Ugens Mand - Jesper Urban Pedersen

Min første gæsteblogger nogensinde: SneglCille

Som jeg aldrig har lagt skjul på, er Cecilie fra SneglCille én af de sejeste bloggere jeg kender til. Hun er sød, sjov og dygtig til at skrive – og så har hun en temmeligt vild familiehistorik. Egentlig havde jeg spurgt om ikke hun kunne tænke sig at skrive et indlæg her på bloggen imens jeg var i Afrika, men en spontan rejse til Los Angeles – for Cecilies vedkommende, ikke mit, desværre – kom i vejen og med min erfaring for både spontane ferier, jetlag og børn i L.A. er dét, mine damer, verdens bedste undskyldning for at være en lille smule sent på den. Tag derfor godt imod hende, SneglCille, med blogverdenes måske bedste kærlighedshistorie, som anledningen taget i betragtning ikke kunne være mere perfekt at bringe, netop i dag.

Skærmbillede 2016-02-13 kl. 20.33.49

‘Ordet er dit, og helt frit’ sagde Cana da jeg spurgte hvad jeg skulle gæsteblogge om her på adressen. Normalt er det ikke svært for mig at finde på noget at skrive om, utroligt nok efter seks et halvt års blogging – Men jeg har altså et dokument på min computer fyldt med ideer til indlæg, nogle bliver til noget, nogle når at blive til kladder i bloggens backend (det lyder måske som noget frækt, men det er bare det man kalder det sted vi skriver indlæggene), nogle bliver slettet, og andre forbliver punkter – Og så er der dem, der ender ud i noget helt andet, end det jeg først havde tænkt med dem, faktisk kan enkelte stikord blive til flere indlæg. Men det er jo i mit eget univers, ovre i snegleland. Nu er jeg på udebane, og så gælder det jo både om at give et godt indtryk og ikke være for indforstået, også selvom I sikkert er nogle stykker, der allerede kender til mig og noget af det kaos der hersker ovre hos mig, eller herskede. Der er lidt mere ro på nu kan jeg sige dig. Jeg er både blevet gift, og vi har fået en kat – Det er ret roligt nu. 

 

Men så kan jeg jo lave en kort præsentation af netop den situation, en elevatortale kalder man det vist, i hvert fald af min familie. For jeg er nemlig også Mor til to, præcis som Cana. Forskellen er bare at vejen hertil, til min egen udadtil idylliske kernefamilie, med mand og to børn, har været reeeet krøllet og bumpy i forhold til mange andres. 

 

I skrivende stund befinder jeg mig i Los Angeles på ferie med den familie, min familie, der består af min mand, vores søn Otto, der er seks år gammel og vores datter Uma, der om tre dage er 10 måneder gammel. Jeg har også en stedsøn på fem år, hvilket, hvis man er nogenlunde ferm til matematik, afslører at ikke alt er helt så idyllisk som det ellers lyder. I hvert fald ikke på kernefamiliemåden. Min stedsøn er ikke med på denne her tur, men det skyldes nu bare at han er på en anden ferie, med sin mor. 

Det ikke-idylliske går hverken på utroskab, eller løgne, men på, at min mand – ham jeg er gift med i dag – og jeg, har været fra hinanden. Der gik faktisk næsten fem år inden vi igen fandt sammen.

Noget som jeg absolut ikke havde forestillet mig den aften for nu præcis syv år siden (februar 2009) hvor alt smuldrede og vi stoppede vores forhold, mens jeg var gravid i fjerde måned. 

 

Sådan kan tingene ændre sig, og heldigvis for det. Jeg har været der hvor vrede, bitterhed og sorg kvalte al fornuft, al kærlighed og alle tanker om tilgivelse. 
Tid læger alle sår siger nogen – Jeg er ikke enig. Ikke i at det udelukkende er tiden, der heler. Det er mange ting – Man skal, når man oplever et svigt, rase ud, græde ud, acceptere, måske tilgive, hvis man kan. Ikke for en hver pris. Og ikke for den anden parts skyld. For sin egen. Følelsen af at give slip sådan helt rigtigt på had, bitterhed og de andre giftige følelser, er noget af det mest befriende jeg har prøvet. 

 

Hvordan i alverden gør man så det? Tilgiver, bliver forelsket (igen), springer ud i kærligheden. 

Jeg ved ikke om jeg har svaret, ved slet ikke om der findes et rigtigt svar på det spørgsmål. Og jeg ved heller ikke om alt kan repareres. 

Blogverdenens måske bedste kærlighedshistorie skrev Børn i byen om vores historie for noget tid siden, hvilket er en virkelig fin beskrivelse, som jeg er stolt af. For det var nemlig kærlighed, der sejrede. Kombineret med en allerhelvedes masse arbejde, mange snakke og rigtig rigtig meget reparation af den kommunikative slags, ikke så romantisk, men effektivt og nødvendigt ikke mindst. Jeg er lykkelig. For min skæve, utraditionelle og alligevel helt almindelige familie. Trods bump på vejen og krøllede detaljer.

Skærmbillede 2016-02-13 kl. 20.34.14

kys fra cana

   

11 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugens Mand - Jesper Urban Pedersen