En make-up-video og GODT NYTÅR

Fødselsfredag #3 – en hjemmefødsel

Allerførst vil jeg ønske jer allesammen et smaddergodt nytår! Jeg håber at I er kommet ind i det med et brag. Vores nytårsaften blev som håbet, virkelig hyggelig og jeg lover at skrive mere om den ganske snart, men selvom hovederne er tunge, øjenlågene er trætte, smilene er store og der er så meget at skrive om i går, kommer vi ikke udenom at det er fredag, som udover obligatorisk bland-selv-slik, selvfølgelig byder på en fødselsberetning. 

De to foregående beretninger, som I kan finde HER og HER var begge lidt voldsomme og overvældende oplevelser for de fødende og det er derfor med største fornøjelse, at jeg kan præsentere Kim, som huserer på bloggen superheltemor.dk og fødslen af hendes yngste datter. En meget smuk fødselsoplevelse, som jeg kun kan anbefale alle at læse.


Skærmbillede 2015-12-30 kl. 19.35.11

Da mine to yngste døtre havde ligget som stjernekiggere, og derfor havde givet nogle lidt mærkelige fødselsforløb, havde vi valgt at jeg her fjerde gang skulle føde med private jordemødre, fra fødslens hus Maia.

De er særligt dygtige til at vende børn der ligger skævt, og det gav mig en kæmpe tryghed at vide at denne fødsel i hvert fald fik de bedste odds, med jordemødre jeg kendte, som var trygge ved at mit barn kunne finde på at ligge skævt, og som havde masser af esser i ærmet mht vending af barn, akupunktur og meget mere.

9 dage over termin vågner jeg ved en lillebitte ve kl 03.

Skynder mig at købe et lille program til min telefon, så jeg kan tage tid på dem. Det viser sig hurtigt at der ikke er system på dem endnu: 3 minutter, 12 minutter, 4 minutter, 35 minutter imellem. Og de varer ikke så længe, kun ca. 30 sekunder, så efter 1 times tid lægger jeg mig til at sove mellem dem i stedet. De fortsætter hele natten, men er bestemt ikke spor slemme, jeg er udmærket klar over at det ikke er en fødsel endnu….

min mand, skal møde kl 8, og plejer at køre vores store pige i skole, da skolen ligger langt væk. Men jeg kan ikke overskue at have vores to yngste på 3 og 5 hjemme, og selv skulle følge dem i børnehave, så han kører dem i børnehave i stedet, og en veninde kører vores ældste i skole.

Så er jeg alene med mine småveer.

Stadig ikke spor regelmæssige – på et tidspunkt er der næsten en time mellem to, og så kommer der lige tre med kort imellem.

Sådan bliver det bare ved.

Jeg tager en middagslur på to timer, og da jeg vågner kan jeg se at der kommer noget tegnblødning, så noget må der jo være ved at ske.

Kl. 15 skal jeg egentlig op og hente børn, men kan bare ikke overskue at sidde på en cykelvogn eller stå i en børnehave med veer – heller ikke selvom de ikke er så slemme. Så jeg ringer, med dårlig samvittighed, til min mands arbejde, og spørger om han ikke må gå lidt før, så han kan hente dem. Det gør han så.

Solen skinner og der er skønt varmt, så min mand griller og snitter salat, mens jeg sidder i solen og prøver at øve vejrtrækning på småveerne. Prøver at forestille mig at ubehaget ved veerne, er behagelig varme fra solen der breder sig i min mave. Det virker nogenlunde.

Småveerne er stadig små, stadig uregelmæssige, men de begynder at nive enormt meget fortil, i underlivet.

Mine veer plejer at gøre ondt i lænden, men det er fordi børnene plejer at være stjernekiggere, har jeg hørt.

Så jeg tænker at det sikkert er sådan almindelige veer føles – men de er nu lige så ubehagelige som jeg husker de andre – og der er jo ikke engang rigtigt knald på dem endnu…

Vi spiser i solen, børnene synes det er sjovt når jeg efterhånden er nødt til at rejse mig fra bordet for at tage en lille ve stående.

De er rigtigt glade for at det ligner at deres lillesøster snart kommer ud, og stiller mange spørgsmål.

Jeg synes faktisk det er fint de når at se mig med lidt veer, så de er forberedte, hvis de nu skulle vågne midt i en fødsel.

Min mand putter børn, mens jeg slapper lidt af.

Vi aftaler at se lidt film, og min mand lover mig massage, men jeg kan ikke helt overskue det alligevel, så vi taler bare. Vi er enige om at det nok bliver inden for det næste døgns tid at det her vil gå rigtigt i gang.

Mine to sidste fødsler var også startet med nogle perioder med småveer, der var stoppet igen, og da det så endelig var gået ordentligt i gang, havde det kun taget 5 timers tid.

Vores ældste datter har 8½ års fødselsdag i dag, og havde sådan håber lillesøster ville komme i dag, så de kan have halvårsdage på hinandens fødselsdage. Men det kan helt sikkert ikke nåes, kl. er snart 21, og stadig intet regelmæssigt eller langvarigt over veerne.

Kl. 21.55 ringer jeg til min jordemoder for at høre hvad hun syntes: skal jeg gå i fødekar, hvornår skal jeg tage klyx, hvor kort skal der være imellem veer, før hun har lyst til at komme ud til mig.

Hun siger jeg må prøve at mærke lidt efter selv – trænger jeg til en pause i veerne, kan de måske stoppes med et varmt bad for en stund. Håber jeg på at der skal ske mere, kan jeg jo forsøge at tage et klyx, som måske kan starte lidt mere. Og så kan vi bare ringes ved, så snart jeg har behov for det.

Jeg går op på badeværelset med mit klyx. Stadig lidt i tvivl om hvad jeg skal, starter jeg med at stå lidt under bruseren. Her bliver veerne hyppigere og begynder at gøre utroligt ondt foran i maven.

Jeg synes det begynder at gå lidt for hurtigt, der var 10-15 minutter mellem de veer jeg havde før jeg gik op, nu er der pludselig 1½-2 minutter imellem de her. Jeg skynder mig at tage klyx, og det er godt nok svært, når det går så hurtigt, men det lykkes.

22.10 smser jeg ned til min mand i stuen – kan slet ikke overskue at gå derned – at han skal tilkalde jordemoder NU!!!

Han kommer op til mig med det samme, og begynder at sige noget om at jeg for få minutter siden ikke vidste om det var i gang, men han stopper brat op, da han ser mig stå og pruste, og så ringer han til jordemoderen.

Jeg vakler med ham ned i stuen, hvor veerne nu kommer helt oveni hinanden, og gør så hvinende ondt foran at jeg næsten ikke kan trække vejret – har aldrig oplevet noget gøre ondt på den måde før!

Min mand prøver at smutte væk fra mig mellem veerne, så han kan få pustet fødekarret op, men jeg vil ikke slippe ham.

Det eneste der virker, er at jeg står og rokker op af ham, mens han trykker på et akupressurpunkt ved min tommelfinger. Han ringer til min mor, og beder hende skynde sig over for at hjælpe.

Jordemoderen træder ind af døren kl. 23, og så snart jeg ser hende, får jeg trang til at presse med på slutningen af veen.

Det er sådan en befrielse at kunne presse med, jeg synes udvidelsesveer er skrækkelige – ISÆR den slags jeg har her! – men presseveer er kun lidt ubehagelige, de gør ikke ondt.

Jeg skæver til jordemoder for at se, om hun har tænkt sig at sige jeg ikke må presse med, men det siger hun ikke.

Hun spørger om jeg kan holde ud at ligge ned, så hun kan undersøge hvordan baby ligger, for jeg ser forpint ud af de veer fortil.

Det gør enormt ondt at ligge ned, men hun undersøger mig forsigtigt indvendigt, og jeg er næsten helt åben – åh en befrielse at vide!

Men baby ligger skævt med hovedet,man kan faktisk se udefra at hendes hoved ligger oven på symfyseknoglen, og derfor gør det ondt foran i underlivet.

Jordemoderen vil rigtigt gerne prøve at vende hende med en rebozo: et langt tørklæde, som man vikler om mave eller hofter, og “svirper” babyen på plads.

Hun prøver først mens jeg ligger på knæ i sofaen, men det kaster jeg op af. Så rejser jeg mig op og står med ryggen mod min mand, som nærmest bærer mig, mens jordemoderen svirper mig om hofterne.

Jeg kan tydeligt mærke forskel efter få svirp: det holder op med at gøre ondt foran med det samme, og jeg kan mærke babys hoved begynde at komme nedad med det samme!

Det føles simpelthen som at have en tennisbold til at glide nedad indvendigt, det er så surrealistisk!

Jordemoderen spørger om jeg stadig gerne vil føde i vand, og det vil jeg jo gerne, så min mand hjælper mig op i karret, der kun er kvart fyldt.

Jeg sætter mig på knæ i vandet, og vil mærke på mig selv, om hovedet måske glider med nedad ved veerne, sådan som jeg synes jeg mærkede lige før.

Til min store overraskelse får jeg et helt hoved i hånden da jeg stikker et par fingre indenfor.

Jeg tror ikke de andre ved at jeg sidder her lige ved siden af dem, og holder om min babys hoved. Jeg kan mærke at det stadig ligger i fosterhinden, som en lille vandballon.

Jordemoderen er ved at sige til min mor at hun skal varme mere vand til fødekarret, hvis jeg skal nå at føde i vand. Jeg kan slet ikke finde ud af at sige, at det altså er for sent med mere vand nu, for jeg har  næsten født.

Jeg kan ikke huske hvordan man taler, jeg er så paf over at denne her baby nærmest bare er fløjet ned igennem mig på 4 presseveer.

I det samme begynder en presseve, og uden at jeg egentlig synes jeg får presset med, ryger babys hoved ud, og jeg råber: “shit!!!” – og så forstår de andre vist at det er nu, og vender deres opmærksomhed mod mig og karret.

Baby kommer langsomt ud, mens jeg holder hendes hoved.

Da skuldrene kommer ud, brister fosterhinderne. Hun er en fedtet omgang arme og ben, den lille baby dernede under vandet.

Jeg løfter hende selv op til mig.

Lillebitte ansigt, mørke dun på hovedet, meget lille og spinkel.

Min mor løber op for at vække ældstebarnet , mens babyen stikker i sit første lille vræl. Jeg bevæger hende lidt i vandet, og hun bliver roligere.

Kl. er 23.35, hun blev simpelthen født på under halvanden time, fra det gik rigtigt i gang – og hun nåede at blive født på ældstebarnets 8½ års dag!

Ældstebarnet er helt euforisk da hun kommer ned, og skynder sig hen for at kigge på den lille i vandet. Lidt efter kommer den næstældste også selv ned, og da hun ser at den berømte baby endelig er kommet, styrter hun op for også at vække sin lillesøster, så hun kan se.

Jeg giver den lille første ammetår i vandet, og moderkagen bliver født i vandet. Pigerne er fascinerede af hvor dejligt ulækker den er.

Så kommer jeg over i sofaen, som er dækker til med en voksdug og nogle håndklæder. Jordemoderen undersøger mig for bristninger, og jeg skal desværre have et enkelt lille sting. Hun bedøver mig med en isterning, og det er faktisk ikke så slemt.

Jeg får tøj på og dyne over mig, og prøver at få babyen til at tage brystet. Hun er simpelthen bare vidunderligt sød, den lille!

Min mor hiver skåle med slik frem, og pigerne synes det er sejt at blive vækket om natten for at få slik – ja, og også for at se en lillesøster.

Vi spiser lidt halvstående buffet, klokken er mange og vi er alle trætte, så det bliver ikke til samme timelange omgang festmåltid som vi plejer efter fødsler.

Jordemoderen måler og vejer lillebabyen: 3100 gram og 51 cm – den mindste baby vi har haft herhjemme, og endda 9 dage over termin.

Så smutter jordemoder og min mor, og vi putter de glade storesøstre på en madras på gulvet inde i vores soveværelse. De ligger og fniser og fryder sig, og falder i søvn i en bunke.

Jeg er høj på adrenalin, og ligger vågen det meste af natten, og beundrer min yndige lille lynfødte prinsesse, min smukke mand, og de tre dejlige storesøstre på gulvet.

Og jeg føler mig helt overvældet af taknemmelighed over at jeg nåede at få min hjemmefødsel – og så sådan en perfekt, hurtig og fin fødsel oveni!

kys fra cana

   

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En make-up-video og GODT NYTÅR