Skrabeheld og 25 usandsynligt gode kup!

Mødre, vi skal sgu’tte finde os i det!

image

Jeg faldt i aftes over en (træt) mors nytårsforsæt (læs det her). Først grinede jeg højt, fordi jeg i høj grad kunne genkende mig selv i det hun skrev og fordi jeg synes det er så befriende, når nogen “tør” at hænge sig selv til tørre og fortælle om hvor nederen moderskabet af og til kan føles. For jeg skal være den første til at indrømme at mit eget moderskab – i særdeleshed i de perioder hvor søvnfrarøvelse spiller ind og sparker mig hårdt i mellemgulvet – også kan føles mere som lort, end som lagkage. Der er perioder hvor jeg både ligner og føler mig som en slasket karklud. Som der selvfølgelig skal være plads til og som vi aldrig må underkende. Men det er, siger min erfaring mig, heldigvis aldrig vedvarende. Ret hurtigt blev min latter derfor afløst af en eftertænksomhed og en tristhed over, hvor meget jeg oplever at vi – eller i hvert fald mange af os – kvinder gemmer os bag vores moderskab.

Vi taler ofte med passion og engagement om vores store drømme. Drømme, som vi i den efterfølgende sætning benævner, at vi ikke kan følge på grund af børnene. Vi kan ikke lige tage et år på pubcrawl i Asien eller søge den lederstilling vi så gerne vil have, for slet ikke at tale om at ses med vores veninder tre aftener om ugen, eller komme i træningscentret efter arbejde hver dag.

Vi vil i hvert fald ikke; for så er vi ikke “gode mødre”.

Moderskabet bliver en sutteklud for de ting vi ikke tør kaste os ud i og jeg synes ærligt talt det er drønærgeligt, for selvfølgelig kan vi stadig følge vores drømme, bare fordi drømmen også inkluderer børn.

“Jamen vores børn er det vigtigste i verden og vi får aldrig tiden med dem igen” siger vi, når vi endnu engang takker nej til at bruge tid for eller på os selv, væk fra børnene.

Jeg elsker mine børn betingelsesløst, som jeg plejer at fortælle dem, helt ud til stjernerne og månen og til Pluto og tilbage. Fuldstændigt som alle andre mødre elsker deres børn. Men den kærlighed betyder altså ikke, at jeg ikke stadig også gerne vil leve mit liv. Jeg vil aldrig overse mine børns behov, men jeg vil så sandelig stadig have lov til at tilgodese mine egne samtidig.

Nytårsforsættet jeg læste, handlede i bund og grund om, hvordan denne mor var blevet provokeret af en veninde(uden børn)s nytårsfortsæt, fordi moderen mente, at det højeste hun selv kunne opnå midt i sit moderskab, var et dagligt bad og at tage mindre grimt tøj på. Selvfølgelig pakket ind i humor og en god portion selvironi, som hun hyldes for, sådan som vi mødre kan hylde hinanden når det kommer til at anerkende, hvor hårdt det er at være mødre og hvor okay det er, at skrue forventningerne helt ned.

Men ved I hvad? Jeg vil sgu’tte finde mig i at være sløset og uambitiøs, bare fordi jeg er blevet nogens mor. To gange, ovenikøbet.

Bevares, mine nytårsforsætter eller livsmål generelt handler ikke længere om bungy-jump eller livsfarlig hajdykning, men til gengæld om at gøre en positiv forskel for andre. Jeg tror ikke jeg er en dårligere mor, når jeg går forrest i jagten på min egen lykke og mine egne mål, hvadenten det så handler om sportslig aktivitet, skønhedsrutiner, karriereræs, velgørenhed eller slet og ret ekstra kys på min mand eller mine børn. Jeg vil lære mine børn, at de også en dag skal gå ud i verden og være en del af den – også uden mig. Jeg vil lære dem at man kun kan opnå sine mål ved at gå efter dem og at livet er for kort til at lade sig nøjes.

Jeg vil være en god og kærlig mor, som nogle gange er fuld af overskud og kastelege, men som fandeme også nogle gange er for træt til at lege og som nogle gange prioriterer neglelak over togbaner. Jeg kan ikke være tilgængelig hele tiden og faktisk, så vil jeg heller ikke være det. Jeg vil også leve mit eget liv, med mine egne drømme, ambitioner og mål, som mit moderskab ikke skal få lov til at sætte en stopper for. Det tror jeg ikke jeg bliver en hverken mindre kærlig eller en dårligere mor af. Tværtimod, faktisk.

At være forælder er en af de største gaver i verden, men det er ikke den eneste og jeg vil altså vove at påstå, at livet ikke går i stå, bare fordi man får børn, det kræver “bare” kreative løsninger og en god portion hårdt arbejde. Til gengæld kommer der uanede mængder kærlighed til og jeg tror godt at vi kan favne det hele.

Det var bare lige det.

kys fra cana

   

26 kommentarer

  • […] med at være uambitiøs og middelmådig. Eller det var indtil jeg læste hende den skønne Cana skrive om nettop det at være mor, men samtidig også være kvinde. Hun skriver smukt “jeg vil […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sille

    Meget berigende indlæg og skøn indgangsvinkel til livet, tak for inspiration

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Kære Cana, dit indlæg rammer plet. Jeg kan ikke være mere enig. Min søn kommer altid først, og er kommet det i en ret usund grad faktisk. Men han er nu også kun 1 år, men things needs to change now. Jeg har nærmest ikke haft makeup på i et helt år, og gået i joggingbukser !!!! helt helt forkert.
    Men det at få børn, er learning by doing og det har bogstaveligt taget mig i røxxx, den livsstilsændring det er at få børn.
    Jeg har selv en mor, som er min absolutte sjæleven, men når det så er sagt, er hun en kvinde som hele hendes liv har sat os, hendes børn, først og desværre er standset med at leve sit eget liv. Hun føler og mærker primært livet, gennem vores og hendes børnebørns glæder, hvilket faktisk er en stor last for os. Det er en byrde, som giver én dårlig samvittighed, fordi man et sted føler at man hele tiden skal præstere og yde, ikke fordi hun forventer det, men fordi du som barn føler, at det er igennem dig, at hun primært mærker livet. Jeg drømmer om at blive en ligeså forstående, elskende, støttende, omfavnende, grinende, mor som er tilstede, hvornår man end har brug for det. En mor hvis ord kan få dig til at føle du kan klare hele verden, og hvis kinder du nærmest kysser til blods, hver gang du ser hende (ja jeg er snart 30!). Men jeg drømmer også om at gøre det helt helt anderledes end min mor, jeg ønsker at være en mor i udvikling, som hele tiden lærer noget nyt og som hele tiden er sulten efter livet. Og som indimellem siger nej, for at sætte sig selv først. Og på den måde også være en inspiration til min søn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tinna

    Tak for et super godt og meget ærligt indlæg! :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amen sista, amen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Sutteklud for de ting vi ikke tør kaste os ud i? – jeg er ikke enig.
    Jeg har drømme, jeg tør godt! Jeg VIL bare ikke … For jeg vil faktisk virkelig gerne ha det hele med af mine børns første år. Hver og en lille bid af deres skønne væsen og deres udvikling.

    At nogle mødre vælger at gøre noget andet end mig, genere mig ikke. Men kom ikke og sig at det er fordi jeg ikke tør … Jeg vælger bare noget andet, og jeg inkludere mine børn 100% i det jeg gerne vil lige nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana Buttenschøn

      Åh, Maria, det er selvfølgelig ikke ment som at vores moderskab altid bliver en sutteklud. Selvfølgelig kan alle vælge og prioritere frit og jeg tager hatten af for alle valg, så længe de ikke bliver sovepuder.
      Jeg arbejder selv hjemmefra og er virkelig meget sammen med mine børn; en prioritering jeg har valgt formentlig af samme årsager som dig :) Samtidig sørger jeg dog også for at dyrke mig selv, så jeg ikke sygner hen, som jeg ville føle at jeg gjorde, hvis jeg ikke plejede mine egne interesser samtidig :)
      Det er ikke en kritik af hverken dig eller nogen andre. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Åh Cana…jeg kommentere aldrig blogindlæg men læser dine med største fornøjelse. Nu måtte det så være. Jeg er nemlig en af de mødre som er blevet kaldt egoistisk fordi jeg har valgt at søge lederstillingen ( mit drømmejob) og derfor har valgt at 1 barn var nok for os i vores familie. jeg vil rigtigt gerne være mor, men en glad mor og mit job gør mig super glad. Der ligger også rigtigt mange timer i mit job, men jeg elsker det stadig. For os var det så et aktivt valg om jobbet der lige pludselig var der og et tilvalg af dette… Men tænker bestemt ikke at dette gør mig til en dårlig mor, men en mor der trives og det tænker jeg også at min søn er ret så glad for…. Faktisk . Tak for en skønherlig blog.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana Buttenschøn

      <3 Tak for din kommentar.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M

      You go girl. Du er super sej. Jeg er selv (næsten) nybagt mor. Min mand og jeg havde inden jeg fødte besluttet, at vores søn først skal starte i vuggestue når han er 15 mdr. Hvilket er en beslutning jeg har det ganske fint med, men da der var gået de ca. 10 mdr af min barsel, synes jeg ikke rigtig jeg kunne mere!! Barselslivet var udover al det gode, hårdt, krævende og udfordrende, på en måde jeg ikke forventede. Og jeg spurgte mig selv: har min søn bedst af at starte i vuggestue “tidligt” som alle andre, og have en glad mor (som jeg følte jeg ville blive af at komme tilbage på job igen, og blive stimuleret intellektuelt og fagligt, hvilket var det der skulle til), eller en mor som er bitter og sur i livet og som insisterer på, at gå hjemme af principielle årsager!! For mig var svaret tydeligt. Jeg er ligenu fastbesluttet på at gå karrierevejen, og faktisk ikke ret sikker på at vi skal have flere børn. Og min søn har en glad og inspirerende mor :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] ene, Cana, skriver overordnet set, at hun satme ikke gider gå bag om dansen, fordi hun er blevet mor. Hun er […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • HØRT!!! ❤️ Spon on!!! Sig mig engang Cana, kan du læse mine tanker?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] læste lige et indlæg hos en af mine favoritter, Cana. Hun skriver om hvordan børn ikke skal sætte ens eget liv i stå. Jeg er fuldstændig enig! Mine […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Men elsker stadig udsagnet om, oprydning handler om at smide alt i skabet før gæsterne kommer For netop sådan nogle prioteringer gør jeg, for at få MIG-tid så pyt det roder mere end hvad jeg reelt har lyst tid. (Dog har det taget tid at lære).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Er helt enig med dig Cana. Noget der også slog mig, i starten af dit indlæg, at det jo ikke nødvendigvis kun er efter man har fået børn, at man har dage fyldt med energi og dage hvor man mest af alt ligner en vredet karklud. Jeg husker også dage, fra før jeg fik børn, hvor underskud stod i vejen for overskud, der var bare ikke nogle børn at give “skylden” for dette :) Ved ikke lige helt, hvad mit budskab med dette er, men det var bare lige en tanke jeg fik :) Rigtig god dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana Buttenschøn

      Nej præcis! Der er ups&downs altid og jeg synes at fripasset må høre op på et tidspunkt for os mødre. Bevares, i babytiden er alt lidt i undtagelsestilstand, men sådan fortsætter det jo heldigvis ikke :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine Vengaard

    Sådan jeg har nu været sammen med min mand i 20 år, men vi har også været seperaret i et års tid for nogle år siden netop af den grund at vi mistede os selv på vejen fordi det HELE handlede kun om børnene og deres behov, vi er heldigvis fundet sammen igen og er i den grad blevet mere egoister, min familie kommer altid i første række og er der ikke plads til mig ja så må jeg prioritere om for der SKAL være plads mit og min mand liv også uden børnene, jeg mener kun det er sundt for børn og se at der er kærlighed mellem mor og far og at de også prioritere hinanden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana Buttenschøn

      Wauw, tak for din kommentar og din historie! Det er stærke sager.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Tak. Tak fordi du tør sige at du stadig har dine egne behov, ønsker og drømme OG At du lytter til dem og følger dem. Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirsten

    Fantastisk indlæg. Er fuldstændig enig i at man ikke skal tilsidesætte alt for sine børn.
    Når det så er sagt så har jeg været i den modsatte situation hvor jeg ville være nødt til at tilsidesætte mine børn i jagten på drømmejobbet. I butik betyder der helt absurde arbejdstider. Både for mange og for lange. Jeg tog et valg om at vente med den drøm udelukkende fordi jeg valgte at jeg også ville være sammen med mine børn. Det var mere vigtig for mig lige nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana Buttenschøn

      TAK! Der vil formentlig altid være valg der skal træffes og prioriteringer der skal løses – både før og efter man får børn :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vivian

    Godmorgen Cana
    Livet leves forlæns og forstås baglæns.. Du har sååååå ret i at børn ikke betyder stop og sluk intelligensen kvinde. Næ nej det betyder “blot” mærk efter hvad der betyder noget. Hvad er det der giver dig energi på den korte OG lange bane. Mange svarer her… mine børn. Jep men også på den lange bane. Nej vel for der er de suset afsted til udlandet/flyttet til storbyen… eller noget tredje og disse mødte sidder så mutter tilbage og hvad nu.. jeg ofrede alt for dem.
    Nej du gemte dig bag dem. Husk vi skal være forbilleder ikke bare mor – billede. Jeg havde en karriere og fik 1.barn imens. Anden graviditet skulle der kæmpes for, så job på stand by imens. Efter skønne 9 mdr barsel afsted til nye jobudfordringer. Er der ting jeg fortryder? Ja men ville ikke ændre det store, for jeg var med hele vejen. 5 år efterfølgende som hjemmegående i udlandet. Nød at pigerne var større og sjove at være sammen med. Tilbage i DK, så fik jeg “mor jeg elsker dig men jeg kan jo ikke se op til dig for du er bare mor. du er jo ikke en sej forretnibnskvinde ” Årets mavepuster på den fede måde. Jeg havde gemt mig bag børnenes behov. Heldigvis havde vi opdraget dem til at være ærlige. Jep nu er hun igen stolt over at jeg kæmpede mig tilbage efter 7 år ude af branchen. Livet skal leges med hjerte OG hjerne skønne kvinder. Vælg børnene med hjertet, hvis det er det du vil, men brug dem ikke som værn mod verden :-) god dag

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana Buttenschøn

      Hold nu op, hvor lyder du bare sejere end sej, Vivian! Godt kæmpet og sikke nogle seje, direkte børn du har :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skrabeheld og 25 usandsynligt gode kup!