I ugens løb #19 – en uge med følelserne uden på tøjet

Inde i min seng, ligger Peter. Det er kun ham og mig der er hjemme, da Thomas har taget Jens med et smut hjem til sine forældre, imens han selv skal lave noget tv i Aarhus de næste par dage. Det er virkelig dejligt sådan at få Peter lidt på tomandshånd og jeg kan næsten ikke vente med at gå i seng, så jeg kan lægge mig helt ind til ham og blive dér hele natten.

Den seneste uge har været vores sidste sommerferieuge og vi har mest af alt forsøgt bare at nyde tiden og hinanden – blandet godt og grundigt sammen med alvorlig sygdom, veninder, vin og frække poses på den røde løber.

I ugens løb har jeg…

… Besøgt min farmor, som pludselig er blevet meget syg og skrevet et blogindlæg, direkte fra mit tomrum i en underlig følelse af savn og sorgimage

… Været til Gallapremiere på Bad Moms og skrevet lidt om hvordan jeg selv har det med “dårlige” mødre HERP7274564P7274574image

… Sovet sammen med en veninde for første gang siden Cecilie og jeg delte et hotelværelse tilbage i januarP7274587

… Drukket væsentligt mere vin end jeg plejer. Noget af det, i en trailerpark et stykke nord for København, hvor nogle venner holder til huse om sommeren. Ja, en trailerpark. I Danmark. image

… Spist frokost på Kagestuen 43 – og alle mulige andre steder, selvfølgelig – med mine drengeimage

… Været hos frisøren for første gang siden februar. Izabella, indehaveren af Iza & Friends havde inviteret mig i stolen (hvorfor følgende må betegnes som en slags reklame) og for fa’en hvor var det dejligt. Èn ting er at mit hår nu igen har fået en nogenlunde anstændig gro-så-længere-i-en-fart-frisure, men noget andet er altså den formidable behandling jeg fik undervejs. Det var uden tvivl mit bedste frisørbesøg nogensinde. Det varme håndklæde om mit hovede, da hårkuren skulle trænge ind i håret, selskabet, chokoladerne, kaffen – det hele gjorde det til en usædvanligt god time at trække ud af kalenderen og jeg kan kun give mine varmeste anbefalinger videreimage

… Tippet om shape-wear på tre budgetter HER – jeg har godt nok ikke prøvet de to billigste, men jeg forestiller mig faktisk, at de gør jobbet helt udemærketmediumbudget

… Forklaret hvorfor det egentlig var, at jeg sagde nej tak til psykologistudiet dengang. Spoiler alert: Det var noget med at min verden og motivation for at søge studiet blev vendt på hovedet. Af en fyring.

kys fra cana

Derfor sagde jeg nej tak til at studere psykologi

image

Da jeg slog øjnene op i morges huskede jeg det straks; den følelse jeg sad med i kroppen for præcis ét år siden, hvor jeg i nattens mulm og mørke havde siddet i kø til den glædelige nyhed, at jeg var blevet optaget på psykologi på Københavns Universitet. Uddannelsen som skulle skabe rammerne om mit liv, ikke bare de fem år uddannelsen stod på, men i resten af mit arbejdsliv, som jeg havde set rulle sig ud i et – dengang – drømmescenarie.

Jeg skulle efter studiet tilbage til min arbejdsplads på det socialpsykiatriske bosted i Sønderjylland og arbejde. Jeg skulle komme med min viden, min entusiasme og min medmenneskelighed og være med til at gøre stedet til det absolut bedste opholdssted i sin kategori her i landet. Det var min vision. Min drøm. Dét jeg følte mig overbevist om – med slid og hårdt arbejde – at være i stand til.

… Indtil min leder ikke var enig længere.

Det var naturligvis i samråd med min leder at hele min plan og drøm var blevet skabt, planlagt og min optagelse på psykologiuddannelsen afstedkommet og jeg var på alle måder overbevist om, at vores mål var det samme. De ville jo trods alt betale en del af gildet.

Da jeg overbragte min leder nyheden om at jeg var optaget på psykologi og at fremtiden – både for mig og for bostedet – nu var på rette vej, fik jeg et kort “tillykke” og et par dage senere fik jeg min fyreseddel.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg ville jo ikke “bare” være psykolog. Jeg ville være psykolog på min arbejdsplads, som jeg holdt så meget af. Jeg ville rette op på noget af det jeg fornemmede var uhensigtsmæssigt i behandlingen af borgerne og jeg ville gøre mit ypperste for at skabe trivsel omkring mig, både blandt medarbejdere og blandt borgere, på det sted hvor jeg nu ikke længere var velkommen. I hvert fald ikke imens jeg skulle studere, som vi ellers havde aftalt.

Samtidig havde jeg jo fået bloggen her. Eller skabt, måske rettere. Mange læste allerede med dengang og pludselig så jeg en mulighed for, at jeg frem for at skulle studere – en garanteret både spændende, udfordrende og enormt givende uddannelse, som jeg ikke anede hvad jeg skulle bruge til efter endt studie – kunne blogge.

Jeg så en mulighed for at jeg for en stund kunne læne mig lidt tilbage i mit liv, lave noget jeg synes var sjovt, passe mine børn, kysse min mand, drikke kaffe med mine veninder og skrive en pokkers masse blogindlæg.

Jeg kunne for helvede bare blogge.

De fremtidsdrømme jeg havde med psykologiuddannelsen var blevet knust og jeg besluttede derfor, at skabe min egen fremtid. At jeg ville lade alle de frugter jeg kunne finde i luften, falde ned i min turban i håbet om og troen på, at fremtiden trods alt ville bringe en masse godt med sig. Så jeg takkede nej til studiepladsen og gav en anden muligheden for at studere, i stedet for mig.

Gudskelov, kan jeg tænke nu. Gudskelov sagde jeg nej tak og fik i stedet nye drømme, som alt tyder på at jeg er på rette vej mod at nå.

På mandag, under et år efter jeg fik min fyreseddel, sætter jeg mig ned i det blogger-kontorfællesskab, som jeg har stablet på benene sammen med Cecilie og går i krig med min nye fremtid. Som dedikeret blogger med en helvedes masse på hjerte.

kys fra cana

Get the look: galla og shape-wear på 3 budgetter

getthelookAnnonce

Da jeg i onsdags troppede op på den røde løber til gallapremiere på “Bad Moms” var det naturligvis iført min mest vovede attitude, en pokkers masse make-up, et par høje hæle, min bedste shaper og en lang sort kjole, således jeg følte at jeg passede til temaet om at turde træde ud af rammerne som “den perfekte mor” og i stedet bare gøre noget godt for mig selv, som jeg allerede da jeg havde set traileren til filmen, havde luret var essensen i filmen, som viste sig at være hylende morsom, en lille smule fordummende og en helt perfekt film til en aften i selskab med veninderne.

Da jeg om eftermiddagen gik og gjorde mig klar i selskab med min veninde, kunne jeg ikke holde mig fra at vise mit absolut yndlings-shapewear frem på snapchat og aldrig er jeg dog blevet spurgt så meget ind til mit tøj, som jeg blev til den slankende shaper. Jøsses, men den er altså også god. Jeg kværnede både burger og en halv flaske vin inden jeg iførte mig min kjole og takket være shaperen, så jeg altså hverken gravid eller oppustet ud, som jeg ellers har for vane at gøre.

Som altid er jeg selvfølgelig på pletten og har fundet den frem til jer, sammen med det meste andet jeg havde iført mig. For at alle kan være med, har jeg desuden fundet både dyrere og billigere alternativer til det hele, så alle kan være med :) Alle links er affiliate-links, som altså betyder, at når I køber noget af det, så får jeg et par procenter af købet. En slags “tak for hjælpen” til mig fra de forskellige webshops og ikke noget der betyder spor for jer.

Mit eget outfit bestod af tasken fra “low budget”, kjolen fra “medium budget” og shaperen fra “high-budget”. Mine stiletter er fra billi-bi, men jeg har desværre ikke kunnet finde dem, så jeg gætter på at de er udgået, men jeg er til gengæld helt på røven over hvor fine dem fra “medium budget” er – uden at man bliver ruineret af at købe dem!

lowbudget

Low Budget: Shaper 299.- HER / Kjole 279.- HER / Stiletter 349.- HER / Taske 90.- HER

mediumbudget

Medium Budget: Shaper 349,. HER / Kjole 1000.- HER / Stiletter 499.- HER / Taske 1400.- HER

highbudget

High Budget: Shaper 799.- HER / Kjole 4000.- HER / Stiletter 1843.- (nedsat med 50%) HER / Taske 2450.- HER

kys fra cana

Fødselsfredag – barnet der døde og overlevede uden mén

Hvad der var blevet spået som en helt almindelig og ukompliceret andengangsfødsel blev pludselig til en både dramatisk, voldsom og temmeligt farlig affære. Ingen kunne have forudset det og man fornemmer tydeligt, hvor vanvittigt og uvirkeligt det har været for den fødende at være i. Gudskelov ender det godt, men vejen dertil er usædvanligt barsk.

fødselsfredagmirakel

Veerne begynder onsdag aften så småt og ret uregelmæssigt. Der er omkring 5-6 min. imellem. Jeg rejser mig og opdager at slimproppen er gået og der er tegnblødning. Jeg ringer til fødegangen og hun synes det er fint hvis vi kommer ind, da min første fødsel var hurtig. Vi ringer til min mands søster, som kommer og kigger efter vores søn. Vi regner med, at vi er tilbage i løbet af natten med vores lille pige.

Kl.22.30 er vi på fødegangen. Jeg er 4cm åben og de vælger derfor at beholde mig derinde. Vi går mange ture op og ned ad gangen og ned i forhallen, da veerne ikke bliver voldsomt meget kraftigere. Efter noget tid kommer jeg i badekar. Jordemoderen sidder hos os og min man går ind og hviler lidt undervejs på en briks. Hun lytter til hjertelyden som er fin. Omkring kl. 8 er der vagtskifte. Veerne er kraftigere nu og jordemoderen vurderer, at jeg er 8cm åben. Hun lytter en sidste gang og siger at der er vagtskifte og at der kommer en ny jordemoder snarest.

Den nye jordemoder kommer ind på stuen, lytter og synes nu, at der er udfald i hjertelyden. Hun synes jeg skal op af vandet og have kørt CTG. Jeg kommer ind på stuen. CTG’en vil ikke registrere helt ordentligt, så hun forsøger med en elektrode på barnets hoved. Inden da tager hun vandet, som hun kan se er grønt. Elektroden kan ikke registrere lyden, så enten er det fordi hun har meget hår eller fordi elektroden ikke virker. Den ledende jordemode kommer til. Jeg får presseveer og de er enige om, at nu skal hun ud. Min mand har i nattens løb fået en briks ved siden af min og har heldigvis sovet lidt. Han vækkes og pakker briksen sammen.

Jeg presser en enkelt gang og kan mærke på de to jordemødre, at det skal gå stærkt. Der er pludselig mange på stuen. Jeg presser igen og jeg hører at de råber op om, at der “kom en skylle” og at nu skal barnet bare ud. En læge sætter en kop på min datters hoved og jeg den ledende jordemoder spørger om jeg har en ve. Det har jeg ikke, men hun beordrer mig til at presse alt hvad jeg kan uanset. Jeg presser helt vildt, de trækker, men koppen ryger af. Alligevel formår jeg at presse hende ud. Jeg får hende på maven, men inden jeg når at holde om hende, bliver hun revet væk. Hun siger en lille lyd og er derefter stille. En hel flok læger står omkring hende. En læge og en narkoselæge kommer over til mig og siger hvem de er og at de vil gøre alt for at hjælpe hende.

Lægerne laver hjertemassage og jeg er bange, men tænker, at det nok bare er for at få hende til at sige noget. Min mand er utilpas og er gået udenfor mens alt dette sker. “Skyllen” de snakkede om, var blod og min mand havde fået den ud over sig. En eller anden spørger om min vægt og jordemoderen presser på min mave. Jeg bløder og de kan ikke stoppe det. De kører mig ud og ned i narkosen. Jeg når at høre en lyd fra vores dattet og tænker at hun er ok.

På opvågningen står jordemoderen og en sygeplejerske ved sengen da jeg vågner og er groggy. Jeg har mistet tre liter blod. Min mand er der også.

… De siger vi nok skal overveje at få hende døbt, da det ser kritisk ud. Det ser kritisk ud.

Vi græder lidt sammen.

Min mand er nødt til at tage hjem efter nyt tøj og ringe til folk. Jeg sover lidt, har ikke rigtigt fattet det. Da jeg vågner får vi lov at se hende og får at vide, at hun er stabil, men skal ligge nedkølet i 3 døgn. Den proces skulle mindske risikoen for hjerneskader, hvis det viser sig hun har haft iltmangel.

De fortæller på afdelingen, at navlesnoren har været kort og desuden porøs, så da hun skal fødes er navlesnoren gået fra moderkagen og hun har mistet det meste af sit blod da det skete. Hun “døde” ved fødslen, men dygtige læger fik givet hende blod i et navlekateder og fik gudskelov hendes lille hjerte til at slå igen.

I dag er hun 1,5 år gammen, har ingen mén overhovedet, og vi er ovenud taknemmelige.

kys fra cana

Et besøg hos min farmor, som ikke må blive det sidste

Om ti minutter letter mit fly tilbage mod København og jeg kan næsten ikke være i min krop af bare savn. Til mine børn, til Thomas og til den kærlighed vi har til hinanden. Mine følelser hænger udenpå tøjet og jeg har brug for at give kærlighed. Brug for at nyde, være, elske, kysse og leve.

Tidligt i morges stod jeg ud ad sengen. Min veninde lå der stadig, men sagde ikke andet end “Godmorgen” og kiggede igen ned i sin telefonskærm. Hun vidste godt, at jeg ikke var i humør til at snakke.

Jeg skulle med flyet til Sønderborg, for at besøge min farmor, som pludseligt er blevet meget, meget syg.

Inden jeg kom derned, mistænkte jeg at det ville blive den allersidste gang jeg skulle se min farmor. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente mig, men jeg vidste at det ville blive svært.

Min far hentede mig i lufthavnen og vi aftalte at jeg lige kunne nå en kop kaffe og en gåtur i byen, inden vi sammen ville køre hjem til min farmor, når hun var parat til besøg. Sådan én er hun nemlig. En værdig dame, som gerne vil gøre sig parat til besøg – også selvom det muligvis bliver det sidste hun får. Hun er ordentlig til fingerspidserne og på mange måder én af de klogeste mennesker jeg har kendt; og det endda selvom jeg aldrig har kendt hende særligt godt.

Turen ned igennem gågaden i Sønderborg var en tarvelig affære, med tomme butiksruder og skilte med tilbud om udlejning. Alt for dyr udlejning, formentlig. Det hjalp ikke umiddelbart på mit humør og jeg besluttede, i stedet for at tage en kaffe med på på tur, at sætte mig ind på en café, som serverede mig den dejligste cortado jeg længe har drukket og skrive et blogindlæg. Et blogindlæg, som formentlig aldrig kommer til at se dagens lys, men som var dejligt at få skrevet og svært at forstå. Om at tage afsked. Om ikke at vide hvornår man tager afsked. Sådan for alvor.

Min farmor, som hun lå der i sin seng, så dejlig ud. Hun var så smuk, selvom det var tydeligt at hun er syg.

“Jeg er så glad for at det ramte mig og ikke én af jer” sagde hun “jeg håber bare at det går hurtigt”

Jeg kunne ikke lade være med at græde. Ligesom jeg heller ikke kunne det, da hun fortalte mig om hvor glad hun var for at jeg har fundet Thomas.

“Han er sådan et godt menneske” sagde hun og gav både sig selv og mig tårer i øjnene.

Og hun har ret. Han er sådan et godt menneske. Ligesom min farmor.

Hun er også god, selvom hun snart er væk.

Jeg lovede hende at komme igen.

Jeg kommer i næste uge” sagde jeg “så tager jeg Thomas og drengene med

Ja, lad os nu se i næste uge” sagde hun, inden hun sagde tak for besøget og igen havde brug for at hvile sig.

Ja, farmor, lad os nu se. Jeg vil rigtigt gerne se dig igen.
image

kys fra cana

Older posts