Se forsiden på min bog, 40 uger efter <3

Fødselsfredag – Tog selv imod sit barn

Egentlig fylder det ikke så meget i fødselsberetningen, men det er alligevel dét jeg hæfter mig mest ved; at kvinden selv tog imod sit barn. Det kræver et enormt overskud – både af jordemoder og af fødende og jeg er helt pjattet med det!

img_7484

Da jeg stod med en positiv graviditetstest den 22. September, føltes det næsten skæbnesbestemt. Det var denne dag præcis ni år siden manden og jeg mødte hinanden første gang og dagen før havde testen sagt negativ, men jeg havde altså en fornemmelse af, at der var noget, så det var fint, at det netop var denne dag jeg kunne teste positiv for første gang – perfekt årsdagsgave.

Jeg var rimelig hurtigt lidt lun på tanken om en hjemmefødsel, og fik også efter lidt overtagelse far med på den. Det kunne jeg kun få lov til, hvis jeg fødte efter 37+0, og det var jeg lidt bekymret for, da jeg fødte den store i uge 37+2, og jordemødrene mente derfor ikke jeg ville gå til termin denne gang heller. 37+0 blev altså en ret vigtig dag for mig, og en slags terminsdato. Jordemoderen kom på hjemmebesøg 36+3, og alt så fint ud, vi fik ros for den fine “fødestue” vi havde fået indrettet. Vi har et ret stort nyrenoveret bryggers, hvor vi havde sat en enkeltmandsseng og ellers indrettet med lys osv. 37+0 kom, og jeg var KLAR! På en helt anden måde end jeg havde prøvet med storebror nåede jeg at blive virkelig utålmodig og træt af at være gravid. Jeg glædede mig til fødslen og jeg glædede mig til at se, hvad det var for en lille fyr, der gemte sig inde i maven. Da jeg var 38+6 skulle vi til guldbryllup halvanden times kørsel fra vores hjem. Vi ventede til sidste sekund med at tage stilling til, om vi virkelig skulle tage den tur, men jeg kunne vel heller ikke bare sidde derhjemme og vente, når det nu ikke rigtigt lod til at der skete noget? Vi holdt et lille pitstop på vejen, og så gik bilen i stå og manden mente ikke vi ville kunne køre videre. “Det er et tegn” tænkte jeg, og var klar til at finde en måde at komme hjem på. Men bilen artede sig, og vi kom afsted, og fik en hyggelig dag uden andre tegn på fødsel end de efterhånden ret drilske plukkeveer. Dem havde jeg efterhånden mange af, og havde flere gange nogle rimeligt regelmæssige plukkeveer over nogle timer, hvor jeg tænkte, at nu er det nu – og så gik det i sig selv. Efterhånden var jeg ved at være ret træt af det, og ved at være noget irritabel at være sammen med. Omkring uge 39 begyndte jeg at have kvalme og madlede og en følelse af at hans hoved borede sig ned i lysken på mig – der var klart noget under opsejling, men hvornår?? Uge 39+1 var jeg ved zoneterapeaut, og hun ville forsøge at sætte noget i gang – men det kunne hun kun, hvis der allerede var optræk til noget. Hun trykker på et ømt punkt, og spørger, hvordan mit energiniveau er? “Jeg er TRÆT!!” Det kunne hun godt mærke… Med lidt fornyet energi tog jeg hjem og ventede, men måtte slukøret konstatere, at der indtil videre ikke virkede til at ske noget.

Jeg var begyndt i min venteboble at tjekke mit daglige horoskop – da jeg var 39+3 tjekkede jeg det ligeledes om morgenen. Der stod: “Du kan virkelig forvente al den hjælp og opbakning som du har brug for. Der er romantiske toner i luften, og du kan glæde dig til iaften.” Det lovede da meget godt! Omkring kl 13 begyndte jeg rent faktisk at mærke nogle ve-lignende smerter, men med fare for at jinxe det endnu engang, holdt jeg det for mig selv. Manden hentede den store fra børnehave, og gik ellers udenfor og arbejdede på at få lavet terrasse. Da klokken blev 16.30 var jeg ikke længere i tvivl, og skrev til ham, at det vidst var tiden at ringe til jordemoderen. Han kom ind, jeg fik ringet til jordemoderen, vi aftalte at snakkes ved en times tid efter, da veerne endnu ikke var begyndt at gøre rigtig ondt. Vi fik aftalt med farmor og farfar at de skulle hente storebror. Kl 18 skrev jordemoderen, og spurgte om hun skulle komme, og jeg skrev tilbage, at jeg endnu kunne samtale under veerne, men kunne mærke at de tog til. Hun ankom en halv times tid efter, og tjekkede mig – 3 cm åben – endnu ikke i aktiv fase, men godt på vej. Hun ville blive, og en jordemoderstuderende, som meget gerne ville med til en hjemmefødsel kom en times tid efter, efter at have kæmpet for at skaffe en bil. Jeg tog et bad, lå på bold og veerne blev kraftigere og kraftigere. Jordemoderen var ret imponeret over, hvordan jeg indtil nu havde sprunget rundt imellem veerne og været meget aktiv. Mit blodtryk var da også en anelse for højt, men jordemoderen tilskrev det mit energinivau, og var ikke så bekymret. Jeg blev tjekket igen klokken 21 – 4 cm og i aktiv fase. Vandet stod som en spændt ballon om ham, og jeg fik at vide at så snart det gik, ville det gå stærkt, og han stod rigtig dybt i bækkenet. Så selvom det kun var 4 cm, svarede det nærmere til 6 cm. Nu skulle kroppen bare arbejde, og veerne blev da også ondere og ondere. Jeg fik hvilet lidt imellem mine veer, og når der var ve brugte jeg Smertefri Fødsels vejrtrækningsteknik, det hjalp. Da klokken var omkring 23, bad jeg om at blive tjekket igen – jeg ville gerne vide, hvor jeg stod. Ca 8 cm åben. Der kom en ve imens hun tjekkede mig og under den ve udvidede jeg mig til 9-10 cm. Efter næste ve – 10 cm. Det gik pludselig stærkt! Jeg spurgte, hvad der så skulle ske nu? De ville rigtig gerne have vandet til at gå af sig selv, så jeg skulle op og stå og se, om det ikke kom. Det gjorde det ikke, og jeg begyndte at have pressetrang. Jeg skulle tage et par veer mere med gisp. Så fik jeg at vide, at jeg måtte presse med på toppen af veen. Vandet var stadig ikke gået, så nu ville de prikke hul på det. Bedst som den jordemoderstuderende skulle til at prikke hul, kom det af sig selv i en ordentlig skylle udover hendes ben – hun sånoget forskrækket ud… Og så var det ellers bare at presse. Jeg holdt fast i mandens hånd og nakke, og jeg fornemmede godt, at jeg måske havde lidt hårdt fat – men jeg var ligeglad- og manden bed smerten i sig… Jeg havde øvet aktive pressestillinger i forbindelse med Smertefri Fødsel og det havde været vigtigt for mig at føde i en anden stilling end påryggen, men da det kom til stykket skulle jeg overhovedet ikke andet end netop at ligge på ryggen… Vandet gik kl 23.42 og klokken 23.55 tog jeg selv imod vores lille Johan. Der gik lidt tid inden han sagde noget, og han var lidt blå, men han blev skrubbet lidt med varme håndklæder, og begyndte så at skrige og fik hurtigt en pæn kulør. Far klippede navlestrengen, som var ret lang, og det var lykkedes ham at boltre sig så meget rundt indei maven, at der var kommet knude på den – hvilket åbenbart var ret usædvanligt, men helt ufarligt.

Da jeg efterfølgende skulle undersøges bad jeg om akupunktur og fik også noget lokalbedøvende. Det var en lille grad 2 bristning – blev kategoriseret som grad 2 fordi, atdet var en muskel, der skulle syes. Efter sammenlapningen gik vi i stuen, og spiste tarteletter og fødselsdagsboller, og sad og gættede på, hvor stor vi mente han var.

Han så så lille ud, og jordemødrene mente han var omkring de 2700-2800 gram. Men han tog fusen på os med hele 3125 gram og 52 cm – storebror var 2705 gram og 48 cm, så han var jo en stor basse i forhold til. Det var FANTASTISK bare at være hjemme i trygge rammer i hele forløbet, men det overvandt alt, bare at kunne kaste sig ind i vores egen seng da det hele var overstået – og ikke skulle ud at køre med en nyfødt midt om natten eller overnatte i en hospitalsseng. Jeg tror også, at det at jeg selv havde skullet forberede fødslen gjorde mig klar på en anden måde end jeg ellers ville have været – jeg skulle tage stilling til præcis hvordan jeg ville have det, og fravalgte bevidst at føde i vand, da jeg syntes det blev for omstændigt. Jeg kunne dog ikke rigtig sove da vi kom i seng, da jeg bare lå og beundrede det lille vidunder, og da klokken blev kvart i syv facetimede jeg farmor, for at fortælle storebror de store nyheder. Han skulle være den første, der hørte noget, så vi havde ikke fortalt det til nogen før nu. Han blev glad, men ville gerne hjem, så det fik han lov til, og fik en hjemmedag fra børnehaven. Jordemoderen ringede dagen efter for at høre hvordan det gik, og sagde hun lige havde snakket med den studerende om, hvor fantastisk en fødsel det havde været, og at jeg havde været rigtig god til at bevæge mig og slappe af på de rigtige tidspunkter.

kys fra cana

   

1 kommentar

  • Sara

    Jeg har termin om 14 dage og vil rigtig gerne tage imod barnet selv. Så vil du evt knytte en uddybende kommentar eller to om det at tage imod barnet selv, og at du skriver det kræver meget overskud fra jordemoderens side? Første gang følte jeg klart et kæmpe fornyet overskud i pressefasen, efter at have været lukket helt inde i mig selv under udvidelsen, men havde ikke overvejet at jeg selv kunne tage imod.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Se forsiden på min bog, 40 uger efter <3