Det kan næsten synes umuligt…

img_3663

… at blive klar til i aften, når man vågner og ser ud som mig. Det var jo nærmere en trold end et menneske der mødte mig i spejlet i morges, men jeg satser på, at det er et tegn på at min krop er enig med mig i, at jeg har sovet godt og at i dag kommer til at blive fremragende!

Jens har allerede taget sikkerhedsbriller og sine nye røde bukser på og jeg har lovet ham, at så snart Peter er vågnet – og når jeg har fået bukser på – så må han komme ud og fyre den første pakke knaldperler af.

Det skal nok blive en god dag og for pokker, hvor jeg glæder mig til krøller i håret, røde læber og upassende mange glas champagne. Også selvom jeg overhovedet ikke kan passe den kjole jeg havde satset på at jeg skulle have på – men så ved jeg jo hvad jeg skal bruge noget af tiden i 2017 på, ik?

Kan I nu have en rigtigt dejlig dag, aften og tur ind det nye år – jeg håber at I får det lige som I har drømt om, uanset om det er til 90-års fødselsdag og kransekage hjemme i sofaen, spaophold og blæsevejr på Rømø eller selfiefest på ARCH.

GODT NYTÅR!

… Og ja, den er god nok. Klokken er over 8.30 og Peter sover stadig og jeg forstår heller ikke helt selv hvordan det kam lade sig gøre, men jeg kan ret godt lide det :)

Fødselsfredag – verdens sjoveste fødselsberetning

Det må ganske ubetinget være verdens sjoveste fødselsberetning og nu hvor året i sandhed nærmer sig sin afslutning, synes jeg kun det er rimeligt med et godt grin! Beretningen har faktisk været postet en gang før, tilbage i februar måned, men med prisen som årets sjoveste, kan den sagtens tåle en tur mere her på domænet. Den er skrevet og tegnet af Sidsel fra Henkogt Hverdag og jeg takker ydmygt for at have fået lov til at dele den her på min blog.


Jo jo, jeg ville da gerne have født til tiden. Bevares.
– Men hvad betyder en sølle uge egentlig fra eller til? Eller to for den sags skyld?
Faktisk var det bare hyggeligt at få den ekstra tid med den store mave. Samtidig kunne jeg jo gå og glæde mig over alle de dejlige, og til tiden fødte, babyer der poppede ud alle steder omkring mig.
fødsel_1

1 uge, 5 dage og 4 timer (ikke at jeg talte) efter termin fik jeg en hindeløsning, der ret hurtigt satte gang i veerne.
Jeg kan huske at jeg lå inde i sengen og råbte til min kæreste, at han virkelig burde støvsuge huset – nu hvor der snart kom en baby. Ret logisk lige på dét tidspunkt.
Imens min kæreste gik og hyggede sig med støvsugning og diverse andre, meget vigtige rengøringsopgaver, tog mine veer til.
Roligt fortalte jeg min kæreste, at han desværre var nødt til at udsætte hans projekt med hovedrengøring og i stedet køre mig til fødegangen.
fødsel_2I bilen blev der kortere og kortere i mellem mine veer.
Vi var begge helt høje på adrenalin og sad og skrålede med på musikken fra radioen. NU kom babyen.
Jeg kan huske at jeg ind i mellem grinede højt og klaskede min kæreste på låret.
Alt i alt en virkelig hyggelig tur, havde det ikke været for smerterne hver andet minut.
fødsel_3“Snydeveer.” sagde de, da vi nåede fødegangen.
Snydeveer! Jamen hvad pokker var det nu for noget snyd?!
Vi blev sendt ud og gå en rask tur på et par timer for at sætte gang i fødslen og rette på babyen der stod skævt.
Jordmorden ønskede os god tur. Jeg svarede at hun kunne stikke sin lortetur op i røven det da ville blive dejligt at få rørt sig lidt.
Egentlig er jeg normalt ganske glad for at gå tur. Jeg kan gå tur i byen eller gå tur i skoven – ja, jeg kan normalt gå tur lige hvor det skal være. Jeg er ikke en tur-fjensk person som sådan.
– Alligevel var netop denne tur ikke en af de bedre. Jamen hvor pokker går man hen, når man hver andet minut knækker gispende sammen i smerte?
Vi gik i parken.
“Skal du føde?” Spurgte en venlig dame. Jeg svarede høfligt med et smil.
fødsel_4Da vi havde gået en times tid, mente min kæreste, at det ville være en god idé med lidt mad.
Imens han var væk gemte jeg mig i en busk. Jeg tænkte at forbipasserende ville tro at mine klagende lyde stammede fra et vildt dyr og gå en anden vej.
Det virkede 100% efter planen.
fødsel_5Efter 2 timers hyggelig gåtur gik vi tilbage på fødegangen.
Selvom jeg stadig kun var sølle 3 cm. åben, turde de ikke sende os hjem, så vi fik en stue.
Efter en time begynde der at ske noget; pludselig var jeg 9 cm. åben. Det var også begyndt at gøre ganske ondt, og jeg ville faktisk gerne have den der epidural. NU faktisk!
“Det kan du ikke nå.” Sagde jordmoren.
Det var jo ikke fordi jeg tvivlede på hendes vurdering, alligevel forsøgte jeg at forklare hende min side af sagen; den med at jeg var ved at dø af smerte.
“Du kan ikke nå det.” Blev hun ved.
Igen måtte jeg fremlægge mine argumenter; Jeg var faktisk ved at dø af smerte – altså sådan rent objektivt.
Til sidst gav hun sig og ringede til en fødselslæge. Hun må have haft gemt en lille telefon et sted i ærmet, ret smart i sådanne situationer.
fødsel_6Fødselslægen kom aldrig. Ganske heldigt egentlig for faktisk kunne jeg ikke nå det, presseveerne var allerede igang.
Der var flere ting jeg ikke nåede, men på det tidspunkt var smerterne alligevel også så ekstremt voldsomme at jeg (næsten!) ikke lagde mærke til når jordmoren tørrede mig i numsen.

Men så pludselig var det ovre. Numsetørringen og smerterne.
Pludselig var hun der. Min datter. Min helt vidunderlige datter.
Nok det smukkeste barn der er nogensinde er blevet født.
fødsel_7

kys fra cana

Av, mand. Om tvivl, savn og børn der ikke må sulte.

img_3655

Jeg ligger i dobbeltsengen imellem Jens og Peter, som først nu er faldet i søvn. Vi har været ude hos venner at spise, og da det ene ord tog det andet, imens legen mellem børnene var god, blev det lidt senere end det sædvanligvis ville have gjort på en hverdagsaften. Jeg ligger her og har pludselig fået ondt i maven. Ikke over maden, som var fortræffelig, men over, at jeg om lige knap otte dage skal sætte mig i en flyver med kurs mod Nepal. Sammen med en række mennesker, som jeg ikke har mødt andet end til en informationsrunde for nogle uger tilbage, hvor vi blev briefet om hvor slemt det egentlig står til i Nepal, efter det ødelæggende jordskælv i april 2015. Ret slemt, lader det til. Både på grund af jordskælvet, men også på grund af dårlige forhold for høsten, oversvømmelser, stridigheder med Indien, som har ført til at man i perioder hverken har haft mad eller brændstof (nok) i landet og generel ulighed som, så vidt jeg har forstået, især gør livet svært for kvinder og børn.

Jeg skal, som jeg løftede sløret for i søndags, med Danmarksindsamlingen afsted og jeg er sikker på at det bliver en både barsk, rørende, lærerig, god og udfordrende tur. Temaet for Danmarksindsamlingen i 2017 er “Intet Barn Må Sulte” og jeg mistænker derfor, at jeg vil blive særligt rørt over børnene og deres mødre, for jeg kan næsten ikke sætte mig ind i, hvor forfærdeligt det må være, ikke har kunne brødføde sine egne børn. Av, mand.

Samtidig er jeg totalt ramt af præ-savn til mine egne børn og jeg kan næsten ikke overskue, hvordan jeg skal kunne undvære dem i hele den uge jeg skal være afsted. Mine to glade og kærlige bavianer, som trækker vejret næsten i takt når de sover. Åh, hvor kommer jeg til at savne dem, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at de kommer til at have det fint herhjemme sammen med Thomas.

Jeg tror det var informationshæftet jeg modtog forleden, der gav mig den store klump i maven. I hæftet var der informationer om alt muligt, som kan være nyttigt at vide, når man som turist kommer til landet. Noget med at man lige skal overveje det en ekstra gang, hvis man vil tage en taxa alene om aftenen og at man skal give røverne alt man har, hvis de er bevæbnede og den slags. Og så også lige noget om jordskælv. Noget om, at man skal vide, at selvom man måske bliver fanget under murbrokkerne og ikke kan komme fri, så skal man vide, at der – uanset hvor håbløst det måtte synes at være – er en mulighed for, at man kan blive befriet. Det er ikke nødvendigvis lig med døden, at blive begravet under murbrokker.

Av, mand.

Av, av, av.

Bare det at skrive det, får knuden i min mave til at vokse og jeg har lyst til bare at kaste håndklædet i ringen, blive hjemme og kramme mine børn indtil de bliver store nok til at flytte hjemmefra. Også selvom jeg selvfølgelig godt ved, at jeg ikke bliver ramt af hverken jordskælv eller murbrokker og at jeg jo også godt ved, at Nepal jo rent faktisk er et land, hvor der bor mange millioner mennesker, som hver dag lever, uden sammenstyrtede huse og at det “bare lige” var den ene gang, for halvandet år siden, at det gik helt, helt galt, men for fanden…

Av, mand.

Jeg vil afsted og jeg vil ud og se og opleve, hvordan pokker det må føles at have børn på dét sted, hvor jeg sidder herhjemme på min pind og er så bange for at rejse til. Jeg vil være med til at gøre en forskel og jeg håber, at I vil være med på min rejse, når vi kommer så vidt – også selvom jeg nok kommer til at være en lille smule presset, af alle mulige følelser, undervejs. Jeg håber, at I vil være med til at holde mig i hånden. Også – eller især – hvis det bliver svært.

kys fra cana

Manglende koncentration, date og heksejagt

img_3642

annonce

Det var endnu engang med opknappede bukser og en dunk ud over det sædvanlige, at jeg i aftes faldt i søvn på sofaen, ganske kort efter at have puttet børn. Thomas og jeg havde egentlig aftalt at se dokumentaren om Amy Winehouse, som man kan streame på dr.dk lige nu, men min koncentration rakte ingenlunde til det, ovenpå en dag, hvor jeg havde været på en date, som helt klart tenderer til en knivskarp rangering indenfor top 5 over gode dates i 2016. I anledning af juleferien, havde jeg nemlig inviteret Jens og min store niece, som har tilbragt de seneste par dage hos os, med på frokost og i biffen. Frokosten indtog vi på Jensen’s Bøfhus lige overfor Palads og fordi vi var smadderhurtigt færdige med at spise, nåede vi at slentre en tur igennem Tivoli, inden vi stak i købmanden efter snolder og i biffen for at se SYNG, som var fuldstændigt fantastisk! Jeg tog mig selv i både at græde over en genert elefant og en gorilla i læderjakke og hvis man kan dét, så må der være noget om snakken. Begge børnene, som er henholdsvist 5 og 11 år, elskede den og hvis bare man kan holde ud at éns 5-årige efterfølgende (bland en masse andet) render rundt og synger “Oh my God – look at her butt” så er den virkelig anbefalelsesværdig.

Noget andet – i en lidt anden genre – der er anbefalelsesværdigt, som måske i endnu højere grad end den gode date var årsag til min manglende koncentration i aftes, er online spillet “Widow Hunt“. Og altså, inden I i jeres stille sind konkluderer, at det nu rabler totalt for fru Buttenschøn, så læs lige videre et minut mere.

skaermbillede-2016-12-28-kl-21-16-18

Jeg ved selvfølgelig ikke om det er en glidebane jeg er kommet ud på, siden jeg var i biffen og se Star Wars, eller hvad pokker det er, men faktum er altså, at jeg endnu engang har fundet mig selv nyde noget, som ellers ligger nogenlunde lige så langt fra min selvopfattelse, som neongrønne bukser og knæklys i munden gør fra min tøjstil, med det her nye spil.

Det hele kommer sig af, at jeg forleden, på et meget heldigt tidspunkt, blev spurgt om ikke jeg ville tjekke spillet ud. Normalt ville jeg ikke engang have brugt tid på andet end at afslå forespørgslen i en hurtig vending, fordi dén slags gamerhalløj altså slet ikke er mig, men fordi jeg læste mailen et sted imellem Odense og Fredericia, da vi kørte til Sønderjylland i julen, hvor Jens og Peter sov sødt på bagsædet, kunne jeg lige så godt slå et par minutter ihjel med det. Et par minutter, som altså lynhurtigt blev til en lille halv times virkeligt god underholdning OG en chance for at vinde en rejse oven i hatten.

Widow Hunt” er som sagt et online spil, udviklet af Ford, som handler om, at man skal bevæge sig rundt i gaderne i forskellige storbyer verden over, for at finde “The Widow” som altså lyder mere uhyggelig end hun ser ud. Det er bare en tvær dame, klædt i sort lang kjole, som pludselig popper op på skærmen, når man er indenfor en radius af 15 meter fra hende i sin vandring igennem de mange gader, som I kan se på billedet ovenfor, hvor jeg fangede hende ved vandet i San Fransisco. Spillet får mig til at føle mig sådan en lille smule detektivagtig, når jeg lister mig igennem gaderne og de mange mennesker omkring mig og selvom jeg stadig synes det er lidt skørt med den der sortklædte dame, så er det altså ret skægt.

I sin enkelhed er der tre baner i hvert spil, som man skal gennemføre på tid, således det højest tager 15 minutter at gennemføre et spil, hvis man ikke kvajer sig undervejs, selvfølgelig ;-) Og for hver gang man gennemfører, får man altså et lod i puljen i den førnævnte konkurrence. Det er smadderhyggeligt, en lille smule svært og helt klart worth a try, hvis man lige har et kvarter til overs til enten det ene eller det andet. I kan komme direkte til spillet lige HER – det kræver ikke andet end en internetopkobling af den ene eller den anden art.

Så ja, jeg har simpelthen lige skrevet et indlæg med en anbefaling om at tjekke et online spil ud – noget jeg altså ellers aldrig havde troet om mig selv, men ikke desto mindre så mener jeg det. Det er hyggeligt. Ligesom frokost og en tur i biffen også er det – bare på en helt anden måde.

kys fra cana

Jordemoderonsdag – de vigtigste indlæg

jdmonsdagindlaeg

Det er simpelthen pludselig gået op for mig, at det da vist er onsdag og at jeg i den forbindelse har glemt alt om at forberede noget til jordemoderonsdag. Og at jeg ærligt talt er for slidt i betrækket til en omgang live-video på Facebook, som jeg ellers nogle gange har gjort. Derfor er jeg i stedet dykket i arkiverne, for at finde nogle af de jordemoderfaglige indlæg, jeg selv synes er mest relevante at gentage. Eller mest vigtige, om man vil.

Der er for eksempel indlægget om de pinlige fødsler fra et jordemoderperspektiv, som til dato er mit mest populære jordemoderindlæg. I forlængelse af det, er der også indlægget om de pinlige efterfødselstilstande fra et jordemoderperspektiv, som jeg også synes er værd at tage et kig på – både før og efter man har født.

I den lidt mere seriøse afdeling er indlægget om når man ikke elsker sin baby fra start, ét af dem der ligger mig meget på sinde, ligesom jeg tænker at indlægget om når baby ligger med numsen ned er relevant for rigtigt mange gravide – jeg har i hvert fald oplevet utallige gravide, som har gjort sig mange bekymringer om hvis nu baby pludselig ikke har hovedet ned, som vi helst vil have det.

Som det sidste jeg vil fremhæve i denne omgang er indlægget med råd til at få en god start på amningen. Amning er efter min mening ét af de mest oversete emner hos gravide, i forhold til at amning for langt de fleste, i en periode efter fødslen, er nærmest det eneste man kan fokusere på og som for rigtigt mange volder temmeligt meget besvær.

Der er selvfølgelig mange, mange flere indlæg og emner, men for i dag var det disse jeg gerne ville sætte lidt ekstra fokus på – og så skal I selvfølgelig, som altid, være velkomne til at komme med forespørgsler på emner I gerne vil have belyst lidt nærmere, i kommentarfeltet, så vender jeg stærkt tilbage med nyt jordemoderindhold i 2017!

Ha’ en rigtigt god aften.

kys fra cana

Older posts