 98 tilbage i vores lokale børnetøjspusher.

På opturssiden gav det anledning til en fridag i dag, hvor jeg tog Jens under armen for at gå på jagt efter en ny flyverdragt, eller et par overtræksbukser, som et par garvede mødre i børnehaven rådede mig til at købe, nu hvor han snart starter i skole.

På nedturssiden var der ingen flyverdragter eller overtrækkere i hverken Jens’ nuværende eller kommende størrelse i hvad der føltes som samtlige butikker i Fisketorvet.

På opturssiden var der udsalg på alt overtøjet, hvor man kunne have sparet 50%, men fordi vi intet købte, kan man vel godt forsvare at sige, at vi sparede 100%.

På nedturssiden brugte jeg til gengæld virkelig mange penge på udklædningstøj og fastelavslir til den fastelavnsfest Jens og jeg i en hurtig vending besluttede at stable på benene i vores gård på søndag.

På opturssiden har jeg nu en lykkelig fem-årig, som glæder sig helt vildt til at holde fest.

På nedturssiden kunne jeg overhovedet ikke finde noget ordentlig slik at komme i tønden, udover nogle lion-bars, som Jens proklamerede at han altså ikke kan lide.

På opturssiden kan jeg virkelig godt lide lion-bars og jeg har altså ikke noget imod at spise mine børns madaffald, som jeg engang beskrev HER.

kys fra cana

Fødselsfredag – Ønskebarnet der blev til mola-monsteret

Det der skulle have været drømmen om et barn, ender nogle gange ud i et mareridt. Når fostret ikke er levedygtigt – og endnu værre – når det viser sig, at nogle af de celler, som skulle være blevet til et barn, har udviklet sig til mola, som er en tilstand hvor cellerne vokser uhæmmet i “klaser” uden positiv funktion for barnet.

Mola er heldigvis sjældent og skyldes en fejl i arveanlæggene, som opstår i forbindelse med befrugtningen. Man kender ikke den præcise årsag til at det opstår, men man ved, at de ukontrollerbare celler, som i udgangspunktet er en godartet sygdom, i sjældne tilfælde kan udvikle sig til kræft, hvorfor kvinden efter udskrab – af både mola og eventuelt foster – skal gå til kontroller, for at sikre at hCG-niveauet, som ved mola er forhøjet, vil falde regelmæssigt. Derfor er det også vigtigt at kvinden ikke bliver gravid umiddelbart efter, da man i dét tilfælde ikke kan vide om det forhøjede hCG-niveau skyldes graviditet eller opblusset mola.

Hvis der – mod forventning – konstateres kræft, skal kvinden i kemoterapi og der er gudskelov en helbredelse på over 90 %.

Langt de fleste kvinder kan gennemføre et normalt svangerskab efter en molagraviditet dog med en øget risiko for en ny molagraviditet, på 1:100 mod 1:1000 for andre kvinder.

Det er en barsk omgang med sådan en mola-graviditet og jeg vil derfor anbefale jer lige at overveje om I er parate til en beretning, som altså ikke er lykkelig, inden I læser videre i denne Fødselsfredag, som altså er en beretning om en molagraviditet.

img_5129

Ønskebarnet der blev til mola-monsteret

Det er den 2. november 2016. Jeg tester positiv for 2. gang i år. Første gang var den 10. juni 2016 – tre uger efter begynder jeg at bløde. Jeg fik min første kirurgiske abort den 27. august. Den 27. december ligger jeg der igen. Til nakkefold er fosteret dødt. Til trods for at vi så et levende foster den 9. december.

Det er et udskrab uden problemer. Jeg mister dog en del blod under operationen.

Den 30. januar 2017 bliver jeg ringet op mens jeg underviser af en sød læge, som fortæller mig at de har fundet mola i mit udskrab. Hun fortæller mig kort at mola er en godartet svulst i livmoderen. Det er sjældent og rammer 1 ud af 1000 gravide. Hun fortæller også at jeg ikke skal være bekymret, fordi jeg har fået behandlingen imod det – som er et udskrab. Jeg skal dog have kontrolleret mit hcg en gang om ugen indtil det er nul. Det vil nok dreje sig om et halvt års tid, hvor vi ikke må prøve at blive gravide.

Vi aftaler, at jeg skal komme onsdag den 1. februar til en samtale om hvad der skal foregå. Jeg lægger på og går i panik. Stryger op på lærerværelset og bryder sammen ved den første jeg ser. Vi taler i 10 minutter og så går jeg ned og underviser færdig. Jeg er lidt på autopilot. Jeg læser og læser om mola. Jeg beslutter lidt ikke at være bange for den minimale risiko for kræft; fordi den er minimal og fordi overlevelseschancerne er rigtig store. Og fordi at jeg jo er behandlet. Jeg bliver ramt af at skulle vente endnu længere på at prøve igen. Har vi overhoved mod på at prøve igen? De ret irrationelle tanker om risikoen for kræft vil alligevel ikke helt forsvinde.

Jeg tager på sygehuset og får taget den første blodprøve.

Mandag aften bløder jeg to gange; jeg må sidde på toilet i ti minutter indtil det stopper. Det samme skete fredagen før. Vagtlægen sagde, at det er helt normalt efter et udskrab. Jeg googler bl.a. ”mola og blødning”. Jeg kan ikke finde noget. Jeg læser at de fleste finder ud af det i løbet af graviditeten fx ved blødning eller til scanning. Det er ikke tilfældet for mig.  

Det er tirsdag morgen. Marcus og jeg gør os klar til at tage i børnehave og på arbejde. Op på cyklen og ud til vejen. Mens vi venter på at komme over vejen kan jeg mærke, at det begynder at løbe fra mit underliv. I forhold til de andre gange kan jeg mærke at det denne gang løber meget og hurtigt. Jeg beslutter at vi skal vende om. Marcus stiller en masse hvorfor-spørgsmål, mens jeg går tilbage. Jeg hilser på en nabo. Jeg er overbevidst om, at jeg i det mindst kan nå hjem inden det løber helt igennem. Det viser sig dog senere, at jeg ikke er nået halvvejs inden blodet rammer fliserne. Man kan følge mit spor af blod på ca. 25 af de 50 meter der er hjem. Særligt omkring min cykel ligger der meget, som er løbet ud af min krop, mens jeg har spændt Marcus op og løftet ham ned. Da jeg kommer ind i gangen kan jeg godt se at jeg ikke når ud på toilettet. Jeg får mine blodige sko af og beder Marcus stå stille i gangen og ikke gå ind. Jeg står lidt længere inde i gangen og blodet drypper ned på gulvet. Jeg får fisket min telefon op og begynder at ringe rundt. Endelig er der en, der tager den – min veninde. Jeg får sagt, at det er over alt og spørger om hun kan køre Marcus i børnehave. Jeg lægger på og Marcus siger, at der er meget vand på gulvet, og at jeg ikke skal træde i det. Det bliver vi hurtigt enige om. Jeg får ham sat til rette på gulvet i gangen med en tegnefilm på min telefon. Jeg har ikke flyttet mig efter vi kom ind. Det har blødt i en halv time nu. Mens vi venter ringer jeg til lægen og damen i røret siger ”Du er nu nummer syv i køen”. Jeg lægger på. Min veninde kommer hurtigt og får Marcus ud af døren. Vi aftaler, at jeg ringer 112 når de kører. Nu kommer panikken og jeg græder i telefonen. Jeg kan huske, at jeg sagde ”Det er over alt” mindst to gange. Til min store lettelse siger hun: ”Der kommer nogen efter dig. Bare læg dig ned og træk vejret”. Jeg bliver lidt mere okay og vi aftaler at lægge på. Mens jeg ligger og venter forsøger jeg igen at få fat i Daniel. Jeg kan høre telefonen ringe inde fra soveværelset. Jeg får googlet hans arbejde og får fat i en kontordame, og jeg siger ”Hej, min kæreste er lærling hos jer. Jeg ligger på gulvet og venter på en ambulance. Vil du være sød at få fat i ham?” Det vil hun heldigvis gerne. To sekunder efter vi lagde på kan jeg igen høre hans telefon ringe i soveværelset. Pokkers, det fik jeg jo ikke lige sagt. Kort efter ringer han til mig. Vi aftaler, at han cykler hjem, og at vi tales ved, hvis ikke han når hjem inden ambulancen henter mig og når jeg ved hvor de kører mig hen. Jeg har det jo i princippet fint. Jeg har ikke ondt nogen steder. Blodet siver stadig 45 minutter senere. Ambulancen ankommer og de får mig op og ud af lejligheden. Jeg får lagt et drop med væske og de stiller en masse spørgsmål. Daniel kommer og får at vide, hvor jeg skal hen. Han går ned og tørrer det værste op i lejligheden. Vi kører afsted mod gynækologisk afdeling. På vejen beslutter de, at det er med udrykning.

Daniel møder os deroppe, og jeg bliver scannet. Det er endelig – efter en time – stoppet med at bløde.

På scanningen kan de tydeligt se en mola-”klase”. Jeg har ”desværre” spist morgenmad, og de kan ikke operere før tidligst 13.30. Jeg får en seng på en stue og vi bliver enige om at det møde jeg skulle have dagen efter forsøges afviklet nu, mens vi alligevel venter og jeg har det jo fint. Kl. 10.30 begynder jeg at bløde igen. Det siver konstant i en lind strøm og ind imellem kommer der nogle store skyl. Jeg får det dårligt og får ilt. Forløbet er uklart. Jeg får i hvert fald lagt et drop mere. Jeg har et i hver hånd nu. Fire forsøg senere. Vi har tidligere aftalt, at jeg, under operationen, skal have noget Methergin, der skal få min livmoder til at trække sig sammen. Det får jeg nu i stedet, i drop, så det kan virke hurtigt. Bivirkningen er, at min mave også trækker sig sammen, og jeg skal kaste op. Hele tiden. Jeg er fastende og det er umuligt at kaste op, men kroppen vil. Hver gang jeg prøver at kaste op, skyller blodet ud den anden vej. Jeg får noget, der skal tage kvalmen og det gør det heldigvis også. Efter en time er der ro på igen. I min journal har de vurderet at jeg har blødt 3-400 ml i løbet af den time.

De taler frem og tilbage; de overvejer, om de skal tømme min mave og operere nu, om vi fortsat skal vente eller om at de skal lave en kikkertundersøgelse, så de kan se hvad der er deroppe. En sygeplejerske siger på et tidspunkt ”at nu skal vi også tænke os om inden vi bare gør noget”. De ringer til Skejby for at rådføre sig og for at overveje muligheden om, at jeg skal derned. Skejby kan heldigvis berolige med noget viden og de fortæller at det er den rette plan vi har lagt – at vente til jeg er fastende og så lave endnu et udskrab. Kl. 15 er det hele overstået. Jeg vågner og spiser, tisser og fjoller i en narkose-rus. Sover til kl. 17.15, og kl. 18.30 er vi på vej hjem. Det føles som om der er gået to dage, og jeg savner Marcus. Jeg krammer ham i tyve minutter inden dagen slutter og han skal i seng. Tolv timer efter jeg lå i gangen med alarmcentralen i røret slutter dagen på sofaen. Det bedste, der skete hele dagen var lettelsen, da damen fra alarmcentralen siger at de ville hente mig. Det værste var klart blikkene fra sygehuspersonalet, der lignede nogle der tænkte; ”hvad fanden sker der her?!”.  

kys fra cana

   

Den ærlige version af mig

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Det var jo ikke fordi jeg havde fyldt nogen med løgn eller sagt mere end hvad jeg kunne holde, men fordi det bare var så lillebitte en brøkdel af sandheden jeg i virkeligheden havde delt, besluttede jeg for nogle uger siden, at skrive min “om mig”-side om. Den side her på domænet, som gerne skulle kunne give de fleste et billede af hvem jeg, kvinden bag bloggen, i virkeligheden er.

Tidligere stod der noget med min alder, at jeg var gift, havde børn og at jeg elskede både kaffe og røverhistorier; men altså ikke noget, sådan rigtigt, om mig. 

Bevares, den er jo god nok, jeg er både gift og har børn og drikker masser af kaffe, men hvis jeg sammenligner mig med alle andre 30-årige kvinder her i landet, så får det mig næppe til at skille mig sådan alvorligt meget ud. Det tror jeg til gengæld jeg gør nu, hvor jeg endelig har fået skrevet siden om. Ikke fordi jeg er anderledes end alle andre, men fordi jeg har været ærlig og hvis I har lyst, må I meget gerne læse med lige HER.

… Og så skal I selvfølgelig være mere end velkomne til at spørge ind, hvis der er noget I gerne vil vide mere om.

kys fra cana

Se mine nye briller

img_5089

Det er altid spændende med nye briller, synes jeg, fordi man med dem forholdsvist let kan skifte totalt udtryk og karakter. Derfor havde jeg også glædet mig gevaldigt til i dag, hvor jeg skulle hente de to par jeg bestilte i sidste uge, efter beskeden om at mine øjne ikke længere tålte mine (daværende) kontaktlinser for godt.

Men ak, det ene par var pist forsvundet og til trods for at de søde (men noget forvirrede) butiksassistenter kiggede samtlige skuffer og brilleetuier igennem, dukkede de aldrig op.

Til gengæld lå det andet par parat. Dem jeg har været mest spændt på.

Et par dage efter jeg havde bestilt dem, så jeg en mand komme cyklende forbi mig på Østerbrogade iført præcis de samme briller og jeg mistænkte pludselig, om jeg mon havde begået samme brøler som da jeg for små 10 år siden kom til at købe et par herrebriller? Dem som jeg til min store fortrydelse en gang havde på, samtidigt med en vordende far på fødegangen, med umanerligt god brillesmag og usandsynligt dårlig humor. Ak, mand. Det var simpelthen så kikset, fordi manden tydeligvis blev i tvivl om hvorvidt det var ham, der var trukket i en damebrille og han kunne således nærmest ligeså godt have været iført en kjole, som jeg skulle overbevise ham om, var utroligt maskulin. En situation der på ingen måder er ønskværdig på en fødegang, hvor manden for alt i verden helst ikke skal fokusere negativt på sig selv, men positivt på sin kæreste.

Og ja, da jeg i dag returnerede til butikken for at hente dem, kunne jeg selvfølgelig ikke undgå at bemærke det store “HERRER”-skilt, der hang lige over hylden, lige dér hvor jeg havde fundet dem.

Men helt ærligt, de var – og er – altså de sejeste briller jeg længe har set! De er markante, store og se-jeg-har-briller-på-agtige, på den helt rigtige kunstneriske i-don’t-give-a-fuck måde. Nu skal jeg bare lige finde ud af om de også er gode til mig.

img_5087

 

kys fra cana

Infertilitet, når man har svært ved at blive gravid – Jordemoderonsdag

Infertilitet

Følelsen af at være forkert og anderledes ligger, på trods af statistikkerne, som nærmest tyder på at efterhånden er tale om en folkesygdom, ofte lige til højrebenet for par, som i en periode oplever infertilitet. Infertilitet som ifølge WHO defineres som en reproduktiv sygdom kendetegnet ved manglende evne til at blive gravid inden for ét år.

Som jeg også skrev i mit jordemoderindlæg i sidste uge, modtager jeg ofte mails og spørgsmål omkring opnåelse af graviditet og infertilitet og der er ingen tvivl om, at det er noget der fylder for rigtigt mange.


Kæreste Cana 

Det var jo slet ikke meningen, jeg ville skrive til dig, men jeg har sådan brug for at dele mine tanker med nogen. 

Sagen er den, at min kæreste og jeg i lidt over et år har prøvet at opnå graviditet. Vi er begge sunde og raske, han er 28 år, jeg er 25. 

Vi gør alt det, der anbefales, regelmæssig sex især omkring ægløsning, lever sundt og prøver at bruge vores energi på gode ting og hinanden uden at lade det fylde. Vi har været ude i ægløsningstests, som viste ægløsning på klokkeslæt hver måned, men det har jeg lagt på hylden igen for at undgå at det ender med pligtsex. Problemet er bare det, at det altså er begyndt at fylde en del, især hos mig. Jeg bliver så modløs, når menstruationen kommer hver måned, og jeg har taget mig selv i at tude, da jeg læste, at min ene perifære veninde var gravid. 

Min kæreste får præstationsangst, når vi taler for meget om det, så det undgår vi. Vi har heller ikke involveret andre i det, for det vil blot øge fokus på det, og vi tror ikke, vi vil føle nogen lettelse af at involvere vores familie eller venner. Jeg har derfor ingen at dele mine tanker, frustrationer og bekymringer med. 

Vi har aftalt, at hvis ikke der sker noget inden januar, så vil vi konsultere vores læge. Men det er så sindssygt grænseoverskridende at skulle ringe og booke en tid, for så er man ligesom for alvor i kategorien “par med fertilitetsproblemer”. Det bliver pludselig enormt virkeligt, og vi er begge (mest usagt) skrækslagne for, hvad der mon er i vejen, siden vi ikke kan skabe den familie, vi så inderligt drømmer om. 

Derudover ved jeg af ren interesse, en del om hvad der venter, hvis vi skal i fertilitetsbehandling og det er skræmmende (måske) at skulle igennem hormoner osv. Det bliver så hårdt for os. 

Min søster og mor blev begge gravide ganske hurtigt flere gange. Min mor havde dog en graviditet uden for livmoderen, så hun har måske haft en forsnævring på en æggeleder. 

Hvad vil du råde os til? Se at komme i gang med udredningen? Eller skal vi fortsætte hjemmearbejdet? Hvordan skal jeg tackle det hele, når jeg ikke vil give min kæreste præstationsangst men samtidig heller ikke har lyst til at involvere familie og venner? Eller skal vi måske til at overveje at lægge kortene på bordet for vores nærmeste familie? 

Jeg synes ikke, der er nok info om unge, der har fertilitetsproblemer. Meget af det handler om ældre kvinder, folk med manglende æglæsning, PCOS, endometriose osv., og min cyklus er totalt regelmæssig og jeg har ingen symptomer på noget af ovenstående, så jeg kan ikke rigtig relatere. Er det normalt at have problemer, når man er så ung? Vi har sex 2-3 gange om ugen omkring ægløsning. Er det tilstrækkeligt for et par som os, der åbenbart ikke kommer sovende til familieforøgelse? 

Jeg er ikke i tvivl om, at du har meget at se til, men jeg håber sådan på et svar fra dig. Især omkring det her med, hvornår det er en god ide at involvere familien i vores “ting”. De spørger alle ofte om det ikke snart er vores tur, og det sårer os så meget, for vi prøver og prøver. Vi synes, det er en meget privat sag, og måske vil det øge presset, hvis hele familien går og hepper på os kollektivt hver måned :-(  


Hvis man læner sig op ad WHOs definition af infertilitet, så vil jeg til par, som uden held har forsøgt at opnå graviditet i over et år, altid anbefale at konsultere egen læge med henblik på en udredning. En udredning behøver på ingen måde at være lig med fertilitetsbehandling og hormoner, men en mulighed for eventuelt at få svar på hvorfor graviditeten er udeblevet – og ikke mindst muligheden for at tale åbent med andre end sin partner om den svære situation. I tilfældet som her, ville jeg klart anbefale at øge antallet af samlejer op omkring ægløsning; tag på kæresteweekend og giv den gas med massage, velvære og masser af sædceller ;-)

I forhold til at involvere venner og familie er det naturligvis en smagssag, men for mig at se, vil det altid være positivt at udvælge sig nogen, som man kan være fortrolig sammen med. Nogen som man kan ridse rammerne op for – nogen som man kan tillade sig at forklare, at de ikke hver eneste måned skal spørge, om man nu er blevet gravid, selvom de ved at man prøver. Jeg synes det er smadderærgerligt, at det skal være så tabubelagt og forbundet med så stor tyngde og skam, at tale om fertilitetsproblemer. For helt ærligt, når helt op mod en fjerdedel af os allesammen oplever det, så burde det vel også være noget vi kunne snakke om og bakke hinanden op i.

Rigtigt mange som oplever fertilitetsproblemer er flove over deres manglende evne til at blive (eller til at gøre andre) gravide, på trods af at det altså er et meget hyppigt fænomen og jeg synes simpelthen det er så ærgeligt! Derfor blev jeg også så glad da jeg forleden hos én af mine meget dygtige blogkollegaer, Cathrine, læste et meget personligt indlæg, som I kan læse HER, om hendes egne udfordringer med fertilitet – eller rettere, med manglen på samme. Jeg blev glad, selvfølgelig ikke fordi hun oplever fertilitetsproblemer, men fordi jeg synes det er et emne som fortjener både fokus og åbenhed og fordi det glæder mig at så mange danskere nu får muligheden for at have én, som ovenikøbet på overfladen virker helt “perfekt”, at spejle sig i. Infertilitet kan ramme os alle.

Lige knap 10 pct. af nyfødte danskere er kommet til verden takket være fertilitetsbehandlinger pga. manglende frugtbarhed hos forældrene. Og faktisk er der helt op imod 30 procent af de kvinder som kommer i fertilitetsbehandling som ikke bliver gravide af det. Nogen bliver heldigvis gravide helt naturligt efterfølgende, imens andre må acceptere at de ikke bliver mødre på biologisk vis.

Der er selvfølgelig mange faktorer som spiller ind, når det kommer til infertilitet, og den hyppigste og mest udbredte årsag er, at vi er “for gamle” når vi får børn, men dermed selvfølgelig ikke sagt, at man ikke kan rende ind i fertilitetsproblemer som helt ung. Det kan ske for alle og man er ikke mere rigtig eller forkert, uanset éns situation og heldigvis er der, for langt de fleste, hjælp at hente, hvis ikke graviditeten er opstået spontant indenfor et år med en aktiv indsats.

Mit helt personlige råd til kvinder og par, der er i overvejelsesfasen omkring børn er, at man i virkeligheden måske skal overveje at smide præventionen over styr allerede når det ikke længere ville være “frygteligt” at blive gravid, frem for at vente indtil man rent faktisk har et stort ønske om at blive gravid. Det hjælper selvfølgelig ikke alle som allerede er i gang, men måske kan det fremadrettet gøre noget godt for mange andre. Hvis man gør sådan, bliver rejsen mod graviditeten knapt så “projekt” og “nu skal det være!”-agtigt, men en løbende proces (hvis man ikke bliver gravid i første “hug”, selvfølgelig) hvor man kan slappe af og nyde både at være ikke-gravid og samtidig være spændt på “hvornår mon det sker”. Om det skaber flere babyer ved jeg ikke, men jeg tror bestemt at det skaber gladere kvinder, mindre stress i parforholdet og en knap så udbredt følelse af nederlag, hvis menstruationen indtræffer må de efter måned.

kys fra cana

   

Sideprojekter i fornemt selskab

skaermbillede-2017-02-20-kl-13-21-06

Det er helt tosset hvor mange ting der er sket i mit liv i løbet af det seneste halve år og fra at have siddet allermest på min lille pind i Andedammen og skrive blogindlæg dagen lang, er jeg efterhånden mere “ude end inde” forstået på dén måde, at jeg har gang i en hel masse sjove, spændende og for nogles vedkommende også udfordrende sideprojekter. Og jeg elsker det!

Som noget af det seneste har jeg for nyligt kastet mig ud som paneldeltager, både i P1-programmet Kejser, som jeg i øvrigt er med i igen i dag fra klokken 10-11, hvor vi skal snakke om bylivet versus landlivet, og naturligvis i Cecilies og min podcast, Damer i Dilemmaer, hvor vi hver uge diskuterer et par af jeres dilemmaer. Derudover holdt jeg i efteråret, i samarbejde med Nicolai Mazur, et foredrag omkring hvordan jeg har opnået succes som blogger, som jeg fik rigtigt meget god respons på og nu er han altså på banen igen, ham Nicolai. Han har nemlig lavet en rigtigt skæg serie på Youtube, i hvilken han følger forskellige mennesker i deres arbejde, hvor jeg har fået den udsøgte ære at være den tredje i rækken, forudgået af Carla Mickelborg og Anders Hemmingsen. Jeg er altså helt på røven over, at jeg – den sønderjyske pige, som aldrig har følt sig som dén de andre gad lege med – er kommet i så fornemt selskab!

Programmet, som er optaget for et halvt års tid siden, blev egentlig filmet i en lidt anden kontekst end hvad det er endt ud med og jeg synes måske jeg lyder liiiiige kæphøj nok; især fordi jeg i løbet af dagen åbenbart tillægger mig mere og mere københavnerdialekt, som altså ikke klæder mig nær så godt som den gør alle mulige andre, men altså, hvis I har lyst til at komme med mig en dag på arbejde – i hvert fald som det nogle dage ser ud – så kan I se med her.

… Og hvis I i stedet – eller også – vil med i en dag, som endte med to “syge” børn hjemme, så kan I måske stadig nå at se min insta-story fra i går, hvor jeg filmede hele min dag i bitte små bidder :)

kys fra cana

Om et nej, der blev et ja

img_4708

annonce

Det var vitterligt som at glide igennem verdens mindste nåleøje, da jeg sidste år modtog beskeden om, at jeg var blevet optaget på psykologistudiet i København. Mit hjerte hamrede hårdere end beatet i You Don’t Know Me, som lige nu pryder toplisterne i Spotify og jeg var både lettet, glad og lykkelig. Jeg var kommet ind på mit drømmestudie!

I løbet af ganske få dage blev min lykke dog vendt til tvivl, på baggrund af nogle omstændigheder som jeg har skrevet om HER.

Alle omkring mig heppede på mig og jeg blev konstant mødt med anerkendelse og roser fordi “jeg havde været så dygtig at jeg var kommet ind på det eftertragtede studie“. Den pæne, dygtige pige blev klappet bag ørerne, samtidig med at knuden i maven på mig voksede sig større.

I virkeligheden havde jeg slet ikke lyst til at studere, nu hvor min situation pludselig var vendt på hovedet. Men jeg ville jo heller ikke skuffe alle dem, som synes jeg var dygtig. Dem som heppede på mig. Og det ville selvfølgelig også være meget fedt både at studere og sidenhen arbejde som psykolog. Og at få titlen, ikke mindst.

Hej, jeg hedder Cana. Jeg er jordemoder og psykolog

Hold kæft hvor ville de voksne fra min barndom være stolte; “Se hvor dygtig hun er“, som jeg har hørt evig og altid. Vild, godt nok, men dygtig.

Jeg havde bare ikke en skid lyst til at være dygtig. Jeg havde lyst til at følge min mavefornemmelse og til at prioritere tid med mine børn, frem for lange studiedage, jobs ved siden af, nattevagter på Riget og hvad der ellers ville følge med.

Derfor sagde jeg nej tak og gav min plads til en anden, som forhåbentlig ville blive gladere for den end jeg.

Det var et kæmpe fravalg og måske ét af de mest afgørende “Nej tak” jeg har svinget ind over disken, i mit liv.

Til gengæld var det også ét af de største tilvalg; for den slags følger jo for pokker altid med et fravalg. Når man vælger noget fra, bliver der plads til noget andet og det kan føles fantastisk. Også selvom det kan være svært.

Mange af os – jeg selv inklusive af og til – opfatter et nej som noget negativt, men når vi siger nej til noget, siger vi jo ja til dét, der rent faktisk betyder noget for os. Noget, der skal findes inde i os, hvor vi skal mærke efter og finde ud af, hvad vi synes er rigtigt eller forkert. Det være sig både med de store beslutninger om ægteskab, studie, arbejde eller graviditet, men selvfølgelig også i lidt mindre skala i forhold til alverdens hverdagsting. Lige præcis derfor, blev jeg så glad da jeg så at Neutral netop har skudt gang i en kampagne under slogan’et “Power of No” som netop handler om, at det ikke nødvendigvis er negativt at sige nej, men at det faktisk kan gøre os stærkere at turde fravælge noget, til fordel for dét der for alvor betyder noget. For Neutral handler det naturligvis primært om at man siger nej tak til parfume, farve og unødige tilsætningsstoffer, når man bruger deres produkter mod til gengæld for eksempel at sige ja tak til mindre risiko for allergi hos børn og voksne. Det giver god mening og især hvis man løfter kampagnen lidt op på et mere overordnet niveau, så synes jeg virkelig det giver mening, at vi ved at sige nej til dét vi ikke vil, i høj grad kan højne os selv, ved i højere grad at kunne fokusere på dét vi brænder for. Dét der betyder noget.

Det handler om prioriteringer og jeg tror, at det er sundt at bruge lidt energi på at finde ud af, om man med fordel kan lave lidt om i sine prioriteringer – sige nej til noget, for at sige ja til noget andet – hvis man skal være både et stærkt og lykkeligt menneske. Det har i alle tilfælde været overordentlig godt for mig, at sige nej til min plads på psykologistudiet til fordel for det liv jeg lever nu, med masser af tid til mine børn og et arbejde som i virkeligheden bare er min hobby.

… Også selvom det ikke gør mig ligeså dygtig.

kys fra cana

Min udanske familie og mig

img_4316

Jeg har været vant til det altid; at blive spurgt hvor jeg er fra. Altså, fra hvilket land jeg eller i hvert fald mine forældre oprinder og det ender stort set altid ud i en lang forklaring om mit særegne navn og mine tyske aner langt ude, som altid sluttes af med et grin, når jeg fortæller, at min storebror hedder Lars.


Læs historien om mit navn HER


Jeg er nemlig pæredansk. Eller altså, 1/8 tysk og 7/8 dansk, som så vidt jeg har forstået fra seneste udmelding fra folketinget er godt nok, hvis jeg gerne vil kalde mig dansker.

Jeg har altid følt mig dansk og jeg har altid syntes det var skægt og eksotisk, når nogen betvivlede det på grund af mit navn, fordi jeg jo ikke var i tvivl om min danskhed.

Jeg er født her i Danmark, i et hjem hvor vi altid udelukkende har talt dansk (okay, sønderjysk, men for mig er det, det samme), mine øjne er blå, jeg har indgået i vaccinationsprogrammet, har spist masser af pølser, taget en uddannelse, arbejdet, giftet mig og fået 2 børn. 0,2 flere end landsgennemsnittet. 2 børn, som jeg indtil for få dage siden aldrig har betvivlet var danske, ligesom jeg i øvrigt heller ikke har betvivlet det med min mand, selvom jeg da godt kan se, at han er mørkere i huden end de fleste af os her i landet. Men han er jo vokset op her, hos sin danske far Jens og sin zambianske mor Sara, hvor han har spist frikadeller, gået i børnehave, spillet musik og i øvrigt været ligeså dansk som mig.

Nu viser det sig imidlertid bare, at folketinget er uenige med mig.

55 mod 54 stemmer derinde mener, at, ikke bare min mand, men også mine børn, ikke er at betragte som danske, fordi deres farmor er fra et ikke-vestligt land. Min Jens og min Peter, med henholdsvist brune og blå øjne, lys hud og de lækreste krøller, som begge to taler dansk og i øvrigt er præcis som alle andre børn på deres alder; født her i vores lille land, kan nu ikke længere betragtes som danske.


Læs indlægget: vi bliver nødt til at trække en grænse HER


Jeg, deres stadig pæredanske mor, bliver fandeme ked af at jeg pludselig ikke længere har en dansk familie. At mine børn, dem der betyder allermest i hele min verden, af vores folkevalgte politikere, bliver sat i den bås der hedder “ikke-én-af-os”. Den slags, der ikke må bo for mange af på ét sted. Dem som vi åbenbart er en lillesmule bange for. Mine børn!

… Så gider jeg fand’me heller ikke være en del af det “os”, der pludselig ikke længere vidner om næstekærlighed, fællesskab og solidaritet, som jeg gik her og troede var blandt vores dyder.

Nej tak, Danmark.

kys fra cana

   

Shop forårsgarderoben nu med fire for tre

INDEHOLDER REKLAMELINKS

Bedst som jeg for ganske nyligt snakkede med en veninde om, at jeg simpelthen er så uinspireret så det basker for tiden, når det kommer til det tøj jeg hver morgen har totalt krise over at skulle have på, kom den, solen, som hvert eneste år på omkring det her tidspunkt, får mig til at vågne fra min shoppedvale og igen få lyst til at gøre noget lækkert ud af mig selv og min garderobe.

Lige nu, fordi vi renoverer køkken og jeg i øvrigt går og drømmer om en designertaske, bliver det for mig kun til en mindre opgradering med tilføjelse af et par lækre sager, som fx den grønne bindeskjorte fra Saint Tropez tilsat en blonde-bh under og måske en ny kjole; og dét selvfølgelig helst på udsalg, så jeg får mest for pengene, ik’?

Derfor er det jo nærmest som kaldet at boozt her i weekenden kører 4 for 3-udsalg, hvor man altså, på alle de tusindevis af varer kan udvælge sig fire styk og få den billigste, helt gratis. Det gælder alle kategorier, men som altid er jeg naturligvis primært interesseret i dame- og børnetøjet og jeg synes nærmest at det er genialt, at jeg kan shoppe nødvendigheder til børnene, som sandaler og den slags som de forhåbentlig skal bruge lige om lidt, og få lidt ekstra med – helt gratis – til mig selv. Det er i alle tilfælde sådan jeg ser på det og jeg har således forsøgt at finde noget lækkert, men billigt, i mit lille udvalg af labert dametøj herunder :D

firefortre

De lyse

Kjole, Modström HER // skjorte, Saint Tropez, HER // Kjole, Kaffe, HER // Kjole, ICHI, HER // Taske, Leowulff, HER // T-shirt, EDC by Esprit HER // Sweater, Selected Femme HER // Bluse, Fransa HER // Sweatkjole, Benetton HER // Bomber, ICHI HER

De mørke

Bluse, VILA HER // Bluse, Esprit HER // Blonde-bh, Esprit, HER // Skjorte, Saint Tropez HER // T-shirt, Only HER // Top, Cheap Monday HER // Støvle, Stylesnob HER // Blazer, Saint Tropez, HER // Nederdel, ICHI, HER // Kjole, Modström HER


Jeg er som allerede nævnt helt pjattet med bindeskjorterne fra Saint Tropez og så skal jeg da heller ikke lyve fra at jeg gerne så mig selv i et par støvler som dem fra Stylesnob, som minder umiskendeligt meget om de afsindigt lækre (og dyre!) støvler fra J.W.Anderson, som jeg har sukket efter længe! Faktisk ville jeg gerne eje det hele, men jeg kan mærke lige nu, at alt der kan bindes, på én eller anden måde tiltaler mig. Jeg tænker, at det er noget med forår og muligheden for at skippe noget af alt det lag-på-lag jeg har kørt med de seneste måneder. Og altså ikke noget frækt, hvis nogen måtte tænke dén slags tanker, grissebasser ;-)

Udover til damerne, så er der også virkeligt lækre sager til børnene. Især er jeg imponeret over udvalget af sandaler, faktisk, som ellers ikke plejer at være særligt godt på denne tid af året, lige inden foråret forhåbentlig sætter ind. Men altså, der er i det hele taget bare meget. Af det hele. HER.

 

firefortreborn

Sko, Hummel HER // Støvler, Angulus, HER // Jakke, Mini A Ture HER // Kjole, MarMar HER // Sandaler, Angulus HER // Sandaler, Ecco HER // Taske, Eastpak HER // Bukser, Name It HER // Body, Name-It HER // Natsæt, Name It HER

Rigtig god shoppelyst!

kys fra cana

Skal vi lige snakke lidt om… Toniah?

FOTO:  X-faktor, dr.dk

Sammen med hvad der synes som i hvert fald halvdelen af dem jeg er venner med på facebook, havde jeg i aftes plantet mig solidt i sofaen, midt imellem mine drenge, for at se X-faktor, som vi for en gangs skyld er begyndt at følge med i.

Det er jo med x-faktor som med alle mulige andre konkurrencebetonede underholdningsprogrammer at de er lette at hade, når man ikke ser dem og ufatteligt vanedannende når først man går i gang. Og jeg er altså addicted! Jeg er nødt til at se hvordan det går med Morten, Chili og Vkation, som efter i aftes er mine nye favoritter. Okay, Morten synger måske ikke i nærheden af ligeså godt som mange af de andre deltagere, men hold kæft hvor er jeg vild med at en fyr der er så ydmyg kan få lov til at få den oplevelse med.

Efter programmet faldt jeg, traditionen tro, i søvn sammen med drengene, for selvfølgelig at vågne op, megatidligt i morges, med god tid til at scrolle diverse sociale medier, hvor føromtalte venner på facebook tilsyneladende allesammen havde samme budskab: Ud med Toniah!

Ouch!

Til de af jer der ikke så programmet kan jeg lynhurtigt ridse op, at Toniah fungerede som en form for “hepper” backstage, hvor hun gav deltagerne en sidste peptalk lige inden de gik på scenen; noget der så vidt jeg ved, er et helt nyt tiltag i det ellers temmeligt traditionsbundne program.

Og ja, hun gav den gas og måske var det også lige i overkanten for os hjemme i stuerne at forstå, da hun greb én af Vkationdrengene om overarmene imens hun kiggede ham intenst i øjnene og spurgte “Er du der?“, men derfra og så til at voksne mennesker kommenterer med gloser som at Toniah var “kvalmende, træls, akavet, for meget, unødvendig og opstillet” er der i mine øjne temmeligt langt.

Faktisk så synes jeg at det var helt forfriskende at man som seer blev trukket en lille smule med ud bagved, for at få et indblik i deltagernes nervøsitet inden de skal ind på scenen, for det må alt andet lige, være skidehamrende angstprovokerende at skulle indtage dén scene, som ganske utrænet sanger foran et millionpublikum og dommere der potentielt siger at man var for dårlig til at fortsætte.

Jeg ved af gode grunde ikke hvordan Toniahs rolle overfor deltagerne i øvrigt er, men jeg mistænker, at hun – som hun så ofte gør – står for al koreografien og at hun er dén der hjælper deltagerne til at føle sig så godt tilpas som muligt på scenen og at hun derfor, selvfølgelig, også er dén der er allerbedst til at sige “Go get’em, Tiger!” inden de skal på scenen og jeg synes ærligt talt, at vi – familien Danmark, der ser x-faktor – skal tage os sammen og klappe hesten og være glade for, at vi faktisk får lov til at få den indsigt i hvad der sker bag de store scenetæpper, inden deltagerne går ind. Jeg synes i hvert fald det var stærkt og så håber jeg vitterligt, at vi i løbet af de kommende par programmer, når sceneprogrammet ikke længere er så stramt, får mulighed for at se hvordan Toniahs samarbejde med deltagerne rent faktisk er, udover lige i de afgørende fem sekunder inden optræden.

… Og tænk så lige hvis vi alle kunne have en Toniah der kunne gribe os om kæberne og fortælle os, at vi var super gode, lige inden vi skulle præstere ét eller andet stort? Ja, jeg ved selvfølgelig ikke med jer, men jeg ville elske det!

kys fra cana

Jeg tænker på #17

img_5016

reklamelinks

… Om der rent faktisk findes nogen som ikke glæder sig til forår? Eller om vi simpelthen kan blive kollektive enige om at det godt snart må se at komme igang, det der solskin.

… Hvad vi skal have til aftensmad. Og om jeg overhovedet kan lave det, da der i morges da jeg tog afsted hjemmefra, stadig ikke var knald på hverken køleskab, komfur eller ovn.

… At jeg alligevel aldrig havde troet, at jeg skulle tage mig selv i at google “hvor hurtigt gror fingernegle

… At det nok passer meget godt med 0,1 mm om dagen, når jeg kigger ned på min udgroede gellak, som altså ikke er pæn efter 18 dage.

… Om børns negle ikke vokser endnu hurtigere? Det føles helt klart sådan med mine drenge.

… At Jens helt klart skal have sådan et par hurtig-løber-sko her. Han er stadig vild med glimmer og jeg elsker ham totalt for det. Især når jeg kan finde det på udsalg, som nu.

… Hvor lækkert det i øvrigt bliver, når vinterstøvlerne igen kan blive byttet ud med sko. Jeg prøvede forleden, men fik våde strømper inden jeg havde forladt vores gade, hvorfor jeg vendte om og trak tilbage i de bløde støvler.

… Om jeg skal erhverve mig de her eller de her solbriller.

… At jeg egentlig bedst kan lide de første, men at jeg overvejer nummer to, fordi leveringstiden er kortere.

… At den eneste grund til at jeg har (eller tager mig) råd til dyre solbriller er fordi de to par briller jeg købte forleden kostede under det halve af hvad jeg havde forventet. Og at briller og solbriller jo godt kan gå under samme budget, ik’?

… Hvad jeg skal gøre, hvis jeg slet ikke kan forlige mig med dem. Brillerne, altså. Jeg mener, de er vildt flotte og seje begge to, men også meget statement-agtige.

… At jeg i virkeligheden bare ikke ved om jeg er sej nok til så seje briller. Jeg har jo ofte også bare fedtet hår og gammelt tøj på.

… Bland-selv-slik. Især lakridssutter, som, uanset hvor barnagtigt det måtte være, er et must-have i min slikpose. Og de der store, snoede, bløde karameller. Uhm…

… At det nok er en god idé at få styr på aftensmaden inden jeg går i slikbutikken. Sushi, måske, hvis køkkenet stadig ikke virker.

… Hvem der ryger ud af X-factor i aften. Jeg mistænker at det kommer til at stå imellem Fyhnen Sisters og Samantha Gomez. Uden at have noget at have det i, naturligvis.

… At det vigtigste også bare er, at Morten går videre. Ham er jeg eddermamer vild med!

kys fra cana