Om at lære at falde i søvn selv – en tåreperser!

843D85B223

Forleden faldt jeg over den fineste lille tekst jeg længe har læst; et brev fra en baby til sin mor. Fra en baby, som er ved at skulle lære at falde i søvn selv.

Som småbørnsmor ved jeg hvor meget søvnen – eller i særdeleshed den manglende søvn – kan betyde for hverdagen. Søvnen, når den ikke fungerer, kan fylde så uendeligt meget og vi gør allesammen vores allerbedste, for at hjælpe vores børn til at lære at sove. Fordi det er godt for dem – og for os.

Derfor har jeg også været tøvende omkring hvorvidt jeg skulle gengive den fine tekst, fra baby til mor; fordi den for nogen måske kan virke stødende, som altså på ingen måder er min hensigt. Den handler om hvordan babyen tilsyneladende oplever at skulle lære at falde i søvn selv.

For mig, gav den anledning til refleksion, en tåre i øjenkrogen og ekstra meget kærlighed til mine børn i dagene efter jeg havde læst den. Den originale version på engelsk, kan findes HER.

Frem med kleenex’ene og vær beredte på at komme til at få et massivt behov for at kramme jeres børn (endnu mere), efter I har læst brevet herunder.

____________________

Kære mor,

Jeg er forvirret.

Jeg er vant til at falde i søvn i dine bløde, varme arme. Hver aften ligger jeg og putter mig helt tæt ind til dig; så tæt, så jeg kan høre dit hjerteslag, så tæt så jeg kan dufte din milde parfume. Jeg stirrer ind i dine smukke øjne, imens jeg blidt giver mig hen til søvnen, tryg og sikker i din kærlige favn. Når jeg vågner med en rumlende mave, kolde fødder, eller fordi jeg lige har brug for at putte mig ind til dig, er du der med det samme og jeg glider hurtigt tilbage ind i søvnen.

Men den seneste uge har det været anderledes.

Hver aften den seneste uge, har være sådan her: Du puttede mig i min egen seng og kyssede mig godnat, slukkede lyser og gik. Først blev jeg forvirret og undrede mig over hvor du var blevet af. Derefter blev jeg bange og jeg græd og kaldte på dig. Jeg kaldte og kaldte på dig mor, men du ville ikke komme! Jeg var så ked af det, mor. Jeg ville så gerne have dig hos mig. Jeg har aldrig mærket så kraftige følelser før. Hvor gik du hen?

Endelig kom du tilbage! Åh, hvor blev jeg glad og lettet over at du kom tilbage! Jeg troede du havde forladt mig for altid! Jeg rakte armene op til dig, men du tog mig ikke op. Du kiggede mig ikke engang i øjnene. Du lagde mig igen ned, med dine bløde, varme arme, sagde “shh..nu skal du sove” og gik igen.

Sådan skete det igen og igen. Jeg græd og kaldte på dig og efter noget tid – længere tid hver gang – kom du tilbage, men du tog mig aldrig op.

Efter jeg havde grædt længe, var jeg nødt til at stoppe. Min hals gjorde så ondt. Mit hovede dunkede og min lille mave rumlede. Med det der gjorde allermest ondt, var mit hjerte. Jeg kunne simpelthen ikke forstå hvorfor du ikke ville komme.

Efter hvad der føltes som uendeligt mange aftener sådan, gav jeg op. Du kommer ikke når jeg græder og kalder, og når du endelig kommer, vil du ikke engang kigge mig i øjnene eller holde min lille rystende, hulkende krop. Gråden gjorde for ondt til at jeg kunne fortsætte længere.

Jeg forstår det bare ikke, mor. I dagtiden når jeg falder og slår mit hovede, løfter du mig op og kysser og puster dér hvor det gør ondt. Hvis jeg er sulten, giver du mig mad. Hvis jeg kravler over til dig, for at putte mig ind til dig, læser du mine tanker og løfter mig op og fylder mit lille ansigt med kys, imens du fortæller mig hvor speciel jeg er og hvor meget du elsker mig. Hvis jeg har brug for dig, er du der med det samme for mig.

Men om aftenen, når det er mørkt og stille og min natlampe kaster lange skygger op på min væg, forsvinder du. Jeg kan se at du er træt, mor, men jeg elsker dig så meget. Jeg vil bare så gerne være tæt på dig.

Nu, når det er aften, er jeg stille. Men jeg savner dig stadig. 

kys fra cana

Om noget af det jeg ikke er så god til…

image

Mine veninder spørger ofte, om jeg virkelig læser alle kommentarer jeg får på de sociale medier – ja, selvfølgelig! Det er én af mine yndlings-aften-beskæftigelser, faktisk.

I går skrev én: “Jordemoder, god til at skrive, kreativ, næsten psykologistuderende, byg-selv kvinde, god til at synge, beslutsom, fantastisk mor…… Er der noget du ikke er god til, men som du ville ønske du var?

Fan jävla – jeg bliver helt forlegen!

Men altså, selvfølgelig er der noget jeg ikke er god til. Meget, faktisk. Som oftest er det bare ikke noget jeg praler med – med mindre det, som her eller her, er jævnt sjovt.

Noget af dét jeg kæmper lidt med, eller som jeg i hvert fald gerne ville være bedre til er, at holde pauser. At læne mig tilbage, lave ingenting og nyde ikke at skulle noget.

Jeg har altid gang i ét eller andet. Altid. Nye projekter, som skal sættes igang. Nye idéer, nye mål og nye interesser. Jeg vil så meget og jeg har svært ved at vælge noget fra.

Tanken om at jeg “spilder min tid” her i verden, kan jeg næsten ikke holde ud og jeg tror det er derfor, at jeg altid kaster mig – i nogle tilfælde hovedløst – ud i nye ting. Nye ting, som fylder mit liv op med et højt aktivitetsniveau. Jeg idéudvikler altid. Always, immer, toujours, siempre. 

Dét kunne jeg godt tænke mig, at jeg af og til kunne skrue lidt ned for. At jeg kunne finde ro ved stabiliteten, den kontinuerlige hverdag, det kendte og ved at lave det samme, som vi gjorde i går.

Der er masser af ting jeg ikke er god til, men jeg forsøger at dyrke dét jeg ér god til, imens jeg øver mig i det små, på at blive bedre til alt det andet. Sådan tror jeg at jeg har det bedst.

Hvad gør I med de ting I ikke er så gode til?

kys fra cana

Mit til dato vistnok mest (lalle)glade indlæg!

Skærmbillede 2015-08-30 kl. 20.37.42

Dette indlæg handler mest af alt – ja, næsten udelukkende – om, hvor meget optur jeg har over mit liv lige nu. Så hvis du er søndags- (eller præ-mandags-) deprimeret, og hellere vil tilbringe aftenen med at se film som A Walk to Remember end Little Miss Sunshine, så vil jeg på det kraftigste opfordre dig til at undlade at læse resten af indlægget, som altså er noget af en pladder-lalleglad-lykkeligheds-affære med stolthed, taksigelser og god karma, smurt ud over indlægget, som et tykt lag guf ovenpå på verdens største isvaffel.

Jeg ved simpelthen ikke hvad det er; om det er noget de putter i vandet her på indre Østerbro eller hvad pokker der er los, men jeg finder simpelthen mig selv med sommerfugle i maven hver evig eneste dag. Flere gange. På legepladsen, når min store dreng falder i god leg med andre børn, eller når min baby, med sand i hele krydderen smiler til mig og sender mig, hvad jeg tolker som, et kæmpestort flyvekys. På gaden, når jeg ser alle de mange mennesker, som for de flestes vedkommende for altid vil være fremmede for mig, som alligevel smiler tilbage, når mit blik fanger deres. På stuegulvet, når min kravlende baby pludselig tramper afsted på sine små tykke fødder og min store dreng hvinende konstaterer, at lillebror kan gå. På sms’en, når min mand skriver at han elsker mig, selvom han er langt væk. På instagram, når så mange her til aften har sendt god karma og søde ord i retning af mit lille videoklip. Foran computeren, hvor jeg kan se, at der hele tiden tikker nye kommentarer og masser af spørgsmål ind, på JordemoderCana.dk. Alle steder. Jeg er fyldt op af kærlighed og jeg håber vitterligt, at I kan mærke at jeg gør mit aller, aller bedste for at sende bare en lille smule af det ud til jer!

Sommeraftenerne er stadig lyse og tilnærmelsesvist lune og jeg bliver hele tiden benovet over, hvor søde, seje og hjælpsomme I, der læser med hos mig, er.

Som for eksempel da Kathrine, som læste med i går, kom mig til undsætning i forhold til de støvler så mange havde forespurgt informationer på, som jeg altså ikke anede en fløjtende fis om, andet end at de var flotte.

Det skulle vise sig, at jeg var umanerligt tæt på, fordi jeg (her) viste flere fine støvletter fra samme mærke, som Katrine skarpt har bemærket at støvlerne på billedet til venstre (og egentlig også højre) altså er fra. Herlighederne er fra Vagabond og skulle efter sigende være både gode at gå i og ikke-larmenede, for dem der er mest til dén slags. Som altid, kan I komme direkte til en webshop og de seje støvler, ved at trykke på billedet.

Skærmbillede 2015-08-30 kl. 19.23.56

 

Det er mægtigt at se, hvordan flere af jer kommenterer på hinandens kommentarer og hvordan I hjælper hinanden med vejledning og gode råd; hvadenten det handler om skoshopping, neglelaksfjerner, putteritualer eller alt muligt andet. I like it a lot (!) og jeg håber at I, sammen med mig, vil nyde denne næstsidste sommeraften til fulde, med lige præcis dét og dem, I bedst kan lide.

kys fra cana

Fra Buttenmor til Gamlemor

IMG_4545

Er det virkelig så længe siden?!

Imens jeg i aftes sad i mit køkken og forsøgte at nyde roen og det faktum at min mand lå og sov jetlag ud, inde i rummet ved siden af, steg varmegraderne i vores fælles gårdanlæg, hvor nogle søde piger holdt opvarmningsfest til en bytur, hvor i hvert fald én af dem, havde en date med en eller anden snap/tinder-fyr, som han ad flere omgange vidst blev omtalt.

Muligvis er det fordi jeg stadig er nytilflytter til byen og fordi jeg er gudsbenådet med børn som sover godt om natten, at jeg synes det er helt vildt hyggeligt! Jeg bliver kastet lige tilbage til tiden hvor jeg tog timelange bade og spillede jeg-har-aldrig i et væk; noget jeg i virkeligheden ikke synes ligger særligt langt tilbage. Højst fem år. Måske seks. Men så heller ikke mere.

… Indtil pigerne satte denne her “herregrinern, gamle sang” på, som nogle piger, fnisende sang med på, imens andre knækkede sammen af grin flere gange, over hvor mega syret sangen var. Sangen, som så var Johnny Deluxes Elskovspony. Som alle kender.

Eller altså, alle i min generation kender.

Fuck. Fuck. Fuck. Flere af pigerne havde aldrig hørt sangen før. Den sang som kørte på repeat til gymnasiefesterne. En ungdomssang.

Jeg troede kraftederme da stadig, at jeg var ung! Helt ærligt.

Okay, der var godt nok lige ham der den 18-årige til Broager Ringridning, som rent faktisk vovede – i en diskussion om hvad kvinder vil have – at argumentere med, at kvinder i hans generation altså ikke gad have intelligente, empatiske og sjove mænd, som jeg stort havde siddet og forsøgt at belære det mandlige publikum med. Han mente de ville have store guns og Mokais. Nuvel, dét skal vi slet ikke diskutere; pointen var, at han mente at vi tilhørte forskellige generationer, hvortil jeg brød ud i hånlig latter og en forvisning om, at han og jeg, altså var samme generation; jeg har bare fået børn.

Undskyld, Simon. Du havde ret. Vi er ikke samme generation.

Jeg er blevet gammel i forhold til “de unge” og det skal jeg lige lære at forholde mig til. Imens jeg glæder mig over, at jeg slipper for at drikke mo(-derne technobajer-)kai. Hah!

kys fra cana

“Livet er for kort til dårlige senge og dårlige sko”

image

Min bror og jeg, fanget i en solskinssnak, med hver vores kolde dåsebajer!

Min storebror, som jeg på mange måder ser op til, sagde engang til mig, at livet for kort til dårlige senge og dårlige sko. Tænk sig at en mand – som ovenikøbet vidst nok er temmeligt pæn, godt afsat og far til to vidunderlige piger – har så meget indsigt i livet, at han ved hvor vigtige sko er! En indsigt det ellers ganske stereotypt var min forestilling, at primært kvinder var i besiddelse af.

Uanset hvad, så har han ret.

Vi bruger (optimalt set, i hvert fald) cirka en tredjedel af vores liv på at sove og der er derfor selvfølgelig god grund til at sørge for, at man i det mindste ligger så godt som muligt imens. Jeg er for eksempel ovenud lykkelig for min nye madras fra Dream Zebra, som jeg nu derfor også overvejer at investere i til mine børn – de sover jo for pokker næsten halvdelen af tiden! Hvis nogen af jer også vil have fingrene i de populære og absolut anbefalelsesværdige og virkelig, virkelig gode madrasser, kan I finde dem, ved at trykke HER og ovenikøbet få 15% rabat med koden CANADREAM, indtil i overmorgen, d. 31.august, så det er om at være hurtige. Jeg lover jer, at jeg sover som en drøm på min! Jeg vågner sågar op hver eneste morgen uden hovedpine, som jeg ellers før i tiden har haft tendens til.

Fuldstændigt ligesom vi bruger meget tid på at ligge i vores senge, bruger vi også meget tid på at være iklædt (blandt andet – med mindre vi deler profession med chippendales-drengene, høhø) vores sko. I mit indlæg i går, var I temmeligt mange, som efterspurgte skoene på billedet, som jeg med panden mod muren må erkende, at jeg ikke aner hvorfra kommer. Jeg skrev indlægget fra en morgenpind på lagkagehuset, hvor jeg ikke just havde nogle gode “pengebilleder”, så jeg tyede til et stockbillede af et par fødder, som altså ikke var mine egne. Fordi jeg blev så ivrig for at udgive mit indlæg, som skulle oplyse Jer lidt om, hvordan man kan tjene penge på at blogge, ventede jeg altså ikke, indtil jeg selv havde fået taget det rette billede. So sorry ladies!

Til gengæld har jeg fundet nogle forskellige støvler, som minder virkelig, virkelig meget om. Og nogle andre, som bare er helt vildt pæne. Det hele er forøvrigt affiliate links og I kan bare trykke på de enkelte billeder for at komme til webshoppen.

Skærmbillede 2015-08-28 kl. 20.14.25

 

Skærmbillede 2015-08-28 kl. 20.16.07

 

Skærmbillede 2015-08-28 kl. 20.18.35

Skærmbillede 2015-08-28 kl. 20.20.01

Skærmbillede 2015-08-28 kl. 20.22.20

 

A’hva’behager!? Er de ikke bare både mega flotte og mega seje? Eller er jeg gået helt bag om dansen?

Uanset hvad, så er det min klare overbevisning at samtlige af støvlerne vil give både glade fødder, som jeg i virkeligheden mistænker min kloge  storebror for at have ment, dengang han sagde at livet var for kort til dårlige senge og dårlige sko. Selvom jeg ynder at forstå det som, at livet er for kort til dårlige senge og dårlige – og for få! – sko.

God weekend!

kys fra cana

Older posts