En slags bryllupsdag

Hader børn… Yeah I said it!

“Hader børn… Yeah I said it!” Denne status læste jeg forleden på facebook; skrevet af én i mit netværk, som har børn på cirka samme alder som mine. Og helt ærligt; det gjorde mig glad. Ikke fordi jeg er glad for at nogen hader børn, men glad fordi det var så direkte. Uindpakket.

 

Når man bliver gravid og får børn, sker der noget med én, som man ikke kan beskrive for dem som ikke har prøvet det. Det er det meste fantastiske i verden, men det er også det hårdeste og mest ulidelige man kan udsættes for.

 

Men det siger vi ikke til nogen. Slet ikke offentligt. Og hvis vi gør, så tilføjer vi det en god portion sarkasme, som vi kan gemme os bag, så vi alligevel ikke behøver se de barske følelser og faktum i øjnene.

 

Jeg har en meget god veninde som er gravid og venter sit første barn. Hun har mange drømme og forhåbninger, som hun gerne vil dele med både mig og alle andre, men inde bag alle de positive forventninger, gemmer der sig formentlig også en angst. Angsten for hvad hun dog har begivet sig ud i.

 

En forbudt angst. Forbudte følelser.

 

Selvfølgelig kan jeg på ingen måder vide hvad min veninde går og forestiller sig eller forventer – og jeg vil heller ikke på nogen måder pådutte hende min forståelse af hvor hårdt det indimellem er. Men for fa’en – hun er jo nødt til at vide, at hun ikke er alene, når hun står der en kold nat engang i februar når hun er nedkommet og føler at det hele ramler for hende. Føler sig som det usleste menneske, som ikke fortjener at være mor. For nogen. Hun er jo nødt til at vide, at andre har stået det samme sted. At jeg har. Men heldigvis ikke hele tiden. Det er som livets vildeste rutsjebane. Op og ned i en uendelighed.

 

Vi lærer at børn er den mest værdifulde gave vi kan give os selv og andre – og det er de selvfølgelig også, men der er altså også en bagside. En bagside, som jeg oplever i dén grad er tabubelagt.

Vi skal altid elske vores børn og altid være glade for dem, stolte over dem og vise hvilket stort overskud vi i øvrigt stadig har i forhold til alle andre aspekter af livet. Vi må ikke vise verden (og ind i mellem måske heller ikke os selv) at vi nogle gange synes det er møghårdt. Men det er det. For alle. Vi må ikke vise, at vi ikke alene synes det er møghårdt, men også at vi faktisk ikke aner hvad vi skal stille op. At vi er usikre. På alt. På egen berettigelse som mor. Og vi må, måske allermest, ikke tænke på hvor dejligt og ukompliceret alt var før vi fik børn. Vi må ikke drømme os tilbage. Vi skal være taknemmelige.

 

Derfor, når nu nogen, som hende der skrev at hun hader børn, kommer ud med det, så tror jeg faktisk det er med til at nedbryde tabuet om at vi ikke må ”ikke-kunne-lide” vores børn og det liv der følger med dem. Vi skal tale om det; komme ud med det. Vise hinanden at det er okay at tænke de forbudte tanker – så vi kan hjælpe hinanden med at komme styrkede ud på den anden side, i stedet for at være skamfulde og flove over os selv.

 

Selvfølgelig kan alle forældre lide deres børn. Og selvfølgelig kan de fleste forældre lide det liv der følger med at have børn. Og selvfølgelig kan alle forældre også ind i mellem ikke lide det liv der følger med at have børn. It’s ups and downs.

 

Så hvad skal jeg fortælle min veninde når hun spørger forventningsfuldt om jeg ikke nok vil fortælle hende hvordan det er at være nogens mor? Skal jeg smide hende mine sandheder, uden at vide om de også gælder for hende? Eller skal jeg hellere male verden lyserød? Nej, hverken eller.

 

Mit bedste bud må være, at jeg skal fortælle hende at det er en rutsjebane. Op og ned – vildere end man kan forestille sig. Og så skal hun vide, at jeg altid er der. Jeg er der til at hjælpe hende med at tømme hovedet for de forfærdelige tanker hun end måtte gå med. Jeg lytter. Uden at dømme.

 

Ikke at blive dømt, tror jeg er det allervigtigste vi kan hjælpe hinanden med.

blogbilledenotalone

Det var bare det jeg ville.

 

Kys fra Cana.

Hvis du har lyst kan du følge med på facebook, instagram og bloglovin.

   

10 kommentarer

  • Janni

    Halleluja!
    Siden jeg for ca. 7 uger siden fødte mit første barn, er den sætning, jeg har sagt mest “hvorfor er der ingen der taler om det her”?
    Jeg har gjort det til barselsmission at være 100% ærlig omkring mine følelser, også selvom dem jeg sidder overfor bliver ubehagelig til mode. Jeg tror nemlig ikke kun det er et spørgsmål om, at jeg bliver “dømt”, men lige så meget fordi folk ikke ved hvad de skal svare når jeg siger “ja, hun er rigtig sød, men jeg drømmer stadig om at komme tilbage på arbejde”…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanett

    Jeg sad og læste dit indæg med et lille smil på læben..og inde i mit hovede kom denne her sætning pludselig:
    Jeg har bare brug for at der ikke er brug for mig. Bare lidt, bare lukke mit hovede og min samvittighed. Dét gad jeg godt.
    2 børn, 19 måneder imellem dem.
    Pyyyyh

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Tak! Bare tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg ved ikke om det er fordi jeg var så gammel (39) da jeg fik min datter at jeg godt var klar over at det var hårdt at have børn. Eller faktisk tror jeg, at jeg var så gammel FORDI jeg godt kunne regne ud at det var (eller i hvert fald kan være) hårdt at have børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har mere end en gang truet med at smide min datter ud af vinduet da hun var helt lille og alle frustrationerne bare væltede ned over mig.
    En dag sagde jeg det lidt i sjov i min mødregruppe og en af de andre udbryder “Hold nu kæft, jeg troede kun det var mig der havde det sådan!” Og siden den dag snakkede vi om alt, også alle de trælse og røvsyge ting der fyldte med alle de fantastiske og vildt fede ting. Og det gør vi stadig. Heldigvis, for livet med en 2-årig er sgu heller ikke altid det fedeste!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana

      Det lyder som om du har en helt fantastisk mødregruppe med plads til lidt af hvert. Dejligt!
      KH Cana

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann K.

    Jeg kan huske et af de første besøg af sundhedsplejersken, hvor jeg fik fortalt at jeg nogle gange havde truet Theo med at jeg ville smide ham i skraldespanden hvis ikke han stoppede med at græde. Hun grinte lidt og sagde hun også havde hørt om folk der ville sælge deres børn på dba

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana

      Sejt du overhovedet turde sige det! Det er jo netop det jeg efterspørger :)
      KH Cana

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En slags bryllupsdag