Fra pinlig til stolt!

Store (sove)sager, højt humør og en spand der flyder over

image

Klokken er lige knap otte og mine børn har allerede sovet i en time. For de fleste lyder det måske ikke af noget særligt, men med et par drenge som, siden jeg kom hjem fra Afrika  i lørdags, ikke har villet lade hverken Thomas eller mig ude af syne, er det store sager. Eller altså, det er store sager for mig, som læste godnathistorie, kyssede, krammede og forlod det komplet stille værelse, hvor drengene med et par søvnige suk, indfandt sig i søvnen, kort efter jeg var gået ud. De seneste nætter har den stået på en vågen Peter, så snart han havde fået forvildet sig ud af min favn og det har nærmest føltes som om nærheden ingen ende har villet tage. Det har været dejligt og hyggeligt, men også en lille smule begrænsende, for ikke at tale om trættende.

Da jeg havde afleveret drengene i morges gik jeg et par runder om mig selv, læste kommentarsporet fra min klagesang over manglen på mit kropslige selvværd og besluttede, at det – for mig – skal være slut med at være sådan én der prøver på at ligne noget, jeg aldrig (mere) kommer til at nærme mig, for i stedet at være stolt over hvad min krop kan og hvad den har præsteret. Med dén erkendelse og en forsigtig solstribe strømmende ind ad mit køkkenvindue, gav jeg mig selv fri, grovsorterede mit tøjskab og stak ud i det vidunderlige vejr, med Justin Bieber i ørerne og en stor pose tøj til genbrug under armen.

Jeg ved sgu’tte om det er vintersolen der gør noget særligt godt for mig, men lige dér på vej forbi secondhand-butikken, hvor en ensom vintergæk kaldte på at blive plukket, besluttede jeg, at jeg mener det. Det med at være glad for min krop, altså.

Således, i et glimrende humør, stavrede jeg lynhurtigt videre ned til børnehavens legeplads, hvor jeg ganske tidligere end sædvanligt hentede en glædeligt overrasket Jens, som jeg tog med mig på café for at drikke fuldfed latte og spise kage. Livet skal være godt og det er dage som i dag, hvor jeg har mulighed for at glæde både mig selv og dem jeg elsker allermest, der betyder hele forskellen.

Ovenikøbet, lige inden jeg skulle til at stable dagens aftensmad på benene, troppede min flotte storebror og et par af hans mindst ligeså flotte håndværkere op på mit dørtrin, med en vinkelsliber og en ny cykellås som de fornemmeste accessories og jeg kan således igen bruge min cykel, som ellers har stået stille siden oktober, hvor jeg smed mine nøgler væk.

Spanden fuld af god karma flyder næsten over og for pokker hvor jeg håber at den også rammer jer, således at lige præcis dét I har gang i, kommer til at lykkes som I allerhelst vil have det.

kys fra cana

   

3 kommentarer

  • Anna

    Jeg forstår. Igen var det på ingen måde negativt ment (sådan som det hentydes i din nye indlæg?), blot er det for mig et interessant emne, det med at finde en balance mellem egne og andres behov – hvilket ikke altid er nemt, synes jeg. Det er noget, du flere gange har berørt som noget af det. du synes. var svært ved at blive mor; derfor mit spørgsmål. Jeg er helt enig i, at man hverken gør sig selv eller sine børn en tjeneste, ved at være komplet opslugt af dem er deres behov! Det er ligeledes vigtigt for mig, at være noget for mig selv – for ellers tror jeg ikke, man kan være noget for andre. Dejligt og spændende at høre om den balance, der giver mening for dig og din familie! Kh

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Hej Cana
    Jeg har et spørgsmål, som jeg håber du ikke tager ilde – det er i hvert fald ikke sådan ment. Jeg har indtrykket af, at du har fundet en god balance mellem at varetage dine børns behov og dine egne. Husker som om, du har skrevet, hvordan dine børn ikke skal have ansvaret for din lykke, omend deres behov altid kommer først. En fin tanke, synes jeg. Men når du tager til Sierra Leone (en uge?), og dine børn tydeligvis reagere negativt på din manglende tilstedeværelse (jeg tænker især på din mindste dreng); er det da børnenes behov? Eller opvejer ulemperne simpelthen fordelene?
    Det er en svær balance, som pt. optager mig meget. Fx er min dreng netop startet i institution, hvor han bare ikke trives. Det er TYDELIGT, at han helst vil være hjemme. Jeg er studerende, og går med tanken om, om det er muligt at gøre begge dele; altså at læse og passe min søn, i samarbejde med min mand som er selvstændig og meget fleks (for hjemmegående, det bliver jeg aldrig). I virkeligheden synes jeg også, der er noget ganske unaturligt i den måde, vi i vores samfund har indrettet os. Jeg glæder mig til at høre dine betragtninger :) Tak for en dejlig blog.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cana Buttenschøn

      Hej Anna,
      Nej, selvfølgelig er det ikke mine børns behov, at jeg tager til Sierra Leone i seks dage. Selvfølgelig er det ikke det. Det er end ikke mine børns behov, når jeg i aften tager ud og spiser med min mand.
      Det er mine behov.
      For at være en god mor, er jeg nødt til at være en god mig. Jeg er nødt til at gøre andre ting der stimulerer mig andet end “bare” at være mor. Bevares, mit moderskab er dét i verden der stimulerer mig allerbedst og i særdeleshed allermest, men ikke desto mindre, har jeg brug for flere stimuli.
      I forhold til Sierra Leone, så opvejer turens formål og de oplevelser jeg har fået med hjem, hundrede procent, at mine børn har savnet mig imens jeg har været væk.
      Jeg er selvfølgelig meget ked af at høre at din dreng slet ikke trives i institutionen; det er det værste! Jeg husker det tydeligt, hvordan det var, da Jens startede i vuggestue som ganske lille. Det var frygteligt!
      For mig var det ikke en option at gå hjemme med ham, men vi flyttede ham i stedet til en privat dagpleje, hvor han blomstrede og i løbet af ganske kort tid, elskede at være! Så overvej – inden du spænder dig selv alt for hårdt for med både hjemmepasning og studie – om ikke det kunne være en mulighed at skifte institution(sform)?
      Der hvor Peter går indtil udgangen af februar, har dagplejemoren kun 2-3 børn ad gangen, så i mine – og Peters – øjne er det nærmest ligeså trygt som et hjemligt miljø, som er lige præcis dét jeg tror, er det allerbedste for de helt små børn, som måske endnu ikke er klar til det lidt mere hektiske institutionsliv.
      Uanset hvad, så håber jeg at det kommer til at løse sig på en god måde for jer.
      KH

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fra pinlig til stolt!