Sandheden om min kropsopfattelse

Fra pinlig til stolt!

image

Det jeg allermest fik ud af mit indlæg i går er, at vi jo for pokker allesammen er forskellige, men at det er fælles for langt, langt de fleste af os, at vi formentlig aldrig kommer til at blive helt tilfredse med vores kroppe. En – synes jeg – virkelig ærgelig tendens.

I Sierra Leone, hvor jeg netop har været, virkede det i langt højere grad som om kroppen “bare” var et hylster, som var beregnet til det brug, den fra naturens side er skabt til. Kvinder virkede hverken flove eller kede af deres lange bryster, rynkede maver eller lidt vel rigeligt blævrede lår. De var stolte af deres kroppes præstationer og for fa’en hvor var det smukt!

En lille simpel ting, som amning, gjorde det tydeligt for mig. Kvinderne – især i landsbyerne – ammede overalt. Når barnet, ofte helt op til 2-års alderen, græd, trak moderen lige et bryst ud over toppen og lod barnet spise, ganske uhæmmet af den øvrige sociale sammenhæng.

Nogle steder arbejdede kvinderne i bare bryster og ingen – andre end jeg og mine danske medrejsende – syntes at tage notits af det. Brysterne er jo bare en del af kroppen, så vel som arme og ben, som de fleste af os ikke har de store skrupler med at vise frem.

Kroppen er et hylster der har en mange funktioner, men ingen af dem er altså fra naturens side, at den skal lige et bestemt skønhedsideal.

Jeg vil se på min krop, som kvinderne i Sierra Leone ser på deres! Ikke at jeg har lyst til at rende rundt topløs ude i gadebilledet, da jeg trods alt forestiller mig at det for mange må være anstødende, men jeg vil være stolt; og min plan er derfor at jeg fra i dag, i stedet for at være ked af at jeg ikke længere er lige så “god” til at være pæn, som jeg engang var, vil øve mig på at være god til at være stolt af hvad min krop har vist sig at kunne præstere.

Det er en kæmpe kliche og jeg har tidligere kastet en lille smule op i munden, når damer har sagt at deres børn er alle strækmærker-eller-hvad-end-der-gør-sig-gældende værd, for selvfølgelig er børnene altid vigtigere, men jeg har aldrig syntes at det ene nødvendigvis har noget med det andet at gøre. Mine graviditeter har selvfølgelig forårsaget min krops forandring, men bare fordi jeg elsker mine børn præcis ligeså højt som alle andre forældre elsker deres, så betyder det jo ikke, at jeg ikke samtidig kan have det svært med mit udseende – eller med alt muligt andet, for den sags skyld.

Mine børn skal ikke tage ansvaret – det skal jeg selv.

Jeg skal selv på arbejde og jeg skal selv forstå, at det for fa’en da er langt, langt sejere at være stolt af sin “grimme” krop, end at være ked af ikke at være “pæn”. Jeg vil forsøge at stikke skønhedsidealerne – den unge krop til den voksne, moderlige kvinde – en stor virtuel fuck-finger og i stedet eje det jeg har! Sgu.

Kvindekroppen er for vild. Både min og din og jeg håber virkelig, at jeg med dette kan inspirere bare én af jer, til at være med mig i troen på at stoltheden over kroppens præstationer er meget sejere end en flad mave eller runde bryster.

kys fra cana

   

7 kommentarer

  • Lisa

    Har lige været museum Arken idag og se den nye udstilling med Niki de Saint Phalle. Der vises flere små filminterviews med hende imellem hendes fantastiske værker og på et udtaler hun, at kvinden jo er i stand til at skabe det ultimative kunstværk. Hun kan nemlig føde børn – skabe mennesker.
    Og det skal vi være stolte af og være stolte af det redskab som vi har til rådighed, nemlig vores krop, med alle de former den nu har.
    Og jeg har lige spist en Guldbarre som blevet skyllet ned med en dåse Faxe Kondi

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeps, jeg er med!

    Jeg er så træt af at skulle leve op til en eller anden standard fra medierne og folks opfattelse – så længe jeg er sund, er det vel ligegyldigt om jeg bruger str. 36 eller str. 44?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • At lære at elske sin krop kan være en svær øvelse i en verden hvor man konstant (især som kvinde) bombarderes med information om hvordan den ‘rigtige’ (og dermed smukke) krop ser ud. Men helt bestemt mange indsatser værd. Jeg har boet i Tanzania ad to omgange med små børn og jeg har virkelig også været inspireret af den måde, kvinder kan bære deres krop med stolthed. De ranker ryggen og tager en kjole på i pangfarver og tror på det :-) og jeg elsker at man bare må amme hvor og når der er brug for det. Den praksis fortsætter jeg med min søn som er 15 mdr. Gider ikke lade mig styre af andres ideer om amning. Men ift bryster i Sierra leone, så tror jeg ikke man skal være blind for, at andre kropsdele kan have den status, som bryster har i dk. I Tanzania er det ben/knæ som bliver skjult. Til gengæld er store numser smukke. Og sundhed er smukt. Min tanzanianske veninde var dybt chokeret da jeg, da min yngste søn var fem mdr og min krop stadig var en del større end inden graviditeten, fortalte at jeg i dk ville blive set som overvægtig og at jeg gerne ville tabe ti kg. ‘Men hvis du taber dig, har du jo ikke mælk til babyen! Og hvis du bliver tyndere vil man tænke at din mand ikke passer godt nok på dig og barnet’. I dk har vi så travlt med at mødre skal ‘få deres krop tilbage’ efter fødslen, hvilket jo er skørt – de HAR jo deres krop. Og den har haft gang i noget vildt. Gid vi kunne fokusere lidt mere på det, og på at man skal nyde tiden med det lille barn og holde sin krop sund og stærk og glad i stedet for tynd og glat og teenage-agtigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Mine børn bliver aldrig brugt som en undskyldning for hvordan jeg ser ud, men de er “skyld” i mine strækmærker, og det er det på min krop jeg er allermest stolt af og får en fantastisk følelse hver gang jeg ser mig selv i spejlet. Jeg er stolt af at min krop har båret og født to skønne børn og det viser jeg gladeligt frem

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • “min plan er derfor at jeg fra i dag, i stedet for at være ked af at jeg ikke længere er lige så “god” til at være pæn, som jeg engang var, vil øve mig på at være god til at være stolt af hvad min krop har vist sig at kunne præstere.”

    Jeg er SÅ meget med på vognen. Skal vi ikke fejre med en te-bolle, en kaffe og en gå-tur om søerne (der er både for krop og sjæl i det)…

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sandheden om min kropsopfattelse