Ansættelsesstop - og hvad så?

5 ting jeg ikke anede – men som jeg egentlig gerne ville have vidst – inden jeg fik børn

Nu fik jeg jo allerede mit første barn som 24-årig og jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg inden tiden aldrig rigtigt havde gjort mig de store tanker om, hvordan det ville være for mig at få et barn. Ikke sådan andet end at jeg selvfølgelig skulle være fuld af både overskud, diskrete amninger og økologisk hjemmebag i selskab med en enten sovende  – eller pludrende – baby, non stop.

I hvert fald var jeg sikker på, at et barn selvfølgelig ville ændre på mit liv, men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg for eksempel skulle tørre så mange bussemænd eller spise så meget savlbefængt mad, som tilfældet har vist sig. Ligesom jeg heller aldrig havde troet at jeg – i perioder, bevares – skulle miste al min forfængelighed og have renhed som ypperste – og ikke strengt nødvendige – kriterie for det tøj jeg havde på.

image

Listen af ting jeg egentlig gerne ville have vidst inden jeg fik børn er alen-lang, men her er – i hvert fald i første omgang – fem ting, blandt de absolut højestrangerende.

Søvn, for fa’en!

… Eller altså manglen på søvn, ville jeg faktisk gerne lige have vidst en lille smule mere om, end tilfældet var, så jeg kunne have nået at sætte lidt mere pris på de lange formiddage i sengen og 8-timer i streg (mindst) fem dage om ugen. Bare lidt. Faktum er nemlig at jeg ikke alene i de første mange jeg-ammer-fire-gange-hver-nat-måneder har været genstand for en torturlignende tilstand af søvnfrarøvelse, men at jeg i løbet af min snart 5-årige karriere som mor, tilnærmelsesvist ikke kan prale af at have sovet sådan tungt og helt igennem andet end når jeg en gang i mellem har sovet på hotel. Uden børn, forstås.

Blufærdighedsfrarøvelse!

Udover at søvnen er blevet frarøvet mig til et niveau hvor jeg tager mig selv i at føle mig fint udhvilet ovenpå seks timers usammenhængende søvn, så er min blufærdighed også blevet taget fra mig. Inden jeg fik børn var det uhørt for mig at have selskab når jeg skulle andet end at tisse på toilettet, hvorimod jeg nu – selv når børnene ikke er hjemme – tager mig selv i at træde af på naturens vegne for åben dør, fordi det slet og ret er nemmere end at skulle vralte, med bækkenbunden i fuldt knib og bukserne nede om anklerne hen for at åbne døren for et grædende barn. Især ville jeg måske gerne have vidst at åbendørstoiletbesøg ville blive så naturligt for mig, at jeg af og til også kan glemme at lukke døren når vi har gæster – i hvert fald når jeg bare skal tisse.

Lort!

Nu vi er ved det, så havde jeg altså heller aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg kunne komme til at gå så højt op lort, som jeg gjorde – især da jeg blev mor første gang – det første års tid. Lortesnakken flyder dagligt og gerne henover middagsbordet. Især synes jeg det har været grænseoverskridende her i København, hvor en lort kaldes en lort og der ikke bliver lagt fingre imellem. Så var det alligevel lidt lettere med det sønderjyske “pubah”, som trods alt udelukkende gav associationer til den menneskelige udgave, hvorimod lort ligesom kan være lidt af det hele, ik’? Hund, kat, baby..

Havregrød!

Der findes formentlig ikke én eneste ret i verden, jeg har præpareret ligeså mange gange, som jeg har med havregrød. Ligesom der heller ikke findes en eneste ret jeg lige så hyppigt har tørret ned fra vægge, skabe, lofter eller gulve, som havregrød. Det ville jeg ærligt talt gerne have vidst – så havde jeg nok fundet på noget andet at spise til morgenmad i hele min studietid, så min kvote på mit eget havregrødsindtag ikke allerede inden jeg fik børn, havde været godt brugt.

Tilgivelse!

Uanset hvad mine børn byder mig; rygrender-lortebleer, flyveskaller, søvnløse nætter, legoklodser under fødderne, kolde tæer på legepladsen og dårlig samvittighed flere gange dagligt, så tilgiver jeg dem alt. ALT. Så snart de kigger på mig med kærlighed i øjnene og et smørfedtet smil om læberne er jeg solgt til stanglakrids og jeg skal med glæde stille op som menneskeligt klatrestativ eller hvad end de gerne vil have mig til, igen og igen. De er trods alt mere værd end noget andet i verden og dét er måske i virkeligheden det allervigtigste over de ting jeg gerne ville have vidst på forhånd. At de gør min verden bedre – også på de dage hvor den føles værre.

 

kys fra cana

   

7 kommentarer

  • Haha. Så mange sandheder i det blogindlæg. Jeg kan nikke genkendende til det hele. Jeg synes virkelig den der med blufærdigheden er rigtig – min datter kommer løbende når hun kan se at døren til toilettet er åben og er derfor fast inventar på toiletbesøgene.

    Jeg har for nylig oprettet en blog. Jeg håber at du har lyst til at kigge forbi hos mig – jeg er meget glad for at følge med hos dig og har gjort det helt fra begyndelse. Du er sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Sikke et fint indlæg, Cana!

    Takket være alle Jer skønne mommybloggers tænker jeg, at der er mange af os, der endnu ikke er mødre, som får et langt mere realistisk forhold til hvad det egentlig vil sige, at blive forældre. Jeg føler hvert fald, at jeg de sidste par år er blevet vældig meget klogere på, hvad det vil sige at få børn, men derfor vil det selvfølgelig altid være en livsomvæltning uden lige (tænker jeg) :-)

    Jeg efterspurgte for en måneds tid siden et indlæg omkring det at blive mor i en ung alder. Du nævnte at du evt. ville lave indlægget som en video, i en anden video du lavede. Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg har overset indlægget? Eller om du ikke har nået at lave det endnu? Jeg vil nemlig helt vildt gerne høre dine tanker!

    Fortsat rigtig god aften :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Suzanne

    Flyveskaller

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Du har så ret. De gør nemlig virkelig verdenen bedre – også på de dage hvor den føles værre!
    Tak for den!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • TinePJ

    Det er ægte sandheder. Især den om tilgivelsen, den ubetingede tilgivelse – uanset hvad

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh ja tilgivelsen! det er som om det er noget lettere at tilgive, når det er børn :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Randi

    De sidste to linjer… ❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ansættelsesstop - og hvad så?