Til Sønderjylland og tilbage i den nye Suzuki Ignis

img_5782

annonce

Jeg må have set helt forkert ud i ansigtet, da han kom springende hen til mig, bedst som jeg var standset på tankstationen, for at købe proviant til den lange køretur drengene og jeg havde foran os, da vi fredag i sidste uge satte kursen mod Sønderjylland. Det var en mand, som med et ivrigt smil spurgte om ikke det var den nye Suzuki Ignis jeg var kørende i, som jeg en smule forvirret måtte give ham  ret i. Han syntes den var frygteligt sej og da jeg fortalte ham, at den faktisk først har Danmarkspræmiere d.1.april, var det nærmest som om han kiggede på mig, som om jeg fik en guddommelig status lige dér.

Wauw, tænkte jeg. Jeg havde åbenbart taget totalt fejl af bilen, som jeg bedst af alt kendte fra min ex-svigermor, som så vidt jeg husker lige akkurat kørte rundt i sådan en bandit. I en forældet udgave, som på ingen måder lignede denne her, men alligevel. En rigtig kone-bil, havde jeg tænkt og så blev jeg på dén måde nærmest overfaldet af en begejstret fuldvoksen mand på den første den bedste tankstation vi ramte, inden vi overhovedet havde forladt København. Bare wauw.

Og den ér fed, bilen. Da jeg så den i første omgang, blev jeg vildt positivt overrasket. Den ligner mest af alt en lille bil med mega meget potens, nærmest som som en slags mini-tank, der er stærk som en okse og fiks på fingrene. Den er virkelig en opgradering fra den tidligere model og nærmest ikke til at kende på andet end navnet og altså, da det først gik op for mig at det rent faktisk er en kombination af en minibil og en firehjulstrækker, altså en mini-SUV, gav det pludselig mening.

Drengene havde en fest over den og da jeg satte Onkel Rejes Pruttesang på via bluetooth fra min telefon (imens vi stadig holdt stille hos forhandleren) gik de helt i spåner og insisterede på fuld volumen og masser af grineflip.

Derfor, med Onkel Reje på højttalerne, kørte vi altså afsted mod det Sønderjyske. Bilen er super fiks at køre og selv med 130 km/t på motorvejen var den behagelig at sidde i, både i forhold til bevægelse og lyd, som er minimalt i forhold til andre små biler. Det eneste jeg savnede lidt, var liiiidt mere krudt i optrækket, men jeg ér også vild med at komme hurtigt op i fart.

Turen til Sønderjylland gik strålende; Peter fik sig en lur, imens Jens og jeg sang med på alle de sange vi overhovedet kunne og bum, bum, bum, tre timer senere stod vi i min mors hus i Broager og var klar til en omgang risengrød, som hun troligt serverer hver eneste gang vi kommer.

Efter en overnatning hvor drengene og jeg havde fornøjelsen af at ligge arm i arm, efterlod jeg Peter hos min mor og tog Jens med på endnu en køretur ud til min far på Kegnæs, én af Danmarks måske mest oversete naturperler. Dér efterlod jeg en storsmilende Jens, inden jeg kørte videre for at hente min gode veninde, som jeg skulle på hotelophold sammen med – som I kan læse mere om HER – hvis I har lyst.

Jeg tør næsten ikke tælle sammen, hvor mange timer jeg tilbragte i den lille Suzuki Ignis i løbet af dén weekend, inden jeg returnerede den mandag morgen, men jeg tænker at vi ligger et solidt stykke over 10 – og ved I hvad, det var ikke irriterende én eneste gang. Ikke så vidt angår bilen, i alle tilfælde. Den var faktisk så lækker at køre i, at jeg, da jeg et par dage senere snakkede med FDM (i ved, dem der ved alt om biler) spurgte ind til, om ikke de var enige med mig i, at dén ville være et godt køb, for sådan én som mig, hvortil de lovede at komme med et kvalificeret bud, engang når bilen har været på gaden lidt. For ja, det er simpelthen blevet på tide for mig, at jeg får min egen lille bil, som drengene og jeg kan tage på tur i, når Thomas er på tour og nu udkommer den lille “minitank” heldigvis allerede i morgen og uanset hvad de siger, så er jeg i hvert fald vild med den. En lille, sej bil, med udmærket plads til både børn og veninder og med masser af lækkert udstyr og et look, der næsten kalder på at man lige springer op på køleren, når der skal knipses et billede af den, ik’?

img_5785

Der er selvfølgelig en hel masse mere – især af det biltekniske – at sige om Suzuki Ignis og hvis nu I tænker det kunne være fedt at vide noget mere om hestekræfter, bagageplads, bakkamera, farver og pris, selvfølgelig, så kan I altså klikke jer ind HER for meget mere informationer, og så kan jeg næsten kun opfordre jer til at prøve den hos jeres nærmeste Suzukiforhandler (som I kan finde HER), hvis altså I (også) lige står og mangler ny bil. Den er usædvanligt meget sin egen og dét er jeg fan af!

kys fra cana

Fødselsfredag – når liv og død stilles hårdt op imod hinanden

Det er sjældent jeg ikke ved hvad jeg skal skrive forud for en fødselsberetning, for der ligger nærmest altid ét eller andet lige til min jordemoderfaglige højreben, men i dag kommer jeg til kort og jeg kan ikke andet end at have lyst til at kramme denne kvinde og fortælle hende, at hun er sej og at hun har gjort alt det bedste hun overhovedet kunne. For sig selv, for sit barn og for sin mor.

untitled-design

Når en fødsel bare aldrig går i gang… Eller når liv og død stilles hårdt op mod hinanden…

Dette er en lidt speciel fødselsberetning fordi at, for at forstå hvad der egentlig skete, starter beretningen 7 uger før termin, da jeg går på barsel.
Min mor har kræft og har været i behandling i lidt over et år. Det sidder i galdevejen i leveren og behandlingen er eksperimentel og har i første omgang virket. Den anden omgang har ikke virket og 4 dage efter jeg er gået på barsel, sidder vi til samtale på Herlev Sygehus. De stopper behandlingen nu og erklære hende terminal. De kan ikke gøre mere nu, udover smertedække. Hun bliver henvist til palliativ behandling.
Så i stedet for at bruge min barsel på at forberede mig på babys ankomst, bruger jeg tiden på at hjælpe med at få styr på hospice, medicin, hjemmepleje og bare være sammen med hende. Jeg bor i Jylland og min mor bor på Nordsjælland. Jeg har et barn på 3 år og en mand der skriver Speciale. Så jeg pendler det jeg kan mellem Jylland og Sjælland. 
De første 5 uger går det okay. Hun liver lidt op da kemoen er uden af kroppen. Men hun spiser næsten intet og vi kan mærke hun bliver svagere. Der er gode dage og dårlige dage.
6 dage før min termin bliver hun indlagt med en infektion. Det er meningen at hun skal flytte på hospice. Da hun endelig flytter er vurderingen, at det er rigtig skidt. Lægen fortæller min lillesøster at han ikke mener der kan være lang tid tilbage. Højst et par dage…

Og her starter min fødselsberetning.
Der er mange der har en mening og en holdning til hvordan vi skal forholde os til det faktum at min mor er døende og jeg er højgravid og kan føde hvornår det skal være. 
Skal vi skifte fødested og flytte hele familien (mig, min mand og min søn på 3 år) til Sjælland? Skal vi blive ved med at pendle frem og tilbage? Hvornår dør hun? Hvornår føder jeg? Jeg har aldrig i mit liv følt mig så presset. Alle siger min mor venter på at jeg føder…
Men det gør jeg bare ikke…
Jeg er til jordmodersamtale da jeg er 39+6. Min jordemoder tilbyder mig igangsættelse, på grund af den specielle situation. Men baby har ikke sat sig fast og jeg har ingen tyngende fornemmelse. Jeg har ikke lyst til at gennemtvinge en fødsel for enhver pris. Mange venner og bekendte forstår mig ikke og jeg holder op med at snakke med andre end den nærmeste familie. 
Min første fødsel startede med vandafgang og var præget af en langsom start, hvor jeg endte med at blive proppet med alt den medicin der kunne tilbydes. Det endte med en vaginal fødsel på ren stædighed. Jeg vil helst ikke igennem det igen.
Da jeg ser min mor allersidste gang er jeg er 40+1. Det hospice min mor ligger på er smuk og varmt. Det er rart at være der, men min mor er sur på mig. 
Hun er svag men klar nok i hovedet til at fortælle mig at jeg skal tage hjem og tage mig af min søn og min ufødte baby. Jeg skal have et barn og det er det vigtigste i hele verden. Jeg skal passe på mig selv og holde op med at bekymre mig om hende. Så min mand og jeg aftaler, at vi siger farvel til min mor og ikke kommer tilbage før jeg har født.
Plukkeveerne niver, men der sker ikke rigtig noget…
Dagene går… Spørgsmålet “har du født?” begynder at fylde alt. Vi forsøger at opretholde en normal tilværelse for vores søn og holde sommerferie med ham. Men presset stiger. Sygeplejerskerne på hospice fortæller at min mor nu er rigtig dårlig. Hun stopper med at tale tydeligt og begynder at sove det meste af tiden. Hun ligger for døden og vi får at vide det kan ske når som helst.
Da jeg er 40+5 flytter vi ind hos mine svigerforældre for at blive aflastet og for at få ekstra hænder til min søn. Tanken om at min mor måske kun venter på jeg føder fylder alt i mit hoved. Det gør mig stresset, ked af det og giver mig en skyldfølelse over måske at være årsagen til hun ikke får fred.
Da jeg rammer 40+6 mister jeg modet fuldstændig. Den fødsel vil bare ikke gå i gang. Plukkeveerne er forsvundet igen og jeg tigger og beder min mand om at ringe til hospitaler og få den fødsel overstået. Jeg kan ikke mere. Min mand nægter. Vi har tidligere lavet en aftale om at jeg skal give kroppen en chance for selv at gå i gang med fødslen og det er hans opgave at holde fast i den plan. Uanset hvad jeg siger. Han trøster mig og jeg finder styrken igen.
41+0 kommer min mor på smertemedicinpumpe og er ikke længere kontaktbar. Min lillesøster er hos hende og det er hende der ringer og giver besked. Min storesøster er kaldt hjem fra ferie. Min mors veninde er flyttet ind på hospice for at være hos hende 24/7. 
Spørgsmålet kommer igen “Hvornår tror du at du føder?”
41+2 melder jeg ud til mine søskende og til hospice at jeg slukker min telefon. Jeg kan ikke holde det ud længere… Jeg vil ikke vide mere før jeg har født. Hvis hun dør må det være sådan. Jeg er hel knust og ødelagt…
Da jeg kommer til 41+3 er det tid til overtidssamtale. På det tidspunkt er det 14 dage siden min mor kom på hospice og 9 dage siden jeg sidst har set hende. Scanningen og forundersøgelsen viser at alt er i den skønneste orden. Baby har det godt og fysisk har jeg det rigtig fint. Der er intet der taler imod at jeg ventede et par dage mere. Kroppen er ved at være klar. Baby står fast og jeg har en tyngende fornemmelse nu. 
Men jeg kan ikke mere. Jeg er psykisk nedbrudt og nu aftaler vi, at sætte mig i gang med Angustapiller. Mine svigerforældre flytter nu ind hos os, for at tage sig af vores søn når fødslen går i gang. Pillerne virker. Plukkeveer bliver kraftigere og regelmæssige. 
Men dagen efter er plukkeveerne væk. Til kontrollen om morgen er jeg stadig lukket som en østers. Der er stadig et par cm livmoderhals tilbage. Hun kan ikke lave hindeløsning eller tage vandet. 
Jeg skal nu tage piller hver anden time og komme tilbage til fødegangen klokken 19. Vi bor tæt på hospitalet og jeg bruger dagen på at pakke det sidste og slappe så meget af som muligt. Plukkeveerne er kraftige men de er stadig til at holde ud.

Da jeg kommer til kontrol om aftenen er den jordemoder der tjekker mig, den samme som tilbød mig igangsættelse allerede for 14 dage siden. Hun er en ældre kvinde der virker meget erfaren. Hun tjekker mig og fortæller mig at der er 1½ cm livmoderhals tilbage. Baby har det stadig godt og alt er normalt, men hun vil gerne forsøge at tage vandet hvis jeg vil. Det vil jeg gerne! Klokken 20 tager hun vandet og vi bliver flyttet til en fødestue. Det er en rolig aften. Der er ikke mange andre på fødegangen og vi har en oplevelse af at der er masser af tid og omsorg fra personalet.
Veerne tager til og der er nu 4-5 minutter mellem dem. Klokken 22.30 bliver jeg undersøgt igen. Der er stadig 1 cm livmoderhals tilbage. Der er ingen udvikling i veer og jeg begynder at miste modet igen. 
Jordemoderen kikker på mig og siger “Du trænger til at få det her overstået!” Og det har hun ret i… Jeg er taknemlig for, at hun tager over og bestemmer at nu skal jeg sættes til ve-drop.
Klokken 02.20 har jeg nået max dosis ve-drop de vil give mig, og jeg har 5 veer pr 10 minutter. Det er det jeg har ventet på! Nu er jeg tæt på fødslen! Jeg beder om en epidural, fordi at nu kan jeg ikke holde veerne ud.
Jordemoderen tjekker mig igen og vil sætte en elektrode til babys hovedet. Det kan hun ikke. Der er stadig 1 cm livmoderhals tilbage… Jeg er slet ikke tæt på en fødsel. Hun tilkalder bagvagten.
Lægen kikker på målingerne og fortæller os at babys hjerterytme bliver påvirket negativt og de er nødt til at stoppe med ve-droppet nu. 
Lægen kikker på mig og siger “Der er jo et alternativ…” Da ved jeg at hun mener kejsersnit. Efter 30 sekunders overvejelse siger jeg ja tak! Min mand bliver noget overrasket over den pludselig drejning, men jeg kan ikke mere. De slukker ve-droppet og undersøger mig. Jeg har ingen naturlige veer, det går helt i stå og jeg har stadig ikke åbnet mig. 
Klokken 02.47 bliver der bestilt kejsersnit og d. 29. juli 2015 klokken 03.16 bliver vi forældre til en dreng på 3115 g og 52 cm.
Vi bliver kørt på opvågning. På det tidspunkt har jeg ikke været i kontakt med mine søskende eller med hospicet i 3 dage. Min mand fortæller at det sidste han har fået at vide er at min mor stadig er i live. Han ringer til hospice og får bekræftet at hun stadig er i live. Hun har ikke været vågen i 4-5 dage men hun trækker vejret. Klokken 03.55 ringer jeg til hospice og får fat i nattevagten. Hun tager telefonen med ned til min mor og sætter den på medhør. Jeg kan høre hun trækker vejret tungt og jeg fortæller hende at jeg har født. Hun er blevet mormor igen. En dejlig dreng og vi har det godt. Jeg fortæller hende at jeg ville ønske at hun kunne se ham. At det er okay at give slip nu. Jeg kan høre hun holder vejret mens jeg taler, som om hun vil have hvert eneste ord med. Jeg fortæller hende at jeg elsker hende og takker hende for at være min klippe jeg har støttet mig op af.
Solen står op, det er sommer og for en gangs skyld er det ikke skyet. Vi bliver kørt på en enestue på gynækologisk afdeling. På grund af sommerferien har de kun 1 anden indlagt og vi får fred og ro.
Om formiddagen kommer den nybagte storebror på besøg sammen med farmor og farfar. Jeg snakker med mine søskende. De er hos min mor. Hun trækker stadig vejret. Min storesøster beder om et billede af baby og efter noget besvær og problemer med teknikken får jeg sendt et afsted omkring klokken 11.15. Vi aftaler at jeg ringer senere.
Omkring 11.30 bliver jeg ramt af en frygtelig uro i kroppen. Jeg går næsten i panik over jeg ikke kan finde min mobil. Den har puttet sig ned i min dyne. Jeg finder den og ringer min lillesøster op. Det er min svoger der tager den. Min mor er død. Ganske få minutter før…
Min mor og min søn deler nu en mærkedag. Min mors dødsdag og min søns fødselsdag. Jeg håber det med tiden kan blive en smuk historie…
Til efterfødselssamtalen deltager lægen og jordemoderen. Lægen fortæller mig at hun ikke tidligere har oplevet en fødsel der på samme måde, slet ikke gik i gang. Hun vidste det var et fænomen der kunne ske hos dyr. At hvis dyret føler sig truet kan fødslen lukke helt ned. Hun var hel sikker på at jeg aldrig ville kunne havde født selv. 
 
Sammenstødet mellem liv og død er stadig meget svært at takle. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde kan fortælle den her historie uden kommentaren “din mor ventede med at dø, til du havde født”. Det er en frygtelig kommentar fordi jeg netop ikke kunne føde min søn selv. Der gik 11 dage fra jeg så hende sidste gang til jeg fødte og hun endelig gav slip. Mange har tilkendegivet deres mening og fortalt hvad de selv ville havde gjort. Spurgt om jeg ikke kunne havde gjort “sådan og sådan i stedet?”. 
Men nej… Det her, var det der skete. Og med mindre du har stået i præcis samme situation, vil du aldrig vide eller kunne forstå hvordan det egentlig var at være mig.

kys fra cana

TV2 Nyheder, børn og youtube

tv2 nyheder

Det blev en lidt anderledes putning end sædvanligvis, da jeg med et halvt øre fulgte med i 19-udgaven TV2 Nyheder, imens jeg børstede tænder og kyssede godnat og spiste drengene af med en elektronisk udgave af godnathistorien. Det er selvfølgelig ikke optimalt, I know, men til mit forsvar, inden jeg bliver mommy-halshugget, så har Thomas i sin tid selv indtalt Bare Kald Mig Tofte på lydbog, så det var så tæt på den ægte vare som man kunne komme.

Årsagen til min ivrighed efter at følge med i Tv2 nyheder var, som de af jer der også så med nok kan regne ud, at jeg faktisk var en del af dem.

Lige efter jeg havde udgivet et indlæg her til eftermiddag, blev jeg nemlig ringet op af en journalist fra TV2, som ville høre om ikke de måtte svinge forbi Jens og mig inde i Andedammen, til en snak om når børnene pludselig ser klamme ting på youtube, som jeg oplevede det med Peter tilbage i december. De havde læst mit blogindlæg og kunne forstå at rigtigt mange af jer der læser med her (som ivrigt kommenterede på indlægget) kendte til problematikken og derfor ville de gerne have mig med. I nyhederne!

Jeg ved godt at der er helt almindelige mennesker med hver eneste dag, men jeg synes nu alligevel at det er ret stort.

Heldigvis, hvis jeg skal forsøge at komme med en lille afrunding på indslaget og mit indlæg tilbage fra december, så oplever vi faktisk ikke problemer længere. Jeg har afinstalleret youtube på min telefon og når drengene i ny og næ ser det på ipad’en er de helt med på, at de ikke må se “de onde film” som vi kalder dem, så jeg har faktisk ikke én eneste gang siden observeret dem foran en “dårlig” film fra youtube, som de ikke bare selv har klikket væk fra. Peter siger altid noget i retning af: “Den her må børn ikke se, vel?” inden han skifter, imens Jens bare gør det af sig selv. Så de kan faktisk godt lære det, vores børn. Og selvom jeg stadig ikke “tør” lade drengene se det helt ubevogtet, så stoler jeg faktisk godt på, at de kan manøvrere i det og altså, i forhold til hele det store, potentielt farlige, internet der venter dem, når de bliver lidt større, så tænker jeg faktisk at det her er et rigtigt godt udgangspunkt. At de véd, at der er noget de skal holde sig fra – og at de rent faktisk gør det.

img_5836

… og sådan må vi tage alle de mange internetfarer der lurer for vores børn ved roden, én for én, ik’? Og satse på af det kommer til at gå godt.

(Shit, altså).

kys fra cana

Alene i Andedammen

De har snakket om den i dagevis, oppe i børnehaven. Den sidste tand der bliver tabt, inden pædagogerne skal give flødeboller til hele stuen. “Er det mon i dag? Hvem taber den? Hvornår bliver det?” har summet i samtlige kroge og min egen Jens har været edderspændt, imens han har berettet om, hvilke børn, der havde hvilke rokketænder. Det er store sager i hovedet på en fem-årig, skal jeg hilse at sige.

Tilfældet ville det sådan i morges, bedst som Thomas og Jens var kommet ind på stuen, at én af Jens’ bedste venner  trak den famøse tand ud. Tand nummer tredive. Den flødebolleudløsende tand. Den tand alle børnene havde ventet på.

Der var vist ret meget jubel på stuen.

Bare ikke hos Jens. Jens ville faktisk gerne på arbejde med mig, som jeg havde tilbudt ham i morges, da han spurgte om ikke han måtte holde fri, inden han kom i tanker om at det kunne være at i dag var dagen. Flødebolledagen, som han ikke ville gå glip af til fordel for en fridag med mig i Andedammen.

Pludselig, da han stod oppe i børnehaven, ville han alligevel gerne have været med mig. Spændingen om tand nummer tredive var udløst og jeg tror i virkeligheden ikke det handlede så meget om den flødebolle. I hvert fald ikke for Jens, som derfor fik lov til at komme med Thomas rundt til tourforberedelser, inden han blev sat af her på kontoret ved mig. Bloggerkontoret, hvor man stort set altid kan være sikker på at være alene, når det regner udenfor, fordi ingen af os er “tvunget” af en arbejdsgiver til at forlade dynerne derhjemme. Og således sidder jeg nu her, alene i Andedammen, lige til venstre for min førstefødte, som tegner pokémons og fortæller røverhistorier, imens jeg nyder, at vi stadig bare kan dén slags med spontane fridage. Lidt endnu, i alle tilfælde.

img_5819

kys fra cana

10 gode råd om amning – jordemoderonsdag

img_5798

annonce

Jeg skal lige love for at det satte sindet i kog hos rigtigt mange, da jeg i sidste uge bød op til ammedans, med et indlæg (som I kan læse HER) om en amning, der bare slet ikke var alt dét, den “skulle” have været. Det var en amning som aldrig rigtigt blev etableret ordentligt; formentlig fordi den allerede fra start havde for dårlige vilkår – noget som jeg med dette indlæg håber på at kunne hjælpe bare et par kvinder rundt om i landet med at undgå.

Man aner det ikke når man er gravid for første gang, men efter fødslen bliver amningen, nærmest med et trylleslag, det altoverskyggende emne i den spæde barselsperiode og man kan derfor naturligvis ligeså godt forsøge at forberede sig bedst muligt til det, for det ér et fuldtidsjob, som kræver hårdt arbejde, masser af gå-på-mod og en lille smule viden, som kan gøre det hele lidt lettere.

Videoen er en uddybning og forklaring på de 10 punkter anført herunder. 

10 gode råd om amning

  1. Ro og hvile. Selvom det kan være fristende at holde sig vågen for at kigge på sin sovende baby, så er det altså smartere at bruge tiden på at sove selv. Kroppen skal have tid til at restituere oven på fødslen, så den kan få noget energi til at få lavet en masse dejlig mælk til baby.
  2. Få amningen set. Allerede når barnet sutter for første gang, er det en god idé at få nogen som véd noget om amning til at se om sutteteknikken er korrekt.
  3. Vent med besøgene. Selvom det kan være svært at sige fra overfor de mange gæster, som gerne vil byde det lille nye familiemedlem velkommen, så vent med de mange besøg indtil amningen kører. Lad kun dem du føler dig 100% tryg ved (og ikke blufærdig overfor) komme i de første dage.
  4. Baren er altid åben! Lad baby sutte når baby vil sutte i de første dage. Des hyppigere barnet sutter, des mere mælk vil der kommer i brysterne.
  5. Drik og spis! Uden mad og drikke duer ammehelten ikke. Prøv for eksempel denne musliopskrift, som skulle være særligt ammevenlig.
  6. Brug gode produkter. Næsten uanset hvor god en sutteteknik du og din baby har, vil brystvorterne blive ømme – og ofte også revnede og ødelagte. Til dét kan jeg varmt anbefale Multi-Mam Balm og Multi-Mam Kompressor, som begge indholder 2QR-komplex, som neutraliserer skadelige bakterier og skaber et plejende miljø, som støtter naturens egen heling. Multi-Mam Balm er smaddergod allerede fra amningens første dag (eller i graviditeten, hvis man døjer med tørre og ømme brystvorter), fordi den hjælper med at genopbygge brystvortens naturlige fedtlag, som baby suger væk, imens Multi-Mam kompressor er eminent, hvis der kommer sår eller revner i brystvorterne, fordi den skaber et fugtigt miljø og forebygger infektioner; begge naturligvis imens det gode 2QR-kompleks holder bakterierne på afstand, som jeg fortæller mere om i videoen ovenfor.
  7. img_5799Det handler om udbud og efterspørgsel. Husk, at des mere du ammer, des mere mælk vil der komme.
  8. Mælk eller ødem? På 3.-4.dagen vil brysterne typisk vokse rigtigt meget, men ofte er det faktisk ikke på grund af mælk, men på grund af væske. Samtidig vil barnet måske have sværere ved at få ordentligt fat og det hele kan føles som noget værre møg. Men hav tålmodighed; efter et døgns tid forsvinder hævelsen og mælken kommer (og brysterne er stadig kæmpestore, men altså, nu fyldt med mælk).
  9. Giv det en ærlig chance, hvis du rent faktisk ønsker at amme. Det kræver typisk mindst én uge før det begynde at spille. Hvis du efter en uge stadig oplever store problemer, er det på tide at få involveret sundhedsplejersken, som kan give ammevejledning.
  10. Tro på dig selv – men stop i tide. Næsten alle kvinder kan med alle disse tips, en god portion vilje og en pokkers masse arbejde sagtens få etableret en succesfuld amning, men husk, at en god mor ikke sidder i brysterne og at amning ikke skal være for enhver pris. Det skal – hvis man vil – selvfølgelig have en ærlig chance, som jeg nævner ovenfor, men hvis man på tredje måned græder hver gang baby skal lægges til brystet, så er man – måske – gået lidt for langt i kampen for amningen.

Derudover er det enormt vigtigt at bruge en masse tid hud-til-hud med sin baby. Når man ligger hud-til-hud med sin baby, frigives en masse oxytocin – kærlighedshormonet – som også er dét, der får mælken til at løbe i brysterne. Så af med tøjet på dig og baby og ind under dynen – og når du så går i bad, kan farmand sagtens overtage tjansen. For hyggens – og deres samværs skyld, selvfølgelig. Bare fordi kvinden ammer, kan manden jo stadig godt have en masse dejlig nærhed med babyen, ikke sandt?

Hvis du har fået lyst til at læse mere om, eller erhverve dig, nogle af Multi-Mams produkter, kan det gøres HER

kys fra cana

Older posts