Nej, det er aldrig din skyld

Jeg savner dem der er mine!

imageAnnonceStatus for i dag er, at jeg allermest savner mine børn. Jeg har været væk fra dem siden søndag tidlig morgen, hvor Peter lige var vågnet og Jens gav mig, hvad jeg tolker som, et sovende smil og det er det absolut længste jeg nogensinde har prøvet at være adskilt fra min lille familie. Min kerne og dem jeg, af alle mennesker i verden, lever allermest for.

Det er så vildt at være her; vi oplever ting og møder mennesker, som jeg kun i mine drømme havde troet jeg nogensinde skulle være så heldig at møde. Brutale, stærke og ikke mindst passionerede skæbner, som alle kæmper både for deres egen og deres medmenneskers overlevelse. Alligevel sidder jeg tilbage og savner mine børn, som jeg ved har det trygt og godt i Danmark, sammen med manden jeg elsker. De er ikke udsat for hverken vold, svære svigt eller livslange traumer som jeg oplever flere af børnene gennemlever her og alligevel ville jeg vitterligt overveje om ikke jeg skulle give min højre arm væk, for bare lige at få lov til at kramme dem i fem minutter. Eller ti. For helst aldrig at blive adskilt fra dem igen.

Adskillelsen fra og savnet til mine børn har, udover alle de mange vilde oplevelser jeg får med hernede fra, sat mit liv i perspektiv. Jeg bliver mindet om hvad – og ikke mindst hvem – jeg vil prioritere i mit liv og det gør mig simpelthen så glad at mærke den stærke kærlighed jeg føler til den lille familie Thomas og jeg har skabt sammen. Jeg mærker stærkere end nogensinde før, hvordan vi er en samlet enhed, som på trods af hver vores individuelle behov, drømme, ønsker og muligheder, hænger sammen.

Jeg har lyst til at passe på min familie og jeg  har lyst til, sammen med dem, at gøre en forskel; både i Danmark og rundt om i verden.

I forhold til Danmark er jeg lige nu meget stolt af at kunne fortælle, at jeg er blevet ambassadør for Børneulykkesfonden, som netop nu sammen med Småfolk samarbejder om at skabe hyggelige og sikre vaner ved puslepladsen – en kampagne som I kan læse meget mere om HER og hvor I desuden kan vinde en puslepude – hvis altså I har interesse i den slags – lige HER. Fra både et moderligt og et jordemoderfagligt synspunkt er det simpelthen så vigtigt, at vi alle er opmærksomme på sikkerheden ved puslebordet, fordi vi ved, at netop puslesituationen, hvis ikke den bliver håndteret med øje for sikkerheden, kan udgøre en stor risiko for barnet. For mange virker puslerådene måske omsonste, men ikke desto mindre, synes jeg de er værd lige at (gen)læse, hvis man har eller står overfor at få et barn, som bruger ble.

I forhold til verden, så har jeg lige nu fået tændt en flamme i mig for at tage mine drenge med ud for at gøre en forskel for nogle af de mennesker, som har allermest brug for det. Jeg har fået en drøm om, at rykke teltpælene op og flytte til Afrika sammen med mine drenge for en periode, i håbet om, at kunne være med til at ændre forståelsen af mennesker – især kvinders – rettigheder her i verden. Som jeg skrev om i morges, er det fuldstændigt sindsoprivende hvad de fleste af kvinderne her bliver udsat for og jeg ville virkelig, virkelig ønske, at jeg med et trylleslag kunne gøre en forskel.

Desværre – eller heldigvis – ved jeg godt, at et trylleslag ikke hjælper spor, men de små skridt og udvikling, oplysning og ikke mindst undervisning blandt menneskerne her, er til gengæld vejen frem. En langsom og træg, men hundrede procent sikker vej frem.

kys fra cana

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nej, det er aldrig din skyld