De 10 mest akavede øjeblikke fra Paradise Hotel finalen

Fødselsfredag – om at føde et sygt barn

Jeg har ikke så meget andet at sige om denne beretning, end at den rørte mig dybt og at jeg simpelthen er så fuld af respekt og forundring over hvor sej denne kvinde er.

img_7016

For at få hele historien til at give mening, så starter min fødselsberetning i uge 12, hvor jeg er til nakkefoldscanning.

Min mand var syg, så jeg tager min mor med i stedet og under selve scanningen ser alt fint ud. Da sygeplejersken kommer tilbage med min resultatet fra mine blodprøver, så ser det hele lidt anderledes ud. Der er en stor chance for, at babyen har en eller anden form for kromosomfejl. Jeg får taget moderkagebiopsi og får nogle dage efter at vide, at alt er godt og vi venter en lille dreng.

De næste 8 uger går jeg og glæder mig til misdannelsesscanningen, så vi endnu en gang kan se vores lille baby.

2 dage inden min 30 års fødselsdag kommer vi ind til scanningen. Hun scanner længe og går ud af lokalet, for kort tid efter at komme ind igen. Hun fortæller, at babyen er meget lille og mangler en nyre og vi skal derfor komme tilbage næste morgen, så en læge kan foretage endnu en scanning.

Dagen efter bliver vi mødt af en læge, der fortæller os om, hvad de mistænker der er galt med babyen og hun gerne vil lave udvidede undersøgelser i form af en fostervandsprøve. Jeg spørger til om de ikke kunne bruge den tidligere prøve, men det kan ikke lade sig gøre.

Vi har 11 dage, inden grænsen for sen abort udløber og prøven kan være op mod 10 dage om at blive vurderet, så det er vigtigt at få sat gang i det med det samme.

Prøverne viser intet unormalt, men lægerne er stadig urolige for, at der er noget de har overset.

Efterfølgende bliver jeg øjeblikkeligt sygemeldt fra mit job, bliver fulgt med scanninger 2-3 gange ugentligt og generelt bliver der holdt meget øje med ham, da han fortsat ikke vokser ret meget og trivslen i maven ikke er optimal.

Det er 15 uger fyldt med bekymringer, ventetid og mange overvejelser om, hvad fremtiden bringer og en følelse af at være utrolig alene.

Da jeg går ind i uge 36. Vurderer lægerne, at de ikke tør lade ham blive inde i maven længere og giver besked til fødegangen om min igangsættelse.

37+0 tropper jeg op på Rigshospitalet kl. 8.00. til indlæggelse og med en viden om, at jeg ikke kommer derfra før min lille dreng er klar til at komme hjem. Jeg føler mig klar og med stor forhåbning om, at han er stærk nok til, at jeg kan føde ham selv. Jeg har altid være hunderæd for kejsersnit, så håbede til det sidste på en vaginal fødsel.

Det første de skulle var at vurdere, ved en stresstest (man bliver tilkoblet et ve-drop og skal have x antal gode veer, men babyens aktivitet og hjertelyd bliver monitoreret), om han kunne klare at blive født vaginalt, hvilket jeg selvfølgelig håbede meget.

Stresstesten går godt og bliver efter 3 timer stoppet og det bliver vurderet af læge og jordemoder, at han på nuværende tidspunkt har overskud til at klare veerne. Vi skal dog være forberedt på, at tingene meget hurtigt kan vende og derfor ende med kejsersnit.

Jeg er lykkelig for, at jeg får lov til at prøve selv. Jeg får de første ingangsættelsespiller og skal komme hver 4. Time til CTG (registrering af barnets hjertelyd, red.).

I løbet af aftenen, efter anden omgang piller, begynder jeg så småt at få veer, men intet voldsomt. Min mand tager hjem og sover og jeg overnatter på Rigshospitalet og sover godt det meste af natten.

Næste morgen, 37+1, skal jeg igen have kørt CTG og spise et sæt piller mere. Herefter kommer der mere gang i mine veer, men de er til at holde ud. Vi går en tur udenfor og prøver at få tiden til at gå.

Kl. 14. Får jeg kørt endnu en CTG og får denne gang kun 1 pille, da de ikke vil have, at jeg ender med vestorm som ved min første fødsel.

Vi bliver sendt ud at gå en tur på gangene og besked om at komme tilbage efter aftensmad.

Veerne tager til og jeg kan efterhånden ikke lave så meget andet end at fokusere på dem. Jeg føler mig indtil videre ved godt mod, da lillemanden hele tiden har klaret det rigtig flot inde i maven og jeg føler generelt, at de passer rigtig godt på mig.

Kl. 19.00. Bliver jeg undersøgt af en jordemoder, der fortæller, at jeg nu er 2 cm åben og hun derfor vil tage vandet for at få gang i sagerne.

Vandet plasker ud mellem mine ben og er klart og fint. Jordemoderen er meget tilfreds med, at hun kort tid efter kan se, at mine veer bliver kraftigere og længere.

Vi går en lille tur rundt på Rigshospitalet, men kommer hurtigt tilbage, da jeg ikke længere kan overskue at gå rundt.

Vi bliver tildelt en fødestue omkring kl. 20.00. Og jeg bliver spurgt ind til mine ønsker omkring fødslen.

Jeg får hospitalstøj på, får lavement og kommer kort tid efter af med varerne.

Undervejs er jeg hele tiden koblet til en CTG med lyd og kan fornemme hans hjertelyd dale, hver gang jeg får en ve. Jeg bliver beordret om på venstre side og skal trække vejret gennem iltmasken, så vi sikre os, at han får de bedste betingelser derinde.

Jeg begynder at blive lidt nervøs, hver gang jeg hører hans hjertelyd falde, men glad da den stiger igen indenfor kort tid.

Der er både en læge og jordemoder tilstede på stuen, da min fødsel er en højrisiko fødsel og de ikke tør tage mange chancer. Jeg hører undervejs personalet tale om hans ressourcer, men kan ikke helt fornemme, hvor bekymrede de er.

Ved 21.30. Tiden bliver både læge og jordemoder bekymret for, hvordan han har det, da hans hjertelyd bliver mere påvirket i takt med mine veer er på sit højeste.

De tjekker mig indvendigt og tager en pH-prøve på ham. Jeg er nu ca. 5-6 cm åben. Herefter går de alle ud af rummet for at kigge på prøven og formegentlig tale om, hvorvidt jeg skulle have kejsersnit eller ej.

Netop som de er gået begynder jeg at gå i panik. Jeg kan mærke, at han er på vej ud og at det går stærkt. Jeg råber til min mand gennem iltmasken, at han skal finde jordemoderen med det samme for han kommer NU.

Min mand prøver at berolige mig og siger, at jeg skal tage det stille og roligt, men jeg råber til ham, at jeg mener det – HAN KOMMER NUUU!!

Da han åbner døren ud til gangen spotter jeg en gå rundt derude og jeg skriger, fortsat gennem iltmasken: JEG FØDER NU OG VI ER ALEEEEENE.

Hun kommer løbene ind på stuen og prøver at berolige mig, mens hun hiver hospitalstøjet af mig og undersøger mig. Ganske rigtig, så er hans hovede på vej ud.

Nu går jeg for alvor i panik, da jeg ikke har fået svar på prøven og jeg er sikker på, at han ikke kan klare det og måske vil dø fra mig.

Ind af døren kommer min jordemoder, læge og en sosu løbende og jeg begynder at skrige, da jeg er sindssyg bange.

Lægen kigger på mig og siger, at han er ok og nok skal klare det. I løbet af den næste vepause får jeg samlet mig og føder så hans hovede kort efter. Derefter trækker lægen ham ud og jeg ser min lille bitte baby. Han er så tynd og lille, at jeg næsten ikke kan kigge på ham eller røre ved ham.

Han begynder heldigvis græde lidt og jeg ved at han lever.

Imellemtiden er en børnelæge ankommet og tager ham med det samme hen og undersøger ham. Han ser ret hurtigt, at noget er galt og kalder bagvagten, der hurtigt dukker op på stuen.

Her bliver jeg et øjeblik helt paf, da jeg kunne genkende lægen fra tv og blev helt flov over at ligge der næsten nøgen.

Lægerne fortæller, at de må tage ham med og at min mand gerne må følge efter.

Jeg bliver tilbage på stuen og føler mig fuldkommen tom og følelsesløs. De spørger flere gange til mig, men jeg kan ikke rigtig svare, da jeg ikke kan mærke mig selv og er gået i overlevelsesmode.

Min søn blev født kl. 21.56. Og vejede 1970 g og var 45 cm lang.

Efterfølgende skulle jeg føde moderkagen, der desværre ikke ville komme ud og efter 6 forskellige kvinder har forsøgt i en lille time på at hive den ud uden held, så forbereder de mig på operation. Alt imens jeg ligger dér får jeg løbende beskeder fra Neonatal afdelingen om, at der bl.a. er noget galt med min søns spiserør, men at de har styr på ham.

Netop inden jeg skal køres afsted mod operation kommer der tilfældigt en ældre garvet jordemoder ind og skal have fat i lægen. Hun ser de står en hel hær rundt mig og vil høre om alt er ok?!

De fortæller, at noget er galt med moderkagen og de ikke kan hive den ud.

Hun kigger på mig og siger: må jeg give det et forsøg?

Jeg svare temmelig opgivende, at det må hun godt og at jeg efterhånden ikke har overskud til at yde modstand.

Hun siger til mig: “jeg skal nok få den moderkage ud. Det kommer til at gøre ondt, men vi klarer det sammen.”

Jeg suger lidt ekstra lattergas ind og hun jager hele sin hånd op i mig og hiver til, mens to andre hopper ovenpå min mave. Aldrig har jeg oplevet noget så smertefuldt som det.

Jeg kan fornemme et riv inde i kroppen og ud kommer min moderkage i et helt stykke. Jeg begynder at bløde en del og får ekstra blod og væske tilført over den næste time, men min livmoder trækker sig godt sammen og alt er ok.

Senere bliver jeg kørt i kørestol hen til Neonatal afdelingen, hvor jeg for første gang rigtig møder min søn.

Han er meget lille og minder mest af alt om en lille fugleunge med hue på.

Vi taler med bagvagten, der forklarer os om, hvad der formegentlig er galt og at han i morgen skal opereres, hvis han skal overleve. De vil både før og efter operationen foretage en række scanninger og undersøgelser for at udelukke andre misdannelser.

De næste 4 måneder er vi indlagt på intensiv afdelingen på Riget og har mange alvorlige op -og nedture, da han har meget svært ved at trække vejret og kommer ind og ud af respirator. Aldrig har jeg grædt så mange tårer og været så bange. Det er en ufattelig hård tid, hvor vi lever i vores egen lille boble uden meget kontakt til resten verden.

Nu, 1,5 år efter, har vi en dejlig dreng med nogle sen komplikationer og kroniske lidelser, men på trods af det, så klarer han det hele så flot og trives på bedste vis.

   

2 kommentarer

  • Mette

    Jeg har den dybeste respekt for dig. Hvor er du dog en sej kvinde.
    Håber at jeres lille dreng får et skønt liv.
    Nu må jeg lige en tur på badeværelset for at tørre øjne og pudse næse.
    Sender tonsvis af kærlige tanker jeres vej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katja

    Wow hvor er du bare mega sej! Stor respekt for dig og det viser det fantastiske i motherhood. En mor kæmper med al sin styrke for sit barn – uanset hvilke livsvilkår det bliver givet. Er selv mor til et handicappet barn som følge af dårlig fødselshåndtering så hun ikke fik ilt nok under fødslen jeg kender kampen i forhold til når der er følgevirkninger.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De 10 mest akavede øjeblikke fra Paradise Hotel finalen