(Hvor) synes I at Thomas og jeg skal optræde sammen?

Ansættelsesstop – og hvad så?

image

Den søde pædagog fra dit barns børnehave er netop gået på barsel, men i stedet for en fast vikar har man besluttet at “lave lidt omrokeringer” i institutionen, så man sparer stillingen væk og i stedet – i spidsbelastninger – trækker på timelønnede vikarer. Der er nemlig ansættelsesstop.

Siden jeg fik foden indenfor i den offentlige sektor har jeg hørt på det dødssyge ord. Ansættelsesstop. Det giver mig kvalme.

Ansættelsesstop er som at tisse i bukserne på en kold vinterdag og det nytter ikke en skid. Sorry to say so, men på den lange bane, så er det formentlig langt mere rentabelt at give både medarbejdere og børn (eller hvem end den offentligt forvaltede ydelse henvender sig til) ordentlige vilkår at være under. For få medarbejdere, betyder ofte et forringet arbejdsmiljø, højere forekomst af stress og formentlig også et øget sygefravær; alt noget der – i hvert fald helst – skal dækkes af (dyre) vikartimer. Børnene, som ofte bliver mødt af nye voksne vil være mere udsatte for ikke at blive set, når de er i mistrivsel og de er derfor i risiko for, senere i livet, at komme til at kræve yderligere ressourcer af systemet.

Vi tisser i bukserne og gør ovenikøbet dagene for vores børn længere imens vi gør det.

Her i Københavns Kommune planlægger man at spare en pokkers masse penge, blandt andet på børne- og ungeområdet – formentlig ligesom det gør sig gældende mange steder i landet.

Det er selvfølgelig aldrig let med besparelser og det er kun sjældent fair overfor dem det går ud over. Til gengæld tror jeg, at besparelser som dem vi står overfor, kræver – hvis de skal føre noget der bare kan minde om forbedringer med sig – at vi vender bøtten på hovedet og stopper med bare at tisse i bukserne.

Hvis ansættelsesstoppet skal holdes i hævd og vilkårene for vores børn kontinuerligt forringes, så tror jeg simpelthen at vi er nødt til at se os om efter alternative løsninger.

I København, dengang der var massiv mangel på vuggestuepladser, kunne man indgå i en ordning med “pasning af eget barn” hvor man modtog en ydelse vistnok svarende til dén kommunen betaler for en vuggestueplads, mod at passe sit lille barn selv efter endt barsel. En skide fin ordning på mange måder, men også gennemhullet for udvikling. Den umiddelbare udgift for kommunen var selvsagt den samme hvadenten barnet gik i vuggestue eller gik hjemme, men til gengæld gik ingen af pengene ved det hjemmepassede barn til jobs og lønninger og man kan derfor antage at løsningen alligevel var (for) dyr for samfundet.

Problemet, for mig at se var, at man ikke måtte tjene penge imens. Overhovedet. End ikke en 10-timers stilling måtte man tage sig. Selvfølgelig er det fint, at man i udgangspunktet ikke ønsker at udbetale penge til nogen, som kan tjene dem selv, men ærligt talt, så var det dog smartere hvis de der modtog en ydelse, samtidig kunne spæde lidt til statskassen.

Jeg tænker at en mulig løsning kunne være, som man i hvert fald tidligere har gjort i nogle vandkantskommuner, at man som kommune tilbyder et vederlag på fx 50% af kommunens udgifter til institution, som forældrene kunne få mod at passe deres børn selv, imens det forøvrigt skulle stå forældrene frit for at tjene så mange penge som de lyster! Kommunen sparer penge og forældrene spytter i den store pulje, imens de har mulighed for at drage al den omsorg for deres børn, som de vil.

En sådan model er selvfølgelig ikke for alle og jeg siger heller ikke, at det nødvendigvis er det bedste at holde sine børn hjemme, men jeg er overbevist om, at vi skal til at passe bedre på os selv, vores børn og ikke mindst hinanden, hvis vi i fremtiden også vil have både mange og velfungerende børn, som er fulde af empati, nærvær og kærlighed.

Jeg kender ikke løsningen og den er selvklart mere kompleks end som så, men noget må vi kunne stille op…

kys fra cana

   

15 kommentarer

  • Jeg har været sygeplejerske i 12 år og hvis jeg hører ordet ansættelses stop og besparelser så brækker jeg mig altså. SUK.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Jeg er sygeplejerske i det offentlige og jeg leder med lys og lygte efter et andet job i det kommunale eller private, for jeg er bange for at jeg ikke kan holde til det i længden.
    Stress, fysiske skader, pres på familien.
    Jeg er 27 og har været i faget i 5 år…

    Min søn er i privatskole. Jeg tør ikke sende ham i en offentlig skole hvor han bliver en af de mange 1000 som skal lide under besparelse eller omrokeringer som de også gerne kalder det.
    Jeg betaler lidt ekstra for at jeg som forældre kan stille krav til dem. Mit politiske røde hjerte synes det er meget svært! Mit mor hjerte har det SÅ godt med at se glade børn og tilfredse lærere i skolen hver dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puha – nogle gange tænker jeg ‘godt mine børn er forbi insitutionslivet i København’ med de besparelser, der er annonceret. Men – det er jo som at sidde på en ø i tørvejr, men andre drukner. Og det er sgu heller ikke rart. Jeg ville ønske, der var nogle, der vågnede op. Og at vi fik fællesskab og bløde værdier på bordet igen – i stedet for tiden mig-mig-mig og individualisme. Jeg lyder som en gammel 68’er – hahaha. Men lige her er jeg måske også lidt sådan en.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana Buttenschøn

      … Og for pokker, det er jo ikke en skid bedre i kommuneskolerne, som også er underlagt milliardbesparelserne! Desværre…

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det er nemlig rigtigt. Skolerne er mindst ligeså hårdt ramt. Vi er på privatskole. Af flere årsager. Men nu er jeg glad for det, selvom mit ræve-røde hjerte bløder.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er enig i det kunne være fedt at få det tilskud tilbage i København. I en eller anden form.. Jeg kender i hvert fald de første par stykker fra min mødregruppe, som ville benytte sig af det. I stedet har de været nødt til at lave en dagpleje. Det er også godt, jeg tror bare ikke det er alle der har overskud til det, inkl. Mig selv. Hvis der stadig var tilskud, var der nok større sandsynlighed for at jeg ville gå hjemme et år ekstra med min søn. Men som du siger, ville jeg også have behov for at arbejde lidt ved siden af, bare for at lave noget andet, nogle vikartjanser fx. Kan du ikke blive politiker, Cana?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana Buttenschøn

      Seje damer i din mødregruppe ellers! Ha ha, det ville være sejt at være politiker! – men jeg ville sgu nok lynhurtigt ende som løsgænger, da jeg ikke er sådan overbevist af ét eneste af partierne som det ser ud lige nu, så måske er det bare bedre hvis jeg blogger :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Vildt godt indlæg! Jeg tror, vores samfund ville bidrage meget fra en sådan løsning. Som du siger, er det ikke for alle; men for de mere følsomme børn og for de forældre, der har mod på løsningen, ville det være genialt. Måske kunne et sådant tiltag endda være med til at nedsætte stress (som efterhånden er en folkesygdom) og adhd diagnoser, hvem ved.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kia Melchior

    Ansættelsesstop…..
    Suk. Vi er også ramt af det, lærerne..
    Hvad jeg ikke forstår ved det hele er, at grunden til at der skal spares, højst sandsynligt er for mange vikar timer.
    Håber de indser behovet for både pædagoger og lærere… asap.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana Buttenschøn

      Pædagoger, lærere, sygeplejersker, jordemødre, social- og sundhedsassistenter og formentlig alle andre der arbejder i den offentlige sektor. Suk.
      Det er skruen uden ende, hvis ikke vi begynder at tænke lidt alternativt, tror jeg.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Søs

    Fantastisk indlæg! Så vigtig med fokus på området

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj-Britt

    Hvor har du da ret! Er selv pædagog i en daginstitution, dog ikke med ansættelsesstop, men dog med skiftende vikarer pga sygdom, kurser, barns sygedag mm. Og så går meget af vores tid med at udfylde fine handleplaner til kommunen, så vores børn i mistrivsel kan komme i trivsel. Men til hvad nytte laver vi de planer, når vi ikke er nok sammen med børnene til at føre dem ud i livet? Så kan det godt være at vi er fagligt dygtige til at spotte de børn, der har brug for lidt ekstra. Men når vi skal udfylde side op og side ned til kommunen om hvad vi mener barnet har brug for, så er der ikke tid til at gøre det reelle arbejde – for vi skal navigere blandt vikarer, lortebleer, forældre der vil påpege at Ursulas hjemmesko igen igen er væk osv osv.
    Omrokeringer er ikke vejen frem – det er flere hænder i de fag, hvor det handler om menneskelig kontakt. Og så vil knapt så mange nok blive stressede af ikke at kunne få krav og ressourcer i arbejdslivet til at hænge sammen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana Buttenschøn

      Tak for dit besyv! Det er virkelig rart at høre fra én der rent faktisk har “fingrene i faget” :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

(Hvor) synes I at Thomas og jeg skal optræde sammen?