Fraklip

For nogle uger siden var jeg en tur i fotostudie, sammen med min veninde Cecilie. Planen var, at vi gerne ville tage nogle nye pressefotos, som altså mest af alt skulle bruges i mere officiel sammenhæng end på vores respektive blogs.

Meeeen, det var dog langt fra alle, der egnede sig til dén slags.

img_7112

img_7114

img_7116

img_7111

img_7113

… Men I må selvfølgelig godt se dem alligevel. Jeg er især vild med billede nummer to, hvor jeg tilnærmelsesvist ligner én der lige har ædt en rotte, der er blevet kørt over af en gyllevogn, som kommer direkte fra svinestalden, for bare at få at vide, at det eneste der er til dessert er frit valg imellem 14 minutters uafbrudt planke eller tre hele døgn uden søvn. Resting bitch face, much? 

Well, godt der var flere end dem, på kamerarullen!

kys fra cana

Når mors sygdom rammer børnene

18766436_943629545779256_6747759534606328943_o

annonce

NB: Indlægget er markeret som annonce, fordi jeg har aftalt med scleroseforeningen, som jeg er ambassadør for, at jeg skriver et indlæg i anledning af den Internationale Sclerosedag, men jeg er altså ikke blevet betalt for at gøre det. Bare lige så vi har det på det rene. 

Noget af det værste der kan overgå en forælder må være, at pådrage sit barn fysiske såvel som psykiske skader med noget, som man ikke er i stand til at lave om på. Et sygdomsforløb for eksempel.

Det er i dag International Sclerosedag og selvom jeg egentlig havde tænkt mig, at sige en hel masse om, hvordan sclerose pludselig kunne vende op og ned på et liv som mit (og dit), så vil jeg faktisk hellere tale lidt om de allervigtigste og desværre også de mest oversete i dét her; børnene.

Der findes ingen mennesker her i verden som er mere vigtige for mig, end mine børn og jeg er ganske overbevist om, at alle andre forældre har det på præcist samme måde; i alle tilfælde indtil der kommer børnebørn ind i billedet. Og alligevel bliver børnene ofte glemt, når deres forældre rammes af en alvorlig og kronisk sygdom som sclerose.

I hvert fald når det kommer til vores hospitaler, som i de senere år i høj grad er blevet malket for omsorg og nærvær til fordel for effektivitet og hurtigt afsluttede forløb, som så vidt jeg kan forstå, kun sjældent skaber tid og rum til at inddrage børnene i forløbet, når en forælder pludselig rammes af sygdom. Og det må eddermamer være hårdt, som barn at opleve sin far eller mor bukke under for en sygdom.

Omtrent 600 mennesker i Danmark rammes hvert år af sclerose, hvor af 2 ud af 3 er kvinder. Typisk kvinder på min alder endda og hvis jeg tænker på, hvor ofte jeg er alene sammen med mine børn og hvor voldsomt et anfald af sclerose nogle gange kan være, så tør jeg slet ikke tænke på, hvad det ville gøre ved mine drenge, at være vidne til, hvis jeg skulle være så uheldig at blive ramt.

Faldet, de blå blink, de hvide kitler og deres mor, som måske i en periode ville være ude af stand til at gå. Av, mand. Måske uden nogen som udefra kunne hjælpe dem lidt på vej i den sorgproces der automatisk må eller bør gå igang, når børn oplever alvorlig sygdom så tæt på.

Der er simpelthen ikke ressourcerne. Desværre.

Til gengæld er der Scleroseforeningen, som jeg i år har været så heldig at blive ambassadør for i forbindelse med deres Kys Sclerose Farvel-kampagne. I scleroseforeningen arbejder man blandt andet for familierne til scleroseramte; for de pårørende, som selvfølgelig skal have de rette tilbud og altså, i særdeleshed børnene, som meget tyder på, indtil nu er blevet glemt en lille smule. Der er masser af hjælp at hente, som I kan se HER, omend det med garanti kunne gøres endnu bedre, hvis bare vi var lidt flere der støttede op om den vigtige sag.

Det gør ondt i mit hjerte, fordi jeg selvfølgelig godt forstår, at det må være særdeles hårdt for børnene – og åbenbart så hårdt, at det faktisk også har betydning for børnenes voksenliv. Et nyt ph.d studie viser nemlig, at børn af forældre med sclerose, påvirkes langt ind i voksenlivet, hvor man kan se at beskæftigelsesgraden er lavere, flere lever på førtidspension og flere har en bruttoløn under 250.000 kroner om året, blandt dem som er vokset op med scleroseramte forældre i forhold til dem, som er vokset op med raske forældre.

Av, altså.

Det er simpelthen ikke godt nok. Det er skide synd, er det og jeg synes virkelig det er noget vi bliver nødt til at gøre noget ved.

Sclerose er jo i høj grad en usynlig sygdom, som kun viser sig i fuldkommen uforudsigelige øjeblikke, og som rigtigt mange af os i virkeligheden ikke ved så meget om. Vi forstår ikke rigtigt sygdommen og det lader til, når det nu heldigvis ikke er noget man direkte dør af, at vi heller ikke synes det er så interessant at tale om, som så mange andre sygdomme, men det synes jeg altså er en kæmpe fejl, når det har så stor betydning; ikke bare for dem der rammes, med også for de pårørende.

For det er altså en skidetarvelig sygdom for at sige det rent ud og det er skide tarveligt, at den skal gå ud over både den sygdomsramte og de pårørende, hvor børnene og deres velbefindende og fremtid især ligger mig på sinde og jeg synes altså, at det er på tide, at vi får det frem i lyset. For tænk nu, hvis det var dig – eller mig – der blev ramt som den næste.

Jeg er så umådeligt stolt over at være blevet betroet den store opgave jeg føler det er, at være med til at udbrede kendskabet til scleroseforeningens fine stykke arbejde overfor både sygdomsramte og pårørende og jeg håber derfor også, at bare et par stykker af jer, vil hjælpe mig med at støtte den gode sag, både når det kommer til forskning og til gode tiltag for de pårørende. Det kan I gøre på mange måder – ved fx at sende en sms med teksten KYS30 til 1231, så støtter I scleroseforeningen med 30 kroner, eller hvad der svarer til en lille singleshot latte på en halvtarvelig café her i København. Det betyder meget. Lidt for mig og rigtigt meget for alle dem I gavner.

kys fra cana

Jeg tænker på #20

img_7103

ikke-navngivet-5

… Hvor vanvittigt det er, at jeg efter tre gange i de kyndigste osteopathænder ikke længere har ondt i bækkenet. Eller i nakken for den sags skyld, som hun opdagede at jeg havde.

… At behandlere der selv afslutter et forløb, er mine yndlings, fordi jeg er typen der ellers har svært ved at sige stop og ender med at bruge alt for mange penge på noget jeg ret beset ikke har brug for. Eller råd til.

… At mit udslæt faktisk også er ved at være helt væk.

… At sidstnævnte nok ikke kan tilskrives min mirakelmager osteopat, selvom hun godt nok kan meget.

… Om så ikke jeg burde fejre mit smørbløde bækken med en ny kjole. Denne her, for eksempel.

… Hvor praktisk det er med lange kjoler, når man er typen der ikke orker at barbere ben hver dag.

… At jeg virkelig godt gad at have en anledning til at trække i en sag som denne her, som udover at være helt vildt festlig også efterlader masser af plads til kage!

… At jeg faktisk også, som en anden skrev som en kommentar på facebook til indlægget HER, har fået ret god parkeringskarma, nu hvor jeg har lært reglen om, at jeg bare skal tro på det. Også selvom jeg altså ikke synger en sang.

… Hvornår og hvordan det er sket, at skoletasker er blevet så røvdyre?! Jeg købte skoletaske med Jens forleden og kom af med mere end 1.000 kroner. For en stoftaske. Med (ret grimt) print på. Okay, det var så inklusive gymnastiktaske og penalhus, som jeg selvfølgelig tilkøbte, men helt ærligt. Tusinde kroner! For en taske, der med garanti skal skiftes ud om ét år. Tsk!

… Om I også kender de dage, hvor man har mest lyst til at beskære billeder af én selv, som jeg har gjort ovenfor? #hejmenstruation

… Om jeg er den eneste som ikke glæder mig til den nye sæson af House Of Cards? Måske var det fordi jeg var gravid da jeg forsøgte mig med at se den, men jeg faldt simpelthen i søvn i hvert evig eneste afsnit.

… At jeg faktisk aldrig ser særligt meget tv om sommeren, hvorfor jeg vel egentlig bare kan glæde mig over, at jeg ikke er med på HOC-vognen.

… At jeg i øvrigt heller ikke forstår Tour De France. Eller altså, at nogen gider at sidde inde hver eneste dag henover sommeren og se det. Frankrig forstår jeg godt.

… At jeg godt gad til Frankrig snart. Eller bare lidt på landet. I solskin, selvfølgelig.

… Hvor mange gange i løbet af sommeren jeg rent faktisk ville få brugt et kolonihavehus, hvis jeg nu – rent hypotetisk, selvfølgelig – købte ét?

… At jeg selvklart skulle have lidt rabat på dét der hypotetiske kolonihavehus. Så der også kunne være til et nyt køkken og en trampolin til børnene. Og en taske til næste års skoleår.

kys fra cana

Skal vi lige snakke lidt om… Hella?

hella joof

FOTO: TV2

ikke-navngivet-5

Det kan godt være at hun for nyligt kom lidt i modvind, for at have lavet en torskedum udtalelse i forbindelse med sin deltagelse i Disruptionrådet, men der skal altså mere til førend jeg mister respekten for hende, som jeg meget beskedent gerne vil betegne som én af Danmarks klogeste kvinder. I hvert fald når det kommer til mennesker. Især kvinder. Og lykke. Og så måske ikke så meget politik, men herregud, man kan jo altså heller ikke være god til det hele og hvis jeg skal komme med mit personlige (og særdeles ukvalificerede bud) så gætter jeg på, at Hella Joof, som nærværende indlæg handler om, ikke selv har bedt om at blive en del af det noget udskældte råd, hvor hun i øvrigt sidder til bords med så mange erhvervstopledere, at det da også ville være mærkeligt, hvis hun ikke blev da bare en lille smule befippet over det.

Nuvel, jeg synes, ovenpå den shitstorm jeg fornemmer at Hella har været igennem den seneste uges tid, altså at hun fortjener lidt kærlighed og en hyldest for noget af dét, som hun gør så godt. For hun ér altså ret klog, synes jeg og jeg kan så godt lide at fortælle andre, når de gør det godt.

For eksempel er jeg helt pjattet med Hellas 10 bud, som første gang blev offentliggjort hos Eurowoman, og som er så fine, at de i dén grad fortjener at blive delt. Igen.


1 Det største af alt er kærlighed. Det er vigtigere end alt andet. Vand kærligheden, så den ikke tørrer ud. Og tak for den, hver gang du møder den.

2 Spar ikke på kærligheden. Elsk alt, hvad du kan. Men du må ikke lade som om. Du må ikke handle med kærligheden. Og du må ikke jaske med den.

3 Du skal huske at slappe af. Trække stikket. Sove på sofaen midt på dagen. Lade opvasken stå. Gå på bare tæer i græsset.

4 Tilgiv dine forældre. De gjorde det så godt, de kunne. De var også små børn engang med store knæ og bange øjne. Du får selv brug for tilgivelse, når du en dag bliver mødt af dine egne børns vrede.

5 Du må ikke tage et andet menneskes liv. Selvfølgelig må du ikke det. Men du må heller ikke ødelægge et andet menneskes livsglæde. Du må ikke mobbe og lægge fælder. Og du må ikke glæde dig, når det går andre dårligt. Eller når din veninde har fået en stor røv og forkølelsessår.

6 Du må gerne blive skilt, hvis du har giftet dig med den skrupforkerte. Men hvis du har giftet dig med den rigtige, så prøv at finde kærligheden frem igen. Måske ligger den pakket ned i en kasse med vintertøjet. Måske har du glemt den oppe i sommerhuset. Husk, at nissen flytter med. Så hvis du ikke har fået styr på dine dæmoner i dit første ægteskab, vil du møde dem i dit næste. Og det næste …

7 Det, der er dit, er dit, og det, der er andres, er ikke dit. Man kan ikke tage noget fra hinanden. Den mand eller kjole eller det job, der gør din veninde lykkelig, vil du slet ikke have. Du vil hellere have din egen mand og din egen kjole og dit eget job. Der er ingen grund til at være misundelig. Der er nok til os alle.

8 Du må ikke bagtale hverken dine venner eller dine fjender. Sig tingene til folks ansigt, men mærk lige først efter, om du er ude i et kærligt ærinde. Hvis ikke, er det tit bedre at tie.

9 Glæd dig over alt det, der er dig. Din krop, din sjæl, din højde, din vægt. Du er præcis, som du skal være. En sjæl i en krop. Kroppen skal du passe på, så sjælen har et godt sted at bo. Du må ikke tale grimt til og om din krop. Så bliver den ked af det, og så strammer den om sjælen.

10 Husk, at livet er en rejse, og nogle gange ender man i en anden by end den, man havde købt billet til. Så må man anskaffe sig et kort over den nye by og glæde sig over dens floder og tårne og spir. Husk, at livet bliver bedre og bedre for hver dag, der går. Men det er en hemmelighed.


Hun kunne uden tøven sagtens være stoppet dér og alligevel have mig overbevist om, at hun udover at være aldeles klog og velreflekteret, også er usædvanligt god til at sætte ord på noget af dét jeg håber på, at man lærer igennem sit liv. Hun er trods alt en voksen kvinde, hende Hella og jeg elsker at hun så gavmildt deler ud af noget af alt dét hun har lært.

Senest har jeg nydt godt af hendes visdom, da jeg på to dage kværnede hendes bog, Papmachéreglen, som jeg synes er fuldkommen fantastisk. Intet mindre. Hella siger selv om Papmachéreglen, at “den handler om, hvordan livet er og hvilke regler, der gælder. Den handler om, hvad man skal gøre for at blive glad og lykkelig, og hvad man endelig ikke skal gøre. Man kommer nok til at gøre det alligevel, men så er der heldigvis en regel, der træder i kraft. For livet er et mirakel og vi er her for at være glade og elske hinanden. Det ved jeg helt bestemt.”

Den har taget Danmark med storm og jeg tror nærmest at jeg var den sidste, i hvert fald i min omgangskreds, til at få den læst, men hvis nu nogen ikke har læst den, så kan den for eksempel købes HER eller lyttes på lydbog, som jeg selv har gjort. Og ja, jeg kan kun give lydbogen mine varmeste anbefalinger, eftersom det rent faktisk er Hella selv der fortæller. Jeg følte flere gange i løbet af bogen, at Hella sad ved siden af mig og talte til mig (og kun til mig) imens jeg lærte, og grinte og lærte lidt mere. Jeg hørte bogen på mofibo (en app man henter ned på telefonen, til de af jer der ikke kender det) og hvis ikke I allerede abonnerer på det, kan I få 30 dages gratis lytning (af alle deres bøger) hvis I bruger koden CANA2017 HER. Det burde i alle tilfælde være tid nok til at få hørt Papmachéreglen mindst én gang. Og måske også et par af de bøger jeg skrev om i indlægget (som var sponsoreret) HER.

I al sin enkelthed er Hellas mange regler i Papmachéreglen allesammen til at tage og føle på og jeg er især vild med pizzareglen, som går ud på, at man skal bestille dét man gerne vil have, for hvis man ikke gør det, får man det i alle tilfælde ikke. Ligesom når man bestiller pizza. For helt ærligt, hvilken pizzamand skulle også vide, at jeg bedst kan lide en pizza med tun, rejer, ekstra ost og hvidløg, hvis ikke jeg beder om det?

Måske er det helt sort snak, hvis man ikke har læst bogen, men altså, hvis ikke I har gjort det, så gør det. Jeg lover. Den er tiden værd og som Hellas tredje bud siger, så skal du huske at slappe af – og den slags gør man altså ret godt med en god bog, hvadenten den er i ørerne eller i hænderne.

Jeg er kæmpe fan af Hella Joof og selvom det er med en vis ærefrygt jeg smider dette indlæg ud på det store internet, så håber jeg på én eller anden måde alligevel på, at det kommer hende for øje, for hun fortjener – om nogen – al den anerkendelse man overhovedet kan trække op ad baglommen. Fem stjerner og masser af glimmer herfra. Hella, jeg er vild med dig!

kys fra cana

Vi sælger drømmehuset

… Og denne gang mener vi det. Sådan for alvor (tror jeg nok).

En del af jer vil nok kunne huske, at Thomas og jeg faktisk satte vores hus i Sønderjylland til salg for lidt over to år siden, dengang vi stadig selv boede der. Det gjorde vi for at gøre rent bord inden vi skulle flytte til København, hvor jeg dengang havde en drøm om at studere psykologi (som jo i øvrigt aldrig blev til andet end et nej tak, efter jeg var blevet optaget). Vi tænkte dengang, at det nok var alt for besværligt at leje huset ud, når vi selv skulle bo så langt væk, men da der pludselig dukkede et par fantastiske mennesker op ud af det blå og spurgte om ikke de måtte leje huset i en periode, besluttede vi os for at lade dem gøre det. Vi vidste jo ret beset ikke engang om jeg ville blive optaget på studiet og om vi måske skulle returnere til Sønderjylland, nærmest førend vi var flyttet til København, så det virkede som det mest fornuftige at gøre, når nu de sødeste lejere man kan tænke sig, stod foran os og bankede på, fordi vi – hvis vi skulle tilbage – selvfølgelig gerne ville bo i vores drømmehus igen. Derfor bad vi ejendomsmægleren om at tage huset af markedet før tid og vi droppede altså at sælge huset til fordel for at leje det ud.

img_0322

Det er ret præcist to år siden nu og om et par dage flytter vores lejere ud og efterlader et hus, som vi nu har indset, at vi aldrig kommer tilbage til, uagtet hvor meget vi end holder af det.

Psykologistudiet blev ikke til noget, men i stedet blev et liv som professionel blogger og medindehaver af ét af Københavns absolut hyggeligste kontorfællesskaber, skabt ud af det blå og vi har, i løbet af de seneste to år, fået skabt et hjem her i København. Jens starter i skole efter sommerferien og selvom jeg momentorisk savner livet i Broager, som var det min højre arm, der var blevet amputeret, så flytter vi ikke igen. Vi bliver vi boende i byen. Og sælger huset.

Vores smukke, mærkelige og helt igennem vidunderlige hus i Broager, med udsigt over Flensborg fjord fra alle rum pånær badeværelserne, bryggerset og dét vi dengang brugte som gæsteværelse. Huset med de mange frugttræer, nøddehegnet, bålstedet, balkonen, jacuzzien, brændeovnene, højt til loftet og den vildeste planløsning jeg nogensinde har set.

img_0326

Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi, dengang vi købte huset, havde planlagt at bo der for evigt. Huset er nemlig to huse der er bygget sammen. Noget der, udefra set virker en lille smule mærkeligt, men som indefra bare fungerer så røvgodt. For en “ung” børnefamilie som os, kan man samle det “private” familieliv med soveværelser og vasketøj og den slags i det ene hus og holde alt det sociale i det andet hus, med plads både fester og til sovende gæster, som selvfølgelig har adgang til eget bad og privat udgang til haven. Og så var tanken naturligvis at vi, Thomas og jeg, når børnene var blevet tilpas store, ville rykke op i “gæsteværelset” i det “sociale hus” og lade børnene have det andet lidt mere “for sig selv”. Som en slags udviddet teenageafdeling, hvor i øvrigt bryggerset ligger snedigt placeret, så man måske kunne have heldet med sig til at lære knægtene at vaske tøj, hvis man selv blev forment adgang. Arghmen, det er så pissesejt et hus og selvom jeg gerne vil have det solgt i en fart, så håber jeg alligevel lidt på, at vi kan beholde det her henover sommeren, så vi i det mindste kan bruge det som sommerhus, inden det skal videre til nogle andre, som kommer til at få glæde af det. Men nu må vi se…

img_0395

Hvis I har lyst til at se mere af huset – og den dér mega seje plantegning – så kan I se det HER. Og hey, hvis nu I skulle kende nogen (som kender nogen) som overvejer at flytte til et 250 m2 stort luksushus i Broager til en pris, som man måske kan være heldig at finde en stor 1-værelses lejlighed for, her på Indre Østerbro, så del det gerne med dem, ik’? Det ville betyde alverden.

Tak.

kys fra cana

Older posts