Om i virkeligheden bare at være glad

Vores kærlighedshistorie #1

image

På Kulturnatten i 2009 inviterede én af mine venner – som i virkeligheden var sådan en vi-har-engang-næsten-været-kærester-fyr – mig ned i miljøministeriet hvor vi skulle høre Thomas Buttenschøn. Min vens storebror spillede saxofon i bandet og havde fødselsdag, så vi skulle selvklart backstage efter koncerten. Noget jeg forøvrigt dengang syntes var koloenormt sejt!

Dér mødte jeg ham, som et år og én dag senere skulle blive min ægtemand.

Jeg var på et sted i mit liv, hvor jeg i dén grad følte mig ovenpå i forhold til det dating game jeg igennem de sidste tre år havde styret med hård hånd. Jeg var iskold, gik på dates og sagde nej tak, inden tiden til det første kys kom – i langt, langt de fleste tilfælde. Som en nytilflytter i København havde jeg en oplevelse af at være ombejlet og jeg elskede at takke nej. Bizart og en lille smule ondt, i know. Jeg var ung, så bær over med mig.

Thomas lod sig dog ikke sådan charmere. Næh, han fortalte mig oven i købet, da min ex-flamme pralede med at jeg lige var blevet Miss Danmark, at han syntes jeg var grim.
Grim?! Argh fætter lagkage, du fejler sgu da et eller andet, tænkte jeg. Altså fair nok hvis du hverken synes jeg er smuk eller tiltrækkende, men grim ligefrem? Skod man! Alligevel fik jeg den blomsterbuket han fik overrakt efter koncerten, så jeg anede at han måske var sødere end som så.

Hele aftenen hang jeg i stedet på Thomas’ kammerat, som ihærdigt forsøgte at opveje Thomas’ spydigheder. Han bød mig på alt lige fra kaffe til røde bøffer og sushi, som jeg forøvrigt skulle være mere end velkommen til at spise direkte fra hans krop. Øh, det bliver et nej tak!

Vi drak gyldne damer i spandevis og shots fra skuldrene og Thomas ænsede mig ikke et blik og jeg forsøgte – selvfølgelig – at undlade at tænkte på ham. Det var vidst en god aften; måske lige fraset Thomas’ klisterven.

Da jeg klokken kvart i kvalme ville hjem, trådte jeg ud af baren og blev mødt af en kødrand af fyre som stod og beat-boxede til én som fyrede den af, vildere end jeg nogensinde før havde hørt det. Han rappede og kastede om sig med freestyle-vers om den stakkels fyr han stod lige overfor. Det var Thomas. Thomas som styrede stedet. Thomas som var knivskarp, lynhurtig og spydig som kun en autonom eller en geni-poet kunne være det.

Jeg blev blæst fuldstændigt bagover! Hvor var ham jeg havde hørt synge om smukke piger og fantastiske mandage? Ham jeg troede var sukkersød og en lillesmule ligegyldig. Han havde fået en fræk piercing i underlæben og var alt andet end lyserøde skyer og blomsterenge. Han var røvsej!

Jeg måtte score ham – somehow, selvom han allerede ved første øjekast tilsyneladende havde afskrevet mig.

Jeg gik over til ham, trak ham til side og stillede ham et spørgsmål, som vidstnok væltede ham bagover.

Hvis du vil vide hvad jeg spurgte om, så stay tuned til næste del af vores kærlighedshistorie, som du kam komme direkte videre til, ved at trykke HER

kys fra cana

   

13 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om i virkeligheden bare at være glad