Når mirakler faktisk sker!

image

Halle-freakin-lujah! Efter alle Jeres lovninger om god karma, ditto krydsede fingre og en skindød iPhone grundigt indpakket i ukogte ris i 32 graders californisk varme, er miraklet sket.

Den forsinkede førstehjælp skulle vise sig at være yderst effektiv og jeg er nu den (enormt glade) indehaver af en tilsyneladende velfungerende vandskadet iPhone 6, som fraset en mørk plamage på skærmen, fungerer upåklageligt.

Hold nu kæft, hvor er det fedt at jeg, som I kan se et lille udpluk af ovenfor, stadig har mine billeder!

Jeg var i går så frustreret, at jeg imens jeg fra computeren skrev mit indlæg, slet ikke havde fantasi til at tænke mig værre ting, som kunne ske på en strand, end en smadret ny telefon. Takket være nogle stykker af Jer, er jeg nu – selvfølgelig – helt med på, at jeg, i “det-værst-tænkelige-scenarie”-perspektivet, var ret heldigt sluppet, uanset om telefonen var begyndt at virke igen eller ej. You ladies, nogle gange er der måske en lillebittemikro rest af den dramaqueen som mine teenageår bar præg af. Sorry!

Men altså, lad mig nu lige slå fast, at jeg bare er helt vildt glad for, at jeg kan forfatte dette indlæg på min taskesø-ramte telefon, imens jeg bladrer billeder igennem fra de sendte fem-seks år af mit liv. (Også selvom det betyder, at jeg nu skal tage stilling til hvordan pokker jeg så bedst sikkerhedskopierer de knap 7000 billeder, som altså fylder både i hukommelsen på min telefon og i mit hjerte).

Jeg har så meget optur, at det nærmest summer i mine fingre og kriller en smule i maven. Somehow, næsten som en forelskelse, omend jeg faktisk syntes det var ret dejligt at bruge et helt døgn uden telefon. Som er virkelig lang tid for en (tilnærmelsesvist afhængig) som mig.

Faktisk vil jeg overveje at gøre det lidt oftere; tage på farten uden min højtelskede livline, som ellers altid er parat til at forevige, kontakte og diskussionsafslutte. Det er ret fedt at (kunne) være fri af den af og til, tror jeg.

Hvad siger I? Er der nogen som har erfaringer med at lade telefonen ligge hjemme, når I tager ud?

Umiddelbart tænker jeg, at det i virkeligheden er ganske upassende for en bette blogger som mig, som ofte fotodokumenterer det meste af min dag – både til minder og til fremvisning – men på den anden side, så formoder jeg, at de fleste som læser med her, trods alt ikke er her på grund af billederne (som jo til stadighed er amatørbilleder taget med den telefon, som jeg overvejer at løsrive mig en lillesmule fra), men på grund af det – og måske endda måden – jeg skriver. Det håber jeg i hvert fald!

Så altså, måske en ugentlig – eller i hvert fald månedlig – telefonfri dag, tænker jeg er et realistisk mål.

kys fra cana

Om den værst tænkelige tur til stranden!

Pik og patter med ekstra sovs er hvad jeg har til Jer i dag. Mit humør er i bund og jeg slår mig selv i hovedet for tilsyneladende at være en materialistisk gås!

Planen var, at jeg i dag ville have postet et overskudsagtigt indlæg med en beskrivelse af mine børns og min vidunderlige dag i Venice Beach, som altså er et vanvittigt sted.

På hvert et gadehjørne er der green-doctors, som er læger, som for den nette sum af 40 dollars, vil lave en lægefaglig vurdering på, om den betalende må ryge tjald. Såre simpelt. Jeg vil tro, at de fleste – for ikke at sige alle – får grønt lys til at ryge en fed, som det er mit indtryk, at virkelig, virkelig mange altså gør, sådan midt på åben gade. Eller altså, åben strand.

Med klapvognen i den ene hånd og min store dreng i den anden, blev det lidt sparsomt med billeder, og min iphone blev i tasken, hvor jeg havde styr på den, imens jeg sugede til mig af indtryk og glædede mig til at skrive dem alle ned, når børnene sov.

Vi slentrede rundt blandt gademusikanter, kunstnere i enhver afskygning, bart maveskind på de unge piger og skøre solbriller på de fleste, da jeg besluttede at købe en is til os hver.

Jeg er sådan én, som godt kan lide at have styr på min pung inden jeg går ind i forretningen – selvom det alligevel er sket mere end én gang at jeg har måtte lade mine dagligvarer stå, fordi jeg har glemt mit dankort på køkkenbordet – så jeg tjekkede lige tasken. Tasken, som var blevet lavet om til en sø. En lille sø, hvor Peters strømper, Jens’ solbriller, min pung og allerværst, min helt nye allerede-repareret-én-gang iphone 6, lå og svømmede rundt. Pis mig i øret, hvor var det irriterende! Men telefonen virkede og jeg idiot, tænkte selvfølgelig ikke på, at man sgu nok sjældent gør klogt i at tænde våd elektronik. I stedet tog jeg lige et billede af mine drenge, nu hvor jeg alligevel havde telefonen i hånden, imens vandet dryppede ned på mine bare tæer. Telefonen blev tørret af i bukserne og røg retur ned i tasken, som jeg i mellemtiden selvfølgelig havde tømt for både vand og tom vandflaske. Og jo, telefonen kom selvfølgelig i en tør sidelomme.

I guder, da jeg et par timer senere ville se hvad klokken var, var der no more iphone. Bare sort, død skærm. Ingenting. Nada. Nothing.

F.U.C.K.

Nu, efter børnene sover og min gode ven Google har hjulpet mig, kan jeg forstå at jeg tilsyneladende både skulle have slukket telefonen og undladt at sætte den i opladeren, som jeg gjorde da vi kom hjem – for tænk nu hvis det bare var det. Efter min tro følgesvends anvisninger, ligger telefonen nu i en pose ris og jeg håber på mirakler. For ærligt talt, jeg kan ikke lade være med at tænke på min ødelagte Iphone. Mine mange billeder, som jeg selvfølgelig – fordi jeg er en tåbe, jeg ved det – ikke har backup af.

Endnu. Mere. Fuck.

Derfor bliver der ingen maleriske beskrivelser af det fantastiske Venice Beach. Alt jeg kan tænke på, når jeg tænker på det sted er, at min telefon er død. For ja, den er god nok, som jeg skrev øverst i indlægget, jeg er tilsyneladende en materialistisk gås, som begræder min ødelagte telefon, imens jeg vil gå ind og snuselskekysse mine børn på panden, inden jeg selv går i seng.

Uden instagram eller facebook. Suk.

IMG_9597

Billedet er selvklart ikke fra i dag, men fra vores ferie på Lanzarote

kys fra cana

Om flere fejlslagne hjemmevoksforsøg

IMG_3202

Jeg ved ikke om I husker historien, med den stakkels kvinde, som med et fejlslagent forsøg på hjemmevoks, fik cementeret sin bagdel fast til sit badekar? Hvis ikke, kan den findes HER. Jeg elsker den historie og griner hysterisk hver evig eneste gang jeg læser den.

Og fanderme så, nu har en sød, sød læser sendt mig det sjoveste lille fem-minutters-filmklip, som netop handler om hjemmevoksning. Det er tårefremkaldende morsomt, synes jeg.

Den er godt nok på engelsk og i smågrumset kvalitet, men den er, i min optik, hundrede procent de fem minutter værd.

God søndag!

 

kys fra cana

Om en kæresteaften i Los Angeles

image

I går var på alle måder en magisk dag. Thomas og jeg fik foreviget Peter på hver vores arm, på samme måde, som vi for tre år siden gjorde det med Jens.

Thomas har fået det smukkeste, mest vellignende portræt jeg nogensinde har set. Det er fuldstændigt vildt, som det ligner Peter og jeg forstår ikke hvordan et menneske, som aldrig tidligere har mødt vores baby, i dén grad formår af afbillede ham, så man ligefrem kan se hans personlighed i tatoveringen.

Jeg fik en lidt mindre prangende tatovering – Peters navn, skrevet med min egen håndskrift. Ret fint, synes jeg.

Da den sidste blækklat var sat i huden, stak Thomas og jeg af hjemmefra og efterlod vores sovende drenge i selskab med vores nyerhvervede venner, som til alt held og god karma flytter retur til København præcis samtidig med os. Nogle gange er gode tilfælde altså usandsynligt kærkomne.

For første gang, siden den aften vi ankom til Los Angeles, forlod jeg matriklen efter mørkets frembrud og jeg lod mig fuldstændigt overvælde af neonlys og blinkende lygter. Det var fantastisk. Kærkomment og tiltrængt.

Vi holdt i hånd i taxaen på vej til restauranten hvor vi skulle mødes med nogle venner og slap først hinanden igen, da vi seks timer senere dinglede ind af porten til vores hus. Vi spiste, kyssede, grinede, snakkede, drak drinks og havde en dejlig, dejlig aften. Også selvom vi ikke dansede. Eller tog billeder. Faktisk er det eneste ene lille billede jeg har fra i går, det I kan se herover. Oh well, det var nu dejligt nok at holde fotodukumentation langt fra fokus, selvom jeg i dag gerne ville have haft et par-billede til at huske aftenen med.

Tøjet har jeg, takket være gode drinks i går, slet ikke hjernekapacitet til at finde links til i dag, men jeg vil tro at det meste, eller lignende, kan findes hos Zalando, som lige nu har udsalg op til 50%. Just saying.

Den gode Søren Kierkegaard sagde engang, at forventningens glæde er den største. Jeg ved ikke om jeg er enig, men forventningens glæde er langvarig og kan være vidunderlig; særligt når den kulminerer i indfriede forventninger og forhåbninger, som det var tilfældet i aftes. Med det, vil jeg allerede nu begynde at glæde mig til næste gang Thomas og jeg skal ud sammen og ønske Jer der læser med her hos mig, en god aften. Min skal bruges i selskab med mine yndlingsdrenge og måske et tidligt kig på mine øjenlåg.

– indeholder affiliate links

Om verdens bedste mand og kærlighedstatoveringer

Jeg må altså, til trods for at jeg ofte plastrer bloggen til med det, endnu engang slå fast, at jeg er mere end bare almindeligt godt gift. 

I går morges vågnede vi op som vi plejer; tumlede lidt i sengen og gik ud for at spise morgenmad, hvor Thomas kiggede mig dybt i øjnene og spurgte mig om ikke snart jeg kunne tænke mig at få tatoveret Peters navn på armen, som jeg også har Jens stående. Noget forvirret over hans intense blik svarede jeg “øh jo, selvfølgelig… Det var da tanken. Hvorfor spørger du?” 

Thomas lyste op i et stort smil og fortalte mig, at der en times senere skulle komme en tatovør hjem til os. Han var blevet fløjet ind fra Detroit og kom kun for vores skyld. Vi blev kærlighedstatoveret her i Los Angeles. 

Det var den ultimativt bedste start på den date, som senere ventede os. Og som jeg lover, at skrive en hel masse mere om! 

   
 

Her går det fisenfus’me godt. 

… Og må jeg så lige slå fast, at vi rent faktisk tager det gode vejr med os hjem. (Velbekomme) Prognoserne lover godt vejr fra på tirsdag, som altså er den dag vi pakker kufferterne og vender hjem. Det er temmeligt optursagtigt, faktisk. 

Older posts