Kan man være ven med en blogger?

Fødselsfredag – om at miste sig selv i 3,5 liter blod, del 2

I sidste uge læste I beretningen om en kvinde, som efter fødslen mistede 3,5 liter blod og som i dagene efter fødslen kæmpede mere end bare almindeligt meget med både energiniveauet og uforstående pårørende. Hvis I ikke fik det læst, så kan jeg anbefale jer at klikke ind HER og få del 1 af historien med.

img_5303

… Torsdag morgen vendte bøtten fuldstændig. Jeg havde feber, var slap, kunne næsten ikke snakke, kunne ikke noget som helst. Min blodprocent var faldet ekstremt meget. Jeg fik besøg af en læge, som fortalte mig om situationen og at hvis jeg ikke tog i mod blod ville jeg højest sandsynligt ikke overleve. Der gik maksimalt 45 minutter inden den første portion blod ud af 3 var klar. Jeg kvikkede op.

Søndag d. 8. december kom vi hjem igen, og barselsbesøgene begyndte. Der var ikke ro et eneste øjeblik. Var det ikke venner og bekendte var det Svigerfamilien, som snagede og var til besvær. Jeg havde brug for ro og privatliv, men det forstod de ikke.

I midten af januar 2015, gik det helt galt. Jeg begyndte at se mere og mere sort på det hele. Jeg kunne ikke overskue at tage telefonen mere, alt hvad Anders gjorde var galt, jeg følte mig mere og mere alene. Det eneste som bragte mig glæde var dansen; som jeg havde bibeholdt, Carla når hun var glad, og besøgene jeg fik af mine forældre. Når dagene var sortest overvejede jeg sågar om denne verden var værd at leve i; heldigvis havde jeg, som oftest, en glad lille pige, som bragte en masse solskin.

Jeg husker tydeligt den først dag hun gav mig et rigtigt smil. Det var en mandag. Weekenden havde været fyldt af en masse lange besøg og energi var der intet af. Jeg havde vågnet før Carla og var listet i bad. Da jeg kom ud af badeværelset var der ro, så jeg ville lige kigge til Carla, og hun gav mig det største dejligste smil og pludseligt var verden bare det skønneste sted i hele verdenen.

Men de sorte dage var desværre stadig dem, som der var flest af….

Jeg havde fra start af haft et stort ønske; en drøm om at amme. Jeg kæmpede en kamp, sad oppe flere nætter, og kæmpede med en pige, som bare var død-sulten. Men efter endnu en måneds tid måtte jeg desværre erkende at det ikke var muligt; min krop havde rigeligt med sig selv. Det var en hård tid, at skulle erkende at jeg ikke kunne gøre mit eget barn mæt. Jeg begyndte at afvise Carla, lukkede mig inde i mig selv og var ligeglad.

Jeg havde igennem hele graviditeten haft helt klare holdning til hvordan mit barns opvækst skulle være. Jeg ville være en mor, som tog mit barn med ud at handle ind. Jeg ville være den mor som tog mit barn med i svømmehallen. Jeg ville være den mor, som bibeholdte mine venner og mine interesser. Jeg ville være den mor, som havde overskud, var glad og som nød min barsel; det skete bare ikke.

For mig var alting efterhånden ligegyldigt. Carla ragede mig en pap-hat. Hun måtte jo være grunden til at jeg havde det så skidt som jeg havde det. Hun måtte jo være grunden til at jeg havde mistet alt hvad der hed rygrad. Hun måtte jo være grunden til at Anders og jeg ikke mere havde noget kærlighedsforhold mere; vi gav aldrig hinanden kys mere, kram eksisterede heller ikke.

Heldigvis var Anders hurtig, tog ansvar og tog sig af Carla. Jeg sank dybere og dybere ned. Jeg begyndte at melde afbud til dansen, som ellers havde været mit højdepunkt. Jeg var ligeglad med vores hjem – det lignede et bombet lokum og plejer ellers at være som taget ud af BO BEDRE.

I februar 2015 begyndte jeg ved en psykoterapeut. Hun hjalp mig med at finde ud af at det ikke var fødslen, den mislykkede amning, Carla eller blodtabet jeg skulle have bearbejdet; det var tværtimod hele min svigerfamilie. (Det høre med til historien, at en af Anders’ søstre 8 måneder tidligere havde fået tvillinger. Tvillingerne tog alt opmærksomheden, og ingen skænkede os en tanke; andet end at vi da havde masser af overskud; vi havde jo KUN EN. Ingen ænsede at jeg kunne have været død!)

Anders tog opgaven med at informerer svigerfamilien om vores situation, men vi blev ikke mødt med andet end ”Og hvad skal vi gøre ved det??”. Det tog modet fra mig. Jeg mistede lysten til at mødes med dem, modet til at prøve at bevarer et godt forhold og jeg blev bange for dem. Jeg var til et par samtaler hos psykoterapeuten, og hun bad mig til sidst om at tage stilling til én simpel ting; HVAD ER VIGTIGST; VORES LYKKE, ELLER DERES TILFREDSHED?? Vi valgte vores lykke!!

Tvivlen til Anders’ søstre og hans mor er stadig stort, frustrationerne over deres manglende forståelse er stadig store, manglen på interesse i arrangementer og de andres liv er uendelig lille, men VI i vores lille familie stod stærkere end nogensinde før. Vi havde klaret en livskrise større end et hold tvillinger vi havde vundet over det ultimative.

Ved fælles hjælp har Anders og jeg fået skabt et tåleligt forhold til dem, men forholdet har fået skår og det er svært at reparere.

Siden har jeg i hver menstruations-blødning haft en ordentlig dykke-tur ned ad både energimæssigt og rent psykisk. Jeg kæmper stadig en kamp for at holde gejsten oppe i verden, men ved at jeg er sej og har en robusthed større end noget andet. Jeg ved nu at jeg kan klare det hele, hvis bare jeg tror på det!!

 

Her i juni 2016 blev vi gift og planen var at herefter ville vi begynde at arbejde i nummer to. Jeg har endelig fået mod på at stå en graviditet igennem igen.

Min krop synes bare ikke at den kunne vente til efter juni med at blive gravid, så her d. 30. juli 2016 kan jeg meddele at jeg er gravid i uge 10+5 – YES!

Det hele er gået meget mere stærkt end hvad vi overhovedet havde turdet at håbe på – for stærkt.

Anders er landmand og arbejder meget her om sommeren – 120 timer i ugen. Derfor er jeg meget alene og meget alene med de følelser og den frygt som nu fylder mig, sammen med et nyt spirende liv. Hvad nu hvis jeg mister det?? Hvad nu hvis jeg mister 3,5 liter blod igen?? Tør jeg føde samme sted igen – når jeg mister så meget blod der?? Vil det lykkedes mig at amme barnet?? Hvad nu hvis min svigerfamilie reagerer på samme umenneskelige måde igen?? Hvad nu hvis… ??

Jeg klamrer mig til alt hvad der er trygt. Min fars cd er hevet frem igen og alle konflikter som kan undgås tabes med vilje. Jeg har ikke snakket med svigerfamilien siden vores bryllup i juni og er efterhånden blevet ret så hurtig til at finde på undskyldninger, for ikke at kunne møde op. Jeg er begyndt at gå i panik bare svigerfamilien ringer til mig eller de er online på Facebook. Jeg får koldsved når folk omtaler om vi ikke snart skal have nummer 2??

Spørgsmålene er mange og frygten og angsten bliver større og større for hver dag der går. Jeg venter bare på en indkaldelse til nakkefoldsscanningen, så jeg kan få svar på, hvad jeg gemmer inde i min allerede tykke mave.

Vi forsøger at holde det hemmeligt. Indtil videre er der 2 veninder som ved besked og Claras vuggestuepædagog. Det betyder desværre at jeg er blevet en del asocial, men i denne situation, passer det mig ganske fint.

Jeg har været til 1. lægeundersøgelse, hvor lægen tog mig meget seriøst – fedt at blive modtaget på denne måde, forstået og respekteret. Han gav mig fuldt ud medhold i, at en fødsel aldrig bliver god, hvis man frygter det sted, som man skal føde! Selvom angsten for fødestedet er stor, ændrer det ikke på at der kommer jeg til at føde.

Derudover har jeg ekstraordinært fået de samme jordemødre som jeg havde sidst. Jeg er kommet med i Kendt-Jordemoder-teamet igen igenJ

Frygten, angsten og alle mine spekulationer er der stadig, men jeg kan nu trøste mig med at jeg er blevet taget seriøst af regionen. Jeg er blevet forstået!

Endeligt kom dagen; hvor vi skulle se hvad der gemte sig i min mave, for første gang. En fantastisk følelse; da vi endeligt nåede frem. Turen derhen gik rigtig godt. Vi havde begge taget en afspadseringsdag og havde derfor masser af tid. Da vi så det første skilt til Sygehuset var det som om at jeg lige pludseligt fik koldsved og gik i små-kramper. Jeg kunne lige pludseligt mærke frygten komme listende. Jo tættere vi kom på sygehuset jo værre blev det; der gik fuldstændig panik i mig. Vi kunne desværre ikke finde nogen parkeringsplads i første omgang, og var derfor nødt til at køre helt op til fødegangen; mine ben begyndte at ryste, jeg fik det varmt og min kæber begyndte at vibrere. Heldigvis var der blevet en plads ledigt nede ved indgangen, hvor vi skulle scannes. Vi gik op til venteværelset. Bare duften af sygehus gjorde at jeg fik det skidt. I venteværelset sad der kun højgravide par, som alle snakkede om den forestående fødsel, nu gik Anders også i panik; Min rolige og stabile klippe.

Vi blev hurtigt kaldt ind. Scanner-damen præsenterede sig og vi ligeså. Hun kommenterede at jeg så ud til at have det rigtigt skidt; hvortil jeg kun kunne svarer at jeg var ”pisse-bange og hunderæd”. Vi aftalte at tage det stille og roligt og det hjalp allerede meget. Vi fik vished om ”at der kun var én” og at den havde det godt. Jeg fik lavet nogle gode aftaler med hende omkring den næste scanning og hun lovede at sende den jordemoder jeg havde fået tildelt, en mail om at der skulle arbejdes lidt med en frygt og en angst.

I dag er jeg 15+3 uger henne. Jeg er i karantæne hjemme, på grund af at der er et tilfælde af lussingesyge på min arbejdsplads – jeg er pædagog. Jeg sidder hjemme på 2. dagen og har hverken rigtigt spist eller drukket i 2 dage. Jeg har tudet og tudet!! Jeg ved at sandsynligheden for at jeg er blevet smittet af sygdommen er yderst lille, men frygten er der stadig. Hvad sker der hvis jeg ikke er immun overfor sygdommen? Hvad sker der hvis jeg er blevet smittet af sygdommen?? Hvad konsekvenser kan det få for barnet?? Hvad med Anders?? Hvad med Carla??
Jeg har ikke turdet sige det til særlig mange. Jeg er bange. Jeg er ”flov”.
– Men som min læge sagde til mig, skulle jeg betragte ventetiden på undersøgelserne som et par gratis fridage.

Hvordan resten af graviditeten vil forløbe er jeg meget spændt på. Jeg har fået en skade på bækkenet, som forhindrer mig i at arbejde, så jeg har god tid til at hygge hjemme, give Carla nogle kortere dage og være god ved mig selv og mit ufødte barn. Jeg er blevet sparket skævt i hoften. Endnu en gang står vi overfor noget, som der ikke kan gøres noget ved på nuværende tidspunkt. Skal hoften hjælpes på plads så smerterne forvinde skal barnet ud og det er for tidligt. Jeg har fået lov til at tage 2 panodiler dagligt, i mod alle mine principper, men hvad gør man ikke for at ”overleve”???

Jeg er nu et par dage fra at kunne tælle ned på 2 hænder de – de antal uger jeg har tilbage. Sikke en lettelse. Jeg er blevet tilbudt en igangsættelse efter terminsdatoen, hvis der ikke er nogle synlige tegn på at kroppen er tæt på fødslen – jeg har valgt at sige ja tak. Både for at slippe for de stærke smerter, men også for definitivt at kunne sige; det var den del af mit liv. Videre til et nyt kapitel med 2 børn.

Denne graviditet er fyldt med frygt, et behov for tryghed, følelser og en længsel efter at være over dette kapitel i vores liv. En graviditet burde jo være det lykkeligste tidspunkt i enhver kvindes liv, men for os er den fyldt med frygt spekulationer, utryghed og uvished. Vi forsøger at gøre enhver huslig pligt til en fest, da det har en stor påvirkning på vores alles velbefindende.
Vi glæder os over at Carla allerede nu, 2 år, viser stor omsorg for Mor og Baby – eller Ko-Kalv som hun kalder os.

Vi glæder os over at vi er omgivet af en masse topprofessionelle mennesker, som tager os dybt seriøst og gør hvad de kan. Vi glæder os over at der i dagens Danmark kan findes ressourcer, på en ellers meget travl fødegang, til at en ”andengangsmor” har mulighed for at komme og se det sted, som næsten kostede hende livet og at personalet har mulighed for at tage et par timer ud til selvsamme Mor – i håb om at fødslen vil kunne forløbe nogenlunde planmæssigt.

Alt i denne graviditet er gået anderledes end hvad vi havde planlagt. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi turdet overveje at jeg skulle ende ud med at være sygemeldt fra uge 24. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi overvejet at vi skulle ende ud med at sige ja tak til en igangsættelse eller at jeg skulle være så desperat efter at få barnet født. Sådan er det nu en gang bare. Der er ikke så meget vi kan gøre ved det, ud over at forsøge at få det bedste ud af det.

kys fra cana

   

1 kommentar

  • NanO

    For fanden, hvor er det en stærk og gribende beretning. Nu har du jo nok født, og jeg håber, at det er gået godt. Hvis du overvejer at få et tredje barn, så tjek http://www.enandenstart.dk ud. De specialiserer sig i kvinder, der har haft dårlige fødselsoplevelser. De bedste tanker til dig og det, der forhåbentlig er en bedre start på livet med to børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kan man være ven med en blogger?