Min artikel i Alt for Damerne

img_4536

Fra min svigermors bløde lænestol, efter rigelige måltider og endnu en tur i radioen faldt jeg pludselig over den artikel som jeg sidste år skrev til Alt For Damerne og som på én eller anden måde virker mindst ligeså relevant i dag, som dem gjorde dengang.

Artiklen starter ud sådan her:

“Er det der din seng?” ­spørger jeg den lille, forsagte ­pige, som netop har inviteret mig ind i familiens hjem. To høns går rundt på det hårde og knoldede lergulv, der ryddes for mus i det øjeblik, vi træder ind i rummet.

Madrassen på gulvet i det rum, der også er soveværelse for hendes forældre og søskende, er på størrelse med dem, vi bruger i barnevogne derhjemme, og så beskidt og gennemslidt, at jeg end ikke ville tørre fødder i den, hvis jeg havde set den hjemme i Danmark.

“Ja” sagde pigen stolt. “Jeg har min helt egen seng”.

[…]

Isatu er stolt over at have sin egen seng, og hun er glad for bare at have et sted, hvor hun kan sove i fred – noget der langtfra er en selvfølge. Hun bor med sin far og mor og fem søskende i en lillebitte landsby langt, langt ude på landet. Landsbyen ligger ned til en sø, og mit første indtryk af stedet er, at det må være paradis på jord. Lige indtil jeg kommer til at kigge mig sådan rigtigt omkring.

Husene er små, kummerlige hytter med bliktage, og jeg forsøger at forestille mig, hvordan det må larme i regntiden, som varer næsten seks måneder om året. Der er ingen elektricitet, og vandet hentes i byens eneste brønd placeret nogenlunde midt i landsbyen.

Den dag jeg forsøger at bære en spandfuld vand på hovedet, knækker de lokale kvinder sammen af grin over min kluntede facon, som kun bliver bekræftet, da jeg i et pinligt forsøg prøver på at give en hånd med tøjvasken, som selvfølgelig foregår med fuld knald på knofedtet og med hænderne og tøjet i en rytmisk bevægelse op og ned af det riflede vaskebræt. For manges vedkommende er det første gang, de møder et menneske med lys hud, glat hår, spids næse, blå øjne og fregner på næsen. Men jeg oplever, at vi kan mærke hinanden: pigerne, kvinderne og jeg. I hvert fald kan jeg mærke dem og den samhørighed, vi har, udelukkende baseret på vores køn og en indbyrdes forståelse af at være nysgerrige på – og åbne over for – hinanden.

… I kan læse hele artiklen (og se Kenneth Nguyens billeder fra turen) HER

Uanset hvor jeg har rejst i verden, har jeg følt præcis den samme samhørighed med de mennesker – især kvinder – jeg har mødt på min vej, som jeg beskrev i artiklen til Alt for Damerne og jeg er på dén måde, igen og igen, blevet mindet om, at vi er ens, på tværs af kontinenter, kulturer og krøller – eller ej. Præcis på samme måde, som da jeg for nogle uger siden var i Nepal sammen med Danmarks Indsamling.

I Nepal mødte jeg en masse kvinder, unge som gamle, som printede sig ind i min hukommelse såvel som i mit blødsødne hjerte, med en fælles forståelse af vores køn, vores behov for at kæmpe og den kærlighed, som vi bare så gerne vil give til vores børn. Især en 16-årig pige, som var stoppet i skolen et sted i tredje klasse og som bare ønskede for sin egen lille nyfødte datter, at hun dog bare skulle få muligheden for at færdiggøre sin skolegang, så hUN ikke ville ende i ligeså massiv fattigdom som den unge mor og hendes familie, gjorde stort indtryk på mig. Hun var ganske uuddannet og alligevel så utroligt klog; hun vidste godt, hvad der skulle til for at hendes datters fremtid kunne blive bedre end sin egen. Til gengæld anede hun ikke, om hun nogensinde ville kunne give sin datter vilkårene ved rent faktisk at skabe de rigtige omstændigheder og muligheder for hende. Hun anede det ikke, fordi hver eneste dag var en kamp. En daglig kamp for at få familiens sparsomme føde til at række og for at finde nogen at arbejde for, som ville betale en nogenlunde hæderlig dagsløn.

Hun levede fra dag til dag med usikkerhed, uvished og præcis de samme drømme for sine børn, som jeg sidder med for mine; at de får et godt liv, uden unødvendige bekymringer. At de kommer til at blive mætte, kloge og glade.

For den unge mor – og de syv andre i familien som boede sammen med hende – ville livet og fremtiden formentlig kunne ændres med et trylleslag, hvis de engang fik mulighed for at bygge deres eget hus, frem for at bo til leje. “Det kommer aldrig til at ske” fortalte kvindens gamle morfar, imens han kiggede ud over dalen. “Vi har ingen grund, ingen materialer og ingen mulighed for at bygge, når vi altid skal arbejde for andre”. Familien mente, at det ville koste dem svimlende 5000 danske kroner at bygge et hus svarende til dét de boede i allerede og det var tydeligt for mig, at de aldrig nogensinde (regnede med at) kunge komme i nærheden af den slags penge.

Jeg fik naturligvis lyst til at svinge dem pengene på stedet, men jeg forstod også hurtigt, at det ikke nyttede noget hvis jeg havde gjort det. Ingen andre i landsbyen ville forstå hvorfor det lige præcis var dén familie der skulle have penge og i virkeligheden ville det nok både være langt bedre og mere bæredygtigt, at give pengene til en velgørenhedsorganisation, som kunne forvalte pengene til mest gavn i landsbyen. Til drikkevand, til genopbygning af huse, til måltider, uddannelse og til hvad der er behov for på det pågældende sted. Til alle.

… Og helt ærligt, femtusinde kroner er eddermamer ikke meget at betale for at en hel familie, på fire generationer og otte mennesker, kan få en lysere fremtid, mad på bordet hver evig eneste dag hele livet fremadrettet og mulighed for at sende alle børnene i den offentlige skole. Især ikke når man tænker på, at der til Danmarks Indsamlingens store show på lørdag på DR bliver udloddet en pokkers masse lækre ting – blandt andet flere biler! – som man allerede nu kan deltage i konkurrencen om på flere forskellige måder.

Én af måderne man kan få fat i de lækre præmier, er ved at sende en sms med teksten SUPER til 1212, som koster 150 kroner, men som til gengæld giver et lod i konkurrencen om præmier for en værdi af lige knap 400.000, hvor der for bare at nævne ganske få ud af mange indgår en bil, et rejsegavekort og adskillige festivalbilletter. Det er med andre ord en rockerfed præmie og hvis nu bare 34 af os smider et lod i puljen, så har vi de 5000 kroner hjemme.

… Så skal vi ikke bare lige gøre det, hva’? Os der kan.

img_4529

Vi kan så let gøre livet så meget bedre for så mange mennesker og det endda imens vi selv får muligheden for at forsøde tilværelsen lidt med de overdrevet lækre præmier.

Ja, jeg er altså fan, men jeg sagde jo også at jeg har et blødsødent hjerte.

kys fra cana

Når man er ensom sammen med andre

Ensomhed behøver ikke altid at sættes synonymt med at være alene. Ensomhed forekommer ofte i selskab med andre, hvis man ikke føler, at man har noget at tilbyde. Det er en følelse af mindreværd og af ikke at blive forstået, som kan ramme os alle igennem hele livet. Alligevel er det min oplevelse, at vi har svært ved at tale om den. Ensomheden. Især, når den er vores egen.

img_4517

Jeg har her til formiddag været en del af panelet i radioprogrammet Kejser på P1, hvor netop ensomhed har på dagsordenen. I kan høre programmet HER, hvis I har lyst.

Opgørelser viser at mere end 100.000 danskere føler sig ensomme og med fare for at tage grueligt fejl, så vil jeg gerne vove at påstå, at tallet i virkeligheden er langt, langt højere.

Sådan er det i hvert fald for mig selv. Jeg føler mig momentorisk ensom; nogle gange i korte øjeblikke, andre gange i korte perioder og en enkelt gang i så udtalt grad, at jeg nærmest følte at jeg var ved at miste mig selv og alt jeg havde omkring mig. Jeg tror, at det er et grundvilkår for rigtigt mange af os, at vi af og til føler os ensomme og det vil jeg simpelthen så gerne få italesat.

Det er jo ikke fedt, at føle sig ensom. Det føles i højere grad som et nederlag og det afstedkommes ofte i ledtog med følelser som mindreværd, skam og utilstrækkelighed. I de situationer hvor jeg af den ene eller den anden årsag ikke føler mig god nok, føler jeg mig ofte udenfor og ind i mellem endda også ensom. Som om jeg ikke hører til. En følelse der kun forstærkes, når jeg ikke tør sige den højt, af frygt for at være forkert på den. “Det er nok noget med mig” eller “jeg er heller ikke ligeså god som de andre” er sætninger jeg ofte har tænkt om mig selv, selvom jeg i bund og grund godt ved, at jeg har værdi alene fordi jeg er. Ligesom alle andre. Jeg føler mig ofte utilstrækkelig i relationen til andre mennesker og jeg bliver let i tvivl om, hvorvidt andre mennesker overhovedet kan lide mig; om de overhovedet kærer sig om mig og når dét sker, føler jeg mig ensom.

Ensomheden for mig er et spørgsmål om min selvfølelse, som i forhold til relationen med andre mennesker, af og til ikke er så stærk som den måske burde være – eller kunne være, hvis jeg lærte at arbejde bedre med den, end jeg gør i dag. Ensomheden er et vilkår for min opfattelse af mig selv i forhold til andre og samtidig et redskab til mig, for at forstå, hvornår jeg er på dybt vand. Til gengæld er den, som jeg beskriver ovenfor, momentorisk og dermed, tænker jeg, ikke spor alvorlig. Det er selvfølgelig aldrig rart at sidde med en følelse af ikke at være god nok, eller at være udenfor fællesskabet, men jeg tænker, at det trods alt er fint, med en forholdsvist hyppig revision af spørgsmålet om “hvem er jeg i forhold til de andre” ligesom jeg tænker, at det kun er sundt, af og til at tvivle på sig selv, fordi der i tvivlen ligger store muligheder for udvikling.

Jeg udvikler mig hele tiden; både i de relationer hvor jeg føler mig tryg, såvel som i de relationer, som jeg ikke føler mig som en del af, på trods af, at jeg egentlig gerne vil.

… Men sådan er det selvfølgelig ikke for alle og da der under programmet tikkede en sms ind, hvor der blev bedt om at vi i panelet tydeligere ville skelne mellem de forkælede selvværdsproblemer og den reelle ensomhed, hvor et menneske reelt ikke har nogen, forstod jeg pludselig, at jeg med min beretning om min egen ensomhed, risikerer at træde andre – alvorligt ensomme – over tæerne. Ganske ufrivilligt, vel at mærke.

Jeg er udmærket godt klar over, at jeg, i en position hvor jeg både har mand, børn, veninder og alle jer der læser med og ofte bakker mig op herinde, ikke er ensom i ordets oprindelige forstand. Jeg føler mig af og til alene, men jeg er ikke alene. Jeg kan “bare” opsøge mine nærmeste og fortælle dem hvordan jeg har det, når jeg er trist. Jeg har i hvert fald muligheden. I modsætning til rigtigt mange, som jeg igennem dagens radioprogram fik en forståelse for, at der rent faktisk er rundt om i landet. Mennesker, som vitterligt ikke har nogen at snakke med. Mennesker, som både er og føler sig ensomme. Mennesker, som i høj grad er invaliderede af, ikke at være fortrolige med nogen og som lider både psykisk såvel som fysisk overlast grundet deres massive, langvarige og meget alvorlige ensomhed.

Fuck, mand.

Tænk, at der i et land, hvor vi bor 5,6 millioner mennesker, findes så mange, som ikke har nogen. Jeg bliver helt ked af det over tanken og jeg får lyst til at stemme enhver dørklokke i hele landet, for at tilbyde mig til en kop kaffe, et smil og en sludder, til hvem end der måtte have behov. For det kan sgu da ikke være rigtigt, at der ikke kan være plads til os allesammen i nogle alle de mange tusinder af relationer vi indgår i på kryds og på tværs. Der er da ikke nogen, som fortjener at stå udenfor.

Der skal være plads til alle; både til alle dem, der ikke føler et tilhørsforhold til nogen, men så sandelig også til alle sådan nogle som mig, der “bare” føler ensomheden nage i ny og næ og som i virkeligheden ikke er stor andet begrænset af det, end at det da er en dum følelse at have, i blandt alle de mange gode følelser jeg heldigvis også rummer. Jeg er nemlig ikke spor forkælet og når nogen siger til mig, at min ensomhed er et forkælet selvværdsproblem, så forstår jeg pludselig godt, hvorfor det kan være så svært at tale om. Vi bliver simpelthen nødt til at anerkende, at alles følelser er reelle og at det ikke nytter noget at forsøge at underkende andre menneskers følelser, bare fordi man ikke selv har det på samme måde. Vi er nødt til at give hinanden plads og vise hinanden, at det er okay at have følelser som ikke altid er gode. At det er okay, at tale om sin ensomhed – også selvom den for andre måske kan virke forkælet og selvoptaget. Følelser er nemlig altid reelle og er findes ikke én eneste, som er forkert, men til gengæld kan der findes mange, som er uhensigtsmæssige og som igennem åbenhed og samtale, kan blive vendt til det bedre og dét synes jeg vi skal hjælpe hinanden med. Igennem anerkendelse og åbenhed.

Ja, jeg føler mig ensom nogle gange og nej, jeg gider simpelthen ikke bruge min energi på at være flov over det.

I morgen deltager jeg igen i panelet i Kejser på P1 fra klokken 10-11, hvor det skal handle om fædre på fødegangen. Lyt med, hvis I har lyst. 

kys fra cana

Aflyst modeuge, New York, tøjkrise, gallakjole og sko

img_4502

reklamelinks

Det er lige før jeg efterhånden begynder at tro, at vi aldrig nogensinde bliver sådan rigtigt gode venner, Københavns Modeuge (eller, Copenhagen Fashion Week, som den så poleret kalder sig) og jeg. Jeg er nemlig, for vist nok fjerde gang i træk, nødt til igen at trække paskortet og melde fra til hele pivtøjet. Sidste gang var det under triste omstændigheder, da min farmor blev meget syg og gik bort, hvorimod det denne gang er af en helt anden og i dén grad bedre grund. Jeg skal nemlig til New York! Og det endda for første gang i mit liv.

Cecilie, min kontorbuddy, har nemlig været så overdrevet vidunderlig, at invitere mig med som sin ledsager til gallapremieren på den nyeste sæson af HBO-serien, Girls. Med alt betalt, vel at mærke.

Hallelujah!

Jeg kan selvfølgelig slet ikke få armene ned over det; jeg mener, tænk at være så heldig at blive inviteret med til den slags! Jeg kniber mig i armen og spiser en imaginær flødebolle af de gode fra Summerbird, imens jeg mærker tøjkrisen buldre mod mig som en tornado i Sahara.

… For hvad pokker skal jeg tage på?

Jovist, noget med en gallakjole, men hvilken? Og hvilke sko? Og hvad skal jeg gøre med mit hår? Og mine negle? Og med mig og min sædvanligt kluntede facon? Scheisse! Rød løber i New York kalder altså på at min indre bonderøv virkelig kommer på udebane, men jeg satser på at Vesterbro-Cecilie kan smide lidt ekstra storbystil ind i mig og ellers må jeg jo bare charme den hjem på træskoene. Altså, de træsko, som naturligvis ikke er af træ, men som til gengæld har høje hæle og måske ligner dem her. Eller dem her, hvis de skal være til at betale.

Jeg overvejer faktisk lidt om ikke jeg godt kan tillade mig at rocke den kjole jeg også havde på HER igen, fordi jeg sådan set meget hellere vil bruge mine penge på noget andet end på (endnu) en lang kjole, som jeg med garanti alligevel aldrig får brugt igen. Ellers er jeg ude i noget ala denne her, som dog kræver at jeg holder mig til udelukkende at spise imaginære søde sager, som altså er liiiidt svært når man skal til staterne. Og når man har tømmermænd, som jeg vist ikke kan se mig helt fri for i dag, efter en dejlig venindeaften ude i går.  Ellers er jeg ret vild med denne her, men jeg er faktisk lidt usikker på om snittet enten vil være vildt godt til min kropsform eller om jeg kommer til at se temmeligt meget gravid ud – som jeg ikke er!

Uanset hvad, skal jeg i hvert fald have mig en spraytan, fordi dét, sammen med en grundig opfyldning af øjenvipperne (som jeg får lavet hos hos Flawless CPH, som kører knaldtilbud på et helt nyt sæt vipper til 680.- resten af måneden, hvis nogen skulle være interesserede), gør det halve arbejde, således jeg bilder mig ind, at min påklædning bliver mindre afgørende. Til gengæld er jeg totalt på bar bund i forhold til hvor jeg skal skaffe mig den der lækre falske kulør, eftersom jeg netop har indfundet mig bilen mod mine svigerforældres store hus i Jylland, hvor vi skal tilbringe de kommende dage, så hvis I kender nogle steder i Aarhus, der leverer en kvali-spraytan, så giv meget gerne lyd, ik’? Ligesom tips om steder der laver en mean shellac også skal være velkomne, så jeg ikke behøver spekulere i krakelerede negle og den slags. Og nårh ja, tips til New Yorks bedste kaffebarer skal selvfølgelig også falder på et usædvanligt tørt sted :)

Ejjjj, jeg glæder mig helt åndssvagt meget! Det er New York OG gallapremiere, for fanden.

Somebody please don’t wake me up. 

kys fra cana

Dubai med børn – anbefalinger til rejsen

img_4325

reklamelinks

Dubai kan være et fantastisk feriemål – også når man har børn. Der er kun tre timers tidsforskel, flyveturen tager kun 6-7 timer, der varmt året rundt og så er der utroligt trygt at være.

Det er allerede fem dage siden vi er kommet hjem fra Dubai og jeg har efterhånden fået nogenlunde styr på nogle af alle de mange ting jeg gerne vil anbefale til alle jer, som kunne overveje at rejse dertil. Fordi vores tur selvklart var en familieferie, er mine oplevelser og anbefalinger naturligvis prægede af, at de er meget børnevenlige, men dermed altså ikke uegnede for voksne uden børn. Overhovedet ikke.

Transporten

Vi planlagde selv vores rejse med fly+hotel og transfer fra lufthavnen ved ankomst uden problemer, men hvis man er mere til traditionel charter, er jeg sikker på, at der findes masser af rejsebureauer som er eksperter i at arrangere ture til Dubai også.

For ikke at risikere at snyde os selv, gik vi ind HER for at finde de billigste flybilletter ud fra kravet om, at vores fly skulle være direkte.

Vi endte med at flyve med Emirates, som får mine varmeste anbefalinger. Det er virkelig et lækkert flyselskab at rejse med. Maden var udmærket, deres online-entertainment var fin og der var rigtig god plads i sæderne – også selvom man har børn, som ynder at kravle lidt rundt, både oppe og nede :)

Ved ankomsten havde vi booket transfer HER og det fungerede virkelig upåklageligt!

Hotellet

Vi boede på dette hotel og jeg kan simpelthen kun give det mine allervarmeste anbefalinger. Det virker måske en lille smule dyrt, men i forhold til standarden, synes jeg det er enormt billigt, faktisk. På siden står der at der er to swimmingpools, men det passer altså ikke. Der er flere og de er allesammen indhegnede hver for sig, som er vanvittigt snedigt, hvis man har børn der endnu ikke kan svømme, så man ikke konstant skal være bekymrede for om de nu falder i den dybe ende af poolen. Der er nemlig – blandt flere andre – to pools, som er helt perfekte, hvis man som jeg, har små børn, der endnu ikke helt kan svømme, fordi de ikke er andet end 30-60 centimeter dybe. Den lave af dem er endda bygget med inspiration fra en strand, således der er skråninger som en vandkant, som er beklædt med sand, som børnene kan lege i. Det var helt genialt! Samtidig er der liggestole til de voksne, hvorfra man naturligvis kan bestille diverse drikkevarer og lette retter, imens børnene leger. G.E.N.I.A.L.T.

På hotellet var der også adskillige restauranter og barer, ligesom der også er privat strand, hvor man altså kan lave samme mad-og-drikke-trick, som ved poolen og alle steder man kommer er medarbejderne simpelthen så søde og imødekommende overfor både børn og voksne, at der vitterligt ikke er en finger at sætte på det. Udover priserne, som er at sammenligne med de danske.

Til gengæld er hotelværelserne indrettet som lejligheder. Vi boede i en lejlighed på omtrent 70 m2 vil jeg tro, med samtalekøkken, spiseplads, stue/børneværelse, soveværelse, kæmpe badeværelse, walk-in-closet og balkon, hvor vi hver eneste morgen spiste vores egen morgenmad, som vi havde købt i hotellets minimarked og et par aftener lavede vi også mad på hotellet, når børnene var for trætte til restaurant. Igen, helt genialt!


Se det kæmpestore badeværelse HER


Som prikken over i’et er der på hotellet en prisvindende indendørs spa-afdeling med masser af behandlingsmuligheder, samtidig er der mulighed for både manicure, massage og barbering (for mændene) udendørs og helt ned til vandet med udsigt ind til Down Town Dubai.

Temperaturen

Temperaturen dernede lå lige omkring de 25 rader om dagen og 15-20 grader om natten og det var rigtigt lækkert. Vi snakkede med en taxachauffør som sagde, at turister i Dubai typisk elskede temperaturerne fra september-april og at det altså i sommermånederne simpelthen var for varmt, men det er naturligvis en smagssag og jeg har altså aldrig selv mærket hvordan varmen er dernede om sommeren, når den rammer både 40 og 50 grader.

Tidsforskellen

Inden vi rejste afsted havde vi egentlig forventet at vi skulle bøvle lidt med noget jetlag især for børnenes vedkommende, men fordi vi ikke var begrænsede af en morgenmadsbuffet, så blev vi faktisk bare i “det danske døgn” og børnene kom således i seng omkring kl 22 i Dubai, som svarede til kl 19 herhjemme. Til gengæld stod vi så allesammen først op klokken 11 næste formiddag :) For Thomas og jeg føltes det enormt lækkert, ungt og tilnærmelsesvist rebelsk at sidde ude på balkonen indtil klokken 2-3 stykker om natten – men altså, dansk tid var det jo kun indtil midnat og vi fik stadig masser af søvn!

Den samlede vurdering

Det var simpelthen så overdrevet godt og jeg vil anbefale det til alle, som trænger til afslapning, ro, luksus og de bedste vilkår for god tid sammen med familien at tage til Dubai – i hvert fald her i vinterhalvåret.

Læs også indlægget med mine bedste anbefalinger til oplevelser i Dubai med børn, som I finder HER.

kys fra cana

Fødselsfredag – Når man ikke er enig med jordemoderen

Heldigvis er det sådan i vores sundhedssystem, at fagpersonalet ikke må yde nogen behandling (andet end den livreddende), uden først at indhente et informeret samtykke. Det er altså altid til diskussion, når jordemoderen eller lægen under en fødsel anbefaler en behandling. Hermed naturligvis ikke sagt, at jeg ikke synes at man bør følge jordemoderens eller lægens anvisninger, for det synes jeg i langt de fleste tilfælde, men at jeg altid ser en fornuft i også at lytte til sig selv. Netop dét gjorde kvinden, som har skrevet dagens beretningen til denne fødselsfredag, da hun forsøgte at modsætte sig et vestimulerende drop. Hvorvidt årsagen til hendes afvisning af droppet er reel, vil jeg personligt måske stille spørgsmålstegn ved, men ikke desto mindre, synes jeg det er helt reelt, at have en holdning til, at man ikke ønsker en given behandling – uanset årsagen.

img_4466

Ligesom første gang, havde jeg haft en rigtig fin graviditet uden hverken gener eller komplikationer. I modsætning til første gang valgte jeg at købe mig til noget fødselsforberedelse, da jeg var indstillet på, at denne gang skulle jeg føde vaginalt ovenpå et planlagt kejsersnit, efter en baby der lå med numsen ned første gang, og at jeg nok havde brug for noget mere forberedelse, end der var mulighed for at få i det almindelige tilbud. Det var de bedste penge nogensinde givet ud, og da terminsdagen nærmede sig, var jeg faktisk fuld af fortrøstning og overbevisning om, at det skulle nok blive hårdt – og smertefuldt – men det her kunne jeg godt klare.

Vandet gik 5 dage før termin kl. 0.30 natten mellem fredag og lørdag. Der skete ikke så meget andet, men fordi jeg havde fået kejsersnit før, skulle vi ringe til jordemoderen, så det gjorde vi. Vi aftalte at afvente og se tiden an. Et par timer efter begyndte jeg at time veerne. Der var 4-5 minutter mellem veerne, og de varede et minuts tid. Kl. 3.30 ringede vi igen og aftalte at mødes på fødegangen kl. 5. Veerne tog lidt til, men ikke så meget. Inde på sygehuset blev vi mødt af en glad jordemor, som undersøgte mig. Jeg var ikke begyndt at åbne mig endnu, og det var ikke så meget gang i veerne, så vi blev egentlig enige om, at vi skulle tage hjem igen, men så tog veerne pludseligt til, som om de ville sige, at  vi ikke skulle tage nogen steder. De næste timer gik det slag i slag. Det var en fødsel taget ud af bogen, hvor jeg åbnede mig ca. 1 cm i timen. Veerne blev stærkere og hyppigere, og jeg arbejdede med dem, visualiserede, trak vejret overfladisk og sørgede for at prøve forskellige stillinger. Var træt, men liggende stilling duede bare ikke. Sad mest på sengekanten og holdt min mand i hænderne under veerne. Var også lige nede og hænge i en radiator. Da jeg var 6 cm åben flyttede vi ind på en større fødestue.

Kl. 14 var jeg 10 cm åben. Det sidste stykke var lidt en kamp, men det gik jo. Jordemoren skubbede det sidste af livmorhalsen op. Og så startede overgangsfasen. Havde både udvidelsesveer og pressetrang. Så det kørte egentlig derudaf. Prøvede forskellige stillinger, bl.a. at sidde på knæ, men så skulle der en elektrode på babyens hoved, og så måtte jeg ned og ligge. Havde også ondt i lænden og den kunne ikke holde mig oppe. Da ryggen gjorde rigtig ondt, fik jeg tilbudt “bistik”. Føj for en led smerte. Det var faktisk det værste under hele fødslen, men de virkede øjeblikket og fjernede al smerten. Nu begyndte pressefasen, og det betød, at der blev tjekket hjertelyd og ilt på babyen jævnligt, men elektroden gav problemer. Først blev der skiftet ledning, så elektrode (stakkels baby) og til sidst viste det sig, at det var apparatet, der var i stykker. Alt det betød, at der skulle rodes en del, og det gav uro og udløste veer og gjorde ondt. Alligevel var der gode veer og jeg var godt med. Der blev presset og presset og jordemoderen kunne efterhånden se det lille hoved, som roterede og ikke rigtigt ville sætte sig fast. Men vi kløede på. Der gik dog ikke ret lang tid, før veerne tog af igen. Det var som om livmoderen blev træt. Og det blev jeg også.

På et tidspunkt foreslog jordemoderen et ve-stimulerende drop. Det ville jeg ikke have. Det kom noget bag på jordemoderen. Jeg var rigtig bange for et drop, for jeg havde læst en artikel (dumt!) om en mulig sammenhæng mellem vestimulerende drop og adfærdsforstyrrelser. Det diskuterede vi et stykke tid, men jeg var stædig. Så jordemoderen fik bagvagten på banen. Hun forklarede mig om droppet, og hvorfor det var en god idé, men jeg holdt fast på, at det ville jeg ikke. Vi diskuterede en del mellem veerne. Efter det kom der en læge på banen og prøvede sig frem, men jeg holdt fast. Imens fik jeg både ilt og havde veer, så nu var jeg ved at være træt af at diskutere det samme. Jeg forstod det jo godt, men jeg ville ikke. Til sidst kom fødselslæge-bagvagten på banen, og hun gik lige sagen og kunne meddele, at der var ikke nogen medicinsk indikation, der pegede på et kejsersnit, som jeg ellers syntes, var en god idé på det tidspunkt. Det var enten at forsætte på den måde, jeg var i gang med eller prøve vestimulerende drop. Det var egentlig lidt befriende at få den meget kontante udmelding, men ikke desto mindre var jeg jo ikke så begejstret, for jeg kunne godt mærke, at der skulle ske noget. Så godt gammeldags pigesur gik jeg med til at få drop i en halv time for at se, om det gjorde en forskel.

Nu kom der gang i veerne igen, og hele flokken (vi var efterhånden ret mange på den stue dér) heppede, når der skulle presses. Jeg pressede igennem alt, hvad jeg kunne, men lige lidt hjalp det. Da den halve time og lidt til var gået uden resultater, begyndte bekymringen at sprede sig, for babys hjertelyd begyndte at falde, og lægen meddelte, at nu kørte vi ”gult sectio”. Så afsted med mig i løb ned ad gangen – hvor droppet i øvrigt faldt ud af hånden. Inde på OP prøvede først reservelægen og siden bagvagten at lægge rygmarvsbedøvelsen uden held. 5 stik blev det til uden virkning. Av. Til sidst meddelte lægen, at det måtte blive fuld bedøvelse, og min mand blev sendt uden for døren. Jeg ved i sagens natur ikke, hvad der foregik, men min mand fortalte, at operationsholdet kom ud, først med vores lille datter – som i øvrigt var fuldstændigt sund og rask – og siden løb ind igen, fordi jeg åbenbart blødte lidt for voldsomt. Det kom der styr på, men så ville jeg til gengæld ikke vågne. Det sidste viste sig dog at være falsk alarm. Jeg var faktisk vågnet af bedøvelsen, men bare faldet i søvn igen oven på anstrengelserne. Oppe på opvågningen – inden jeg var vågnet – blev vores datter lagt til, og hun gik til den og spiste godt. Jeg husker først rigtigt noget da vi var vel oppe på stuen på barselsgangen o. kl. 23.30 (hun blev født kl. 19.30), men da blev jeg også modtaget af en glad lille baby og en noget bleg og forskrækket far. Selv havde jeg det ganske fint. Jeg synes stadig, at det var en god fødsel, hvor jeg var med og følte mig stærk, selv om det endte, som det gjorde, og jeg er glad for, at jeg prøvede alt, hvad jeg kunne at få hende ud på traditionel vis. Når det så ikke lykkedes var der heldigvis andre muligheder. Var også efterfølgende glad for samarbejdet med jordemor og læger, som tog det pænt, at jeg syntes, det hele var til diskussion.

Older posts