Et opdatering fra backstagelokalet på Bremen

image

For første gang i flere uger vågnede jeg i morges, som den første i familien. Peter lå i smørhullet og sov tungt, som han havde gjort det meste af natten. Det er lige før jeg vil gå så vidt som til at sige, at jeg faktisk var udhvilet, selvom jeg faktisk er i tvivl om, hvordan den slags luksus føles.

Jeg slog et hurtigt smut ned forbi søde Line fra Flawless CPH og fik fixet mine vipper, som efterhånden trængte til en opfyldning. Og sør’me så om ikke også jeg lige fik lokket hende til at give mig en spraytan, som hun godtnok fortalt ikke er så smart at gøre ovenpå en omgang nyordnede vipper, men jeg i dag tager jeg gerne chancen, så jeg kan have lækre brune stænger, når jeg om ganske kort tid hopper i en lækker glimmersag og høje hæle, herude i backstagelokalet på Bremen Teater i København, hvor jeg netop er ankommet, sammen med min far og Cecilie med store forventninger og sommerfugle i maven.

Thomas laver lydprøve, imens vi andre er gået ombord i de mange snacks der er stillet frem.

Jeg er fanderneme spændt på i aften. På at høre Thomas og alle de mange jokes jeg forventer han fyrer af. På at høre hvor lidt eller hvor meget han udleverer mine mindre flatterende sider – som jeg selvfølgelig har givet ham lov til at gøre – og på, hvordan det bliver taget imod når jeg, hvis publikum klapper på ekstranummer, træder ind på scenen sammen med min mand.

Fuck man.

Spillestedet emmer af kvalitet og det er lige før jeg kan mærke nogle af alle de mange store kunstnere, der har optrådt her igennem tiden, igennem de gamle vægge og jeg ved pludselig ikke, om jeg overhovedet tør.

Eller jo, det ved jeg godt. Jeg tør godt og faktisk, så glæder jeg mig mere end jeg nogensinde kan huske, at jeg har glædet mig til juleaften.

Min lørdag aften bliver forhåbentlig den bedste jeg har haft længe og jeg håber sådan, at det samme kommer til at gøre sig gældende for jer der læser med.

kys fra cana

Når man får leveret (næsten) magi til hoveddøren

Skærmbillede 2016-04-29 kl. 21.40.13Annonce

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er pjattet med mit job, men med opgaver som den jeg i løbet af de sidste par dage har været på, så freakin’ elsker jeg det! Jeg har nemlig haft den ære – mod betaling, ovenikøbet – at kværne mig igennem et lille udvalg af lækre is, som, med den ikoniske blå isbil, er blevet leveret direkte til min hoveddør. Så er det sgu lige før det ikke bliver bedre; i hvert fald ikke hvis man ser bort fra, at jeg altså stadig ikke er kommet igang med den der træning, jeg ellers forleden befalede mig selv at påbegynde.

Jeg husker tydeligt den sommer det gik op for mig, at man rent faktisk kunne købe noget i den ringende blå bil, der sporadisk kørte rundt i den lille flække hvor jeg dengang boede. Det var en pige på min alder, som vist var på ferie hos sine bedsteforældre, der fortalte mig om det. De havde fryseren fuld af alle mulige forskellige slags is, som min nye veninde altså havde fået lov til at vælge direkte fra bilen.

Hjem-IS, selvfølgelig. Min favorit dengang var en form for chokoladeis med knas, uhm! I dag, tja, jeg kunne formentlig have mange favoritter, men fordi jeg så tydeligt husker hvordan jeg som barn altid drømte om at få lov til at bestille lige præcis de is jeg ville, lod jeg i torsdags Jens stå hundrede procent for udvælgelsen, da han for allerførste gang fik lov til at komme med ud og opleve den magi (okay, det er bare is, men det føles næsten som magi) den blå is-bil kunne levere – lige udenfor vores lejlighed.

P4282244

Det blev til noget med nogle smarties, nogle mælkedrenge, en mælkesnittelignende is-sandwich og en nyhed, vistnok, en taco-is, som i øvrigt smager fuldstændigt fantastisk! Og det endda uden at give fedtede fingre, som navnet ellers kunne indikere.

Hjem-IS ér og bliver en klassiker og det faktisk i en sådan grad, at den serviceorienterede isomdeler i år fylder hele 40 år! I dén forbindelse afholder Hjem-IS selvfølgelig en fødselsdagskonkurrence, som I kan komme direkte til lige HER, hvor man som et krav for deltagelse, skal uploade et billede eller en video med én eller anden form for lykønskning. Lykønskningen kan være en video, hvor der synges eller måske rappes en fødselsdagssang, et højt råb hurra, et billede af en fødselsdagstegning, et digt eller et billedkollage som den jeg har lavet ovenfor – det kan være alt muligt, så længe det ønsker Hjem-IS tillykke på en sjov og kreativ måde.

Hver uge indtil Kronprinsens fødselsdag (som jeg kun kender, fordi Jens har fødselsdag dagen efter og jeg, dengang jeg var højgravid, var lidt ærgelig over ikke at føde på kronprinsens fødselsdag, fordi så ville hele landet altid flage på mit barns fødselsdag. Godnok til ære for en anden, men det havde Jens jo ikke behøvet vide lige med det første, vel?) d.26.maj, bliver der udtrukket en vinder af et gavekort på 2000 kroner til Hjem-IS og i den sidste ende udtrækkes en hovedvinder, som vinder et gavekort på hele 25.000.- til Bone’s, hvor tanken er, at man kan smide sig en fest for sine venner og familie – eller hvem end man nu har lyst til at feste med, på én af Bone’s restauranter.

Jeg synes både det er en sjov konkurrence og nogle ret lækre præmier – måske især isgavekortene, fordi jeg forestiller mig, at de faktisk kan betyde gratis ugentlige is til hele familien, hen over hele sommeren.

Uhmmenum, og rigtig god weekend!

kys fra cana

Mid-season-sale – en miniguide til store besparelser

Det er som om, når man først er begyndt at kigge efter dem, at de popper op overalt; gode tilbud og udsalg. Her og der og alle vegne. Nogle er gode, andre er tamme og så er der dem, der bare spiller max. Som nogle af dem, jeg har fundet frem til jer i dag, som en lille overspringshandling i stedet for at få nerver på over i morgen, hvor jeg planlægger at forsøge at stagebombe min mand, når han optræder på Bremen. Jeg vil også op på scenen, ha ha! 

Peter, som ellers har skrantet mere end bare almindeligt meget på det seneste, har allerede efter mindre end et halvt døgn på penicillin fået det markant bedre, så det lader til – hvis alt andet i øvrigt går vel – at det udelukkende kommer til at være op til mig, om jeg kommer på scenen eller ej. Gosh!

Jeg kan slet ikke tænke på det, uden at få et stort smørret grin over hele ansigtet, som vistnok skyldes lige dele spænding og fjoget nervøsitet. Derfor er det i min bog langt bedre at bruge tiden på noget andet end dét. For eksempel…

Fredagsshopping og en miniguide til mid-season-udsalget, som buldrer derudaf. 

midsale1– affiliate links følger –

Boozt.com kører hårdt på med op til 30% på masser af varer fra en masse fede brands.

Kom direkte til udsalget for børn HER

Kom direkte til udsalget for kvinder HER

Kom direkte til udsalget for mænd HER

Til børnene er der både tøj, sko og accessories fra brands som Mini A Ture, Hummel, Arauto Rap, Freds Worldog Noa Noa Miniature. Et par af mine favoritter er denne jakke og disse sko.

Til damerne er der – foruden mine 10 favoritter jeg tippede om i indlægget HER – brands som Baum und Pherdgarten, Ganni, Stine Goya, Day Birger et Mikkelsen, Stig P og Tommy Hilfiger.

Derudover har jeg, hos stylepit.dk spottet at der til og med i dag, lørdag, er 25% på ALLE børnesko fra Bisgaard og Angulus med koden MID16DK- bare et tip :)

kys fra cana

Fødselsfredag – Når vandet går før tid

Af og til hænder det, at jeg bliver særligt rørt over nogle af de beretninger I sender mig og dén I kommer til at stifte bekendtskab med i dag, er én af dem, der har fået vandet til at stå ud af øjnene på mig, som blev jeg betalt for det. Det handler om en kvinde, som oplevede for tidlig vandafgang og jeg har valgt – i samråd med kvinden – at dele den op i tre, da beretningen ellers ville blive alt for lang til ét indlæg. Således handler beretningen i dag om den oplevelse kvinden havde dén dag vandet gik.

Tag godt imod den – og hav en kleenex klar. Jeg LOVER at det ender godt.

4MT2FRBJ88 kopi

En noget mere våd nytårsaften end planlagt

Ligesom til min 30-års fødselsdag var jeg jævnt træt af at være gravid nytårsaften. Festen over alle fester. Bevares, jeg var ovenud lykkelig for at være gravid med vores ønskebarn. Men fest uden alkohol og smøger har aldrig været mig – og bliver aldrig mig…

Trods det, havde vi (min svigerinde med kæreste og min mands gode ven samt kæreste og barn) en fantastisk nytårsaften i vores sommerhus på Orø. Vi skåler ( jeg i Erdingers alkoholfrie øl – og et enkelt glas ægte god rødvin), griner og nyder hinanden og aftenen. Jeg er i 31. uge og i lykkerus – over at være gravid og over at være beriget med skønne mennesker i mit liv. Alt er godt.

Min graviditet har været god. Kun lidt kvalme, halsbrand og absurd mange tisseture. Men luksusproblemer i forhold til så mange andre. Så altså en nem graviditet og helt efter bogen.

Alle er i godt humør, og der bliver ikke sparet på hverken røverhistorier eller bordbomber.
Midt i et grineflip mærker jeg, at jeg lækker. Jeg griner af situationen og joker med, at jeg da vist er så gravid nu, at jeg ikke længere kan holde på vandet og har pisset i bukserne. Jeg daffer ud på toilettet og skifter trusseindlæg. Det er godt nok seriøst overpisset. Tænk, at jeg slet ikke har kontrol over min blære længere. Det bliver en lang sidste måned på job inden barsel! Jeg sætter mig ind til de andre, men kan efter kort tid atter mærke tis i trussen. Ud og skifte bind igen. Jeg har aldrig før haft problemer med at holde på vandet, så da jeg skifter bind for sjette gang i løbet af aftenen, begynder en uro at vække i mig. Jeg googler vandafgang, og får egentlig ikke mere ro i sindet af den grund. Tilsyneladende kan vandafgang både komme plask! sjask! (som jeg har set det i film og fået det fortalt) og let sivende. Alligevel tænker jeg ikke straks, at det er det, der er sket. Det nager mig dog, at jeg pludselig sådan fra den ene dag til den anden er blevet SÅ slap dernede.

Kort efter midnat kryber jeg til køjs. Jeg vågner klokken 05 til den obligatoriske nattissen. Jeg ligger i en pøl af vand. Trisser ud på toilettet men kan ikke tisse. Jeg har på fornemmelsen, at noget ikke er, som det skal være. Faktisk ved jeg ikke, om jeg får tisset. Koldsved løber ned af ryggen på mig. Jeg kan ikke mærke min lille dreng indeni. Jeg går ind i soveværelset, hvor min mand ligger, nytårsdrukken. Mit hjerte hamrer af sted. Jeg rusker i ham og siger noget. Noget om vand. Noget om at den er helt gal. Angsten melder for alvor sin ankomst, og jeg kan ikke længere tænke klart. Jeg formår at ringe 112 og får en mand i røret. Jeg kan ikke snakke og rækker min mand, som nu er helt ædru og lysvågen, røret. Han forklarer manden situationen. Han prøver at bevare overblikket, mens jeg ligger i sengen og skriger og græder på samme tid. Min mand fortæller, at jeg er i 31. uge, og at vandet måske er gået. Jeg er bange, som jeg aldrig har været det før. Angst for at miste vores ufødte barn. Jeg kan ikke mærke ham – hvilket jeg ellers har kunnet siden uge 20 blot ved at trykke et bestemt sted på maven. Jeg trykker og trykker på min mave, men der er intet liv at mærke derinde. Tankerne flyver af sted. Det må ikke ende sådan her. Hvorfor sker det her? Hvor er det dog ondt. Min lille dreng. Vores søn. Hvad har jeg gjort? Hvorfor skulle jeg også drikke det skide glas rødvin? Hvorfor skulle jeg lege supermand og bære de tunge NETTO-poser? Hvorfor må jeg ikke blive mor? Selv gud får et par eder med på vejen, selv om jeg slet ikke har et forhold til ham. Jeg tigger og beder. Skriger til min dreng inde i maven, at han skal vågne op. Jeg bønfalder ham. Please lad mig mærke dig. Lad mig mærke dine små spark. Din søde hikken. Min mand får ordre om at få mig til at ligge stille på venstre side. Selv om jeg ikke har prøvet det før, VED jeg, at vandet er gået. Jeg husker noget med, at babyen skal være ude senest 24 timer efter vandafgang. Det er alt for tidligt. Det hele er så forkert. Så ubarmhjertigt. Min dreng er død. Vores lille skat er væk.
Jeg fortsat skiftevis græder og skriger. Min mand prøver at få mig til at falde til ro. Hans øjne er fyldt med tårer og angst. Jeg kender ham og kan se, at han er mindst ligeså bange som jeg, selv om han foregiver ikke at være det. Han forsøger at være tapper for os begge.

Jeg tror ikke længere på det. Jeg har opgivet håbet. Jeg har svært ved at se for tårerne i mine øjne, men jeg får fundet Ludovico Einaudis ”Una Mattina” på min playliste og spiller den for min mave. Noget jeg har gjort hver aften, siden jeg første gang mærkede liv. Pludselig mærker jeg et lille spark derindefra. Eller bilder jeg mig det bare ind? Jeg får min mand til at lægge en hånd på. Min svigerinde er også kommet ind på værelset. Hun mærker også. Maven vibrerer. Og så igen… og igen. Det ER den velkendte elskede tumlen til lyden af klassisk musik. Han er i live! Min lille dreng lever! Jeg græder af glæde. Hulker og tuder. Idet kommer ambulancefolkene ind. Jeg kommer op på båren, og vi kører af sted mod Holbæk Sygehus.
Selvom sprog er min levevej, har jeg stadig svært ved at sætte ord på oplevelsen. Den sorg og smerte, jeg følte, kan jeg ikke sætte ord på. Det tror jeg aldrig, at jeg kommer til at kunne. Frygt, gru, rædsel, angst og dyb dyb sorg kommer det tættest – og så alligevel kommer det ikke i nærheden.

… fortsættes i næste uge.

kys fra cana

Tillykke med maven…

image

Med det dér helt særlige smil i øjnene, lagde hun sin hånd på min og sagde “tillykke med maven“. I dag. Hvor jeg altså på ingen måder er gravid, for lige at få dét faktum helt på det rene.

Hvad fanden svarer man?! Fuck.

“Øhm, tak… Jeg har sådan set bare spist mig til den, men jeg er da nogenlunde tilfreds…” svarede jeg nervøst, imens jeg mærkede blodet strømme til mit ansigt, kun overgået af den hastighed jeg kunne se kvinden overfor mig ransagede sin hjerne for at komme udenom den kæmpe brøler hun lige havde begået. For hvis der er noget der er værre end at blive lykønsket med en graviditet der i virkeligheden bare består af bland-selv-slik og croissanter, må det det være at være afsenderen af den malplacerede lykønskning.

Men ærligt, jeg bebrejder hende ikke, for jeg ser gravid ud.

Jeg er sådan relativt slank, har et bmi i den absolut fornuftige ende af skalaen, men min mave buler mere end bare almindeligt meget i forhold til resten af min ellers nærmest ranglede krop – og har altid gjort det. Og nej, det nytter ikke at I siger at det er noget der foregår i mit eget hoved, for den ubarmhjertige virkelighed – som I kan se på billedet ovenfor, hvor jeg hverken puster maven op eller suger navlen ind – er, at min mave stritter som om jeg er gravid et sted imellem uge 16-28, afhængigt af hvornår på dagen (og måneden!) man ser mig.

Bulen/dunken/håndbolden Maven er selvfølgelig blevet tydeligere – eller sværere at holde inde – efter jeg har fået børn, men jeg har faktisk også fået kommentaren adskillige gange inden jeg overhovedet blev gravid og jeg tænker, at det må skyldes en kombination af nogle irriterende gener og en uhensigtsmæssig kropsholdning, som får mig til at syne gravid, når jeg ikke er det.

Uanset hvad, fik kommentaren mig til at gøre alvor af den tanke jeg har haft siden før jeg tog til Afrika tilbage i februar; jeg skal starte med at træne. Og jeg gør det nu. Eller altså, fra i morgen, ik’?

kys fra cana

Older posts