Mor til tre og selfies med en høvding

Fødselsfredag #9 – den samme kvindes forskellige fødsler vol 1

Fødsler er altid forskellige og man kan aldrig vide, hvordan en fødsel kommer til at forløbe. At en kvindes første fødsel har ét udfald, betyder ikke at man kan spå om, hvordan eventuelt kommende fødsler vil forløbe og netop dét vil jeg med denne og den kommende fødselsfredag vise, med den samme kvindes to vidt forskellige beretninger. I dag kommer den meget dragende beretning om kvindens første fødsel.

image

I dag blev min jordemoder besøgt for sidste gang (fandt vi senere ud af…).

Moster Tina var med til konsultationen, da far ikke kunne tage fri fra arbejde. Ind til videre havde alt i graviditeten flasket sig, og vi var begge trygge ved at far blev på arbejde. Så kunne Moster Tina også få fornøjelsen af, at høre ”fiskekutteren”, som vi kaldte det, når vi hørte din hjertelyd).

Besøget gik rigtig fint. Jordemoderen kunne fortælle, at du nu stod HELT fast med hovedet i bækkenet. Vi lyttede til fiskekutteren. Moster Tina synes også det var rigtig hyggeligt at lytte til dit lille hjerte – som i øvrigt bankede fuldstændig som det skulle :-). Til sidst skønnede jordemoderen dig til at veje ca. 3100 gram.

Torsdag d. 19. juli 2012 (38+6)

I dag havde mor heldigvis ikke nogle planer. Jeg følte mig sløj – lidt influenza agtigt med ondt i halsen og utilpashed.

Fredag d. 20. juli 2012 (39+0)

I dag havde mor det meget bedre. Jeg var stadig ikke helt på toppen, men havde det godt nok til at gå i gang med nogle af mine mange bageprojekter til fryseren. Jeg endte faktisk med at bage HELE dagen.

Startede med at bage 30 pølsehorn (på din fars bestilling), og derefter gik jeg i krig med at bage 2 store kanelkager.

Om aftenen lavede jeg lidt god mad til far og mig – det var jo fredag :-)

Til forret fik vi store rejer med chili, hvidløg og honning. Da vi spiste dem, jokede vi lidt med at man jo havde hørt hvordan stærk mad kunne sætte fødslen i gang (ikke fordi vi regnede med noget overhovedet, men alligevel…). Til hovedret fik vi ørred og en lækker salat. Resten af aftenen blev tilbragt på sofaen med hygge og film.

Ved ti-elleve tiden syntes jeg, at jeg fik nogle jag i lænden og maven, og kunne ikke finde mig til rette på sofaen. Jeg kyssede derfor din far godnat, og lagde mig ind i sengen i stedet for.

Ved midnat var jeg ikke længere i tvivl – det VAR veer jeg kunne mærke. Jeg tænkte dog, at det var snydeveer, og at de ville gå i sig selv igen. Jeg sagde ikke noget til din far da han kom ind i seng. Vi lagde os til at sove.

Lørdag d. 21. juli 2012 (39+1)

Mor fik næsten ikke sovet den nat. Veerne fortsatte hele natten, men der var langt i mellem dem, så jeg fik blundet lidt undervejs.

Jeg nåede at tænke mange tanker den nat; var det bare snydeveer? Hvis det nu var de rigtige veer, hvor lang tid skulle der så gå før de begyndte at blive regelmæssige? Tænk nu hvis det virkelig skulle trække i langdrag? Jeg ville da ikke have, at vores lille prinsesse skulle have fødselsdag på årsdagen for massakren på Utøya om søndagen d. 22.07.! Nej, det var ikke snydeveer det her. De blev jo VED med at komme, det måtte være i dag, du valgte at have fødselsdag.

Klokken 07.30 vækkede jeg din far, som ellers havde meddelt, at NU var det weekend, og han havde altså brug for at sove LÆNGE!

Jeg fortalte ham, at han ville blive far på denne dag, og at du var i gang med at melde din ankomst. Han blev helt rundt på gulvet, og blev ved med at spørge om jeg var sikker. Helt frem til ved frokosttid troede han faktisk ikke helt på mig, fordi jeg ikke virkede til at være særligt mærket af veerne, og fordi de var så uregelmæssige.

Men omkring frokost begyndte de altså virkelig at bide, de veer. De var dog stadig LANGT fra regelmæssige.

Jeg fik far til at fylde badekarret. Indtil nu havde jeg brugt en varmepude på maven når der kom en ve, og det var virkelig rart. Tænkte derfor, at et varmt karbad ville gøre underværker. Det VAR rigtig dejligt, jeg kunne bare ikke holde ud, at ligge dernede i meget mere end en halv times tid.

Far begyndte så småt at pakke de sidste ting ned i hospitalstaskerne (mor havde heldigvis lavet en meget udførlig liste med de ting der manglede at komme i de ellers fint pakkede tasker).

Omkring 14-tiden syntes din far så, at jeg vred mig lige lovlig meget gennem veerne, til trods for, at de stadig ikke kom som perler på en snor. Så han ville gerne have, at jeg ringede til fødegangen, og høre hvad de synes.

Jeg fik fat i en sød jordemoder, som fortalte mig, at der skulle komme tre veer på ti minutter, før vi skulle komme. Hvis jeg var utryg var vi selvfølgelig velkomne, vi skulle bare forberede os på, at vi nok ville blive sendt hjem igen.

Jeg aftalte med hende, at vi under alle omstændigheder lige ville ringe inden vi kørte, så de kunne vide, at vi var på vej.

Efter telefonsamtalen med jordemoderen kunne din far konstatere, at der VAR tre veer på ti minutter, og synes derfor jeg skulle ringe igen og meddele vores ankomst.

Den var jeg bestemt ikke med på – de veer skulle komme som perler på en snor, og jeg ville altså ikke køre til Hvidovre, for at blive sendt hjem igen.

Klokken 15.00 sagde din far, at nu havde HAN brug for at vide hvordan det stod til, så nu VILLE han have vi kørte. Jeg kunne ikke tale ham fra det, og orkede det egentlig heller ikke.

Veerne kom hyppigt – ca. tre-fem minutters interval, og jeg var faktisk rigtig træt efterhånden.

Jeg ringede til fødegangen, og fik fat i den samme jordemoder som tidligere. Igen var hun rigtig sød.

Jeg fortalte hende, at der nu kom de tre veer på ti minutter, men at de ikke kom som perler på en snor. Jeg fortalte, at vi ville køre hjemmefra snart.

Hun sagde, at vi selvfølgelig var velkomne, men at vi kunne risikere at blive sendt hjem igen. ÅH!! Det havde jeg bare IKKE lyst til.

Jeg fik samlet mig sammen – det tog godt nok noget tid, og vi kørte først hjemmefra ca. klokken 15.40.

Jeg husker, at det var enormt godt vejr denne ene gang jeg kom udenfor den dag – på vej ud til bilen.

Fra turen på vej til Hvidovre Hospital kan jeg huske, at vi holdte for SAMTLIGE røde lys – selvfølgelig!

P-skiven blev sat til klokken 16.00, og vi kunne nu endelig bevæge os op til fødemodtagelsen.

Vi tog ingen af vores fint pakkede tasker med (hvori kameraet lå pakket), da vi regnede med, enten at blive sendt hjem igen, eller om ikke andet at skulle vente LANG tid på, at du ville komme til verden.

Der var så langt! Vi skulle gå ned af en laaaaaaaang gang, kunne ikke gå særlig hurtigt, og vi var også nød til at stoppe op 2-3 gange pga. veer.

På vej derned mødte vi “min” jordemoder, som var på vej hjem fra arbejde. Hun gav mig et stort kram, og ønskede mig god arbejdslyst.

Vi meldte vores ankomst, og satte os i et ventelokale for familiemedlemmer. Vi sad der i hvert fald i nogle veers tid – det føltes som meget længe.

Langt om længe kom en jordemoder og fortalte at hun skulle kigge på mig. Klokken var nu 16.30.

Vi kom ind i et lille lokale, og der blev lavet en indvendig undersøgelse af mor.

Jeg kan huske, at jeg lå og bad til, at jeg minimum var 3-4 cm åben, så vi ikke skulle blive sendt hjem igen. Jeg forberedte mig dog på, at hun nok ville fortælle os, at livmoderhalsen kun lige var udslettet.

Hun fortalte så, at livmoderhalsen var helt udslettet, og at jeg var fem centimeter åben.

Vi skulle IKKE hjem igen :-)

Bagefter målte hun mine veer og din hjertelyd, for at få et bedre billede af hvad der skete inde i min mave. Hun satte hurtigt målerne på maven, og gik ud af lokalet.

Jeg kan huske, at jeg lå og lyttede til din smukke hjertelyd, som pludselig ikke lød så velkendt.

Den dykkede, og jordemoderen var lynhurtigt tilbage i lokalet.

Det blev hurtigt besluttet, at vi skulle køres direkte på en fødestue, så personalet kunne prikke hul på fostervandet. Dette for at se, hvilken farve, vandet havde og dermed få en bedre idé om, hvordan du havde det derinde.

Vi blev kørt over på fødegangen, og kom ind på fødestue 1. Vi hilste på den søde jordemoder, som skulle hjælpe os igennem fødslen.

Vi spurgte, hvor mange der ville være tilstede under fødslen, og hun fortalte, at hvis alt gik som det skulle, ville det bare være os tre.

Klokken 16.45 blev fostervandet taget. Det var lidt grønt, men ikke noget alarmerende, fortalte.

Hun fortalte, at jeg nu var seks-syv centimeter åben, og at hun ville sætte en elektrode fast på dit hoved, så hun kunne tage en blodprøve. Dette ville hun gøre for at få et helt klart billede af, hvordan du havde det inde i maven.

Hun forsøgte at sætte den fast tre gange, men det lykkedes ikke. Heldigvis havde din hjertelyd været normal ind til nu, lige bortset fra de to dyk ovre på fødemodtagelsen.

De veer, jeg fik efter der var prikket hul på fostervandet, var virkelig voldsomme. HOLD KÆFT hvor gjorde de ONDT!

Klokken 17.15 følte jeg en voldsom pressetrang, og ja – følte virkelig at jeg skulle på toilet nummer to! Kan huske, hvordan jeg tænkte, at de var nødt til at følge mig på toilettet. Der var da virkelig noget på vej ud ved bagerste udgang(?)! Jeg var nu næsten ti centimeter åben, kun en lille kant var tilbage.

Klokken 17.20 lavede din hjertelyd igen ballade, og jeg skulle nu trække vejret igennem en iltmaske imellem veerne, også for at du kunne få ekstra ilt.

Jeg glemte det hele tiden, men heldigvis var din far en helt fantastisk fødselshjælper og huskede mig pænt på det.

Fødselslægen blev tilkaldt, hun var på stuen klokken 17.25.

Hun forsøgte også at sætte en elektrode på dit hoved, men igen lykkedes det ikke. Derfor besluttede hun lynhurtigt, at du skulle ud NU. Hun vurderede, at de ikke kunne få lov at følge ordenligt med i hvordan du havde det.

Du skulle derfor tages med hård sugekop.

Pludselig var vi ikke kun mor, far og jordemoder på stuen. Nu var der også en fødselslæge, børnelæge og to andre, hvis roller jeg aldrig helt har fundet ud af, efter fødslen.

Sugekoppen var virkelig ikke et rart bekendtskab! Hold da op, hvor gjorde det ondt, da lægen skulle sætte den fast på dit hoved. Men det skulle til – vores lille pige skulle ud til os nu!

I to presseveer trak fødselslægen, og så var dit hoved født.

Jeg syntes slet ikke, at det gjorde ondt. Det var nærmere enormt befriende, nu stoppede smerterne.

I næste presseve tog jordemoderen imod dig, og lagde dig kort op på min mave. Klokken var 17.33 og du var nu født!

Du fik desværre kun lov til at ligge der i meget kort tid, fordi børnelægen skulle kigge på dig.

Men du nåede dog at lægge en ordentlig lort i mors hånd :-)

Din far STORTUDEDE! Aldrig har jeg set ham græde så meget, aldrig har jeg set EN MAND græde så meget.

Jeg begyndte også at græde. Det var SÅ overvældende.

Det var gået så stærkt, havde slet ikke nået at tænke, at du snart ville være hos os, nu var du der bare!

Du var så smuk, elskede dig allerede ubeskrivelig højt, selvom jeg endnu ikke kendte dig.

53 cm lang og 2.722 g “tung”

Din far var igennem hele forløbet den bedste fødselshjælper man kunne tænke sig. Jeg er så glad for, at han insisterede på, at vi skulle afsted. Under selve fødslen var han min klippe, det velkendte under noget meget fremmed.

kys fra cana

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mor til tre og selfies med en høvding