TV2 Nyheder, børn og youtube

Fødselsfredag – når liv og død stilles hårdt op imod hinanden

Det er sjældent jeg ikke ved hvad jeg skal skrive forud for en fødselsberetning, for der ligger nærmest altid ét eller andet lige til min jordemoderfaglige højreben, men i dag kommer jeg til kort og jeg kan ikke andet end at have lyst til at kramme denne kvinde og fortælle hende, at hun er sej og at hun har gjort alt det bedste hun overhovedet kunne. For sig selv, for sit barn og for sin mor.

untitled-design

Når en fødsel bare aldrig går i gang… Eller når liv og død stilles hårdt op mod hinanden…

Dette er en lidt speciel fødselsberetning fordi at, for at forstå hvad der egentlig skete, starter beretningen 7 uger før termin, da jeg går på barsel.
Min mor har kræft og har været i behandling i lidt over et år. Det sidder i galdevejen i leveren og behandlingen er eksperimentel og har i første omgang virket. Den anden omgang har ikke virket og 4 dage efter jeg er gået på barsel, sidder vi til samtale på Herlev Sygehus. De stopper behandlingen nu og erklære hende terminal. De kan ikke gøre mere nu, udover smertedække. Hun bliver henvist til palliativ behandling.
Så i stedet for at bruge min barsel på at forberede mig på babys ankomst, bruger jeg tiden på at hjælpe med at få styr på hospice, medicin, hjemmepleje og bare være sammen med hende. Jeg bor i Jylland og min mor bor på Nordsjælland. Jeg har et barn på 3 år og en mand der skriver Speciale. Så jeg pendler det jeg kan mellem Jylland og Sjælland. 
De første 5 uger går det okay. Hun liver lidt op da kemoen er uden af kroppen. Men hun spiser næsten intet og vi kan mærke hun bliver svagere. Der er gode dage og dårlige dage.
6 dage før min termin bliver hun indlagt med en infektion. Det er meningen at hun skal flytte på hospice. Da hun endelig flytter er vurderingen, at det er rigtig skidt. Lægen fortæller min lillesøster at han ikke mener der kan være lang tid tilbage. Højst et par dage…

Og her starter min fødselsberetning.
Der er mange der har en mening og en holdning til hvordan vi skal forholde os til det faktum at min mor er døende og jeg er højgravid og kan føde hvornår det skal være. 
Skal vi skifte fødested og flytte hele familien (mig, min mand og min søn på 3 år) til Sjælland? Skal vi blive ved med at pendle frem og tilbage? Hvornår dør hun? Hvornår føder jeg? Jeg har aldrig i mit liv følt mig så presset. Alle siger min mor venter på at jeg føder…
Men det gør jeg bare ikke…
Jeg er til jordmodersamtale da jeg er 39+6. Min jordemoder tilbyder mig igangsættelse, på grund af den specielle situation. Men baby har ikke sat sig fast og jeg har ingen tyngende fornemmelse. Jeg har ikke lyst til at gennemtvinge en fødsel for enhver pris. Mange venner og bekendte forstår mig ikke og jeg holder op med at snakke med andre end den nærmeste familie. 
Min første fødsel startede med vandafgang og var præget af en langsom start, hvor jeg endte med at blive proppet med alt den medicin der kunne tilbydes. Det endte med en vaginal fødsel på ren stædighed. Jeg vil helst ikke igennem det igen.
Da jeg ser min mor allersidste gang er jeg er 40+1. Det hospice min mor ligger på er smuk og varmt. Det er rart at være der, men min mor er sur på mig. 
Hun er svag men klar nok i hovedet til at fortælle mig at jeg skal tage hjem og tage mig af min søn og min ufødte baby. Jeg skal have et barn og det er det vigtigste i hele verden. Jeg skal passe på mig selv og holde op med at bekymre mig om hende. Så min mand og jeg aftaler, at vi siger farvel til min mor og ikke kommer tilbage før jeg har født.
Plukkeveerne niver, men der sker ikke rigtig noget…
Dagene går… Spørgsmålet “har du født?” begynder at fylde alt. Vi forsøger at opretholde en normal tilværelse for vores søn og holde sommerferie med ham. Men presset stiger. Sygeplejerskerne på hospice fortæller at min mor nu er rigtig dårlig. Hun stopper med at tale tydeligt og begynder at sove det meste af tiden. Hun ligger for døden og vi får at vide det kan ske når som helst.
Da jeg er 40+5 flytter vi ind hos mine svigerforældre for at blive aflastet og for at få ekstra hænder til min søn. Tanken om at min mor måske kun venter på jeg føder fylder alt i mit hoved. Det gør mig stresset, ked af det og giver mig en skyldfølelse over måske at være årsagen til hun ikke får fred.
Da jeg rammer 40+6 mister jeg modet fuldstændig. Den fødsel vil bare ikke gå i gang. Plukkeveerne er forsvundet igen og jeg tigger og beder min mand om at ringe til hospitaler og få den fødsel overstået. Jeg kan ikke mere. Min mand nægter. Vi har tidligere lavet en aftale om at jeg skal give kroppen en chance for selv at gå i gang med fødslen og det er hans opgave at holde fast i den plan. Uanset hvad jeg siger. Han trøster mig og jeg finder styrken igen.
41+0 kommer min mor på smertemedicinpumpe og er ikke længere kontaktbar. Min lillesøster er hos hende og det er hende der ringer og giver besked. Min storesøster er kaldt hjem fra ferie. Min mors veninde er flyttet ind på hospice for at være hos hende 24/7. 
Spørgsmålet kommer igen “Hvornår tror du at du føder?”
41+2 melder jeg ud til mine søskende og til hospice at jeg slukker min telefon. Jeg kan ikke holde det ud længere… Jeg vil ikke vide mere før jeg har født. Hvis hun dør må det være sådan. Jeg er hel knust og ødelagt…
Da jeg kommer til 41+3 er det tid til overtidssamtale. På det tidspunkt er det 14 dage siden min mor kom på hospice og 9 dage siden jeg sidst har set hende. Scanningen og forundersøgelsen viser at alt er i den skønneste orden. Baby har det godt og fysisk har jeg det rigtig fint. Der er intet der taler imod at jeg ventede et par dage mere. Kroppen er ved at være klar. Baby står fast og jeg har en tyngende fornemmelse nu. 
Men jeg kan ikke mere. Jeg er psykisk nedbrudt og nu aftaler vi, at sætte mig i gang med Angustapiller. Mine svigerforældre flytter nu ind hos os, for at tage sig af vores søn når fødslen går i gang. Pillerne virker. Plukkeveer bliver kraftigere og regelmæssige. 
Men dagen efter er plukkeveerne væk. Til kontrollen om morgen er jeg stadig lukket som en østers. Der er stadig et par cm livmoderhals tilbage. Hun kan ikke lave hindeløsning eller tage vandet. 
Jeg skal nu tage piller hver anden time og komme tilbage til fødegangen klokken 19. Vi bor tæt på hospitalet og jeg bruger dagen på at pakke det sidste og slappe så meget af som muligt. Plukkeveerne er kraftige men de er stadig til at holde ud.

Da jeg kommer til kontrol om aftenen er den jordemoder der tjekker mig, den samme som tilbød mig igangsættelse allerede for 14 dage siden. Hun er en ældre kvinde der virker meget erfaren. Hun tjekker mig og fortæller mig at der er 1½ cm livmoderhals tilbage. Baby har det stadig godt og alt er normalt, men hun vil gerne forsøge at tage vandet hvis jeg vil. Det vil jeg gerne! Klokken 20 tager hun vandet og vi bliver flyttet til en fødestue. Det er en rolig aften. Der er ikke mange andre på fødegangen og vi har en oplevelse af at der er masser af tid og omsorg fra personalet.
Veerne tager til og der er nu 4-5 minutter mellem dem. Klokken 22.30 bliver jeg undersøgt igen. Der er stadig 1 cm livmoderhals tilbage. Der er ingen udvikling i veer og jeg begynder at miste modet igen. 
Jordemoderen kikker på mig og siger “Du trænger til at få det her overstået!” Og det har hun ret i… Jeg er taknemlig for, at hun tager over og bestemmer at nu skal jeg sættes til ve-drop.
Klokken 02.20 har jeg nået max dosis ve-drop de vil give mig, og jeg har 5 veer pr 10 minutter. Det er det jeg har ventet på! Nu er jeg tæt på fødslen! Jeg beder om en epidural, fordi at nu kan jeg ikke holde veerne ud.
Jordemoderen tjekker mig igen og vil sætte en elektrode til babys hovedet. Det kan hun ikke. Der er stadig 1 cm livmoderhals tilbage… Jeg er slet ikke tæt på en fødsel. Hun tilkalder bagvagten.
Lægen kikker på målingerne og fortæller os at babys hjerterytme bliver påvirket negativt og de er nødt til at stoppe med ve-droppet nu. 
Lægen kikker på mig og siger “Der er jo et alternativ…” Da ved jeg at hun mener kejsersnit. Efter 30 sekunders overvejelse siger jeg ja tak! Min mand bliver noget overrasket over den pludselig drejning, men jeg kan ikke mere. De slukker ve-droppet og undersøger mig. Jeg har ingen naturlige veer, det går helt i stå og jeg har stadig ikke åbnet mig. 
Klokken 02.47 bliver der bestilt kejsersnit og d. 29. juli 2015 klokken 03.16 bliver vi forældre til en dreng på 3115 g og 52 cm.
Vi bliver kørt på opvågning. På det tidspunkt har jeg ikke været i kontakt med mine søskende eller med hospicet i 3 dage. Min mand fortæller at det sidste han har fået at vide er at min mor stadig er i live. Han ringer til hospice og får bekræftet at hun stadig er i live. Hun har ikke været vågen i 4-5 dage men hun trækker vejret. Klokken 03.55 ringer jeg til hospice og får fat i nattevagten. Hun tager telefonen med ned til min mor og sætter den på medhør. Jeg kan høre hun trækker vejret tungt og jeg fortæller hende at jeg har født. Hun er blevet mormor igen. En dejlig dreng og vi har det godt. Jeg fortæller hende at jeg ville ønske at hun kunne se ham. At det er okay at give slip nu. Jeg kan høre hun holder vejret mens jeg taler, som om hun vil have hvert eneste ord med. Jeg fortæller hende at jeg elsker hende og takker hende for at være min klippe jeg har støttet mig op af.
Solen står op, det er sommer og for en gangs skyld er det ikke skyet. Vi bliver kørt på en enestue på gynækologisk afdeling. På grund af sommerferien har de kun 1 anden indlagt og vi får fred og ro.
Om formiddagen kommer den nybagte storebror på besøg sammen med farmor og farfar. Jeg snakker med mine søskende. De er hos min mor. Hun trækker stadig vejret. Min storesøster beder om et billede af baby og efter noget besvær og problemer med teknikken får jeg sendt et afsted omkring klokken 11.15. Vi aftaler at jeg ringer senere.
Omkring 11.30 bliver jeg ramt af en frygtelig uro i kroppen. Jeg går næsten i panik over jeg ikke kan finde min mobil. Den har puttet sig ned i min dyne. Jeg finder den og ringer min lillesøster op. Det er min svoger der tager den. Min mor er død. Ganske få minutter før…
Min mor og min søn deler nu en mærkedag. Min mors dødsdag og min søns fødselsdag. Jeg håber det med tiden kan blive en smuk historie…
Til efterfødselssamtalen deltager lægen og jordemoderen. Lægen fortæller mig at hun ikke tidligere har oplevet en fødsel der på samme måde, slet ikke gik i gang. Hun vidste det var et fænomen der kunne ske hos dyr. At hvis dyret føler sig truet kan fødslen lukke helt ned. Hun var hel sikker på at jeg aldrig ville kunne havde født selv. 
 
Sammenstødet mellem liv og død er stadig meget svært at takle. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde kan fortælle den her historie uden kommentaren “din mor ventede med at dø, til du havde født”. Det er en frygtelig kommentar fordi jeg netop ikke kunne føde min søn selv. Der gik 11 dage fra jeg så hende sidste gang til jeg fødte og hun endelig gav slip. Mange har tilkendegivet deres mening og fortalt hvad de selv ville havde gjort. Spurgt om jeg ikke kunne havde gjort “sådan og sådan i stedet?”. 
Men nej… Det her, var det der skete. Og med mindre du har stået i præcis samme situation, vil du aldrig vide eller kunne forstå hvordan det egentlig var at være mig.

kys fra cana

   

18 kommentarer

  • Karina Simonsen

    Så smukt og svært. Stort kram til de involverede.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Tænk sig at kunne føle så fysisk – smuk og livsbekræftende historie, hvor det aller værste virkelig møder det allerbedste. Sindssygt mange kram <3
    Da jeg vågnede fra natten, hvor min morfar døde, vidste jeg godt, at han var død. Jeg blev slet ikke nødt til at få det fortalt. For vildt.
    Søde kvinde der skriver; du er fantastisk <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jonna

    Hold da op. Livet er jo liv og død.
    Rørende fortælling.
    Står i bussen med tårer i øjnene.
    Vild fortælling der bringer ekstra kram til den vi elsker.
    Jonna

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Tak fordi du deler det. Jeg kan desværre genkende det alt for godt. Min mor død under to døgn efter jeg fødte min søn og den sidste kontakt jeg havde med hende var med en SMS med et billede af min søn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for fortællingen! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Hold da op en smuk og meget hård fortælling. Det er voldsomt at opleve både liv og død på samme tid, fordi begge dele rører os så dybt. Held og lykke til dig og jer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • SP87

    Husk at se på det positive, og glæd dig over din søn! Jeg fik veer dagen efter min datters bonusoldemor døde. Olde havde nået at købe barselsgave og hele pivtøjet, og så nåede hun ikke at møde den lille ny. Men nogen gange er det bare sådan livet er, og det er faktisk ofte sådan, at det kommer en ny baby i familien, når man mister en fra den ældre generation.

    “Det har regnet – men regnen gav grøde,
    det har stormet – men stormen gjorde stærk.
    Som de tro’de, at skoven alt var øde,
    så de vårkraftens spirende værk.
    For de gamle, som faldt,
    er der ny overalt,
    de vil møde, hver gang der bliver kaldt.”

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Bliver meget rørt over din historie, så fantastisk smuk og et bevis på, at der er så mange ting vi ikke forstår. Min søster døde for mange år siden, og hun stoppede faktisk med at trække vejret 3 gange indenfor de sidste minutter, hvor vi hver gang troede, at nu var det slut. Som om hun lige skulle have det sidste med, indtil min mor sagde, at det var okay at hvile nu…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Hold kæft hvor er det stort, smukt og sørgeligt! Du har godt nok tacklet det enormt flot, og sejt at du samtidig har kunne tænke på dig selv og din familie.
    Kæmpe respekt herfra.
    Jeg havde en svigermor, der lå med kræft usandsynlig kort tid. Ved det er en svigermor, men hun var altså verdens bedste, jeg pendlede også frem og tilbage til Fyn fra Sjælland. Hun er nøjagtig det samme igennem.
    Og hun ventede på at hele hendes familie var på palliativt (hun nåede ikke hospice).
    Tillykke med din søn – og husk din mor for det bedste, hun ville gerne vide at hun fik et barnebarn mere inden – virkelig smukt at hun fik alt med ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine Lind

    En meget stærk og barsk men samtidig smuk fortælling! Jeg sidder med tårene trillende ned af kinderne – jeg tror virkelig ikke man kan sætte sig ind i hvad denne kvinde har været igennem.. Jeg er sikker på mormor for altid vil holde hånden over sit barnebarn! Alt kærlighed til den familie..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Puha, for en omgang. Jeg tuder stadig. Jeg kan ikke se, hvad hun skulle have gjort anderledes. Intet havde gjort denne historie mindre ulykkelig. Helt ulykkelig er den jo ikke, for hun fik sin dejlige dreng. Vores datter blev også født, den dato min svigermor døde, dog ikke samme år. Men det er blevet en rigtig lykkelig dag, i stedet for en sorgbetynget dag :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Wow, sikke en beretning, kunne næsten ikke komme igennem den og slet ikke uden at tude. Liv og død trækker mange følelser og stå midt i begge dele på en gang kan jeg sket ikke forestille mig. Folk kommer jo med deres kommentarer i bedste mening, husk det. Men kan godt forstå det der svært. Du har gjort hvad du kunne. Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Åh. Jeg har tårer i øjnene. Føj for en omgang, men det viser bare igen hvor stor sammenhæng der er mellem psyke og krop. Det er simpelthen for vildt. Og hvor er du en sej mor! Virkelig. Hvor ville jeg ønske at du havde mødt mere forståelse fra dine omgivelser.

    Min far døde på min 28 års fødselsdag. En bekendt sagde til mig “prøv at huske på dagen som din far så den. En af hans stolteste. For han blev far til dig den dag”. Din mor blev mormor igen den dag. Hun nåede at vide det. Der er ingen tvivl om at hun var stolt og glad den dag. Det var en dag med kærlighed. Og hun fik fred.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Fuck man. Det trak tårer. Det er nok den smukkeste historie jeg nogensinde har læst. Selvom den er sørgelig. Jeg synes det er vildt smukt, at din mor venter med at dø. Jeg synes det er vildt smukt, at du vælger et kejsersnit, både for dig selv, for din lille baby men også for at din mor kunne få fred. Med smukt, mener jeg naturligvis ikke at det er godt – eller at det ikke gjorde ondt og vat sørgeligt, men at jeg opfatter det som et smukt bevis på, hvor meget kærlighed fylder i os mennesker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Uha, sikke en omgang.
    Jeg kan godt forstå, hovedpersonen her ikke ønsker den tunge byrde det er, at folk mener hun kunne have gjort noget anderledes. Hun har passet på sit barn og gjort alt hun kunne i ugerne op til det her. Hun er en kvinde, der har tacklet en umulig situation.
    Til hende: Jeg håber du finder styrken og troen på, du gjorde det rigtige. Du passede på dit ufødte barn og var der alt du kunne, for din mor, og din først fødte.
    Mange varme tanker

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Du gjorde lige det du skulle og din mor gav slip på lige det tidspunkt hun skulle. Om folk vil sætte en sammenhæng må de selv om. Du gjorde det helt rigtige, det samme gjorde din mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Er helt opløst i gråd! Så flot intens fortælling – kan kun forestille mig tankerne du bærer rundt på. Du er så sej! Uden lige. Vær stolt af dig selv, tillykke med baby og fødsel. Fik jeg sagt hvor sej du er?!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marlene

    Jeg bøjer mig i støvet for hvor sej du er. Al respekt til dig – du gjorde alt hvad du kunne, når du kunne rumme det og så gjorde du lige lidt mere.
    Folk har altid mange meninger – du gjorde det der var rigtigt for dig og jer – hold altid fast i det.
    Tillykke mega seje mor og kvinde 🙏

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TV2 Nyheder, børn og youtube