Store skibe, generalprøve, sofaaften og spørgetime

Efter en ganske effektiv dag på kontoret hvor jeg nåede alt, bortset fra at få sat de to hylder op, jeg havde tænkt jeg ville, hentede jeg Jens og hans ven, Elliot i børnehaven og tog dem med et smut til Langelinie, hvor drengene spiste pølser og vi kiggede på de kæmpestore krydstogtskibe. Jens befalede at vi skulle prøve at sejle i ét engang og i følge dem fra Snapchat som rent faktisk har sportet dén slags rejser, er det altså totalt bomben, så måske ender han med at få lov til at bestemme.

Efter en hyggelig time ved kajen, kørte vi mod Vild Med Dans studiet, hvor Jens charmerede sig ind på Mie med et lille kys, inden vi satte os til rette for at overvære eftermiddagens generalprøve – og for fløjtende flyvere, hvor kan min mand dog ose af latinlækkerhed som ingen andre! Jeg er endnu engang dybt imponeret over ham. Særligt med tanke på at han for fire uger siden ærligt talt ikke anede hvordan man vrikker med hofterne.

image image

Nu hvor jeg allerede har set alle dansene, kommer jeg formentlig til at have en lille smule svært ved at holde koncentrationen foran skærmen i aften, så med mindre mine børn kommer til at kræve min opmærksomhed, så vil jeg altså være til rådighed her på domænet, til at svare på spørgsmål – live, imens Vild Med Dans naturligvis kører i baggrunden. Det bliver fremragende og jeg håber I er med. I kan spørge mig om alt – både i forhold til Vild Med Dans og i forhold til alt muligt andet. Bare fyr løs.

Der bliver selvfølgelig en lille pause, både når Thomas går på scenen og når afgørelsen falder, men ellers sidder jeg klar i sofaen, med børn på en madras på gulvet, chips på bordet og min telefon ved min side, så jeg kan være hurtig på tasterne til både at bevare jeres spørgsmål og til at sende mine ugentlige 12 sms’er afsted i håbet om at Thomas og Mie får lov til at pryde mit tv igen i næste uge ;-)

kys fra cana

Fødselsfredag – En helt almindelig fødsel og så alligevel ikke

Imens jeg læste beretningen, havde jeg svært ved at gennemskue hvorfor kvinden havde kaldt den “en helt almindeli fødsel – og så alligevel ikke”. Først og fremmest fordi der ikke findes noget facit for hvornår en fødsel er “almindelig” og dernæst fordi jeg havde forventet at der ville ske ét eller andet meget usædvanligt undervejs, som gjorde fødslen “ikke-almindelig”. Først da beretningen var slut, gik det op for mig at det hele måske allermest handlede om timingen, som endte med at være noget helt ganske særligt.

almindeligfødsel

Min fødsel startede stille og roligt, en lørdag eftermiddag i november i min svigerfamilies sommerhus, hvor vi var ude og hjælpe til med at lukke huset ned for efteråret. Der var masser af folk der hjalp til, så med min snarlige termin, stod jeg for kaffe og opvask. Hen på eftermiddagen syntes jeg at de plukveer jeg havde haft et par stykker af i ugens løb begyndte at komme regelmæssigt. Jeg tog lidt tid på dem men oplevede dem på ingen måde smertefulde, men som menstruationslignende smerter. Da der var 11 dage til termin, slog jeg det hen, og tænkte at det måske var det her modningsveer som man kan opleve. Jeg havde jo fået at vide af alle der havde født, at når man har veer, så er man ikke i tvivl.

Jeg husker at smerterne tog lidt til i styrke da vi spiste aftensmad og jeg begyndte at få svært ved at koncentrere mig om samtalen når veen kom, men jeg var stadig helt sikker på, det bare var plukkeveer.

På vej hjem i bilen sidder jeg på bagsædet og får pludselig så ondt at jeg bliver overvældet af en følelse af “jeg må ud herfra”. Heldigvis var vi næsten hjemme og jeg styrtede op i lejligheden.

Den nat vågnede jeg cirka hvert 20. minut med smerter. De gjorde ondt men stadig ikke så meget så jeg troede jeg var ved at gå i fødsel. Tror dog min mand oplevede det lidt anderledes for han begyndte da at pakke tasken.

I løbet af søndag formiddag stilnede veerne af og forsvandt nærmest i et par timer. Jeg tænkte, at det jo så nok ikke var nu alligevel, men jeg aflyste nu alligevel den aftale jeg havde med en veninde. Vi brugte dagen på sofaen og snakkede om, at det måske godt kunne være nu. Jeg var så meget i tvivl hele vejen igennem. De var ikke regelmæssige overhovedet og ikke så smertefulde som jeg havde forestillet mig. Hen på eftermiddagen begyndte jeg dog at gå ind i mig selv når jeg havde en ve, bruge min vejrtrækning og havde brug for at stå op. Jeg husker det som om at vi lige ringede til fødemodtagelsen fordi jeg faktisk blev bange for at der kunne være noget galt når jeg nu havde disse smerter 10 dage før termin. De sagde at det lød helt normalt og at de troede det var starten på min fødsel, men at der var lang vej endnu og jeg bare skulle tage det helt med ro. De ville ikke se mig før veerne var regelmæssige.

Den nat var forfærdelig… Jeg husker det som om at jeg slet ikke sov og at veerne gjorde ondt.

Næste morgen var de igen næsten forsvundet og min mand og jeg besluttede i fællesskab at han skulle tage på arbejde.

At være alene med veerne var hårdere end jeg troede. De blev ligeså stille kraftigere og jeg begyndte at have oplevelsen af at jeg ikke kunne holde ud hverken at sidde, ligge eller stå. Jeg havde det dog bedst stående og med bevægelse af underkroppen.

Da min mand kom hjem ved 15-tiden, fik jeg det ligesom et barn, der har slået sig og først græder når hun ser sin mor. Så jeg græd og begyndte at blive en smule bange. For hvad nu hvis det her kun var starten. Veerne var stadig overhovedet ikke regelmæssige og min frustration steg. Jeg ringede til fødemodtagelsen og de sagde at de altså gerne ville vente med at se mig til veerne var regelmæssige. Nederen, tænkte jeg. Jeg tog et bad, som fik veerne til at gå helt i stå. Øv, tænkte jeg. Men da jeg kom ud af badet og skulle have noget mad, kom der gang i dem. Dog stadig ikke helt regelmæssigt. Jeg ringede halvgrædende til fødemodtagelsen og fortalte dem at nu havde det stået på i 48 timer og om jeg da ikke bare måtte blive undersøgt, så jeg kunne få noget afklaring omkring hvad der skete. Jeg troede stadig ikke rigtig på at min fødsel var igang. Efter en kort vurdering ringede de tilbage og sagde at jeg måtte komme. Åh, lettelse.

Bilturen husker jeg som en tåge…veerne kom regelmæssigt og de var kraftige.

Da jeg blev undersøgt på fødemodtagelsen, grinede jordemoderen og sagde “det er sørme flot..du er 6-7 cm åben“. Jeg sukkede “yeeees” af bare lettelse over at smerterne rent faktisk havde været til noget, at vi ikke skulle hjem igen og at fødslen rent faktisk var igang!

Jordemoderen ville finde en fødestue til os. Da hun gik ud og jeg rejste mig og fik den næste ve, gik vandet.

Og så gik det stærkt.

Jeg blev overvældet af smerterne, de smerter jeg ellers syntes jeg havde haft god kontrol over. Jeg hang op af min mand og blev simpelthen nødt til at skrige. Det skulle bare ud!

Vi blev vist til fødestuen, kun få meter væk men det føltes som flere kilometer. Da vi endelig når derhen skal jeg tisse. Og det skal være nu!! Men toilettet er optaget. Shit! Jeg kunne slet ikke overskue det. Tilbage til hvor vi kom fra… men jeg kan ikke tisse. Jeg skal presse!

Jeg når kun lige at hilse på den jordemoder som skal hjælpe med fødslen og det næste jeg spørger hende om, er om jeg må presse. Det er cirka tyve min siden vi er ankommet til fødemodtagelsen, så hun var lidt skeptisk men foreslår at jeg kommer op og ligge så hun kan tjekke. Den er god nok, jeg er i gang.

Pressefasen husker jeg ikke helt kronologisk, men i glimt.

Efter et par pres, falder min søns hjertelyd og en læge tilkaldelse og de sætter en elektetrode på hans hoved. Jeg får noget ilt som er til ham, men som faktisk også ender med at hjælpe mig. Jeg havde så svært ved at have ro på når der var pause fra veerne og under presse veerne skreg jeg. På et tidspunkt siger jordemoderen til mig, “jeg kan høre på dig at der er rigtig meget kraft i dine veer. Nu har jeg brug for, du lukker munden og bruger veerne til at presse i stedet for at skrige“. Det var det bedste råd jeg fik under hele forløbet og jeg husker det som, at det var efter dette, jeg fik ro og overskud til at klare det.

Da min søns hoved næsten er ude og der er en pause spørge jordemoderen om jeg vil have en bedøvelse oppe i skeden og det siger jeg ja til. Jeg kunne intet mærke efter bedøvelsen og da det er tid til at føde hovedet gik jeg lidt i panik og spørger om der sker noget. Pludselig har jeg min søn på maven!! En fuldstændig perfekt lille dreng med en masse mørkt hår, ligesom sin mor.

Alt var glemt i det øjeblik.
Jeg var så heldig at jeg slap uden en eneste bristning.

Min fødselsberetning er en beretning om veer, da selve fødselsoplevelsen gik så stærkt. Men for mig handler min fødsel – eller tidspunktet for fødslen – om en hel masse.

Jeg havde termin 25/11 men fødte lille Otto den 16/11. To dage efter hans fødsel dør min mor efter 2,5 års sygdom. Den sidste kommunikation jeg har med min mor, er et billede af Otto og hans far.

Min mor begraves den 25/11, den dag jeg havde termin.

Min fødsel var helt efter bogen. Dagene efter min søn kom til verden var fuldstændig turbulente og fyldt med modstridende følelser. Den største glæde og den største sorg.

Selvom det ikke var en del af fødslen så vil timingen for fødslen altid have en særlig betydning for mig for mig fordi det betød at min mor nåede at vide at Otto kom til verden.

kys fra cana

Et brev til en mor, der ikke føler hun slår til

image

Lige inden jeg skulle hente mine drenge, klikkede jeg mig ind på min e-mail for sidste gang i dag og fik øje på en overskrift, jeg ikke kunne lade være med at trykke på, “Er jeg en dårlig mor?” stod der.

Det var en lang e-mail, fra en kvinde, som i dén grad følte, at hun var kommet ud på et sidespor. Hun beskrev, hvordan hun stort set hver dag råbte af sine børn. Det var især når de skulle ud ad døren og ved sengetid. Hun beskrev samtidigt hvordan hun havde det svært i sit arbejdsliv, hvordan hun følte at hun aldrig slog til, hvordan hun efterhånden aldrig snakkede med sine veninder og hvordan hendes parforhold i dén grad skrantede, imens hun pludselig havde fået en følelse af, ikke at være god (nok) til at være mor for sine børn. Hun følte sig pludselig slet ikke værdig til at være deres mor, fordi hun ofte ikke kunne kontrollere sine følelser og reaktioner og hun forklarede hvordan sorgen over ikke at være god nok, tyngede hende mere og mere.

Tårerne trillede ned ad mine kinder da jeg havde læst mailen færdig. Over at blive mindet om, hvor svært det hele engang også føltes for mig og over medfølelse for den fantastiske mor, som netop havde lettet sit hjerte til mig. For det tror jeg nemlig hun er. Fantastisk, altså.

Her er hvad jeg svarede til hende – et svar jeg selvfølgelig har fået hendes samtykke til at udgive.

Kære du,

Først og fremmest tak for den store tillid du viser mig, ved at sende mig en mail som både er meget personlig og som jeg forestiller mig, må have været svær at forfatte. Det betyder virkelig meget.

Dernæst – og allervigtigst! Du er ikke en dårlig mor. Overhovedet ikke, faktisk.

Hvis du havde været en dårlig mor, havde du været ligeglad. Du ville ikke have skænket det en tanke, at dine børn kunne tage skade af at du råbte af dem og du ville aldrig have grædt alle de tårer over følelsen af ikke at slå til. Du ville ikke have gemt dig på toilettet for ikke at gå amok og du ville aldrig nogensinde have bebrejdet dig selv dine handlinger, når du havde skældt for meget ud over alt for lidt.

Du ville ikke sige undskyld og lade skyldfølelsen tynge dig, som jeg fornemmer den gør.

Dine reaktioner vidner for mig at se om, at du – stik imod din egen antagelse – er en kærlig og omsorgsfuld mor. En mor der bekymrer sig om sine børn og som er klar over, at de selvfølgelig fortjener kærlighed frem for straf. Hvis ikke du var det, ville du jo have været ligeglad. Have råbt videre uden at se dig tilbage. Men det gør du ikke. Du sørger over dit manglende overskud og over din lunte, som lige nu lader til at være alt, alt for kort.

Du er en god mor.

Men god mor, som trænger til hjælp. Jeg kender af gode grunde ikke roden til dit manglende overskud, men så vidt som jeg forstår på din mail, er det nærmest hele vejen rundt og jeg tænker derfor, at du måske bør tage en snak både med din mand, din bedste veninde eller en anden du stoler på og med din læge. For helt ærligt, måske trænger du til ikke hele tiden at være dén der skal hjælpe, men til at være den der får hjælp. Lad andre hjælpe dig, så du kan få dit overskud tilbage, for du er god nok.

Du er en god nok mor – især når du er en god nok dig.

kys fra cana

Filmanbefaling: En god film for både mænd og kvinder, Snowden

image

Jeg synes ofte det kan være svært at manøvrere i film. Både dem på Netflix og i særdeleshed dem i biografen, som efterhånden koster det samme som man kan få en udmærket kjole – som for eksempel denne fine sag – for, og som jeg derfor synes skal vælges med omhu. Nogle film er altså også bare bedre, når man kan se dem derhjemme med åbne bukser og fødderne oppe på sofabordet. Dén kategori forestiller jeg mig for eksempel at den nyeste Bridget Jones falder ind under, og selvom jeg lige nu måske alligevel ville ønske at jeg kunne snakke med om den, så er jeg sikker på at oplevelsen kun bliver bedre af at vente.

Sådan er det til gengæld ikke med Snowden, som Thomas og jeg så fra fjortende række i Imperial forleden.

For galopperende gazeller hvor var det en vild film, altså! Bevares, der var måske ikke sååå meget nyt i den, i forhold til hvad jeg allerede vidste fra medierne, men jeg følte mig alligevel lukket ind bag de hemmelige mure og jeg følte mig faktisk pludselig en lille smule krænket, som jeg ellers overhovedet ikke har gjort siden Edward Snowdens afsløringer i den virkelige verden. Jeg følte pludselig at jeg fik en forståelse for den fuldstændigt latterlige og enorme magt USA formentlig sidder på, over for hele verden og da instruktøren efterfølgende fortalte om filmen og spurgte om man mon vidste om Danmark i virkeligheden var USAs allierede eller deres gidsel, var jeg lige ved at få min lakridspibe galt i halsen.

Det er en smaddertung – og i virkeligheden også en smule lang – historie at fortælle og jeg er virkelig imponeret over hvordan denne dramatisering af Edward Snowdens karriere og vanittige liv udspiller sig i filmen, som måske nok enkelte gange bliver lidt langtrukken, men som alt i alt altså er en virkeligt stærk film. Den vækker omtanke, skaber debat og så tror jeg bare, at den er et vigtigt indspark til alle os, helt almindelige mennesker, som lever i hverdagens trummerum. Fordi den skildrer hvordan andre menneskers valg kan have indflydelse på os, vores integritet og især på vores personlige frihed.

For mig at se er Snowden en fantastisk biograffilm, fordi den kræver et nærvær og fordi den er fed både for mænd og for kvinder, for ærligt talt, så synes jeg altså, at det er allerdejligst, når jeg kan sætte mig i de bløde stole, med Thomas’ hånd i min.

kys fra cana

Fordi børnetøj ikke behøver koste alverden

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Annonce

Det kan ikke komme som den helt store overraskelse for nogen, at jeg er pjattet med tøj. Både til mig selv, men selvfølgelig også til mine drenge. Så meget, at jeg mistænker, at jeg måske shopper en liiiille smule mere end gennemsnittet.

Afhængigt af hvem jeg shopper til, gør jeg det ud fra vidt forskellige parametre og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg shopper langt dyrere ting til mig selv, end jeg gør til mine børn, men det er der selvfølgelig en god grund til. Børnene vokser jo! Mine drenge skyder i vejret som fik de substral på deres havregryn om morgenen og de vokser typisk ud af en tøjstørrelse indenfor samme sæson, hvilket betyder, at jeg ofte ender med at købe både sko, overtøj, bukser og bluser ad flere omgange i løbet af både en sommer og en vinter. Ligesom jeg i øvrigt formoder at alle andre forældre gør det til deres børn.

Derfor bliver prisen, sammen med den gode kvalitet og det pæne design, selvfølgelig en smaddervigtig parameter, når jeg shopper børnetøj. Èt af de steder jeg har erfaret at jeg kan få virkelig meget både godt, lækkert, pænt og billigt børnetøj er i Kvickly, som fører mærket Coop Friends, der er børnetøj, som er lavet til at blive brugt. Meget af tøjet er både svane- og økotex mærket og så har de en stor og virkeligt fin uld-kollektion, som ovenikøbet kan tåle både at komme i vaskemaskinen og i tørretumbleren, som for mig, der af og til har en temmeligt stramt forhold til vasketøj, altså også er vigtigt.

IMG_1693 (1)

Det meste af tøjet fra Coop Friends matcher tidens tendenser, med lidt dusede farver til de små og cool prints til de større, super godt og hvis man er typen der ikke kan leve uden at éns barn går klædt tøj fra de dyrere brands, så kan det altså fint kombineres, så man køber det tøj der typisk bliver slidt mest, fra Coop Friends og tilsætter lidt ekstra fra andre brands, så det hele giver mening for både pengepungen og stilsansen. Jeg synes dog også det er super cute med et sæt som dét Peter har på, på billedet herover, som jeg i øvrigt tænker er rigtigt fint både til piger og drenge.

Også deres leggings er blevet favoritter for Peter hjemme hos os. Han har det helt klart bedst i bløde bukser hvor han har masser af bevægelsesfrihed og Coop Friends’ leggings er både bløde og lækre – og så koster de ikke engang halvfjerds kroner! Jens til gengæld er vild med de cool t-shirts med seje print, som han elsker at mikse op med et par skinny jeans, som er hans absolutte favorit.

Det giver simpelthen så god mening for mig, at købe lækkert, smart og billigt tøj til børnene og jeg kan kun give Coop Friends mine varmeste anbefalinger med videre. Det er vitterligt mode med mening.

I kan se meget mere om tøjet på facebook HER, finde jeres nærmeste Kvickly HER eller se – og købe – en lille bid af deres udvalg HER.

kys fra cana

Older posts