Hverdagsluksus, hudpleje og en god (barsels)gaveidé

Om at bo i lejlighed versus i hus

image1

Ofte sker det, at jeg kommer til at kede mig en smule, når det bliver for tydeligt, at bloggere læser hinandens blogs og bliver inspirerede (lidt for) meget af hinanden, men ikke desto mindre, så læste jeg netop et indlæg hos Mette Marie – der ligesom jeg, er fra Sønderjylland og bosiddende i en lejlighed midt i København, med sin mand og sine to børn – som jeg blev ovenud inspireret af. Hun skrev om, at hun gerne vil have en have, når hendes tvillinger engang er store nok til at skulle starte i skole og om længslen efter at bo i et hus.

Grunden til at jeg blev inspireret, kan jeg lige så godt afsløre allerede nu, er, at jeg altså ingenlunde er enig!

Da jeg var højgravid med Jens, fik jeg totalt lejlighedskuller og vi rendte febrilsk rundt og forsøgte at finde de helt perfekte rammer for vores lille familie, som jeg altså havde besluttet, ikke skulle være i vores lækre ejerlejlighed i Rosengården lige i midten af København. Et halvt års tid senere, købte vi et hus i Valby, som vi fik totalrenoveret, inden jeg igen fik krise og vi flyttede til vores store, smukke og meget, meget dejlige hus i Sønderjylland.

Begge vores huse har været – og er stadig – meget dejlige, men de gjorde altså på ingen måder livet bedre for os. Bevares, havudsigten, de store rum og jacuzzien kunne selvfølgelig noget særligt sejt, i huset i Sønderjylland. Men den dér hus-lykke, alle andre taler om, udeblev for mit – og vidst nok også Thomas’ – vedkommende.

En have er måske temmeligt sej at have, hvis man gider at bruge den. For mig blev den som et bur, hvor vi kunne være alene. Et bur, hvor der ovenikøbet skulle slås græs, luges, klippes hæk, samles nedfalden frugt, renses tagrender og skovles sne om vinteren.

Jeg synes ærligt talt overhovedet ikke det er fedt – for mig – at bo i et hus. Der er for mange sure forpligtelser, som stjæler tiden fra hyggen, nærværet og alt det jeg godt kan lide at bruge tiden på. Hvis det sure for andre er sødt, forstår jeg hundrede procent, at det må være absolut optur at bo i et hus med en kæmpestor have, men for mig, var det ingenlunde lykken. Jordbærrene var ikke altid røde og mine drømme om det dejlige have-liv, blev afløst af dårlig samvittighed over ukrudt i bedene og mos i græsset.

Faktisk vil jeg nærmest gå så vidt til at påstå, at jeg aldrig mere skal bo i et hus, på egen matrikel og med helt egen, privat have. No thank you. Jeg bliver i en lejlighed, hvor der er masser af mennesker, liv og hyggelig stemning i  den fælles gård. Hvor de eneste forpligtelser jeg har overfor mit hjem, enten er af økonomisk eller indvendig karakter. De er lige til at overkomme og jeg elsker, at jeg ikke længere skal have dårlig samvittighed, over alt det jeg – endnu engang – ikke lige fik gjort.

Lejlighedslivet er i mine øjne simpelt og virkelig, virkelig dejligt. Og hånden på hjertet, så har Jens og Peter leget mere udenfor i løbet af de to måneder vi har boet her, end de gjorde sammenlagt i de to år vi boede i Broager, for heldigvis, så elsker de tilsyneladende gårdens og byens liv ligeså højt som jeg.

For rigtigt, rigtigt mange, er hus- og havelivet det absolut bedste og det tager jeg totalt hatten af for. Jeg kunne bare så godt tænke mig, at lejligheds- og bylivet kunne blive ligeså anerkendt som værende godt. For det tror jeg faktisk det er. I hvert fald for nogen af os.

kys fra cana

   

12 kommentarer

  • […] som begge  har noget at sige omkring boliger og drømme. I kan læse Mettes indlæg HER og Canas HER. Jeg mener også fru Twinpeaks har et andet indlæg omkring dette, men det er jo fuldstændig […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Åh jeg har det stik modsat!! Jeg er nok oss lidt lejlighedsforskrækket efter at have haft en overbo, der holdte opgangen (+ den ved siden af) vågen både tidligt og sent med div sexpartnere!! For mig er det netop lykken med hus på en vej ned skønne naboer og vejfest. Og en have med æbletræ, gynger og kartofler! Og vi har desuden en gård, hvor vi kan løbe langt omkring og holde skrige-konkurrencer uden at genere nogen som helst. Men det er også fedt at mærke byens puls – men jeg synes, det er udfordrende med små børn…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Kære Cana
    Hvor bliver jeg bare glad over at læse dette indlæg. Jeg bor selv i lejlighed på Østerbro med mand og to børn, og jeg/vi elsker det liv, vi har i byen. Alligevel er der mange der spørger, om vi ikke skal flytte i hus – for det er jo ligesom det “rigtige” at gøre når man har børn. Og spørgsmålet “kan I blive i lejligheden?” får jeg også tit – og er ærligtalt lidt træt af det. For ja, selvfølgelig kan vi blive i lejligheden! Den er hyggelig, vi har fint med plads, der er en gård med en sandkassse og desuden flere fede legepladser i området, end jeg tror der er i alle landets villa-kvarterer tilsammen! Alligevel er det som om den dårlige samvittighed gnaver lidt ind imellem, når jeg tænker på det, vi ikke giver vores børn: hus med have – og det der hører med. Derfor er det særlig dejligt at læse dit indlæg, fordi I selv har været turen igennem og opdaget, at det ikke nødvendigvis er opskriften på lykke for alle familier. Tusind tak. Måske ses vi på en legeplads :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sissel

    Blev jeres hus i Sønderjylland egentlig solgt?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene Grønbæk Gregersen

    Kære Cana
    For mig og min familie ( nu med 3 børn) har det ikke været lutter lykke og lagkage at bo i lejlighed midt i Århus i 3 mdr ( 4. Sal og uden elevator) så vi NYDER at være flyttet ind i vores nybyggede hus med direkte adgang til den engang i fremtiden anlagte have ☺️.. Uden mine børn ku jeg sagtens men de to store er vandt til selv at gå ud og lege, ikke muligt hvor vi boede midlertidigt så det var frustrerende og de savnede vores gamle have ..
    God dag og nyd Kbh
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rina

    Jeg har det lige omvendt. Jeg får “klaus” så snart jeg kommer ind i byen. Jeg udbryder hver gang at jeg simpelthen er så glad for jeg ikke bor inde i byen..
    Heldigvis er vi alle forskellige, tænk hvis alle ville bo i byen ☺

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frkvest

    Hørt hørt hørt! Er også lidt træt af at hus-livet ligesom ophøjes til det eneste rigtige når man har børn. Vi bor lige midt på Nørrebro – jægersborggade er 10 meter væk, legepladsen ligeså og har simpelthen verdens bedste naboer i verdens bedste gård. Vi spiser sammen, ungerne løber op og bed hos hinanden og man tager lige en liter mælk med hjem til naboerne. Elsker elsker elsker det fællesskab!
    Men fedt at høre fra een som Rent faktisk har prøvet det der med hus!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Piximouse

    Jeg klappede lige i mine hænder der og følger dig 100%. Åh, hvor ville jeg gerne, at husejerlivet (nu har jeg aldrig ejet de huse jeg har boet i, men men men) var noget for mig. Men pt. er jeg slet ikke der og hvad jeg har erfaret so far, så vil jeg også langt hellere bruge min tid på andet end at passe hus indvendigt og udvendigt – især det sidste.
    Min kæreste har en kæmpe drøm om hus… Jeg har fortalt, det først bliver om laaaang tid, så voksen er jeg simpelthen ikke. På trods af jeg venter mit andet barn ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kira

    Det var da et dejligt befriende indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hverdagsluksus, hudpleje og en god (barsels)gaveidé