Fødselsfredag – den fedeste oplevelse i uge 36

Der var ingen andre end jordemoderen, der havde forudset hvor hurtig denne fødsel ville ende med at være og selvom det ingenlunde lyder som om det var en dans på roser, så beskriver kvinden fødslen som den fedeste oplevelse og dét synes jeg er så sejt!

img_7671

Det hele starter egentlig med den positive graviditetstest og besøget hos lægen, hvor graviditeten bekræftes, vandrejournalen udarbejdes og terminsdatoen fastsættes – 16. april 2017 – et forårsbarn i april, som vi havde ønsket os. Terminsdatoen blev efterfølgende ved nakkefoldsscanningen rykket til 10. april. Senere scanninger viste, at vi ventede os en lille fin dreng, hvilket gav anledning til endnu større jubel hos de kommende bedsteforældre – vi er, med undtagelse af min lillebror, kun piger i HELE familien! 

Ugerne gik og jeg havde en forholdsvis nem graviditet, hvor jeg på ingen måde led under nogle af alle de gener man ellers frygter og hører om i ét væk. Jeg var lidt træt i 1. trimester, men herrestegud. Det eneste der irriterede mig, var, at jeg ikke kunne være så aktiv og presse mig selv så meget, som jeg ellers var vant til. 

Da tiden nærmede sig og jeg kunne begynde at ane den forestående barsel, begyndte jeg at frygte den en smule. Ikke pga. selve tanken om fødslen, som jeg egentlig havde det ret afklaret med – jeg vidste jo godt, at der ikke var nogen vej udenom selve projekt “jeg skal have noget stort ud af mig!”… (Man må tage det sure med det søde ;-) ) Men jeg frygtede det fordi jeg ville kede mig bravt på barsel! Men på barsel gik jeg altså (6 uger før termin), sådan som overenskomsten foreskriver.. men fortsatte med at arbejde i smug derhjemme. Samtidig gik jeg og overvejede fødslen og tænkte, at den nok kom til at tage dagevis. Jeg havde en idé om, at det som førstegangsfødende ville være en lang fødsel – men her blev jeg klogere! Men for mig var det vigtigt ikke at frygte fødslen – der var jo alligevel ikke så meget at gøre ved det, ud skulle han jo! 

36+2 havde min svigermor været forbi os tidligt om morgenen for at hente nogle ting, og hun havde spurgt til, om jeg kunne få dagene til at gå og om alt var vel. Lidt træt af kedsomheden fik jeg kækt svaret, at jeg kedede mig grumt – men at jeg dog havde lidt planer for dagen. Omkring kl. 11 ville jeg rejse mig for at hente en formiddagssnack, og i det jeg rejste mig, føltes det som om jeg tissede i bukserne! Og alverdens knibeøvelser kunne ikke stoppe vandet, der løb ned ad benet på mig! Ikke at jeg overhovedet havde forstået hvad der foregik, men jeg fik alligevel fundet sedlen med fødegangen telefonnummer frem og skyndte mig ud på toilettet med mobilen. Jeg fik fat en den sødeste jordemoder, som spurgte hvad hun kunne hjælpe med. Hulkende fik jeg spurgt, hvordan det føltes når vandet gik og hun bekræftede, at det nok var det der var sket. Jeg tudede og hun spurgte lidt bekymret, hvorfor jeg græd – om det var af glæde eller frygt? Hulkede, at det var alt for tidligt, og at jeg først havde termin i april! Hun fik mig beroliget med, at det var helt okay og at vi jo bare skulle fejre fødselsdag i dag. Hun bad mig tage et bind på og se tiden an – og så skulle jeg ringe igen 4 timer senere. Bind på, og så ringede jeg til min mand og sagde, at nu måtte han ikke blive forskrækket, men mit vand var nok gået… Han spurgte, om han skulle komme hjem, men fik lidt cool sagt, at det var der vist ingen grund til, for der var jo ikke sket andet og jeg skulle først ringe til fødegangen igen om 4 timer. Stakkels mand, han kunne jo ikke arbejde videre med den besked i baghovedet! Jeg fik også skrevet til min veninde, at jeg nok blev nødt til at aflyse vores aftale dagen efter. Skrev også kort hvorfor, så hun ringede. Da jeg tog telefonen, hulkede jeg igen – samtidig med at der kom en skylle af den anden verden! Igennem bind, tøj, stol og ned på gulvet! Min veninde var så sød og god at snakke med. Hun har selv en datter, så hun vidste ligesom hvad der skulle ske. Så hende holdte jeg tæt kontakt med, alt imens veerne stille og roligt meldte deres ankomst. Kl. 13.30 skrev jeg til min mand, at jordemoderen nok havde ret i, at der skulle fejres fødselsdag i dag! Veerne havde virkelig fået godt fat, og alligevel tænkte jeg, at der var meget længe til, så jeg havde beordret min (stakkels) mand at handle noget juice og kiks med hjem, så vi kunne holde blodsukkeret oppe til det lange forløb en fødsel er. Da kl var lidt i 15 ringede jeg igen til fødestuen som aftalt. Det var en anden jordemoder jeg fik fat i, som meddelte, at de havde meget travlt og måske skulle vi omdirigeres til et andet sted. Kl. 15 en onsdag eftermiddag! I myldretrafikken! Hun fik dog også spurgt til, hvor langt der var imellem mine veer, hvilket jeg overhovedet ikke havde styr på! Der havde lige været en inden jeg ringede og så kom der en i samme øjeblik hun spurgte – altså snarere med 2 min interval i stedet for de 5 jeg havde slynget ud som svar på spørgsmålet ;-) Hun ville lige tjekke ift travlheden og ville ringe tilbage, hvilket hun gjorde kort tid efter og vi fik lov til at komme ind til tjek. Så ned i bilen og afsted med os. Jeg havde veerne skyllende ind over mig og fik sagt til min mand, at vi helt sikkert ville blive sendt hjem igen – i mit hoved blev alle førstegangsfødende sendt hjem igen, fordi de overhovedet ikke var i aktiv fødsel ved første tjek! Min mand fik sat mig af ud for opgangen ind til fødegangen, og så kunne jeg gå i forvejen – eller rettere; nærmest kravle i forvejen, så meget havde veerne overtaget min krop! Så jeg fik nærmest kravlet hen til elevatoren og sad på hug i den op til fødegangen, som jeg også nærmest kravlede ind på. Blev taget i mod af det sødeste personale og blev vist ind i et undersøgelsesrum, hvor jeg fik sagt til den jordemoder der skulle undersøge mig, at jeg godt vidste at vi blev sendt hjem igen, men at jeg godt lige ville tjekkes. Fik også sagt, at jeg hele tiden havde det som om jeg skulle på toilettet. Med et smil på læben fik hun sagt, at det skulle jeg ikke regne med, for det her kom til at gå stærkt! Jeg havde åbnet mig 3 cm på ganske kort tid, så vi kom direkte ind på fødestuen. Her gik det slag i slag, veerne havde fuldstændig kontrollen over min krop og jordemoderen heppede nærmest på mig ;-) Veerne kom konstant og jeg følte ikke, at jeg havde pause mellem dem, så efter at have fået bistik, som ikke hjalp, og lattergas som jeg kastede op af, fik jeg tigget og bedt om en epidural. Min mand var meget skeptisk, for jeg havde under graviditeten sagt, at det skulle jeg på ingen måde have! Så ham og jordemoderen trak tiden, men jeg fik endelig overtalt dem. Dog skulle der en elektrode op på babys hovede først, for hun kunne ikke måle hans hjerterytme. Anæstesilægen kom og præsenterede sig (og hvorfor skulle han det, jeg var da bedøvende ligeglad med hans navn og titel!) og Gud hvor var det befriende at få den, jeg kunne pludselig være til stede rent mentalt, og min mand har også efterfølgende sagt, at det var som om jeg blev lidt mig selv igen. Det betød også, at jeg kunne slappe en smule af og jordemoderen gik ud for at få lidt at spise imens. En times tid senere fik jeg igen følelsen af at skulle på toilettet – Big time! Så vi kaldte jordemoderen ind, som, igen med et smil på læben, fik sagt, at hun ikke troede på, at det var det jeg skulle, men jeg kunne godt få lov til at prøve! Så mig frigjort af ledninger og så ellers vraltende ud på toilettet, hvor jeg sad og pressede. Men jeg syntes at det føltes som om, at det var et forkert hul der var noget på vej ud af, så forsigtigt fik jeg sneget en hånd ned mellem benene og kunne mærke min søns hoved! Det næste husker jeg ikke, men ifølge min mand lød der et panikskrig af den anden verden ude fra toilettet og ud kom jeg i bedste Quasimodo-stil løbende og kastede mig i sengen, og ind kom en kvindelig sosu, som skubbede mit ene ben helt op ad væggen og nærmest lagde sig på det, mens jordemoderen satte det andet ben i spænd under sig, mens hun guidede mig igennem pressefasen. Min mand holdte min hånd, og på et tidspunkt kiggede jeg op på ham for at se ham i øjnene, men hans blik (og hoved!) var meget fokuseret på det der skete nede mellem mine ben! For som han efterfølgende har sagt, så var det ligesom der det hele foregik! Jeg fik vist også hvæsset ad ham, at det altså var mig der skulle klemme hans hånd og ikke omvendt! Efter 6 min presseveer var min søn ude og meldte sin ankomst til verden med et skrig :-) 4 timer efter ankomsten på Riget og 8,5 timer efter vandet var gået! Det var der ingen andre end jordemoderen der havde forudset ;-)

Efter det hele var overstået og både baby og jeg var blevet tjekket, grinede jordemoderen og sagde, at jeg vist var den skabte fødemaskine og at næste gang skal vi komme lidt tidligere ind, for der vil det komme til at gå endnu stærkere. Høj på adrenalin og lykke fik jeg vist også sagt, at det her gør jeg gerne igen! Jordemoderen fik da også et kram, da hun havde kørt os op på barselsgangen. 

Min pointe med denne fødselsberetning er, at vi kvinder er seje og har født børn altid! Vi er skabt til det og der er intet at frygte. Min lommefilosofi er så også, at hvis vi frygter det, vil vi modarbejde kroppen, hvilket kun vil forværre fødslen…  Min fødsel var den fedeste oplevelse og jeg er så stolt af vi kvinder, at vi kan gøre det! Og mine veninder, der ikke selv har født, har sagt at det er befriende at høre om en god oplevelse, i stedet for de skrækkelige, hvor moderen brister fra hul til hul, ikke kan sidde ned i 14 dage efter osv.. 

Desuden vil jeg gerne sige tak til den jordemoder, der tog i mod min søn og som bare var den mest fantastiske under fødslen! Hun fik min mand og jeg til at føle os trygge ved situationen og vi har efterfølgende snakket meget om, at hun skal have en stor tak for en fantastisk oplevelse! Så kæmpe stor tak til Katrine, som var på vagt på Riget d. 15. marts 2017. 

kys fra cana

De sjove spørgsmål om graviditet og fødsel

Nogle spørgsmål (og svar) er simpelthen for sjove til at holde på, og selvom de ikke er spor seriøse eller med det ringeste faglige islæt, så synes jeg stadig de fortjener plads på en jordemoderonsdag. De har i alle tilfælde fået mig til at grine og nu håber jeg, at de kan gøre det samme for jer, for det føles alt andet lige altid dejligt at grine! Det er sågar lige før jeg vil tro, at det er godt for oxytocinniveauet, som jeg har skrevet så meget om i indlægget om at forberede sig på at føde.

sjove spørgsmål om graviditet og fødsel

Bør jeg få et barn, efter 35? 

Nej, 35 børn er nok.

Hvad er den mest pålidelige metode til at afgøre barnets køn?

Fødsel.

Min kone er fem måneder henne og så humørsyg, at hun sommetider grænser til at være direkte irrationel.

… Så hvad var dit spørgsmål?

Hvad er den hyppigste “craving” man får i slutningen af sin graviditet?

At få fødslen overstået.

Hvornår tror du jeg føder?

Når du er absolut udmattet af at have haft veer. Og presseveer.

Min doula fortæller mig, at det ikke er smerte jeg mærker, når jeg skal føde barnet, men derimod et enormt pres mod bækkenbunden. Er det rigtigt?

Ja, det er fuldstændigt som dengang i december 1999, da Peter Tanev sagde, at der ville komme lidt rigeligt vind hen ad aftenen…

Er der noget særligt jeg bør undgå, når jeg skal komme mig ovenpå fødslen?

Graviditet. Bestem selv hvordan.

Vores barn blev født for to uger siden; hvornår kan jeg forvente at min kæreste igen begynder at føle sig – og ikke mindst opføre sig normalt igen?

Når jeres barn flytter hjemmefra.

kys fra cana

Som helt spritny, ung jordemoder…

Det er i dag akkurat otte år siden jeg stod med et træstetopskop i hånden og skålede i champagne på, at jeg var blevet jordemoder.  Ung jordemoder, endda. Jeg fatter ikke hvor tiden er blevet af. Til gengæld fatter jeg heller ikke, hvor ung jeg rent faktisk var. For jeg var kun 22 år gammel, da jeg kunne brøste mig med titlen som jordemoder. Det har uden sammenligning været det 3,5 mest lærerige år, i den tid jeg gik på jordemoderuddannelsen, hvor jeg, særligt i mine praktikperioder, lærte hvem jeg var – eller i hvert fald hvem jeg gerne ville være. Både som ung jordemoder og som menneske. Men det var altså ikke helt nemt at skifte skiltet med studerende ud med det meget ansvarsfulde jordemoder.

ung jordemoder

Som helt spritny, ung jordemoder…

… Var jeg seriøst lige ved at kalde på en voksen, første gang jeg gik ind på en stue og lukkede døren bag mig, velvidende, at der ikke ville komme en erfaren jordemoder efter mig. Hvordan skulle jeg dog håndtere det kæmpe ansvar?!

… Følte jeg mig enormt priviligeret over, at få mit helt eget skab i omklædningen. Som godtnok lå nærmest i den anden ende af hospitalet, men det var mit!

… Var mit værste mareridt, at blive spurgt om min alder.

… Troede de mænd jeg mødte i byen altid at jeg var fuld af løgn, når jeg fortalte dem om mit job.

… Blev jeg altid intimideret af alle de kvinder, som resolut fortalte mig om deres egne fødsler, fordi jeg troede at jeg skulle kommentere på dem. Sidenhen har jeg lært, at det er nok at lytte og at det i øvrigt er enormt hyggeligt at høre om.

… Sagde jeg altid med et smil at jeg var mor til fire drenge, når nogen spurgte om jeg havde børn. Velvidende, at den som spurgte ville vide, at jeg løj.

… Gjorde jeg intet ved mine mørke rander under øjnene i mine natte- eller døgnvagter, i håbet om at se lidt mere autoritær ud.

… Iførte jeg mig ofte en pangfarvet perlehalskæde som min dengang 4-årige niece havde lavet til mig, fordi jeg tænkte, at det ville få mig til at ligne en mor.

… Troede jeg faktisk, at der var temmeligt meget sandhed i fordommen om, at man bliver en bedre jordemoder, når man selv har født. Som jeg HER beskrev hvorfor man ikke gør.

… Skulle jeg helt klart have nydt det noget mere. Jeg skulle have ladet brok i kaffestuen passe sig selv og bare have gjort dét jeg var allerbedst til. For selvom jeg var både usikker og ny, så fandt den fødende og jeg stort set altid melodien – og jeg vidste jo for fa’en hvad det drejede sig om. Jeg vidste nærmest alt der var at vide og jeg satte mig trolig på fødelejet at var der, sammen med den fødende. Lige hvor jeg skulle være.

kys fra cana

Fødselsfredag – Tog selv imod sit barn

Egentlig fylder det ikke så meget i fødselsberetningen, men det er alligevel dét jeg hæfter mig mest ved; at kvinden selv tog imod sit barn. Det kræver et enormt overskud – både af jordemoder og af fødende og jeg er helt pjattet med det!

img_7484

Da jeg stod med en positiv graviditetstest den 22. September, føltes det næsten skæbnesbestemt. Det var denne dag præcis ni år siden manden og jeg mødte hinanden første gang og dagen før havde testen sagt negativ, men jeg havde altså en fornemmelse af, at der var noget, så det var fint, at det netop var denne dag jeg kunne teste positiv for første gang – perfekt årsdagsgave.

Jeg var rimelig hurtigt lidt lun på tanken om en hjemmefødsel, og fik også efter lidt overtagelse far med på den. Det kunne jeg kun få lov til, hvis jeg fødte efter 37+0, og det var jeg lidt bekymret for, da jeg fødte den store i uge 37+2, og jordemødrene mente derfor ikke jeg ville gå til termin denne gang heller. 37+0 blev altså en ret vigtig dag for mig, og en slags terminsdato. Jordemoderen kom på hjemmebesøg 36+3, og alt så fint ud, vi fik ros for den fine “fødestue” vi havde fået indrettet. Vi har et ret stort nyrenoveret bryggers, hvor vi havde sat en enkeltmandsseng og ellers indrettet med lys osv. 37+0 kom, og jeg var KLAR! På en helt anden måde end jeg havde prøvet med storebror nåede jeg at blive virkelig utålmodig og træt af at være gravid. Jeg glædede mig til fødslen og jeg glædede mig til at se, hvad det var for en lille fyr, der gemte sig inde i maven. Da jeg var 38+6 skulle vi til guldbryllup halvanden times kørsel fra vores hjem. Vi ventede til sidste sekund med at tage stilling til, om vi virkelig skulle tage den tur, men jeg kunne vel heller ikke bare sidde derhjemme og vente, når det nu ikke rigtigt lod til at der skete noget? Vi holdt et lille pitstop på vejen, og så gik bilen i stå og manden mente ikke vi ville kunne køre videre. “Det er et tegn” tænkte jeg, og var klar til at finde en måde at komme hjem på. Men bilen artede sig, og vi kom afsted, og fik en hyggelig dag uden andre tegn på fødsel end de efterhånden ret drilske plukkeveer. Dem havde jeg efterhånden mange af, og havde flere gange nogle rimeligt regelmæssige plukkeveer over nogle timer, hvor jeg tænkte, at nu er det nu – og så gik det i sig selv. Efterhånden var jeg ved at være ret træt af det, og ved at være noget irritabel at være sammen med. Omkring uge 39 begyndte jeg at have kvalme og madlede og en følelse af at hans hoved borede sig ned i lysken på mig – der var klart noget under opsejling, men hvornår?? Uge 39+1 var jeg ved zoneterapeaut, og hun ville forsøge at sætte noget i gang – men det kunne hun kun, hvis der allerede var optræk til noget. Hun trykker på et ømt punkt, og spørger, hvordan mit energiniveau er? “Jeg er TRÆT!!” Det kunne hun godt mærke… Med lidt fornyet energi tog jeg hjem og ventede, men måtte slukøret konstatere, at der indtil videre ikke virkede til at ske noget.

Jeg var begyndt i min venteboble at tjekke mit daglige horoskop – da jeg var 39+3 tjekkede jeg det ligeledes om morgenen. Der stod: “Du kan virkelig forvente al den hjælp og opbakning som du har brug for. Der er romantiske toner i luften, og du kan glæde dig til iaften.” Det lovede da meget godt! Omkring kl 13 begyndte jeg rent faktisk at mærke nogle ve-lignende smerter, men med fare for at jinxe det endnu engang, holdt jeg det for mig selv. Manden hentede den store fra børnehave, og gik ellers udenfor og arbejdede på at få lavet terrasse. Da klokken blev 16.30 var jeg ikke længere i tvivl, og skrev til ham, at det vidst var tiden at ringe til jordemoderen. Han kom ind, jeg fik ringet til jordemoderen, vi aftalte at snakkes ved en times tid efter, da veerne endnu ikke var begyndt at gøre rigtig ondt. Vi fik aftalt med farmor og farfar at de skulle hente storebror. Kl 18 skrev jordemoderen, og spurgte om hun skulle komme, og jeg skrev tilbage, at jeg endnu kunne samtale under veerne, men kunne mærke at de tog til. Hun ankom en halv times tid efter, og tjekkede mig – 3 cm åben – endnu ikke i aktiv fase, men godt på vej. Hun ville blive, og en jordemoderstuderende, som meget gerne ville med til en hjemmefødsel kom en times tid efter, efter at have kæmpet for at skaffe en bil. Jeg tog et bad, lå på bold og veerne blev kraftigere og kraftigere. Jordemoderen var ret imponeret over, hvordan jeg indtil nu havde sprunget rundt imellem veerne og været meget aktiv. Mit blodtryk var da også en anelse for højt, men jordemoderen tilskrev det mit energinivau, og var ikke så bekymret. Jeg blev tjekket igen klokken 21 – 4 cm og i aktiv fase. Vandet stod som en spændt ballon om ham, og jeg fik at vide at så snart det gik, ville det gå stærkt, og han stod rigtig dybt i bækkenet. Så selvom det kun var 4 cm, svarede det nærmere til 6 cm. Nu skulle kroppen bare arbejde, og veerne blev da også ondere og ondere. Jeg fik hvilet lidt imellem mine veer, og når der var ve brugte jeg Smertefri Fødsels vejrtrækningsteknik, det hjalp. Da klokken var omkring 23, bad jeg om at blive tjekket igen – jeg ville gerne vide, hvor jeg stod. Ca 8 cm åben. Der kom en ve imens hun tjekkede mig og under den ve udvidede jeg mig til 9-10 cm. Efter næste ve – 10 cm. Det gik pludselig stærkt! Jeg spurgte, hvad der så skulle ske nu? De ville rigtig gerne have vandet til at gå af sig selv, så jeg skulle op og stå og se, om det ikke kom. Det gjorde det ikke, og jeg begyndte at have pressetrang. Jeg skulle tage et par veer mere med gisp. Så fik jeg at vide, at jeg måtte presse med på toppen af veen. Vandet var stadig ikke gået, så nu ville de prikke hul på det. Bedst som den jordemoderstuderende skulle til at prikke hul, kom det af sig selv i en ordentlig skylle udover hendes ben – hun sånoget forskrækket ud… Og så var det ellers bare at presse. Jeg holdt fast i mandens hånd og nakke, og jeg fornemmede godt, at jeg måske havde lidt hårdt fat – men jeg var ligeglad- og manden bed smerten i sig… Jeg havde øvet aktive pressestillinger i forbindelse med Smertefri Fødsel og det havde været vigtigt for mig at føde i en anden stilling end påryggen, men da det kom til stykket skulle jeg overhovedet ikke andet end netop at ligge på ryggen… Vandet gik kl 23.42 og klokken 23.55 tog jeg selv imod vores lille Johan. Der gik lidt tid inden han sagde noget, og han var lidt blå, men han blev skrubbet lidt med varme håndklæder, og begyndte så at skrige og fik hurtigt en pæn kulør. Far klippede navlestrengen, som var ret lang, og det var lykkedes ham at boltre sig så meget rundt indei maven, at der var kommet knude på den – hvilket åbenbart var ret usædvanligt, men helt ufarligt.

Da jeg efterfølgende skulle undersøges bad jeg om akupunktur og fik også noget lokalbedøvende. Det var en lille grad 2 bristning – blev kategoriseret som grad 2 fordi, atdet var en muskel, der skulle syes. Efter sammenlapningen gik vi i stuen, og spiste tarteletter og fødselsdagsboller, og sad og gættede på, hvor stor vi mente han var.

Han så så lille ud, og jordemødrene mente han var omkring de 2700-2800 gram. Men han tog fusen på os med hele 3125 gram og 52 cm – storebror var 2705 gram og 48 cm, så han var jo en stor basse i forhold til. Det var FANTASTISK bare at være hjemme i trygge rammer i hele forløbet, men det overvandt alt, bare at kunne kaste sig ind i vores egen seng da det hele var overstået – og ikke skulle ud at køre med en nyfødt midt om natten eller overnatte i en hospitalsseng. Jeg tror også, at det at jeg selv havde skullet forberede fødslen gjorde mig klar på en anden måde end jeg ellers ville have været – jeg skulle tage stilling til præcis hvordan jeg ville have det, og fravalgte bevidst at føde i vand, da jeg syntes det blev for omstændigt. Jeg kunne dog ikke rigtig sove da vi kom i seng, da jeg bare lå og beundrede det lille vidunder, og da klokken blev kvart i syv facetimede jeg farmor, for at fortælle storebror de store nyheder. Han skulle være den første, der hørte noget, så vi havde ikke fortalt det til nogen før nu. Han blev glad, men ville gerne hjem, så det fik han lov til, og fik en hjemmedag fra børnehaven. Jordemoderen ringede dagen efter for at høre hvordan det gik, og sagde hun lige havde snakket med den studerende om, hvor fantastisk en fødsel det havde været, og at jeg havde været rigtig god til at bevæge mig og slappe af på de rigtige tidspunkter.

kys fra cana

Hjælp – jeg er gravid!

Det sker ikke sjældent, at jeg er blandt de allerførste der kender til en ny graviditet, både når det kommer til mine veninder, men faktisk også når det kommer til jer der læser med herinde. Jeg modtager jævnligt “Hjælp, jeg er gravid og jeg ved ikke hvem jeg skal sige det til udover dig“-mails og jeg bliver lige beæret over det hver eneste gang. Det er jo for pokker et vanvittigt øjeblik, lige dér hvor man opdager, at man er gravid! På godt og ondt, vel at mærke, for vi kan naturligvis ikke allesammen gå rundt og være lutter sommerfugle, når de to streger rammer.

Derfor spurgte jeg i går på instagram, om ikke der sad nogen, som gerne ville dele deres personlige reaktioner på en positiv graviditetstest – både helt kort og lidt længere fortalt – med mig og med jer og sør’me så! I løbet af de næste timer tikkede der en masse mails ind, som er blevet til nærværende indlæg, som jeg i øvrigt elsker mere end slutningen på en god romantisk komedie, hvor musikken spiller og de elskende endelig erkender, at de er perfekte for hinanden.

Og altså, bare lige for at få det helt på det rene, så er det altså ikke mig, der er gravid :)

jeg-er-gravid-1

“Shiiiit! En måneds tid efter jeg havde smidt p-pillerne, tog jeg en graviditetstest fordi min krop bare var underlig. Kæresten stod udenfor døren og ventede i sine boxershorts. Jeg stod bare og stirrede på testen, som jeg godt vidste ville være positiv. Efter hvad der føltes som lang tid spørger han gennem pap-døren. ‘Hvad så?’ – ‘Jamen jeg er gravid!’
Lang pause. ‘Kommer du så ikke lige herud?’ Jeg tror egentlig bare jeg lige havde glædet mig til vi skulle knalde helt vildt i 6 mdr. – og så var jeg ikke lige kommet videre. Super antiklimaks. Jeg er gravid! Wow!”


“Jeg blev bare skide bange. Næsten ligeså bange som jeg blev, da jeg skulle ind til den abort, jeg endte med at aflyse. Nu har jeg verdens sødeste datter på halvandet år og jeg ville ikke bytte hende for noget i verden” 

“Jeg var ikke længere sammen med mine 2 store børns far, og jeg var lige blevet 30 og student,
 jeg havde ikke tænkt på at få flere børn, for helt ærligt, hvem skulle gide en kone på 30 med to børn..
Meeen i byen skulle det altså fejres, og der røg alkohol ind… 
Så kom der lige han her den ret søde fyr ind på baren, og han var sgu faktisk riiigtig sød, Og selvom jeg ALDRIG havde prøvet et engangsknald, så skal en gang jo være den første… 
Så med hjem røg han, og ud af døren igen dagen efter med en tanke om “ham ser jeg sku aldrig igen” 
Min veninde kom forbi med pizza, film og tømmermændsslask og lav en masse jokes om fortrydelsespiller, men hallo, P-pillen havde jeg taget, så det sku da ikk være nødvendigt… 
tre uger efter fik jeg tatoveret mine børns navne og vitsen “Så er der altid plads til en til” blev mødt med et “Jeg skal aldrig ha flere børn!!!” 
5 uger efter et forlængst glemt knald, var der ikke kommet noget tegn på at jeg snart sku igennem 4-5 dages ædegilde….
Testen var selvfølgelig 150% positiv, og min reaktion var gråd!!! Jeg havde det af røvens til!! 
Hvad fanden ville folk ikke tro om mig, gravid men en mand jeg havde kendt 2 timer på en bar… 
Men da chokket havde lagt sig, vidste jeg med det samme at jeg skulle være mor endnu engang… abort, var ikke en mulighed!
og idag har jeg en lille rod på et år, en far som heldigvis efter en tænkepause gerne ville deltage og to lykkelige søskende som vi ikke ville undvære ham for noget i verden.”

“Jeg havde været sammen med min kæreste i en måneds tid (og vi havde på daværende tidspunkt kun kendt hinanden i 4mdr) og var beskyttet af p-piller (troede jeg). Min menstruation havde altid været lidt uregelmæssig, så jeg fandt det ikke alarmerende at være gået 3 dage over tid. Det bekymrede mig dog at jeg havde ondt i brysterne. Jeg tog kontakt til lægen som bad mig tage en graviditetstest den efterfølgende morgen. Jeg fortalte intet til min kæreste, da han ikke behøvede at bekymre sig unødigt.
Efter en meget lang nat, stod jeg tidligt op lørdag morgen og gjorde mig klar til at møde på job kl 7. Jeg tissede på pinden og gik herefter i panik, for der kom meget hurtigt to streger frem. Jeg tog et billede og sendte til min veninde, som jeg i øvrigt skulle på bytur med lørdag aften. Hun skrev tilbage med det samme og spurgte hvad fanden det var jeg havde sendt til hende. Jeg skrev at det var en test, hvortil hun svarede “Ok hvad betyder det? Er du syg?”. Jeg måtte tilstå at jeg nok ikke lige kom med i byen den aften. Jeg brugte resten af dagen på jobbet i panik over hvad jeg skulle sige til min kæreste. Med hjertebanken, tog jeg bussen om eftermiddagen ind til kæresten. Han tog det egentlig meget pænt, hvis man ser bort fra den katatoniske tilstand, som han befandt sig i en lille times tid”

“Jeg røg en cigaret. Den sidste cigaret jeg har røget i næsten et år nu.”

“Jeg var på ferie med min kæreste og mine forældre i Afrika, da jeg fik fornemmelsen. Jeg fortalte min kæreste om det, og da vi kom hjem, blev vi enige om jeg nok skulle til læge en tur.
Vi rider ikke just samme dag som vi sadler, så der gik et par uger inden jeg fik ringet.
Jeg havde godt nok taget en test og den var positiv, men tænkte jeg lige ville se tiden an – min veninde havde taget flere der viste negativ selvom det viste sig hun var ret meget gravid, så jeg tænkte lidt at man jo nok ikke helt kunne regne med dem, og samtidig var min menstruation lidt uregelmæssig.
Jeg kom til læge med en urinprøve, min kæreste sad ude i bilen og ordnede noget arbejde, for jeg skulle jo bare lige ind med den prøve og så ud igen – troede jeg.
Jeg havde ikke taget p-piller i lidt tid, og vi havde snakket om at den nu nok var god nok, men jeg tror ikke vi forstod det alligevel.
Jeg kom ind til sygeplejersken med det samme og hun bad mig sætte mig mens hun kiggede på prøven. Vi snakkede løs om alt muligt, bl.a. ferien vi lige havde været på. Pludselig midt i det hele sprang hun op, klappede i hendes hænder og brølte af ren begejstring “Tillykke den er positiv” mens hun tydeligt havde en fest.
Jeg ved ikke om jeg blev mest overrasket over hendes reaktion eller blot det positive svar, men fakta er, at jeg sad med åben mund og polypper, og hun fangede hurtigt at jeg nok ikke helt var samme sted.
Lige så hurtig som hun sprang op af ren begejstring, ligeså hurtig faldt hun ned, og blev sådan helt underlig og måske lidt flov ved sig selv. “Vil du ikke have barnet, det er helt okay” sagde hun.
Jeg kunne blot forsikre hende om at det ville vi rigtig gerne, men at jeg for 10 min siden ikke vidste at det var sandheden, og derefter skreg vi begge af grin.
Det viste sig at jeg faktisk var ret langt henne – lige omkring 3 mdr., så jeg fik taget blodprøver og alt mulig andet med det samme, og fik en tid til tjek ved lægen og scanning ugen efter.
Så det gik pludselig ret stærkt.
Jeg kom derefter hoppende ud til bilen med den skønne nyhed til min kæreste, og han var mindst ligeså glad. Det var sådan skønt og skræmmende på samme tid :)
Jeg var nervøs som bare fanden, da jeg skulle til lægen. Jeg havde jo ikke just levet efter reglerne de tre mdr.
Da hun spurgte om mit alkoholforbrug, måtte jeg indrømme at jeg virkelig havde haft et forbrug – jeg havde jo (eller vi havde, viste det sig jo!) været til den fedeste koncert med Thomas Buttenschøn, og fejret fødselsdage på ferien med Amarula og drinks i massevis, og ingen af stederne havde den fået for lidt – dog stoppede det brat fra den dag jeg var hos lægen.
Det eneste det har resulteret i, er en skøn skøn dreng, som bare vil høre Buttenschøn hele tiden, han tikker om koncerter og en tur til Afrika – det kan man vel godt, når man snart er en måned gammel.”

Jeg begyndte at græde, da jeg så den positive graviditetstest. Både af lykke og af angst!”

“Jeg var så spændt at jeg testede 3 dage før forventet menstruation (lidt gamble – tænk hvis jeg blev lettet over negativt resultat selvom jeg, sammen med min kæreste håbede på at jeg var gravid). Den var, som forventet, negativ, og jeg lige så.  
Tester igen dagen efter forventet menstruation – den er positiv. Jeg jubler, græder lidt og overrækker nyheden til min kæreste 
Han går i stå – ikke med et smil og uden et ord – han stirrer bare ud i luften. Min reaktion stopper lige så brat som den begyndte. 1000 tanker farer rundt og jeg spørger tøvende om han ikke er glad – det er han. Først et par dage efter virker det som om vi er cirka lige glade for resultatet. Og nu, ret præcist et år efter sidder jeg og lytter til vores søns vejrtrækning gennem babyalarmen – vi er mere end lykkelige for vores lille fyr.”

“Jeg tog den sidste p-pille i slutningen af marts og april blev dermed første måned med projekt “nu-skal-vi-være-forældre”. Lørdag  d. 29. April havde vi årsdag/kærestedag, hvilket også startede med at jeg tog en test, da min menses skulle komme den dag(og var jeg bare ALT for nysgerrige). Testen var negativ. Det var ret træls, men helt ærligt så var vi jo også kun lige startet, også selvom vi havde arbejdet intensivt på at få det til at lykkedes. På trods af den negative test, så kunne jeg ikke helt slippe tanken om at jeg kunne være gravid, så endte alligevel med fortsat at holde mig fra alkoholen. Om mandagen havde jeg stadig ikke set skyggen af menses, så tog lige en ny test. Og der var den! Den lille, svage nr. 2 streg! Det var for vildt og jeg troede ikke helt på det. Jeg tog et billede af testen, og måtte flere gange tjekke billedet i løbet af dagen. Ikke det nemmeste når man skriver bachelor med to drenge, men måtte bare se om stregen stadig var der. Og det var den. Nu glæder vi os bare til om 2 uger, hvor vi forhåbentlig får hørt vores lille spires hjerte slå for første gang.”

“Jeg løb ind i til min kæreste og befalede ham, at gå i fakta og købe nogle flere tests. For efter mere end et års kamp for at blive gravide, var det godt nok temmeligt svært at tro på. Selvom jeg allerede havde taget to tests, som hver havde to meget tydelige streger.”

“Det var tidligt om morgenen og jeg løb ind og stak tissepinden helt op i hovedet på min kæreste, der stadig sov. Det var absolut planlagt og det var kun to måneder siden vi havde besluttet at prøve. Jeg var samtidigt nærmest benovet og forundret over, at min krop også kunne finde ud af det. Jeg har altid synes,  at graviditet er det vildeste kroppen kan og samtidig tænkt, at det var for vildt til, at min almindelige krop var skabt til det. Det lyder helt fjollet, men det var sådan jeg havde det.” 

“Det var kun et år efter min datter blev født. Min menstruation var et par dage for sent på den, så jeg valgte at teste dagen inden jeg skulle aflevere eksamensopgave. Det var dumt. Jeg havde virkelig ikke regnet med, at der ville være noget, for antallet af gange vi havde haft sex de sidste par måneder kunne tælles på en hånd (måske en halv) og vi stod altid af i Roskilde. Den metode er jo ikke prævention, det ved jeg, så vi var selv ude om det. Nå, men jeg testede og skæbnesstregen var svag, men den var der! Jeg gik absolut i panik og begyndte at hyperventilere. Jeg græd lidt og så grinte jeg lidt, hvorefter jeg besluttede at glemme det indtil opgaven var afleveret. Det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre, men den blev afleveret. Jeg tog en test dagen efter og den var god nok. Min kæreste blev også meget chokeret, men der var ikke noget at rafle om, for vi vidste at vi gerne ville have en til på et tidspunkt og det blev så bare lidt tidligere end planlagt. Nu har vi en dejlig dreng på snart fire måneder og en ligeså dejlig pige på to år og jeg kan slet ikke se hvordan det kunne have været anderledes.”

“Jeg tog en positiv test i går, så man må sige at min reaktion er frisk i erindring ;)
Det var planlagt men bestemt ikke ventet, at det allerede var NU! Så sent som lørdag nat var jeg sågar i byen, og tænkte at det dog var pudsigt så ondt det gjorde i mine bryster at danse. Et par dage efter tog jeg så en test. For sjov. Resultatet var tydeligt med det samme. Det var sindssygt uvirkeligt, og jeg blev pludselig i tvivl om, om to streger nu faktisk betød “gravid” – på trods af at jeg har taget en del tests i mit 30-årige liv, pludselig var jeg helt i tvivl om, hvordan en graviditetstest virker! Men jeg var glad, og jeg er meget glad! Det er meget uvirkeligt. Jeg blev lidt svimmel da jeg havde taget testen, fordi det var så vildt. Wow. Jeg er faktisk gravid!! <3″

 

Hvis du også har en god, vanvittig, sjov, vild, akavet eller bare sød historie om din reaktion på en positiv graviditetstest, som du gerne vil dele, så send den til mig på mail: canabuttenschon@gmail.com

kys fra cana

Older posts