Hvor har du gjort af drengens mor?!

Om at leve med en hiv-smittet

kærlighed1

I foråret 1985 kom Thomas til verden. En lille, lækker baby med en Zambiansk mor og en dansk far. Han var lavet af kærlighed.

En kærlighed, som senere skulle vise sig at være livsfarlig.

Thomas blev født med hiv. En smitte, som både hans far og mor havde. Og som de henholdsvis ni og ti år senere døde af.

Ligesom virkelig mange andre verden over.

 

I mange år anede lægerne ikke hvad de skulle stille op med denne farlige virus, som nedbrød de smittedes immunforsvar, som derfor ikke kunne bekæmpe almindelige sygdomme som influenza eller lungebetændelse, hvilket medførte at mange døde. Spisesedlerne var ofte fyldt op af nye katastrofer forårsaget af hiv og skræmmekampagnerne overfor de unge mennesker var massive.

I 1996 fandt man trestofsbehandlingen, som er den behandling man også anvender i dag. Den kan ikke fjerne hiv-smitten, men den kan minimere den. Hiv-smittede kan med denne behandling leve fuldstændigt almindelige liv.

 

Thomas voksede – trods sin sygdom – op og blev voksen. Ingen havde turdet tro på det. Men det skete.

Og så mødte han mig. Mig, som nu er blevet mor til hans to børn.

Da vi lærte hinanden at kende, blev jeg ofte konfronteret med ”Han har jo HIV! Er du ikke bange?” Nej, det er jeg ikke. Og jeg har heller ikke været det.

 

Siden man fandt ud af hvordan hiv-smitten skulle behandles, er der i min optik ikke længere noget at være bange for. Virusmængden i den velbehandledes blod er så lille, at den kaldes umålelig. Altså, nærmest ikke-eksisterende.

Af etiske årsager kan man selvfølgelig ikke lave randomiserede undersøgelser på hvorvidt en velbehandlet hiv-smittet kan smitte sin partner eller ej, men man mener faktisk, at velbehandlede ikke kan smitte. Og helt ærligt, så tror jeg på det. Jeg tror så meget på det, at Thomas og jeg nu har fået to børn, som er lavet ethundrede procent naturale. The old fashioned way.

Ingen i familien tænker over, at Thomas er hiv-smittet, for det betyder ingenting i vores liv. Ikke andet, end at Thomas hver dag selvfølgelig skal huske at tage sin medicin, så han fortsat kan være velbehandlet. Ingen af os er bange. Ingen af os er hæmmede. Vi lever fuldstændigt som alle andre.

 

For mig at se, er det værste ved hiv i virkeligheden stigmatiseringen omkring sygdommen. En stigmatisering, som jeg forstår, sygdommens tidligere alvorlighed taget i betragtning. Men kom nu ind i kampen, venner. Verden er ikke længere som dengang i midtfirserne, hvor rigtig mange døde som følge af hiv. Det er ikke længere farligt, hvis man får den rette behandling.

 

Hvis du har lyst til at læse Thomas’ egen beretning om at være vokset op med hiv og at være blevet far imod alle odds, kan du finde den HER.

Rigtig glædelig World Aids Day – 1.december 2014.

 

Kys fra Cana

Hvis du har lyst, kan du følge med ved at trykke på nedenstående – så bli’r jeg glad :)

FACEBOOK

BLOGLOVIN

INSTAGRAM

 

   

46 kommentarer

  • Camilla

    Har du hiv nu så?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] Har I btw læst en af mine absolut yndlings bloggere Cana fra Mortilto’s beretning omkring det at være gift – og have børn – med en HIV-smittet? Hvis ikke…så gør det HER […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja Henriksen

    Tak for et rigtig godt og informativ indslag, der var flere ting jeg ikke viste, tak

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg tror der er rigtig mange sygdomme, som folk har rigtig mange fordomme om, før de kender den tæt på.
    Dit eget eksempel med diabetes fx…
    Jeg lever med en type 1-diabetiker, og folk har virkelig nogle.. ucharmerende stereotyper og holdninger. At han vel stikker sig hele tiden, at han ikke må spise noget, at han dør eller bliver blind eller får sat fødderne af. At vi intet kan.

    Jonas lever fuldstændigt normalt. Mere normalt end jeg gør. Han skal bare trykke på en knap på sin insulinpumpe når han spiser, tage den af ved sex/bad/fysisk aktivitet og så skifte infusionssættet 2 gange om ugen.
    Og jojo, så er der alt det psykiske osv, men ingen dør af diabetes i dag, men med. Ingen bliver blinde osv osv. Indimellem kræver det en tudetur og nogle kampe som alle andre kroniske sygdomme, men det er virkelig ikke et problem.

    Så jeg har en lille bøn om at lade være at sammenligne sygdomme, for den tabuisering du gerne selv vil af med omkring HIV (og som jeg støttet, for hephey, hvor er det skidefedt at man kan det man kan!!), den vil vi andre også gerne slippe for omkring vores liv.. :) <3

    God jul og godt nytår med masser af kærlighed, god lægevidenskab og brud på tabu!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rose

    Hi Cana,
    It takes a lot of courage and love. You have both. Thanks for taking care of Thomas – -and the kids. I attended Jens’ funeral. Sarah was my friend (a sister friend). I visited her just before she went on her last journey and never came back to Denmark. Since then I saw Thomas a few times in Odder and Copenhagen. And when I don’t see him, I cut him out of the newspapers and keep him here at home. It is nice to see him – a man now with a family. Thank you for being a part of his life. Thank you for being a mother to his children. Thank you for being positive. May God bless you. My love to Thomas and the kiddies. I have a photo of Sarah if you ever need it. God bless

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lizzi Høstring

    Flot skrevet ,ville ønske at alle ville forstå at hiv ikke er farlig mere bare den er velbehandlet så folk skal ikke være bange for at være sammen ,min bror havde det .Døde af sin sukkersyge

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Allan

    Hej Cana.

    Jeg vil gerne sende dig og Thomas en KÆMPE tak for at sætte nogle ting på plads. Og dine udtalelser har allerede haft en kæmpestor betydning for mig.

    Jeg er født i 1970. Jeg var derfor ung i firserne, hvor jeg tydeligt husker den vilde panik omkring HIV og AIDS. Som ung skræmte det mig ligesom det skræmte de fleste andre, for vi blev, som du selv siger, bombarderet med skræmmende historier og billeder. Som letpåvirkelig barn og ung påvirkede det også mig, så jeg blev bange. Bange for noget, man ikke kunne se. Og det har påvirket mig i negativ retning lige siden, fordi det har gjort mig over-beskyttende. Jeg har ikke turde leve det liv, jeg ellers havde brug og behov for.

    Dine udtalelser har ramt mig som et hammerslag, fordi det (langt om længe) er gået op for mig, at den frygt, jeg stadig har resterne af fra firserne, er helt ubegrundet. Og især én udtalelse har virkelig sat sig fast (BT, 2/12-2014): “Jeg ville selvfølgelig blive ked af det, hvis jeg skulle blive smittet, men jeg ville eksempelvis hellere have hiv end diabetes, hvor man skal stikke sig selv med sprøjter. For jeg kan jo se, at Thomas lever helt normalt”. Det har været en øjenåbner for mig.

    Så en kæmpe tak til dig og Thomas for at sætte mig og sikkert rigtigt mange andre på plads. Og hvor er I bare en skøn familie <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi Marianne Olsen

    Hej Cana

    Tusind tak for dit indlæg – jeg lærte i hvert fald noget nyt. Nemlig at hiv ikke menes at smitte, hvis den inficerede er velbehandlet. Det anede jeg ikke.

    Jens og Sara var de første hiv smittede jeg nogensinde mødte (vi arbejdede sammen) og jeg troede, at jeg allerede dengang havde sat mig ind i hvordan det udviklede sig, men jeg har åbenbart ikke fulgt ordentligt med – siden hen.

    Tusind tak og al mulig held og lykke til både dig og din familie også fremover.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rasmine

    Dejligt at vi Idag er mere oplyste. Jeg er selv sammen med en HIV smittet, som heldigvis er medicineret så der ikke kan måles virus mere, men der er der jo og skal som Thomas, huske medicin hver dag.
    Endnu engang tak, for at i deler jeres oplevelser opgør det mere ’spiseligt’ at tale om det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Kære Cana,

    Jeg kan huske første gang, jeg læste om, at din kære mand var HIV-smittet. Dengang tænkte jeg vist, at hvis det var mig, ville jeg nok være bange for at give det videre til mine børn. Det har måske været før, han mødte dig, i hvert fald havde han ingen børn dengang.

    Siden har jeg ikke skænket det en tanke, heller ikke selvom jeg har læst hans skriv om, hvorfor jeres drenge nu hedder, som de gør.

    Det er først lige NU gået op for mig, at I jo for fanden må have haft ubeskyttet sex på et tidspunkt… Og at jeg faktisk ikke ved nok om den sygdom! Jeg ville selvfølgelig på ingen måde være nervøs ved at være i lokale med en HIV-smittet, men troede vel egentlig stadig, det smittede. Altså gennem blod og væsker.

    Så tusind mange tak for at have gjort mig klogere. For der er helt klart stadig en 80’er-stigmatisering, tror jeg. Og det er da synd for dem, der lever med sygdommen…? Oplysning. Det er sgu vejen frem ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana

      Dejligt at høre du har fået noget indsigt af at læse mit indlæg :)
      KH Cana

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det supersmukt skrevet, og respekt for at du får skabt fokus til emnet! Det er stadig meget tabuiseret, og folk ved alt for lidt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    dere er noen fantastiske mennesker som velger å snakke åpent om dette temaet! Jeg er sykepleierstudent og har lært en del om hiv/aids, og synes det er veldig spennende. I følge lærebøkene mine er det kun 0,01% sjans for å bli smittet av en hiv-smittet person. Jeg velger å tro at mennesker er redde for å blir smittet, kun fordi det ikke er så mange mennesker som vet at hiv-aidssmittede lever et normalt liv og det er liten sjans for å bli smittet. Sykdommen var mye farligere før, enn den er nå. Jeg tror mennesker fortsatt tror på at vi ikke skal ha sex med hiv/aids-smittede personer what so ever.

    Det er takket være mennesker at kunnskap kommer frem i dagslys!

    Masse lykke til videre, og nyt tiden som foreldre :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana

      Hvor er du sød. Tak.
      Faktisk er risikotallet 0,01% bare et tal man har sat for at sætte noget. Det er endnu ikke sket én eneste gang at en velbehandlet har smittet andre, så risikoen er kun teoretisk og formentlig meget meget mindre – eller ikke-eksisterende.
      KH Cana

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    kærlighed på jeres familie… hvor ville jeg ønske alle havde samme indstilling.. er pige på 42 som er skræmt over unge mellem 16 og 25 er stort set uvidende på området omkring hiv og smitte..på tide der bliver sat ind i folkeskolen igen..massivt

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana

      Folkeskoleundervisning: Ja. Hiv-skræmmekampagne: Nej.
      Læs evt mit indlæg om “hvordan får man børn”, hvor jeg skriver lidt om de unge og deres (manglende) seksualundervisning :)
      KH Cana

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kimmie

    Tusind tak Cana for en hudløs ærlig blog.
    Jeg er en pige på 21 år, så jeg er ikke lige målgruppen, men trods det vil jeg gerne sige at jeg følger med og smiler af dine herlige hverdagsoplevelser.

    Jeg lyttede til P3 i morges hvor Thomas var med og sagde go for et indlæg om HIV. Det var for sejt.

    I er to lys, som gerne må sprede jeres guldkorn til resten af vores tossede verden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja Damm

    Tak, fordi du fortalte din historie. Min mand er hiv positiv og må sige at det ligeså godt kunne have været mig, der havde skrevet dit indlæg. Min mand er kun 90% åben omkring sin hiv status (arbejdsplads og kollegaer må aldrig vide noget.) men vi tænker jo ALDRIG over det i hverdagen. Har desuden også 2 sunde og raske børn, som er hjemmegjorte

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tanja

      ;-)

      Der var jeg for hurtig.
      Jeg ville ønske vi kunne komme ind i kampen og hjælpe med at bryde tabuet – han skal nok blive klar :0)

      Sejt gået!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana

      – Og ligeledes var jeg for hurtig.
      Måske kommer det en dag – måske ikke. Men dejligt at I ikke er berørte i hverdagen.
      KH Cana

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana

      Fedt at høre, Tanja! Vi er formentlig rigtigt mange i samme (helt almindelige) båd :)
      KH Cana

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hvor er det dejligt skrevet, ønsker jeres lille familie, alt det bedste :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    af hjertet tak❤️ som mor til to børn der er hiv positive er jeg taknemmelig for at i åbent står frem og forsøger at nedbryde 80’ernes tabuer omkring hiv.
    Mit håb og største drøm er at mine børn må vokse op i en verden der velinformeret og ikke og ikke sidder fast i 80’ernes frygt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana

      Jeg håber det kan hjælpe dine børn – bare en smule. Godt de har en mor som dig.
      KH Cana

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bliver simpelhint nødt til lige, at skrive her. Din mand var ovre på Hollufpile skole, hvor min ældste søn går. Og han var så stolt, da han kom hjem og fortalte, at han havde snakket med ham, og han også var fra Zambia (Min mor er zambianer, og min far dansker). Ingen pointe, blot din mand gjorde min kære søn stolt:-)
    Vh Marianne

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ork… sejt indlæg og flover mig over ikke at vide at det var muligt! Hvor ER det bare vildt og fedt. Har jo faktisk en alder hvor jeg kan huske da folk døde af den lorte sygdom. Tak for at du skriver om det. A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana

      Kære Anne,
      Vær ikke flov! Det er bare dejligt at du nu ved besked :)
      KH Cana

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla F

    søde Cana
    Jeg skammer mig faktisk over, at jeg indtil Thomas’ indlæg ved Peters fødsel slet ikke var klar over hvor god en medicinering, der findes til behandling af HIV. Jeg undrede mig over hvordan I kunne få de skønne drenge sammen, men faldt nok ind i den tankegang, at det jo ikke kom mig ved. Men hold op hvor er det egentligt pinligt, at jeg ikke bare har spurgt. Hvorfor behandlede jeg det som jeg godt vidste med tavshed og stille undren istedet for at bare spørge. For i bund og grund var jeg jo godt klar over, at du var et ret så fornuftigt menneske

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana

      Søde Camilla,
      Du må ikke skamme dig. Du har handlet helt ok – og heldigvis ved du nu besked :)
      KH Cana

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla F

      Hov kan se at det ikke er hele min kommentar der kom med… men kan egentlig ikke huske præcis hvad jeg skrev yderligere;-).
      Men pointen var at jeg synes I er så fantastiske at I kæmper denne kamp videre nu, kampen om oplysning! Tak, for jeg er ihvertfald blevet langt klogere! Har dog aldrig frygtet nogen med HIV, men vidste bare ikke nok alligevel. Kram fra mig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alice

    Tak fordi I gør så meget for at mane stigmatiseringen til jorden.
    Takket være jeres åbenhed omkring sygdommen har jeg haft viden og derigennem mulighed for at være der for min søster, da hun blev smittet med HIV for få år siden. Hun har det efter omstændighederne godt, selvom hun desværre er ret påvirket af medicinens bivirkninger. Men hey… bedre end alternativet. ;-)
    Knus til jer alle 4

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana

      Tak Alice. Det glæder mig at høre det går din søster godt – trods bivirkninger.
      KH Cana

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine Elise

    Smuk beretning.! – Alle burde læse dit smukke opslag, for at åbne øjnene og indse at mennesker med HIV, er almindelige mennesker ligesom alle andre.. Cana, fantastisk indslag, fantastisk blog.! Alt held og lykke til dig og din skønne familie! De bedste hilsner fra Stine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Regitse

    Stærkt indlæg <3

    Masser af kærlighed jeres vej <3 <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stina

    Tak for det Cana!
    Åbenhed, oplysning og oprigtighed er vejen frem til at få manet fortidens spøgelser og berøringsangst til jorden.
    I er jo det dejligste eksempel på at kærlighed og en god gang drugs kan overvinde alt og er vejen frem:)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvor har du gjort af drengens mor?!