Årets første rejser - planlægningen

Fødselsfredag #5 – For tidlig fødsel

image

Denne beretning rører på så mange måder mit hjerte dybt og jeg er meget beæret over, at Anne stoler på mig til at dele hendes historie om for tidlig fødsel og efterfølgende adskillelse fra sit barn. Jeg håber at I vil tage godt imod hende. 

Jeg hedder Anne og jeg var 32 da jeg fødte min søn. Her er min historie.

Vi havde prøvet i ca. 2 år og jeg havde haft 2 MA, da jeg endelig blev gravid med min søn i marts 2012.

Jeg sidder i et lille rum og kigger på en tom kuvøse. Jeg prøver på, at forstå hvad sygeplejersken fortæller mig. Jeg er gravid 34+5 og det er ca. 5 timer siden vandet gik. Først nu går virkeligheden op for mig. Jeg skal snart føde min søn (for tidligt) og jeg er nok næppe hjemme om 2-3 dage. Jeg kan slet ikke forholde mig til det og tænker allermest på alt det, jeg IKKE fik pakket, da jeg rendte rundt derhjemme i glæde, forvirring og uvidenhed, med vandet løbende ud af mig.

Jeg kigger på kuvøsen igen og hænger mig også meget i, at sygeplejersken hele tiden siger far. “Så kommer far med herned på stuen“, “Så må far gerne komme helt hen til kuvøsen og se hvad vi laver“, “Så kan far måske få lov at holde jeres søn“.

JEG tænker, hvor er mor?

Tilbage på vores stue er der flere følelser, der farer rundt i mig. Jeg er spændt, nervøs, glad, ked af det og allermest bange. MEN vigtigst af alt lige nu, min baby inde i maven har det godt.

Klokken 01.00 (10 timer efter vandet gik) er mine veer gået igang efter ve-stimulerende drop. Jeg får sovet on/off den nat og det bliver morgen.

Morgenen går med dårlige veer og mig der åbner mig meget meget langsomt.

Klokken 13.00 ca. får jeg lov at komme på fødegangen. Og indtil vagtskiftet 14.30 sker der ikke det vilde. Jeg får en klyx og får af vide, at jeg skal holde mig så længe som muligt. 5 sekunder efter sidder jeg på toilettet og skider midt i en ve.

Mine veer kommer i klynger og meget uregelmæssig. Det gør det svært for mig, at trække vejret ordentligt imellem dem.
Jeg trækker mig meget ind i mig selv. Sådan forbliver jeg resten af fødslen. Jeg gør hvad jeg får besked på og koncentrerer mig om opgaven. Men er nok ikke helt til stede i forløbet… Det er svært at forklare.
Men jeg er åbenbart yderst høflig. Det er i hvert fald det dem, som kommer på stuen siger. Jeg spørger pænt, siger ja tak/nej tak, hilser osv.

Kun da jordemoderen er ved at undersøge mig (midt i en ve) og min kæreste trykker på samtlige knapper til sengen, bliver jeg lidt hidsig:-)

Jeg får akupunktur og varmepude for smerter, men det hjælper mig ikke.
Så klokken 19.00 får jeg lagt den epidural, jeg havde svoret jeg ikke villle have, men mine veer er som sagt dårlige. Og de gør mega ondt. Jeg havde svoret inden, at jeg har en høj smerte tærskel, det var inden jeg lærte hvad en ve var. Jeg får dog kun kortvarigt glæde af den. En halv time efter den er lagt, får jeg presse veer.

Sikke en lettelse. Jeg elskede de presse veer. Dem kunne jeg arbejde med.
Lige indtil jordemoderen bad mig om at stoppe.
Min søn ligger skævt og jeg kan ikke presse ham ned i bækkenet. Der bliver prøvet lidt forskelligt for at få ham længere ned, men det lykkedes ikke.

Efter ca. 3 timer med presseveer, vælger de, at tage ham med hård cup. Mit blodtryk er meget højt, men min søn har det godt. Men de vil have ham ud nu.
Cuppen falder af under en presse ve og da den skal på igen, klager jeg lidt igen (på den høflige måde) jeg var brugt, træt og den cup gjorde pisse ondt.
Den kommer på igen og overlægen siger, “ikke denne ve, men næste, så er han ude“… Og pludselig: Bliver min søn født. (2790 g og 50 cm 34+6.)

Han har jo en god størrelse og han kommer kort op til mig på maven (fuldstændig vidunderlig følelse) men bliver hurtigt taget fra mig, da han har lidt problemer med at trække vejret.
Inden de kører væk med ham, kommer de hen med ham, så jeg kan se ham igen. Men jeg kan høre, at hans vejrtrækning er besværet og beder dem tage ham med.

Pga. at mit blodtryk steg, og pga det drop jeg fik som forbyggende mod kramper bliver jeg indlagt på Intensiv.
02.00 efter jeg er blevet syet og kørt på intensiv vågner jeg efter en lur. Frisk som aldrig før. Klar til at komme over til min søn. Jeg kalder på en sygeplejerske, som fortæller,,at jeg skal blive til klokken ni. Jeg græder hele natten og ved vagtskifte kommer en ny sygeplejerske ind til mig. Jeg fortæller hende, at jeg er klar, og min verden bryder fuldstændig sammen da hun fortæller, at det først er 21.00 at jeg kan blive udskrevet.
Jeg var så ulykkelig. Alle mine tal var fine og der ikke var noget i vejen med mig, men der var intet at gøre.
Så jeg ligger på intensiv og min søn på Neonatal. Heldigvis optager min kæreste en video af vores søn- som jeg ser på repeat resten af dagen. Min søster får lov at være hos mig på intensiv og hun ser faktisk min søn før jeg.

Søndag klokken 21.00 (efter mange tårer) holder jeg min søn for første gang. 22 timer efter han blev født. Det er så stort. Og skræmmende. Trods hans store størrelse, mærkes han lille og skrøbelig og alle de ledninger, der er sluttet til ham, gør ham ikke mindre skrøbelig.

Som nybagt- sårbar- syg- skyldbetynget mor er det helt fantastisk, at da jeg får ham over på mit bryst/min mave (hud mod hud) stiger hans iltmætning. Den har hele tiden ligget mellem 85-90 og for første gang, mens han ligger hos mig, stiger den til 100%. Han kender sin mor- hendes hjerteslag og hendes stemme.

Her sluttede Annes fødselsberetning og jeg skrev derfor følgende til hende: “Jeg kan forstå, at det må have været en meget voldsom oplevelse; måske især at være adskilt fra dit barn. Kan jeg få dig til at beskrive lidt om dine følelser omkring fødslen – og dig selv som mor – efterfølgende? Hvordan kom du igennem det?”

Det er svært at beskrive mine følelser omkring min fødsel, det er som de var ikke eksisterende. Men jeg er ikke ked af selve fødslen i dag.
Jeg synes egentlig, at jeg havde en god fødsel. I den forstand, at den forløb forholdsvis roligt og jeg fik lov at føde naturligt. Det betød meget for mig.
Men jeg håber, hvis jeg får lov at prøve det igen- at jeg kan være mere til stede mentalt, fysisk og psykisk.
Det havde jeg slet ikke overskud til. Veerne og de smerter de førte med sig – overraskede mig meget. Så al min energi gik til at håndtere dem. Alt andet blev skubbet til side.
Der var ingen glædestårer da han kom ud- ingen forløsning. Det var lidt som om jeg havde gennemført et Marathon og ikke født mit barn.

Men jeg var allerede fuld af skyld. Over at have født for tidligt og sat vores søn i den situation.

De 22 timer der gik inden jeg så min søn var forfærdelige.
Jeg græd og var så ulykkelig. Sidenhen blev jeg vred over at jeg ikke bare hev venflon og drop og elektroder af og gik over til ham. Jeg syntes ikke at jeg havde kæmpet nok.
I lang tid troede jeg at vores bånd ville være for evigt ødelagt. At den adskillese ville gøre at vi ikke kunne knytte os til hinanden.

Da jeg endelig blev kørt ind på stuen i min sygeseng græd jeg fordi jeg ikke vidste hvem min søn var.
Jeg græd meget. For de nætter vi sov hver for sig, ham helt alene.
Fordi fremmede sygeplejesker trøstede ham.
Da han lå i sol og jeg slet ikke måtte holde ham.

Jeg følte mig ikke som mor. Andre styrede slagets gang og vidste mere om min søn og hans velbefindende.

Selve forløbet på neonatal var godt. Med de bekymringer der nu følger med, men vores søn viste hele tiden at han var stærk, sund og rask.

Det hele var dog så ambivalent for mig.
Nok fordi jeg selv var så ramt. Min blodprocent var fx. så lav og jeg nægtede i lang tid at få en blodtransfusion (da det ville betyde flere timer jeg ikke kunne være hos ham) så jeg var drænet for energi.
Jeg ville være hos ham- men havde ikke overskud til det. Så hele tiden skyld skyld skyldfølelse.
Og den fulgte mig i lang tid.

Jeg var ikke mor fra det øjeblik jeg fødte. Og så alligevel.
For en aften da vi var ved at putte vores søn i kuvøsen og sige godnat, sagde min kæreste noget i retning af: “du er en dårlig putter.”
Den dag i dag ved jeg stadigvæk ikke, hvad han mente.
Men jeg fik i elevatoren fortalt ham med meget store bogstaver: at jeg var min søns mor. Og at jeg vidste hvad jeg gjorde. At han aldrig nogensinde skulle sætte spørgsmåls tegn ved det. Jeg ville gå gennem ild og vand for ham- jeg ville flytte bjerge for min søn.
Det var ligeså meget en peptalk til mig selv tror jeg. Og det hængte ved. Sammen med skyldfølelsen.

Tiden læger alle sår- og selvom jeg i lang tid gik og tumlede med min start som som mor så blev det bedre og bedre. Vi voksede sammen med opgaven.
Jeg fik ingen hjælp. Min sundhedsplejerske lavede den der test på mig. Den sagde jeg var helt nede i kulkælderen. Men eftersom jeg var det, magtede jeg ikke selv at gøre noget og hun var noget vag og formåede ikke at sætte noget i gang.
Men det gik. Det kunne nok være gået hurtigere med lidt professionel hjælp. Men i takt med at min søn voksede og og jeg så at han trivedes blev det bedre.
Jeg skrev meget. Det var min terapi. Ikke fordi jeg er stærk i at skrive – men det at få det ned hjalp mig. Mine tanker, følelser og bekymringer på papir og så sad jeg og græd mens jeg læste det igen og igen.
Det var skide hårdt. Men det var vores historie og den har jeg taget med mig. Den har gjort mig stærkere og vi har det alle godt i dag.

Anne, du er en skide god mor. 

kys fra cana

   

15 kommentarer

  • Sara

    Hold nu op en vild historie. Du er for sej!!!

    Jeg har nu læst flere fredagsfortællinger og tuder hver gang. Det går mer og mer op for mig at jeg nok skal snakke mit forløb igennem om første fødsel inden vi kaster os over barn nr.2….

    Cana: Hvis du vil har jeg en beretning om min fødsel om epidural og skyldfølelse. Hvor skal jeg evt sende sen hen, hvis du ik er ved at drukne i fødselsberetninger

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana Buttenschøn

      Det er altid en god idé at få snakket sit fødselsforløb igennem med en professionel – særligt naturligvis, hvis det har været en hård eller ligefrem dårlig oplevelse.
      Du kan sende din beretning til mig på cana@mortilto.dk :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Uha :-(.
    Min fødsel gik super hurtigt. Og jeg fødte, MEGET, uplanlagt, derhjemme

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina Nielsen

    Hej Anne
    Så fik jeg lige flash back til min ældste søns fødsel i 2012, det endte dog i akut kejsersnit og jeg var kun adskilt fra ham i 3 timer, som var de længste tre timer i mit liv, min mand havde også taget et billede af ham, som jeg ned stirrede i alle tre timer. Så kan så meget forstå, alle dine følelser igennem dette. Jeg fik slet ikke lov til at se min søn, da han kom ud, grundet “opstarts” problemer, som lægen kaldte det. Så det med at komme ind i et rum fyldt med små bitte babyer, uden at vide hvilken der er sin.
    Tusind tak for en skøn fortælling og bare det at vide, at man ikke var ene om alle de følelser, der er i forbindelse med en for tidlig fødsel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana Buttenschøn

      Manner, hvor gør mig glad at læse, at du kan bruge beretningen til noget. Det er præcis dét, der er meningen med fødselsfredag. TAK.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lis Jørgensen

    Åh dog .. Og dejligt at læse at beretningen endte godt. Det var lige som at få genopfrisket min første fødsel i 1986. Fødte på samme måde som dig, men måtte ud at gå på den lange gang med stærke veer, da min søn også lå skævt og for langt oppe til at han kunne kunne ned … Kors sikke smerter, var også i fødsel i et døgn og blev taget med cop til slut .. Han blev født 3 uger for tidligt, fin bebs på 2900 g og 49 cm,, men havde lidt problemer med vejrtrækningen og blev uden mit vidende lagt i kuvøse om natten og skulle overføres til Hillerød sygehus neonatal afd næste dag, da han havde røde pletter, som kunne være en infektion. Alt gik stærkt og var slet ikke forberedt på noget, da de lige glemte at informere mig, eller jeg nok ikke forstod meget af det hele …Mit barn blev installeret på præmature afd og jeg blev indlagt på gynækologisk afd med andre gravide pga pladsmangel… Flere km fra hinanden .. Hallo min baby blev revet fra mig og jeg var omgivet af struttende gravide maver. Sikken et traume .. Har heldigvis fået oplevelsen bearbejdet, men følelsesmæssigt meget meget ubehageligt at blive adskilt på denne måde. Nu 30 år efter kan oplevelsen stadig huskes, men vi har det fint men føler stærkt med andre, som også har en hård fødsel ..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Majken

    Det kan altså ikke anbefales at læse denne beretning i bussen. Det er lidt halvpinligt at sidde i flæbe i 4A. Shit du er en sej mor Anne!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • sidse

    Kære Anne, din beretning rørte mig rigtig meget og jeg græder faktisk lidt for det er også min beretning!
    Jeg fødte en pige efter spontan vandafgang i 33+5 og hun klarede det efter omstændighederne godt og jeg havde det fuldstændig forfærdeligt i ugerne hun var indlagt og det næste halve år til jeg fandt mig selv som mor.
    Du skal ha professionel hjælp det er jeg helt helt sikker på. Jeg fik få psykologtimer under hendes indlæggelse og det hjalp meget.
    Da jeg blev gravid igen fik jeg det psykisk virkelig dårligt da jeg ramte uge 20-24 og det var et levedygtigt barn og jeg valgte at få en psykolog som fulgte mig resten af graviditeten og det var det helt rigtige at gøre!min anden oplevelse af at blive mor var helt rigtig, tilknytningen til lillesøster var dr med det samme og jeg har sluppet en masse skyld i forhold til min store pige.
    Gør det for din egen skyld hvis du stadig har det sådan nu…
    Du må gerne kontakte mig hvis det kan gøre noget for dig… Og meget stærkt at dele!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidse

      Jeg vil lige modererer min udtalelse, for jeg læste din historie igen og du siger du er ude på den anden side. Jeg vil så bare sige at hvis du får behovet eller skal have et barn mere og bliver bange, så er der virkelig meget vundet ved at vende oplevelsen med en professionel.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana Buttenschøn

      Kæft hvor er det god karma at du tilbyder dig! Tak for din kommentar.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pyha, så fik tårerne frit løb…. Sikke en stærk fortælling!!! Seje, seje Anne:)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Årets første rejser - planlægningen