Få en VALGFRI GRATIS GAVE - næsten!

Fødselsfredag #8 – en fantastisk sædefødsel

Ovenpå den noget dramatiske fødselsberetning i sidste uge – hvor den hurtigt fremskredne fødsel endte som akut kejsersnit, fordi man ikke på forhånd vidste, at barnet lå i underkropsstilling, som det skulle vise sig, da kvinden var langt i fødsel – er dennes uges fødselsberetning den bedst tænkelige pendent.

Selvom jeg har været med til virkelig mange fødsler, kan beretninger som denne stadig bringe tårerne frem i øjenkrogene frem hos mig og et ønske om at have fået lov til at opleve lige præcis dén fødsel. Alle kvinder burde læse den – især alle dem, som er gravide med babyer der ikke lægger sig med hovedet ned. Den er fantastisk!

image

Jeg havde længe før min terminsdato på fornemmelsen, at baby lå med numsen ned, hvilket blev bekræftet af jordemoderen og efterfølgende ved en scanning.
Diverse hjemmemetoder blev afprøvet, i håb om at baby ville slå en kolbøtte. Hjemme-rebozo, rysten rumpe og diverse stillinger med numsen op og hovedet ned. Men intet så ud til at hjælpe.

Jeg skulle føde på Herlev hospital, og følte mig i meget trygge hænder ift. min mulige forestående sædefødsel. Jeg fik tilbudt et vendingsforsøg, når jeg var 37+0, hvilket jeg takkede ja til. Jeg følte, at jeg blev nødt til at give det et forsøg, selvom jeg vidste, at det ikke var helt risikofrit. Derfor havde jeg bestemt mig for, at føltes det bare en anelse forkert, vil jeg sige stop.

Ikke mindre end to forskellige læger, heriblandt overlægen, forsøgte. Men baby ville ikke vende sig, så vi opgav. Det viste sig senere, at der var en særlig grund til dette.
Overlægen, Henrik, tog en snak med min mand og jeg om, hvilke muligheder vi herefter havde ift. fødslen.

De næste dage og uger bød bl.a. på vægtscanning og to samtaler med overlægen. Han er desuden varm fortaler for sædefødsel frem for planlagt kejsersnit, og netop derfor, er Herlev hospital rigtig trænede i den slags fødsler.
Han lod det dog stadig være fuldstændig op til mig, om jeg foretrak en sædefødsel eller et kejsersnit. Det krævede mange dages forvirrende hjernegranskning, men jeg besluttede mig for i første omgang at lade det være op til naturen.

Men nøj, hvor blev min vægelsindede hjerne sat på prøve, for der skulle gå lang tid, riiiigtig lang tid. Ved min første fødsel fødte jeg 6 dage før tid, så det er ikke svært at regne ud, at jeg var pænt utålmodig, da jeg var gået en hel UGE over termin. Samtidig med min utålmodighed havde jeg en voksende angst for, om min baby mon blev for stor til den slags fødsel. 3800-4000g. var nemlig deres max, fik jeg fortalt. Ellers hed det kejsersnit, som jeg aller helst gerne ville undgå.
Baby blev selvfølgelig undersøgt, og hverken jordemoder eller overlæge var urolige, fordi hun virkede ikke til at være en stor en af slagsen.

Jeg følte, at jeg burde forsøge at gøre noget, for at få fødslen i gang, så jeg tog ind til Helle Ella, som siges at kunne hjælpe sådan nogen som mig. Hun gav mig akupunktur og forsøgte på hindeløsning, for forhåbentligt at sætte et eller andet i gang. Lige lidt hjalp det. Samtalen under behandlingen med hende var dog guld værd.

Torsdag, 9 dage over tid, var jeg til samtale med Henrik. Han var tryg ved at give mig weekenden med, men jeg fik en tid til kejsersnit om mandagen.
Pludselig var jeg i total accept. Accept af, at nu måtte tiden og naturen afgøre tingenes tilstand, og i accept af, at de bare kunne sprætte mig op, for nu skulle den der baby altså snart UD.

Måske har dét gjort tricket, men ikke desto mindre vågner jeg natten til fredag kl 5.15. Vandet er begyndt at sive. Shiiiit, det er nu! Jeg vækker min mand, og omtumlet som jeg er, stavrer jeg ud på badeværelset og sætter mig på toilettet. Kommer herefter i tanke om, at man sgu da skal ligge, LIGGE ned, når vandet går, og det er en underkropsfødsel, så navlestrengen ikke kommer i klemme.

Jeg stavrer tilbage i sengen, mærker lidt tilbagevendende murren og ringer til fødegangen. Jordemoderen, i den anden ende, siger, at jeg bare skal blive liggende, og så vil de kalde en ambulance, fordi jeg skal fragtes liggende. Den vil dog først komme efter en halv times tid, men hvis der kom mere gang i veerne, skulle jeg ringe igen. Også svigermor bliver ringet til, så hun kan se efter vores store pige.

7 minutter senere må jeg ringe til Fødemodtagelsen igen. Veerne kommer pludselig med 3 min. imellem og varer ca. 1 min. Efter min første fødsel på 5 timer, kender jeg mig selv godt nok til at vide, at nu skal jeg bare snart afsted.

Pludselig står der 3 kæmpe Falckmænd plus 1 svigermor i vores soveværelse og joker om jeg ved ikke hvad. Virkelig komisk, men også lidt hyggeligt. Jeg kommer ud i ambulancen, og kort tid efter er vi på Herlev, hvor jeg kommer direkte på fødestuen. 5-6 cm åben og med meget tiltagende veer. Ingen tid til smertestillende. Ilt er alt det kan blive til, da mine hænder og ben ryster.

Veerne ruller ind over mig, jeg kaster op, men jeg bemærker i min tåge, at der står et stort hold klar, til at tage imod baby. Den eneste jeg fokuserer på, er min jordemoder. På trods af vagtskifte og dermed ny jordemoder, bliver min første jordemoder der, dog mere i baggrunden. Min nye jordemoder er lige så god, og jeg føler mig konstant i gode hænder, velvidende at jeg har et kæmpe sikkerhedsnet i hele fødselsholdet, min mand og en kejsersnit-operationsstue klar, som man har ved sædefødsler, fordi 50% ender i kejsersnit.

Hver gang der kommer en ve, gemmer jeg ansigtet under min arm, og fokuserer kun på mit åndedræt. Det er åbenbart min måde at håndtere smerterne på.

Pludselig er jeg helt åben, og jeg får pressetrang. “Må jeg presse?” spørger jeg utålmodigt, men jordemoderen er lidt vag i sit svar. “Må jeg preeesse?!” udbryder jeg noget mere insisterende og jeg får go.

Inde i mit hovede ser jeg for mig de videoer af sædefødsler på youtube, som jeg har siddet og set igennem til ukendelighed. Hvordan numsen kommer ud, hvorefter benene hos nogen skal hjælpes ud med en speciel teknik, for til sidst at føde arme og hovede.

Jeg mærker overhovedet ikke hvor langt jeg er, eller nogen som helst andre detaljer. Jeg fokuserer kun på at presse, når jeg føler trang, og at holde igen og gispe, når jeg får besked på det.

Jordemoderen rører mig sjældent særlig meget. Hun overvåger aller mest. Dette havde jeg også inden fødslen læst om, og så vidt jeg forstod, ville berøring på baby kunne forårsage, at en vejrtræknings refleks kunne gå i gang. Ikke lige det man ønsker, når hovedet endnu ikke er ude.

Pludselig er jeg så langt, at kun hovedet mangler. Jeg fornemmer lidt uro i hele flokken, og får besked på at presse alt jeg kan. Jeg giver totalt los og hun kommer ud med et svup, hænger et kort øjeblik på hovedet i jordemoderens hænder og kommer så op på min mave.

Kl. er 7.51., 2,5 time efter jeg vågnede i min egen seng.

Jeg er totalt overvældet. Jeg gjorde det sgu! Og så på rekord tid!

Alle følelser og hormoner, der overhovedet kan komme på spil, ruller ind over mig. Jeg føler mig som verdens sejeste!

Min baby er dog lidt slap, og skriger ikke ordentligt, så hun kommer op på børnebordet. Jeg burde blive bekymret, men jeg føler af en eller anden grund, at alt er ok. Efter meget kort tid skriger hun, og alt ER ok.

Hun kommer over til mig igen. Følelsen er fuldstændig ubeskrivelig. Lige så fantastisk ved 2. fødsel som ved 1. fødsel. Hun ligger bare og kigget op på mig med sine store mørke øjne.

Mens jeg bliver syet, og ligger og kigger på vores lille vidunder, fortæller jordemoderen mig grunden til uroen, som jeg kunne fornemme. Da kun hovedet manglede at blive født, ser de, at hun har navlestrengen rundt om halsen 2 gange. Jeg når slet ikke at ænse det. Heldigvis føltes det i øjeblikket ikke som om, at der var noget dramatik i det. Siden vendingsforsøget havde jeg haft det på fornemmelsen. Så var det jo klart, at hun nægtede at vende sig. Naturen er klog!

Overlægen er mødt ind på arbejde, og kommer og siger tillykke. Min konsultations jordemoder kommer ind og vil høre om fødslen og siger tillykke. Det føles som om, at hele hospitalet har hørt om min fødsel. Min.verdens.sejeste.sædefødsel!

Nu er der gået et år siden et af mit livs største bedrifter, og hun er, sammen med sin storesøster, stadig ekspert i at vende op og ned på tingene og hele vores tilværelse. Hun er et kæmpe livstykke og verdens gladeste baby.

Jeg er så glad for, at jeg valgte at give sædefødslen et forsøg, og elsker at være denne oplevelse rigere.

   

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Få en VALGFRI GRATIS GAVE - næsten!