Jeg virker ikke lige nu…

img_7686

“Jamen det kan du jo slet ikke finde ud af?! TILLYKKE!” udbrød min veninde, da jeg fortalte hende, at jeg havde tilbragt hele fredag formiddag liggende på sofaen. Med is, netflix og lukkede øjne. Og hun har helt ret, min veninde. Under normale omstændigheder kan jeg ingenlunde finde ud af bare at ligge på sofaen en hel dag, men en kombination af feber, pms og en følelse af pludselig ikke at kunne gribe én eneste af de hundrede bolde jeg har hængende over hovedet lige nu, fik mig til at krybe i hi.

Der er lukket, skrev jeg for mit indre øje, imens jeg forsøgte ikke at tænke på, hvordan fremtiden bliver. Først med blogflytning, nyt design, hosting, kategorisering og jeg skal komme efter jer, afslutning i institutionen, drengenes lange sommerferie og Thomas der skal arbejde i den, kolonihavehuset og badeværelset jeg skal have bygget, drengene, som starter henholdsvis børnehave og SFO samme dag, min bog der skal udgives og alt dét der kommer til at følge i kølvandet på det.

Lukket. Jeg har helt akut fået brug for en lillebitte pause fra det hele. Boldene er smidt på gulvet og så håber jeg bare, at jeg kan nå at gøre dem alle rene igen, inden de igen skal i luften. For i luften, dét skal de. Det bliver bare ikke lige i dag. Og måske heller ikke i morgen.

Jeg virker nemlig ikke (til andet end mine børn) lige nu.

kys fra cana

Se forsiden på min bog, 40 uger efter <3

img_7463

Havde det ikke lige været for en sød kollega, som sendte mig i link, lige inden jeg skulle en tur ind og give mit besyv med på en masse forskellige emner i News & Co på TV2 News i går, så havde jeg formentlig stadig ikke opdaget, at min kommende bog, 40 uger efter, ikke længere er “hemmelig”. Ikke at den nogensinde har været klassificeret på den måde, men der er jo alligevel en del hemmelighedskræmmeri omkring tilblivelsen af den slags. Lige indtil nu, altså, hvor den simpelthen pludselig er sådan helt rigtigt officiel, dér på side 50 i People’s Press’ udgivelsesplan for efteråret. Der er både et anslået sidetal, en udgivelsesdato og en forside, som min gamle gymnasieveninde fra Statsskolen i Sønderborg, Pernille Egetoft, som er den dygtigste tegner jeg overhovedet kan komme i tanker om, har tegnet og jeg er så stolt! Forsiden emmer for mig at se af livet på barsel, på godt og på ondt og det er lige præcis dét bogen handler om.

I presseteksten til bogen står der: 

Det er uden tvivl et kæmpe stort, vidunderligt og fantastisk at blive nogens mor. Men pludselig står du med en baby i armene og hvad så?

Når du har fået et barn, kommer barslen pludselig væltende med amning, søvnmangel, følelsesmæssig turbulens, ømme bryster, enorm lykke og stor usikkerhed, det første smil, lortebleer, lægebesøg og en krop, som ikke ligner sig selv. Og hvordan var det nu lige med det der parforhold midt i det hele? Kort sagt, alt det, der fylder hele ens tilværelse i de første 40 uger efter, man er blevet nogens forældre.

Jordemoder og blogger Cana Buttenschøn tager dig på en kærlig og humoristisk måde med rundt i alle afkroge af barselslivet. Fra babyens trivsel, ernæring og søvnrytmer til dét at finde de rette ben at stå på som nybagt mor. For tiden på barsel er ikke kun rosenrød og babyduftende, den kan også være benhård. 40 uger efter giver dig gode råd, vejledning, opbakning og personlige anekdoter, så du kommer allerbedst fra start på dit nye liv som mor.

Cana Buttenschøn er mor til to drenge, uddannet jordemoder og arbejder i dag som blogger, hvor hun skriver varmt og uhøjtideligt om livet med børn.

img_7465

Fuck man, det er min bog. Min bog, som jeg så usandsynligt gerne selv ville have læst, inden jeg blev mor – især første gang. Jeg er lige dele panisk angst og latterligt stolt over at den snart står klar til at blive delt med jer og resten af Danmark til september. Dagen efter min fødselsdag, for at være helt præcis, hvor jeg med al sandsynlighed kommer til at vågne op med sommerfugle på størrelse med en halvstor kornmark i maven. For pokker, hvor er det spændende! Og ja ja, jeg skal nok gøre mit for at mit navn bliver stavet helt rigtigt ;-)

kys fra cana

Los Angeles, barselsknold og næsten færdiguddannet

img_7385

Fordi jeg endte med at blive drivvåd på min cykeltur hjem her til eftermiddag, trak jeg i min blødeste sweatshirt, inden jeg hentede børn og gjorde som om det stadig var søndag, med take-away og masser af skærmtid. Børnene fik lov til at se den nye LEGO-batman (som i øvrigt er hysterisk morsom – også, eller måske endda mest for voksne) imens jeg trawlede internettet for en ny steamer til mit tøj, som jeg simpelthen er for doven til at stryge sådan rigtigt grundigt. Den slags absolut intetsigende form for shopping overspringshandlede jeg selvfølgelig på vaskeægte søndagsmanér fra, med en omgang timehop. I ved, den der fuldkommen fantastiske app, som fortæller én hvad man har delt på de sociale medier på nærværende dato i de forgangne år.

Den mindede mig om at jeg for et år siden havde en to-årig, som jeg havde gedigent optur over var blevet to år. Og at jeg for to år siden var en tur på Rodeo Drive, hvor jeg i øvrigt dengang var alt for jantelovsagtig til overhovedet at turde gå ind i nogle af de fine butikker, som jeg beskrev i dette indlæg.

Til gengæld, for tre år siden, postede jeg et billede af min barselsknold. Peter var dengang 9 dage gammel og jeg gætter på, uden at være hundrede procent sikker, at jeg var en kende træt. I hvert fald havde jeg sat mit hår op med en spisepind. Det var dengang jeg endnu ikke anede at jeg nogensinde skulle have mig en blog. Hell, det var dengang jeg endnu ikke anede at der overhovedet fandtes blogs. Til gengæld brugte jeg nogle måneder senere faktisk billedet i mit allerførste blogindlæg, hvor jeg stadig ikke var helt sikker på om jeg turde lade folk vide hvem jeg var.

For fire år siden var jeg åbenbart lige gået igang med at spise efter LCHF-principperne. Low Carb High Fat. Det var en virkeligt dejlig periode af mit liv, med masser af kål og masser af bacon. Altså, lige indtil det gik op for mig at jeg ikke måtte spise slik. Eller ostemadder. Og at jeg pludselig en dag skulle forstå, hvor hårdt det er for miljøet at vi spiser så meget kød. Såeh… Det droppede jeg igen.

Og så: for otte år siden skrev jeg om mig selv, på min dengang temmeligt spinkle facebookprofil: “kan ikke helt fatte at hun (forhåbentligt) bliver jordemoder på mandag!”

… Og her sidder jeg så i dag og kan overhovedet ikke fatte, at det snart er otte år siden jeg blev udklækket som jordemoder. Kæft, hvor er det vildt. Otte år er altså ret mange, synes jeg.

kys fra cana

Savner du ikke at være jordemoder?

img_7273

Til oktober er det fem år siden jeg stoppede med at praktisere som jordemoder, efter tre års tjeneste på det vi kaldte for fødefabrikken, Hvidovre Hospitals Fødegang og stort set altid, som det næste spørgsmål i rækken efter “Hvad laver du så?“, som jeg på i hvert fald på ugentlig basis bliver spurgt om, når jeg møder nye mennesker, spørger folk, om ikke jeg savner at være jordemoder.

Mit første svar er altid, at jeg jo sådan set stadig er jordemoder, men at jeg bare ikke arbejder rent fysisk som jordemoder længere, men jeg ved selvfølgelig godt hvad folk mener. I lang tid gik jeg med oprejst pande og sagde, at jeg ikke savnede det. At mit liv var blevet meget bedre, siden jeg stoppede som jordemoder, hvilket i bund og grund også er sandt, omend det er en sandhed med modifikationer. For jo, gu savner jeg at være jordemoder.

Jeg savner den helt særlige og meget fine menneskelige kontakt man får, når man sidder på sengekanten hos en fødende, som har brug for støtte og omsorg fra et fremmed menneske, som både fagligt og menneskeligt kan rumme det hun går igennem. Jeg savner nærværet, de store følelser, intimiteten, forståelsen af andre mennesker og selvfølgelig dét faktum, at jeg som jordemoder ganske beskedent hjælper kvinder til at bringe liv til verden. Jeg savner forløsningen, glæden, tårerne og den lillebitte fødselsdagssang jeg gjorde en dyd ud af at synge, på de dage hvor tiden og overskuddet var til, at det var mig, der serverede den lille bakke med ristet brød og saftevand, efter fødslen. Jeg savner det pissemeget, faktisk. For mig selv, personligt.

Til gengæld savner jeg ikke dét, det gjorde ved min familie.

Den sommer, hvor jeg besluttede at sige op som jordemoder, var én af de værste i mit liv. Vi var lige flyttet i hus i Valby, hvor vi gik byggede terrasse og forsøgte at anlægge den have, som skulle danne rammen om de næste mange år af vores liv, da jeg pludselig blev ramt af muren. Den famøse mur, som gjorde mig træt helt ind i knoglerne og som gjorde, at jeg pludselig ikke længere fandt den store glæde ved mit arbejdsliv, som jeg ellers havde opbygget en stor del af min identitet op omkring.

Jeg var året inden blevet mor for første gang og sommeren vi gik i møde, var altså den første nogensinde, hvor jeg både skulle håndtere lukkedage i institutionen, arbejdsplaner og en mand, som selvfølgelig skulle spille festivaler stort set alle weekender.

Vi behøver ikke at rejse om sommeren, hvor der alligevel er dejligt at være hjemme i Danmark” havde jeg altid sagt, når jeg til stor glæde for mine kollegaer lagde min ferie i september, men pludselig var det forandret. Jeg havde brug for en masse fridage dén sommer. Særligt i weekenderne, hvor min mand ikke var hjemme og alle bedsteforældre i øvrigt boede 300+ kilometer væk fra mig og min 1-årige, som jo for fa’en skulle passes. Og så kom den. Bomben. Ledelsen der meldte ud, at de dét år havde besluttet at alle jordemødre skulle have mulighed for at få hele to ugers sammenhængdende sommerferie, hvis bare vi indvilgede i, at arbejde lidt flere timer i alle de andre uger. Alle de andre uger. Jeg brød grædende sammen den aften, da jeg kom hjem.

Det blev til to ugers sammenhængende ferie til gengæld for en knap-50-timers arbejdsuge i fire-fem andre uger. Fire-fem uger, hvor jeg forgæves forsøgte at bytte mig til lidt weekendfri og hvor jeg af til endte med sygemeldinger, simpelthen fordi jeg ikke kunne følge med. Det var frygteligt! Min mand og jeg skændtes konstant og mit hjerte var ved at gå i stykker over at jeg ikke bare kunne sætte mig på græsset med min lille søn og være den mor, som jeg drømte om at være. Den nærværende mor, som ikke hele tiden skulle tænke over kommende vagter og weekender der ikke kunne hænge sammen og helligdage, lukkedage og skide juleaften, som jeg ikke kunne være sikker på at være hjemme til. Og pludselig, blev det for meget.

Så jeg sagde op. Skreg op, vel nærmere.

Ikke fordi jeg ikke kunne lide mit arbejde, som jeg elskede, men fordi det ødelagde resten af mit liv.

Men selvfølgelig savner jeg det arbejde, som jeg elskede så højt. Jeg elsker bare mine børn og min familie mere.

kys fra cana

Vi overlevede!

Helt i begyndelsen handlede det om dage, siden om uger, på et tidspunkt om måneder og nu, om år. Tre år. De tre hårdeste, siger folk. Folk som mig, blandt andet.

Og nu er vi her.

Vores yngste er fyldt tre år i dag. Klokken 07.21, hvis man skal være helt præcis. Og vi lever stadig. Ovenikøbet efter en dag hvor sukkerniveauet har nået uanede højder, i de kæmpestore haller i Dino’s Legeland, som fødselaren havde bestemt at dagen skulle bruges på.

Bevares, det har været nogle hårde dage, uger, måneder og år – og det er det sådan set stadig. Noget jeg tror det bliver ved med at være til tid og evighed, i øvrigt. Men det er ikke længere sådan fuldkommen udmattende-og-tortur-agtigt-hårdt, som det var engang. Vi sover (næsten) hver nat, vi snakker om tingene; forklarer, argumenterer og bliver (nogle gange) enige. Bevares, der er stadig øjeblikke, hvor tumlingens frustrationer kammer over i et raserianfald af en anden verden – typisk selvfølgelig på de mest upassende tidspunkter – men overordnet set, er det ikke længere hårdt på den fysiske måde.

De tre år er gået; grundstenene til vores børns personligheder er for alvor lagt og krisetiden over livet med små børn, som i høj grad har overskygget alt andet, lader til at lette som en varierende tæt tåge, der ellers har ligget over de seneste seks år af mit liv. Vi overlevede; og selvom jeg selvfølgelig godt er klar over, at alle overlever, så synes jeg altså stadig at det er lidt sejt, for jeg husker stadig tydeligt de dage – og nætter, især – hvor jeg rent faktisk tvivlede. Kunne min krop overhovedet klare det sindssyge pres den blev udsat for, som gylpeglud, klatretræ, omvandrende mejeri og vaskekoner om dagen, for bare at blive holdt vågen om natten?

… og vupti, så er det forbi. Kroppen holdt og hovedet nogenlunde det samme og nu skal jeg pludselig til at lære dét også.

Vi har ikke længere små-små børn. Nu har vi pludselig børn, der kan lege med hinanden i timevis (eller i hvert fald i temmeligt mange minutter, hvis jeg skal droppe overdrivelserne for en stund). Børn der selv kan tage tøjet af og på og have en mening om helt reelle og rigtige ting (omend vi ofte er uenige, når jeg fx forsøger at påstå at bare strømpesokker og vandpytter er en dårlig kombination).

Det er eddermamer vildt. Min lille Peter, som for et øjeblik siden var så lille, er blevet tre år i dag og jeg fatter det næsten ikke. Tænk, at jeg nu er sådan én. En mor, helt uden babyer.

Det er altså noget af en mundfuld lige at sluge. Især når jeg jo i øvrigt ikke er blevet en dag ældre, end jeg var for seks år siden, da jeg blev mor for første gang.

img_7182

kys fra cana

Older posts