Vores kærlighedshistorie #11

Det var heldigvis kun et lille glimt, det der stik af mindreværd jeg havde følt den aften hvor vi havde været på den røde løber sammen for første gang. Jeg glemte hurtigt den grimme følelse og vi lod os i stedet, helt lykkelige og nyforelskede, storme rundt i forårsramte København.

Det var vist ved at blive alvor, efter det med den der cykel.  I hvert fald var vi sammen hver eneste dag og når vi ikke var i Thomas’ lejlighed, så var vi i min. Thomas kunne selvfølgelig bedst lide sin egen store lejlighed på kultorvet, imens jeg synes at min lille 2v’er på Vesterbro var helt perfekt, fordi den lå i mere behagelig cykelafstand til fødegangen i Hvidovre hvor jeg dengang arbejdede, når jeg ikke lå i forelskede alkoholtåger sammen med Thomas.

Jeg tog for første gang med Thomas på tour. Jeg gjorde som om jeg var helt vild med det, men i virkeligheden syntes jeg vist at det var en lille smule akavet at se de samme koncerter om og om igen. Særligt fordi jeg så dem alene, imens alle andre stod og krammede nogen de godt kunne lide undervejs. Til gengæld syntes jeg det var mega sejt at det var mig, der kom backstage efter koncerterne og mig, der faktisk kendte de der drenge, som pigerne skreg efter. Mig. 

Lynhurtigt blev jeg viklet godt og grundigt ind i Thomas’ spændende liv. Han var sgu nok the one. 

Ham, der gjorde mit liv bedre end det allerede var. Ham, der skabte spænding, tryghed og en forsikring om, at jeg altid havde nogen at snakke med. Han var så god.

Det eneste lille aberdabei der var, var at han i mellemtiden fået sig en roomie. En petit lyshåret pige, som var meget mere moderne end mig. Èn som røg cigaretter på den lækre måde, som havde cool tatoveringer og som spiste frosne ærter efter en tur i mikroovnen og påstod, at det var hendes livret. Hun var indbegrebet af smart og jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med hende.

Hun var min dimentrale modsætning. Jeg var god til at snakke om dybtliggende følelser og til at være og rumme mennesker. Og til alt der handlede om kvindens underliv. Thomas’ roomie vidste alt om den nyeste musik, næsepiercinger og coolness.

Jeg kunne ikke lide hende.

Eller, det kunne jeg måske godt, men jeg kunne ikke lide, at der boede denne her lille, fikse pige i min kærestes lejlighed og jeg de to skulle sidde der i køkkenet og spise hyggepizza og høre gamle plader og snakke om nogle af alle de ting jeg ikke forstod.

Jeg var nødt til at gøre noget.

Stille og roligt plantede jeg små frø, som hurtigt voksede frem som de fineste små spirer af “skal vi ikke bare flytte sammen?

img_3977

… Fortsættes…

Læs vores kærlighedshistorie fra starten HER

kys fra cana

Skal vi lige snakke lidt om utroskab?

img_5649

Vi kan vist temmeligt hurtigt blive enige om, at utroskab overordnet set er noget lort, som burde forbydes. Det er ødelæggende, fejt og et kæmpe brud på det tillidsbånd, der bærer vores parforhold. Og alligevel sker det. Hele tiden.

Jeg har heldigvis aldrig selv oplevet utroskaben på egen krop; eller altså, jeg har i alle tilfælde aldrig opdaget det, som i min verden naturligvis betyder det samme som, at det ikke er fundet sted. Derfor aner jeg heller ikke hvordan jeg ville reagere, hvis det pludselig ramte mig, at min mand havde været sammen med en anden.

Og faktisk, er jeg heller ikke sikker på, om jeg overhovedet ville vide det.

Og lige præcis min usikkerhed, er årsagen til nærværende indlæg, som kommer i halen på at Cecilie og jeg i sidste uge diskuterede et dilemma, som jeg syntes var mega svært.

Min mand og jeg har et vennepar, som vi ses med flere gange om ugen. Både manden og konen betragter mig, som deres fortrolige og det har indtil nu aldrig været et problem, fordi de ikke har talt særlig meget om problemer i deres indbyrdes forhold. Men det skal jeg love for har ændret sig. Manden har fortalt mig, at han er sin kone utro.. med hendes bedste veninde.
Han har overhovedet ingen tegn på dårlig samvittighed og griner bare når jeg fortæller ham, at det er forkert og langt ude. I hans verden er det blot sex og det har intet med hans kone at gøre. Fuck altså.. hvad gør jeg? Jeg har det svært med denne viden og føler mig som en kæmpe røv over, at holde det hemmeligt, men har heller ikke lyst til at være budbringeren.. i ved budbringere er dem, som bliver skudt

Vi diskuterede dilemmaet i sidste uges afsnit vores podcast Damer i Dilemmaer (som I kan finde HER hvis I har iphone eller via app’en Podcast Republic, hvis I har Android) og selvom der faktisk sidenhen er kommet endnu et afsnit ud – som ligger i den lidt mere letfordøjelige ende af skalaen – online, så kan dét her ikke rigtigt slippe mig. Måske fordi jeg i virkeligheden ikke synes at der er noget rigtigt at gøre, andet end at fortælle den utro mand, at han er et fjols! Hør HER hvad vi kommer frem til i podcasten og kom endelig gerne med jeres input. Særligt hvis I har personlige erfaringer og holdninger til hvordan I ville have det – både som veninden og som kvinden der blev bedraget.

kys fra cana

Vores kærlighedshistorie #10

Jeg ved det. Jeg har syltet jer gevaldigt når det kommer til Thomas’ og min kærlighedshistorie, men det er altså ikke fordi jeg ikke gerne vil – det er nok nærmere fordi den herfra ikke længere er helt rosenrød. Hvis I vil læse hvad der er sket forud for nedenstående, kan I starte HER.

264551_0_650_0_0_0_0_3

Vi cyklede rundt på vores nye cykler i København og følte os ret hurtigt som et rigtigt kærestepar. Snakken flød let og vi nød hinandens selskab. Jeg syntes det var vældigt eksotisk, sådan at have fået en kæreste som tog mig med backstage til hans koncerter og selvom jeg ofte ikke vidste hvor jeg skulle gøre af mig selv, så nød jeg det. Lige indtil vi blev inviteret med til et award show en dag i det tidlige forår, et par år forinden billedet ovenfor blev taget.

Jeg brugte flere dage og timer med mine veninder på råd i telefonen, på at forberede mig til turen på den røde løber og til at skulle være smart-i-en-fart, som jeg havde en helt klar forventning om. Jeg glædede mig helt vildt og selvom jeg havde en lille smule krise over overhovedet ikke at føle mig sej eller moderne nok, så trak jeg i en halv arm fuld af pangfarvede armbånd og et tørklæde, som nogle søde piger havde syet til mig, da jeg et halvt år forinden skulle til Kina og repræsentere Danmark i en international skønhedskonkurrence. Pænt var det ikke, tørklædet, men jeg syntes det var meget eksotisk, så det skulle med.

På den røde løber ville alle journalisterne gerne se giraffen og jeg blev vist frem og benævnt overfor dem alle; nu var det officielt: Jeg var Thomas’ kæreste – overfor hele Danmark. Kæft, hvor var jeg stolt altså!

… Og så var det ellers bare pisse nederen at være til det fashionable arrangement, hvor jeg var hensat til en position lidt bagved Thomas’ højre skulder, hvor jeg – i de gode tilfælde – kunne snakke med én eller anden kunstners partner, som tilsyneladende var lige så ligegyldig som mig. For vi var ikke blevet inviteret. Thomas var, ikke mig. Jeg var bare påhæng. Ligegyldig. Underordnet. Uvigtig. I overskud. Sådan følte jeg det i hvert fald og jeg syntes pludselig ikke længere at det var så sejt, at have en kæreste som jeg ikke var alene om at synes var en stjerne.

Heldigvis var Thomas sød som altid og da det tidligt på natten gik op for ham, at jeg følte mig temmeligt akavet i selskabet, hvor jeg endte med at tage min jordemoderkasket på og trække fødselsoplevelser ud af så mange kvinder som muligt, for at give mig selv en fornemmelse af at høre til og at have en funktion, som ikke bare var at være til pynt, stak vi af med hver vores ristede hotdog, og tog hinanden i hånden og gik ud i den kolde nat, hvor mit smil igen fandt vej til mit ansigt og min tro på, at det var mig Thomas ville, igen voksede sig stor og stærk.

Alligevel sad den der. Inde bag smilet. Følelsen af at ikke at være vigtig. Faktisk så syntes jeg pludselig det var ret irriterende, at alle altid ville Thomas frem for mig og jeg tror, at det var det første lide spæde spadestik til den følelse af mindreværd og jalousi, som i det kommende år begyndte at nage mere end hvad godt var, men det må I læse mere om en anden gang…

Jeg savner min mand…

Jeg har netop puttet mig tilbage ind under dynen i dobbeltsengen hos dem, mine sovende drenge med de tunge, tillidsfuld åndedrag. Heldigvis fik jeg dem til at sove i pausen, så jeg jeg kunne koncentrere mig om mit tv, da den sidste del af dette års Vild Med Dans tonede ind over skærmen. For fanden, for en afslutning, altså! Jeg tudede som pisket og om muligt endnu mere end Sarah Grühnewald og jeg synes det var så fortjent at Morten Kjeldgaard og Sarah Mahfoud løb med sejren, selvom jeg også gerne havde undt Mads Vad og Mille Dinesen at stå øverst på sejrsskamlen. Wauw, wauw og mere wauw, hvor var det en rørende dans altså.

Flere, for ikke at sige mange, gange tonede Thomas frem over skærmen og jeg fik hver gang et sug i maven over ikke at være i salen, sammen med ham. For jeg savner ham.

Som jeg også kort var inde på HER, så har det i sandhed været en hektisk tid; ikke bare imens Thomas har været med i Vild Med Dans, men i virkeligheden længere end det. Vi har hele tiden – begge to – en masse projekter kørende og lige præcis dét, er noget af dét jeg ser som værende blandt vores største styrker, men også vores største udfordringer i vores parforhold. Vi bliver hver især så opslugt af vores projekter, drømme og mål, at vi måske af og til glemmer at stoppe op og bare lige nyde hinanden. Vi kommer til, på én eller anden måde, at tage hinanden for givet; læsse af på hinanden og bruge hinanden som tørreklud for vores svedige pander, når alt går for stærkt omkring os og vi kommer måske en lille smule til at glemme hinanden for alt det der også er godt. Vi kommer til at glemme, at gøre det godt for den anden, og vi har svært ved at få enderne i hver vores liv til at mødes, når klokken endnu engang slår 20.30 og vi igen har brugt alt for lang tid på at putte vores børn, som måske stadig ikke sover og alt for lidt tid på at tale med hinanden, inden vi kollapser i hver vores møbel og lader vores hjerner tømme, til et eller andet ligegyldigt der strømmer ud af en skærm.

Sådan har jeg det i alle tilfælde lige nu og om det i virkeligheden er et reelt behov eller om det er den der forpulede pms, som gør mig midlertidigt overrørstrømsk, kan jeg ikke rigtigt finde ud af, men jeg kan til gengæld finde ud af, at jeg eddermamer glæder mig til han kommer hjem engang i eftermiddag og til at have et par dage, bare kun os. Børnene, Thomas og mig. Og måske en ordentlig omgang æbleskiver.

IMG_3152.JPG

kys fra cana

Kære Thomas…

Imens jeg har brugt hele dagen på at sælge ud af store dele af min garderobe inde i Andedammen, har mine tanker i virkeligheden været et helt andet sted. De har været til bryllup; både til festen for ét år siden, som jeg skrev verdens korteste indlæg (og en masse efterfølgende) om HER, og til vielsen for seks år siden.

Tiden har nogle gange sneglet sig afsted, som sad man til bords med sytten tavse munke, imens den andre gange er smuldret mellem hænderne på mig; både når det har været godt og når det har været skidt. For der har i sandhed været både op- og nedture. Vi har i mellemtiden faktisk været så langt fra hinanden, at vi formentlig stod tættere på skilsmissen end på ægteskabet. Vi har fået to børn. To fantastiske, sjove, skøre og usandsynligt livsbekræftende børn. Gudskelov for dem. For muligvis var vores usikkerheder, både overfor hinanden og os selv, i forældreskabet noget af dét, der i sin tid skubbede os i retning mod afgrunden,  men havde det ikke været for vores børn, er jeg temmeligt sikker på, at vi havde vendt hinanden ryggen og hoppet ud på hver sin side af den kløft, der på et tidspunkt var imellem os. Vores børn bandt os sammen og tvang os – på vores eget initiativ – til at lytte, lære og forstå hinanden. Vi gav hinanden plads og pludselig stod vi dér, som en rigtig familie, med hverdagstrummerum og overskud på kærlighedskontoen.

Jeg havde aldrig nogensinde troet at vi skulle komme så langt ud, dengang da vi sagde ja til hinanden i vores lejlighed på Kultorvet, hvor alt ved dig virkede så perfekt. Du kunne det hele og vigtigst af alt, kunne du holde mig ud.

Heldigvis kunne du holde mig ud.

Også når jeg var allerværst, var du der og du blev og blev og blev.

Og fem år senere, var vi endelig klar til at manifestere vores kærlighed i den bryllupsfest der stadig til dato, var mit livs bedste fest. Den fest, hvor du gav mig Cana’s Album. Den fest, hvor vi kyssede allermest. Den fest, hvor alt var lige præcis som det skulle være.

Jeg forstår ikke rigtigt hvordan det hele er sket. Hverken kriserne og vores sejre over dem. Mest af alt tror jeg det handler om determination og en grundforståelse af vores kærlighed til hinanden og til den familie vi har skabt sammen.

Pludselig er der ikke længere nogen tvivl om dig og mig. Selv på de dage, hvor jeg er urimelig og du er træt, ved jeg, at der ikke er andre muligheder, end at vi vågner op ved siden af hinanden igen i morgen. I morgen og for altid. Hr. og Fru Buttenschøn.

Kære Thomas, jeg elsker dig og for fanden, hvor er jeg lykkelig for at det lige præcis er dig, jeg er endt op sammen med.

Tak for dig.

MM6A3307

kys fra cana

Older posts