Når det bliver utrygt at være i sit eget hjem

Noget om at lære børn at sove

image

Med en nylavet kop kaffe og et fjoget smil om læberne, sidder jeg i stuen, som kun er oplyst af de to stearinlys ved min side og forfatter blogindlæg. Det er ret hyggeligt, faktisk.

Thomas er kørt i IKEA, for at købe møbler til sit nye studie, hvor han planlægger at lave det ene hit efter det andet. I studiet, altså.

Selvom jeg på mange måder er misundelig på min mand over at han sådan farer i de billige dimsers mekka, er det for i aften alligevel noget ganske særligt at være hjemme og at have puttetjansen, som Thomas ellers for hovedparten har stået for de seneste uger, hvor jeg, særligt sidst på dagen, har haft brug for at slå benene – eller altså, benet – op. Sagen er nemlig den, at Peter for første gang siden weekenden før jul, er faldet i søvn, uden en voksen ved sin side.

I virkeligheden tror jeg aldrig at Thomas og jeg har været særligt gode til at lære vores børn at sove. I hvert fald ikke i forhold til mange andre. Til gengæld har vi altid forsøgt at lytte og være anerkendende overfor vores børns behov. Den slags betyder, eller altså, har betydet for os, at begge vores drenge i perioder har haft svært ved at overgive sig til søvnen. Primært vist, fordi de synes dagen er så dejlig, at de ikke har lyst til at give slip.

Hverken Thomas eller jeg har hjerter der kan udholde vores børns gråd, uden at forsøge at hjælpe dem og vi har derfor troligt, de seneste mange uger, brugt timer hver aften på at være hos Peter, som har udtryk sit behov for vores nærvær. Det har holdt hårdt; især fordi han også har brug for os om natten.

Jeg skal selvfølgelig ikke gøre mig til dommer over om der er andre eller bedre måder at lære sine børn at sove på, men det er den måde der virker bedst for os. I hvert fald i vores hjerter.

Med Jens var det – så vidt jeg husker – lidt det samme; han havde perioder hvor han ikke ville sove, havde mange (og lange!) opvågninger og stod af og til alt for tidligt op, alt imens Thomas og jeg stod på spring for at give ham al den kærlighed vi, efter bedste overbevisning, mente han efterspurgte. Men det var i perioder, fuldstændigt ligesom jeg håber det gør sig gældende for Peter, som altså her til aften, ikke gav lyd fra sig, andet end et par kærlige, dybe suk, efter jeg gik ud fra værelset, for at stille drengenes vandglas i opvaskemaskinen. Han faldt i søvn selv. Sammen med Jens.

For pokker det føles godt!

kys fra cana

   

11 kommentarer

  • Anne Sofie

    Kære Cana! Tak for en dejlig og hjertevarm blog!
    Jeg er af fuldstændig samme overbevisning når det kommer til søvn- ingen skal græde eller være kede af det, inden man skal sove, der skal være kærlighed og tryghed!
    Jeg har to piger på præcis samme aldre som dine drenge ;) De elsker ligesom dine at sove sammen, og vi får faktisk i overvejelser om at putte dem sammen, altså i samme seng, og ikke blot samme værelse. Det mener jeg at have set, at I har gjort- vil du fortælle lidt om, hvordan det har fungeret i praksis? Altså, er det én stor seng de deler, eller?
    Søskende-kærlighed og tryghed er det bedste!!
    Ha en dejlig snevejrs-dag!
    Kh Anne Sofie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana Buttenschøn

      Vi har puttet vores sammen et par gange, men det fungerer faktisk ret dårligt, simpelthen fordi de synes det er for hyggeligt. Især Peter kan ikke lade være med at nusse og kilde Jens, som derfor har svært ved at sove, når de ligger sammen. For nu ligger Peter på en madras under Jens’ halvhøje seng – det fungerer ret godt :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • ranveig

      Anne Sofie, mine fire børn, sov sammen i en stor (hjemmelavet) seng, med høje kanter. De var i alderen fra 1,5 – 7 år, og forinden havde de to, og senere tre, andre sovet sammen. Det var så hyggeligt <3 Der kunne da være aftener, hvor de var lidt for pjattede, men generelt var det ren hygge. Der var godnathistorie ig godnatsang, og så kunne de ligge der og falde i søvn , puttet ind til hinanden – to i hver ende af sengen :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Vi skabte en putterutine allerede fra 4 måneders alderen med en lille godnathistorie og godnatsang. Det har virket vildt godt for os. I starten sad vi hos hende, til hun sov, men ret hurtigt kunne hun selv finde ro i sengen. Hun ligger aldrig alene, hvis hun er ked, heller ikke nu hvor hun er 16 måneder. Men den helt faste putterutine betyder, at hun er fuldstændig tryg ved at skulle i seng om aftenen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Åhh det der putning ;-) vi kender tumlen herhjemme…Med en lille lækker dame på 9 måneder, så er putning også et dagligt issue her…Men præcis som jer, kan mit hjerte slet i bære ulykkelig alene lille pige inde i sengen. Hun elsker livet og har krudt i røven, trasker stuen tynd med gåvognen eller mor i hænderne, eller står og hopper i sengen som var det en trampolin. Så må ærligt tilstå at lykkes det at få hende til at falde i søvn selv er det en succes, Hvis ikke – så lærer hun det nok med tiden. Lige nu nyder jeg en trygt sovende baby, trygt plantet på brystet af mig, som en anden nyfødt. Nogen vil mene hun skal falde i søvn i sin seng, jeg er ligeglad, jeg tror hun har behov for den tryghed og kærlighed, så er hun frisk til at falde og slå sig igen i morgen, når kunsten at gå selv igen bliver testet :-D

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Fantastisk og virkelig noget, man sætter pris på. Jeg har gjort det samme med min datter. De første to år var ufattelig hårde, for jeg fik simpelthen ikke en ordentlig nats søvn. Det er så snart fem(!) år siden og jeg kan nu klappe mig selv på skulderen. Selvom jeg har været dødhamrende træt hver eneste aften, alenemor på fuld tid og de seneste år som kronisk syg…ja, så er jeg enig med dig i det er vejen frem. I hvert fald her hos os. Min datter er nu tryg og glad for at lægge sig til at sove, elsker sit værelse og sover godt.

    Altså…❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Hvordan lærte i Peter at falde i søvn selv, sådan mere detaljeret… Har brug for lidt fif til at få min egen til at falde i søvn selv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana Buttenschøn

      Altså, han lærte det så vidt jeg husker, da han var omtrent 1/2 år gammel og rykkede fra soveværelset ind på det fælles børneværelse.
      Vi har aldrig gjort noget særligt, andet end at forsøge at skabe nogle faste rutiner og ikke mindst sengetider. Ved putning har vi altid puttet begge børn samtidig, med godnathistorie, sang og godnatkys.
      Jeg husker at vi med Jens havde en del mere “besvær” og ofte – helt op til 2-års alderen – brugte lang tid på at bære ham indtil han faldt i søvn, hvorefter vi lagde ham i seng. Med Peter tror jeg deal-breakeren har været, at han har haft Jens i rummet med sig. Han har set hvad storebror har gjort og han har på den måde lært, at man skal lægge sig til at sove :)
      Vi har altid lyttet til og anerkendt børnenes behov og de har aldrig grædt når de skulle sove. Jeg tror på, at den bedste søvn er den trygge, men det er selvfølgelig min personlige holdning.
      Det har taget tid og vil formentlig også gøre det i fremtiden, men jeg er sikker på, at den tid er godt givet ud. Alle lærer at sove – for nogen tager det bare længere tid end for andre og dét må vi forældre jo arbejde med, så godt vi kan :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er dejligt at læse ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når det bliver utrygt at være i sit eget hjem