At gå tidligt hjem

Min store frygt, som du kan læse mere om i mit forrige indlæg, er endnu engang gjort til skamme. Jeg har haft børnene alene hjemme i et par døgn og har på intet tidspunkt skullet tilsidesætte den ene for den anden. Hurray!
Til gengæld har vi haft et stramt program (set i et jeg-har-næsten-lige-født-perspektiv), som bl.a. har indebåret fødselsdagsfest hos verdens måske sejeste 2-årige og verdens måske smukkeste 25-årige mor.
En fest for både børn og voksne. Faktisk mest voksne, fordi de fleste 25-årige åbenbart stadig ikke har fået børn, selvom vi er flyttet på landet. Men altså i børnehøjde. Om eftermiddagen.
Og så fest i fuld flor for de voksne om aftnen. Bortset fra mig. Ikke fordi jeg ikke kan gå ind under kategori “voksen”, men fordi min lille lækre baby nægter pure at tage anden næring til sig end mælk direkte fra babs. Jeg har ellers adskillige gange forsøgt at malke ud direkte i en flaske, for så at give baby naturlun superføde af plastiktud, men nej. Det kan på ingen måder accepteres.
Derfor må jeg – igen – være (bitre) KedeligLone og tage hjem med børnene til puttetid.
Jeg savner at være voksen på den unge måde. På den måde hvor nogle andre voksne kan passe på mine børn og hvor jeg kan drikke mig fuld og være supersocial og synge højt og danse og lære hele selskabet at drikke shots fra skuldrene.
For selvom jeg er blevet mor til to og min hverdag og mit hjerte er fyldt op af kærlighed til mine børn, så synes jeg jo stadig at det er fedt at feste. Sådan pisse fedt.
Netop derfor synes jeg også at det er ekstra nedtur at være hende, der forsigtigt lister afsted inden desserten og tager hjem. Med mine børn. Det er altså overhovedet ikke den måde jeg drømmer om at lave snigeren på.

Ja, vi gik før voksenmiddagen blev serveret, så min aftensmad så - igen - sådan her ud

Ja, vi gik før voksenmiddagen blev serveret, så min aftensmad så – igen – sådan her ud

… excuse me, your boob is hanging out!

Arghmen for pokker! Er lige vendt hjem fra sommerfest i børnehaven – hvor jeg selvfølgelig har haft begge børn (og en meget tålmodig morfar) med. En af den slags sommerfester hvor man spiser sammen med alle de andre børns familier og gør som om man hygger sig gevaldigt. Bevares, jeg har udelukkende mødt søde forældre (og selvfølgelig børn), men jeg er bare ikke god til den slags arrangementer. Medmindre jeg har en lille skid på; det er ligesom bare ikke rigtigt passende i en børnehave. Eller med en baby ved brystet. Så det havde jeg selvfølgelig ikke. Altså, en skid på. Bogstaveligt talt.

Jeg fik os placeret i fjerneste afkrog sammen med alle andre som havde små babyer. Mest for at kunne amme uforstyrret – og måske også lidt for at undgå smalltalk med mennesker, som jeg ikke kender. Det er ikke fordi jeg ikke vil, jeg er bare ufatteligt dårlig til det. Så hvis nogen der læser med, nogensinde har forsøgt at smalltalke med mig, så lover jeg at det ikke var “fordi jeg ikke kunne lide dig”, men bare min sociale inkompetence, der gør at det formentlig er blevet mærkeligt. Jeg er fx også først nu – efter 1½ år i landsbyen – begyndt at komme på small-talk-stadiet med de søde ekspedienter i supermarkedet, til trods for at jeg handler ind every (fucking) day.

Nåmen, børnehavens børn havde forberedt lidt teater (how cute is that! 3 årige er på mange måder bare helt særligt fantastiske!) og jeg sad selvfølgelig og ammede da de startede. Alt godt, jeg sad i mit diskrete afsides hjørne og min far stod på forreste række til showet og filmede til dokumentation.  Da min baby var ved at være færdig med at spise, vil jeg selvfølgelig lige bøvse ham af. Så sagt så gjort.

Og så fik jeg øje på ham. Den søde familiefar, som stod med sin iphone dokumenterende foran sig, pegende lige i min retning. Og der sad jeg. Med venstre pat blottet og en gylpende baby på skulderen. For helvede!

Hvornår lærer jeg mon, at få madpakkerne gemt af vejen for offentligheden?!

Må.Have.Ordentligt.Ammetøj.Snart.

Jeg synes ellers jeg var blevet så ferm til at amme megadiskret og uden nogen kan se andet end min babys sorte hårtop; og alligevel præsterer jeg så at være fucking baggrundsnøgen på den sikkert ellers meget nuttede film af søde teaterbørn. Pis.

Undskyldninger og kys

kys fra cana

Utilstrækkelighedsfølelser

Min allerstørste frygt ved at få barn nummer to var “når begge børn græder”.

Hvad stiller man op? Eller, hvad stiller jeg op? Heldigvis har Thomas, trods travlhed, været rigtig meget hjemme, hvilket naturligvis gør dilemmaet ubetydeligt. 2 børn til 2 forældre = harmoni.

Men når så jeg er alene med børnene, kan jeg næsten få præstress over “hvad nu hvis…” (Okay, det var løgn – jeg får ikke næsten præstress, men totalt præstress).

Jeg ved ikke om det gælder alle nybagte mødre til nummer to, eller om det bare er mig. Mig der kæmper med angsten for ikke at slå til. Angsten for at min den lille ikke får den ro han fortjener og angsten for at skuffe den store.

Jeg er af den overbevisning, at man altid skal tage en babys gråd alvorligt. Det er aldrig bare hysteri. Eller vrede. Eller for at være irriterende. Og det kan aldrig bare lige vente 5 minutter. Måske er det mig der er hysterisk, men det er sådan jeg har det. Men det stiller jo også store krav til mig – jeg skal altid være der for den lille og følge hans behov. Samtidig med at jeg (selvfølgelig) stadig gerne vil være en god mor for den store. Lege. Nusse. Grine. Passe på.
Men jeg kan jo for pokker ikke være to steder samtidig…
Og sådan kører den i hovedet på mig. Jeg bliver stresset over angsten for egen følelse af utilstrækkelighed. For pokker.

Det har endnu aldrig været et problem – altså i virkeligheden. Og alligevel fylder det i min bevidsthed. Det er sgu da fjollet.
Morhjernen – eller i hvert fald min – har et overload af (ubegrundede) bekymringer, som jeg, på trods af et ellers udemærket rationelt potentiale, ikke kan finde ud af at komme af med.
Det er jeg træt af. Så hvis du sidder med guldkorn, så bring ‘em on.
Please.

Kys fra Cana

 

smartphonebrøler

Når man ammer. Sådan nærmest hele tiden. Og instagrammer. Og prøver på at blogge….

Ja altså, så kan det jo ske at man liiiige har lagt sig ned i seng for at amme baby, så han måske kan falde lidt i søvn. Og så kan det jo ske, at det tager noget længere tid end beregnet. Og så har man heldigvis sin smartphone, som sagtens kan give en times god underholdning fra sig.

Og så falder babyen endelig i søvn og babsen er krænget ud af mundvigen.Og så taber man telefonen. Først ned i ens eget ansigt, for så derefter at slå kolbøtte ned på babs og til sidst klaske ned på næsen af baby.

Så er man alligevel glad for at det var en smartphone, for så kan den give en times underholdning mere, imens baby (selvfølgelig) er vågnet og straks har fundet babs. Igen.

 

IMG_6558[1]

Ferieweekend på babymanér

Lørdag formiddag kom mine savnede 2 hjem fra drengetur og vi besluttede at tage på en lille fælles miniferie. Hurra! Normalt er vi sådan nogen, som ikke har ro i røven til at være hjemme særligt længe af gangen, så nu hvor vi (eller i hvert fald jeg og babyen) ikke havde været på overnatning ude i mere end en måned, var det tiltrængt. Og ok, med en lillebitte baby OG en 3-årig, så er det altså ofte nemmere at være hjemme – omend også lidt kedeligere.

Vi pakkede bilen og kørte – hele vejen hjem til min mor, som i sit fravær, gerne stillede sit megalækre hus til rådighed :) Jaja, der er kun 13 km hjem herfra, men vigtigst af alt: vi er på ferie og reglerne er altså anderledes på ferie. Uanset lokation. Vi har daset på sofaen, været på slentreture, spist bland-selv-slik (igen!), vi har leget og nydt at der ikke er alt muligt vi lige skal ordne, som hverdagen ellers ofte kommer til at bære præg af.

Selvfølgelig ville det være lækkert at tage på hotelophold på Mallorca, men helt ærligt, så synes jeg sgu det er lidt for besværligt med en baby, som vågner reeeet mange gange hver nat. Særligt hvis vi skal bo alle fire i ét rum. Ligesom kulturoplevelser og “ude-hele-dagen”-dage heller ikke lige nu er i højsædet. Jeg er nemlig blevet magelig. Måske ville nogen kalde det kedelig. Og det er jeg vel også blevet. Men mest af alt magelig. Jeg kan godt lide når det hele bare kører uden alt for mange dikkedarer og jeg bilder mig ind, at min baby bliver snotforvirret, hvis ikke dagene ligner hinanden. Bare en lille bitte smule. Desuden er jeg temmelig sikker på, at jeg ville blive lidt SureLone på Mallorca, hvis jeg ikke kunne drikke sjusser efter puttetid (som jo altså er liiiidt kompliceret med baby som udelukkende vil ernæres direkte fra tappehanen (- eller måske nærmere tappehønen)) eller pjaske med Jens i poolen dagen lang eller bruge timevis på at kysse på min mand – altsammen særligt med et søvnunderskud på 3.måned taget i betragtning.

Derfor føles ferie i min mors luxuscasa totalt optur! Samvær med min familie, masser af plads, ingen forventninger om andet end afslapning. Jeg ved selvfølgelig godt, at vi også sagtens kunne have det samme på et lækkert resort eller på en toscansk bed&breakfast eller i et sommerhus i Sydfrankring, men så er jeg altså alligevel ikke mere garvet, end at jeg alligevel ikke ville kunne finde ud af at skrue helt ned for forventningerne til kulturelle oplevelser og min “nu-skal-vi-rigtigt-hygge-os-hele-tiden-og-gøre-alt-det-rigtige-og-spise-ude-hele-tiden-og-shoppe-og-se-alt-der-er-værd-at-se”-mentalitet. Sådan lidt speltmor-ish. Og så er det, i min optik, altså alligevel bedre bare at blive hjemme (eller næsten hjemme – i hvert fald i et hus. I Danmark.) og være magelig, end at tage ud og blive skuffet, fordi egne (megairriterende) forventninger er for høje.

IMG_6523[1] IMG_6525[1] IMG_6529[1]

Jens fik selvfølgelig lov at lege med børnesminke – Thomas fik smukke negle og jeg fik smukke læber. Eller som én på instagram kommenterede: “jeg troede du havde fået et eller andet udslæt”, ha ha! Oh well, heldigvis kan han synge alfabetet og stave til både far og mor, så jeg tager det ikke så tungt at hans evner indenfor den kosmetiske verden, måske ikke rækker så langt… 

Kys fra Cana

Older posts