Vores kærlighedshistorie #7

5K3LHRDZ3I

Efter at have tilbragt natten og den tidlige morgenstund på adskillige værtshuse, som I kan læse om HER, var vi nu endt i en lejlighed ved søerne på Nørrebro.

“Undskyld her roder lidt” sagde han, Thomas’ ven, da vi trådte ind i hans lejlighed. Jeg husker ikke så tydeligt hvordan der så ud, andet end at der i stuen stod et sofaarrangement, hvor der lå diverse playstationspil, et par joystick og halvanden liter cola spredt ud over bordet. Klokken var vel henad halv ti om formiddagen og jeg var dødtræt.

Thomas’ ven gik i køkkenet: “Hvad vil I have? Øl?” 

“En seng” fløj det ud af mig “Altså, hvis du har mere end én?”

Jeg kunne ikke klare tanken om hverken at drikke flere øl eller at holde mig vågen meget længere, så jeg håbede inderligt at han ville svare okay – og ja. Ikke fordi jeg ville have min egen seng, men fordi jeg gerne ville have Thomas for mig selv.

Et par timer senere vågnede jeg med en solstråle i ansigtet og den dybe lyd af en sovende vejrtrækning bag mig. Det var Thomas. Vi lå i ske. Det føltes godt og den sursøde duft af vores fælles alkoholånde fyldte luften og tillod os at blive ét med hinanden.

Han havde stadig sin ternede skjorte, den der i virkeligheden var et par centimeter for kort men som klædte ham så godt, på. Og sine bukser, selvfølgelig. Der var dejligt.

… Altså, lige indtil jeg fik kvalme.

“Ahem, jeg smutter nu. Tak for i går. Og i dag”

Han fulgte mig ud på sortedamsdosseringen og insisterede på et kys, inden jeg – helt forvirret, fuld og med kvalme gik en omvej hjem, imens jeg snakkede i telefon med en veninde om alt det vilde – og gode – jeg fornemmede var ved at ske…

Hvis I vil læse hvad der skete herefter, kan I gøre det HER.

kys fra cana

Nu vil jeg fortælle jer lidt om jer :)

image

Flere end 150 af jer har brugt tid på at formulere både lange og velskrevne svar, da jeg i sidste uge stillede jer et par spørgsmål – om jer selv og hold nu kæft hvor gør det mig glad! Jeg læste de første der rullede ind lidt efterhånden, men besluttede hurtigt at min metode ikke var de fine besvarelser værdig, så jeg lod resten ligge og har nu – langt om længe – i aftes haft tid og ro til at sætte mig med en god kop kaffe og fire chokoladekiks (som jeg selvfølgelig har dyppet i kaffen – og spist) og læst dem alle fra ende til anden.

Tak, allerførst!

I er en svimlende flok dejlige damer – og et par enkelte dejlige herrer – og selvom jeg havde satset på at lave mig lidt statistik over jeres svar, så er det – for mig i hvert fald – komplet umuligt at gøre det særligt videnskabeligt, så I får den lidt på slump.

I er operationssygeplejersker, pædagoger, silvanmedarbejdere, assurandører, pædagoger, studerende, terapeuter, hjemmegående, revisorer, kostvejledere, en enkelt langtidschauffør og en hel masse andre spændende ting. Aldersmæssigt spænder I fra 19-71 år med en hovedvægt fra 25-40 år og så er det en komplet blandet landhandel, når det kommer til parforholdsstatus. Nogle er single, imens andre er i parforhold, men dét jeg faktisk studsede mest over var, at temmeligt mange af jer faktisk er blevet gift i en meget tidlig alder. Jeg var selv lige blevet 24 år da Thomas og jeg blev gift og jeg husker, at jeg syntes det var meget tidligt, men så vidt som for jer der læser med her angår, er 24 år og hustru slet ikke noget særsyn.

Egentlig ville jeg gerne have regnet ud hvor mange børn vi har tilsammen, men det blev for omstændigt da jeg lynhurtigt nåede et stykke over 100, men mange har vi!

Jeres største laster er for langt, langt de flestes vedkommende noget der i én eller anden grad inkluderer sukker. Djævlens himmelske spise, som vi bare ikke kan få nok af. En enkelt vil helst have sit sukker i form af mælkesnitter, imens virkelig mange foretrækker det i chokolade eller cola. Og bland-selv-slik, selvfølgelig.

I bor spredt ud over hele verden; et par stykker på helt andre kontinenter, men selvfølgelig langt, langt de fleste af jer bor herhjemme i Danmark i alt lige fra kæmpestore huse i små bitte landsbyflækker til studielejlighedheder på Nørrebro og jeg er vild med det!

Hver evig eneste af jeres kommentarer gjorde mit humør bedre og hvis jeg kunne, så ville jeg holde en kæmpe fest for jer allesammen, for jeg er nu engang ganske overbevist om, at vi ville kunne fyre den af på den dejligste måde, hvis bare vi blev samlet.

Som en lille salut har jeg herunder samlet et lille bitte udpluk af jeres kommentarer, som er med til at sætte turbo på mine forårsfornemmelser.

 

“Jeg kan identificere mig med noget i dig. Den hensynsfulde pleaser og den naive håber – den tankeløse drømmer og den stædige jyde”

– Sanne, 26 år

 

“Du er min “danske avis” i en engelsk hverdag og jeg elsker det”

– Marianne, 34 år

“Du formår stort set altid at fange mig, uanset emne, og jeg føler nærmest at jeg sidder og får fortalt ‘historierne’ selvom jeg næsten sidder i den anden ende af landet”

– Mikala, 25 år

“Jeg læser med fordi jeg måske har et lille girlcrush på dig… Haha i den mest uskyldige forstand”

– Camilla, 31 år

Altså, min omgangskreds og jeg agerer lidt som om vi kender dig; nogle gange når vi taler om et eller andet emne, så er et afgørende argument ofte, at “det synes Cana også!!!”, eller “jeg må godt spise så meget snolder, for det gør Cana også!”, eller “ej jeg kender én der er kommet ind på psykologi på kvote 2 – det gjorde Cana nemlig!!”

–  Nanna Elle, 20 år

image

Jeg er fuldstændigt på røven over hvor skønne, søde og dejlige I allesammen er og selvom det bliver en kringlet sag, så vil jeg altså gå i tænkeboks og se om ikke vi kan holde os en bette fest på et tidspunkt, for det må da alt andet lige, blive et brag der vil noget og jeg skylder i dén grad krammere!

kys fra cana

JordemoderOnsdag – om afnavling

Skærmbillede 2016-03-30 kl. 11.39.23

Selvom det i hele fødselsoplevelsen kan virke som en lille bi-ting, er det alligevel min opfattelse at det betyder noget helt særligt, når navlestrengen klippes og mor og barn fysisk adskilles. Derfor blev jeg så glad da flere havde spurgt ind til afnavling og min holdning til, hvornår man bør klippe navlestrengen, som denne uges Spørg Jordemoderen-video altså handler om.

… Og altså, undskyld at jeg sådan sidder og spiser i videoen. Multitasking, i ved…

Resume:

Jeg taler om tre former for afnavling. Tidlig afnavnling hvor navlesnoren klippes umiddelbart efter fødslen, sen afnavling hvor navlestrengen først klippes 5-10 minutter (eller efter pulsationen i navlestrengen er ophørt) og lotusfødsel, hvor navlesnoren slet ikke klippes.

Tidlig afnavling er god, når barnet har behov for at blive stimuleret umiddelbart efter fødslen. Det er min oplevelse at tidlig afnavling er meget hyppigt anvendt for at jordemoderen kan måle ph-værdien i navlestrengens blod.

Sen afnavling giver barnet en øget blodmængde og hjælper således barnet til at undgå blodmangel. Ved sen afnavling besværliggøres måden at tage blodprøver fra navlestrengen lidt, men det kan sagtens lade sig gøre.

Lotusfødsel er primært en temperamentssag. Mig bekendt findes der ikke videnskabeligt belæg for at det skulle være gavnligt at lade navlestreng og moderkage sidde sammen med barnet indtil det rådner af.

Uanset hvordan man gør, er der ikke noget rigtigt eller forkert og vores børn skal nok klare den, uanset hvordan deres navler er blevet klippet.

Hvornår blev navlesnoren klippet hos de af jer der har født? Og hvem klippede den?

kys fra cana

Drenge i kjoler – hvad siger I?

image

Da Thomas i går havde postet ovenstående billede af Peter iført en kjole, gjorde jeg mig klar til at skulle skrive et debatindlæg af de større i dag, hvor jeg ville forsvare de kommentarer jeg forventede at han ville få med på vejen om “hvor synd det dog var, at lægge et billede af en kjoleklædte dreng på facebook”. Og så kom der ingen. I hvert fald næsten ingen.

En enkelt skrev “onde far” og en anden skrev “han kommer sådan til at hade dig“. Begge vist med et glimt i øjet – og det var det.

Alle andre – og der var mange – skrev at de synes han så skøn ud i prinsesskjole, lyserød kasket og et kæmpestort smil. Flere skrev endda at de håbede, at han ikke ville blive pinlig over billedet senere i livet, som Thomas ellers havde insinueret, fordi de håbede at kønsopdelingen ville blive udvisket med tiden.

Jeg er selvfølgelig enig og selvom mit glødende debattørhjerte havde elsket en omgang bål i brand, så er jeg altså helt på røven af benovelse over hvor rummelige alle er. Vi ved alle at internettet er et stort sted, som af og til kan være svært at styre og hvor folk af og til kommer til at pisse i éns dagligstue, men hvor der denne gang – til trods for at flere hundredetusinde mennesker har set billedet, ikke var én eneste ondskabsfuld kommentar.

Hold kæft hvor er det dejligt!

Det er dejligt hvis den sobre tone på internettet er ved at indfinde sig og så er det dejligt at vide, at vores drenge(og pige-)børn kan klæde sig i den slags tøj de har lyst til, uden at andre voksne kigger skævt til dem. For helt ærligt, det er kun os – de voksne – der kan lære vores børn om normalitet og jeg stemmer altså for, at vi udvider begrebet til at indeholde alt der føles godt.

Det var bare lige det.

Hvad siger I?

kys fra cana

Det var ingenting

imageI virkeligheden var det nærmest ingenting, men da jeg stod der, med en tung taske på skulderen, en indkøbspose på cyklen, som var så godt som spærret inde imellem en masse andre cykler og tabte min ene handske, betød det alverden, da en fremmed kvinde, som efter alt at dømme var ude for at lufte sin hund, bukkede sig ned, samlede handsken op og sagde: “Værs’go – det havde vist været noget af et projekt hvis du skulle have gjort det selv“.

Jeg havde lige været i Brugsen, hvor jeg var havnet ved kassen med hende den sure ekspedient, som – til trods for at jeg altid forsøger – aldrig smiler igen, når jeg stikker hende mit bedste colgate. “Hun har det nok svært” tænker jeg altid, men alligevel går det mig på. Ikke meget, men lidt. Det er så dejligt når man kan få et smil fra en næsten-fremmed, imens det modsatte kan være enormt drænende, når man gang på gang forsøger. I hvert fald for én som mig.

Derfor må den fremmede kvinde med hunden og den venlige handskegestus have bemærket mit opgivende ansigtsudtryk, da hun gik forbi mig, imens jeg i et splitsekund stod og overvejede hvordan pokker jeg skulle gribe situationen an, uden at smide hverken cykel, taske eller nyindkøbte æg ud over hele gaden. Og så hjalp hun mig. Og reddede med ét min dag, som ellers var faretruende tæt på at få et irriterende islæt kastet hen over sig. Det er trods alt første dag efter ferie.

Tak søde, fremmede dame. Flere af din slags, tak. God tirsdag til alle jer andre og tak fordi I læser med!

kys fra cana

Older posts