Ugens Mand - Thomas Buttenschøn

Dametur, restauran(t)befalinger og Cut’n’Move

image

Det har, uden sammenligning, været årets hidtil absolut bedste weekend og med dét i tankerne, gør det ikke spor at den allerede er forbi og at hverdagen – ovenikøbet med en lidt klattet tumling i husstanden her til morgen – igen er sat ind.

Én af mine allerbedste damer, som desværre for mig, bor i Sønderjylland, havde slået et smut forbi København og jeg havde i den forbindelse selvfølgelig sat hende i stævne som den første. Først sammen med alle vores børn og sidenhen alene; en vindende kombination, hvis nogen spørger mig.

image

Vi tog på Ricemarket på Kultorvet, som altså får min fineste anbefaling – i hvert fald hvis man, som jeg, synes det er hyggeligt at sidde i skrædderstilling, blandt bunkevis af puder og spise sin middag i en næsten aflukket bås. Jeg elsker det og synes det er ét af de allerdejligste steder at spise i hele København, fordi det er så intimt. Og nej, de aner ikke at jeg skriver det og jeg har (selvfølgelig) betalt fuld pris og drikkepenge for min mad. Deres dessertkort indeholder dog hverden nok chokolade eller karamel til min smag og vi fandt os derfor ret hurtigt slentrende mod klassikeren, Peder Oxen, som har et overdådigt dessertkort, god knald på varmen og ganske fortræffelig servering; så behøver vi vist ikke snakke hverken for meget eller for længe om, hvor meget grums der var i kaffen.

image

Med maverne fulde og snakketøjet varmt, var det nærliggende at slå et smut forbi Bo-Bi Bar til en håndbajer, men fordi én som bestemt var mere hjemmevant end vi, på den røgfyldte bodega, fik reserveret det bord vi var på nippet til at sætte os ved, strøg vi videre og endte – af alle steder – på LA Bar. Dér hvor jeg for seks-syv år siden drak tequilashots, som var det saftevand og hvor jeg allerede dengang af og til kunne føle mig en kende for gammel i forhold til det øvrige klientel. Ikke desto mindre, var det mere end bare almindeligt hyggeligt at snakke både med hinanden og unge, seje soldaterdrenge. Og sjovt. Og helt vildt rart at være på et sted hvor prætentionerne bliver godt og grundigt parkeret udenfor og hvor Cut’n’Move og Backstreet Boys sætter den musikalske dagsorden.

image

Mad, kaffe og en hel del øller senere, slog klokken lidt over midnat og min veninde og jeg takkede af for en glimrende date, som med garanti har gjort min mandag meget lettere at overskue – også selvom jeg har en lille bitte smule tømmermænd.

kys fra cana

   

2 kommentarer

  • Åh hvor er jeg misundelig. Dog i mindre grad på dagens tømmermænd, som havde været virkelig hårde at gå på job med. Oveni de tømmermænd weekenden allerede havde givet mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana Buttenschøn

      Det var dælme også hyggeligt – og tømmermændene værd :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugens Mand - Thomas Buttenschøn