En helt genial tur!

Jeg havde sådan håbet på, at det ville blive ret genialt med en lille bitte miniferie i LEGOland med mine drenge, min veninde og hendes dreng, men hvor genialt det faktisk var, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.

img_7664

Det var helt genialt da vi:

… For første gang nogensinde i øvrigt, tog færgen til Aarhus, for at spare lidt køretid. Vi havde bestilt mad hjemmefra, hvorfor vi fik lov til at køre ombord som de første, hvilket naturligvis betød, at vi fik nogle udmærkede pladser og en ekstra morgenmad undervejs. Drengene spiste og legede alt imens jeg kunne nyde, at jeg ikke skulle koncentrere mig om at køre bil og ingen endte med øre – altså, ømme – bagdele af at køre et langt stræk.

… Kunne få lov til at checke ind i vores hytte allerede klokken 13, selvom der stod tidligst klokken 15, da jeg bestilte turen. Hvo intet vover intet vinder og jeg synes simpelthen at dén slags service, er så god stil!

… Var to voksne afsted. Selvom Thomas ikke kunne være med, var det enormt rart inde i LEGOland, at vi kunne splitte lidt op, så Jens kunne få lov til at prøve de lidt vildere forlystelser med min veninde og hendes dreng, imens Peter og jeg trillede rundt udenfor.

… Boede i en hytte! Det her var nok det mest geniale af det hele, fordi det betød, at min veninde og jeg, da drengene sov, kunne trække udenfor med min venindes medbragte nipsemad og en flaske vin og få snakket om alt dét veninder snakker om, når børnene sover ;-)

… “Kun” havde én overnatning. Mine drenge var allerede, da vi havde været i parken et par timer på andendagen, mættede af forlystelser, mennesker og tjuhej, hvorfor jeg tænker, at det havde været spild af penge med flere overnatninger, som jeg ellers havde mistænkt at vi ville mangle, fordi vi trods alt skal køre ret langt for at komme derover.

… Var afsted i denne uge. En medarbejder derinde fortalte os, at der fra næste uge kommer væsentligt flere besøgende. Vi stod ikke én eneste gang i kø i mere end 10 minutter og selvom der da var okay-mange mennesker, var det ingenlunde overrendt. Og altså, vi mødte ikke én eneste af “dem der betaler for at springe køen over” som har været så udskældte i medierne i den seneste tid. Egentlig synes jeg konceptet med at betale for at komme foran i køen er helt fint – især fordi det trods alt er relativt dyrt, hvorfor man må formode, at det trods alt er de færreste der gør det. Og i dét tilfælde, er det jo nærmest underordnet for alle os andre, ik’? :)

… Kom hjem til verdens mindste parallelparkeringsplads, som jeg – godtnok efter to forsøg og efter at have været ude af bilen et par gange, for at sikre mig, at jeg ikke ramte de andre biler – lige fik listet bilen ind på og som jeg altså stadig i dag, har optur over at have præsteret. Altså, vi snakker mindre end 10 centimeters afstand, både for og bag, til de andre biler. Til gengæld håber jeg bare at mindst én af bilerne jeg parkerede imellem flytter sig, inden jeg igen skal bruge bilen, for jeg magter ærligt talt ikke at skulle snørkle bilen ud igen. Det er som om det er væsentligt mere pinligt at have problemer med at komme ud fra en parkeringsplads, end med at komme ind på én, ik’? Ja ja, jeg er bare et simpelt menneske, med små fornøjelser, men hey, det hele tæller jo med, ik?

Det var simpelthen sådan en dejlig tur og en helt perfekt lille forsmag på vores sommerferie, som for i år tæller hele juli måned.

G.E.N.I.A.L.T.

kys fra cana

Så tager vi sgu afsted!

… og jeg glæder mig heeeeelt vildt!

img_7553

Imens Thomas øver sig på fandango i Cirkus Summarum, tager drengene og jeg afsted til Legoland. Min yndlingspark over dem alle, hvor vejrudsigten ovenikøbet lover masser af sol og temperaturer, der egner sig særdeles godt til (forhåbentligt ikke alt for) lange køer og en lille bitte is i ny og næ.

Vi skal for første gang overnatte i en Ninjagohytte, og selvom jeg endnu aldrig har set sådan én indefra, så har jeg høje forventninger, efter vi sidste år havde en fuldstændigt forrygende oplevelse i et Ninjagoværelse på selve hotellet. Det eneste der dengang var at udsætte på hotelværelset var, at der ikke var mulighed for at gå udenfor, når børnene sov, men det er der jo lavet om på nu, hvor vi skal bo i en hytte og dét endda på et tidspunkt hvor aftentemperaturerne ligefrem kalder på, at man sidder ude. Jahuuuuu! Børne- og venindetid på én gang, takket være en usædvanligt fleksibel chef, som tillader mig at holde masser af fridage med mine drenge. Nu skal vi bare liiiiiige derover :)

kys fra cana

Sikkerhed på bagsædet: En jungle

img_7316

fdmspons

Det fik en smule (berettet) kritik, da jeg for en måneds tid siden lavede den helt store guide til babyudstyr, fordi der på listen ikke var nævnt en autostol, som man vel nærmest ikke kan leve uden, når man bliver forældre. Okay, der er selvfølgelig nogen – særligt her i byen – som ikke har bil, men de fleste kommer alligevel ud at køre før eller siden og så kan det altså være umådeligt rart – for ikke at sige lovpligtigt – at have styr på autostolenSelvfølgelig!

Men – og der er et men – det er selvfølgelig ikke helt ligegyldigt hvilken autostol man så vælger. Til gengæld kan det desværre være noget af en jungle at finde rundt i, for hold nu kaje, hvor er der mange autostole at vælge imellem, og den ene lover mere guld og flere grønne skove end den anden. Vi har efterhånden været en hel del autostole igennem hjemme hos os og selvom jeg ville ønske at jeg bare kunne svinge sandheden om hvilken autostol der er den bedste, ud til jer, så kan jeg ikke, for jeg aner det ikke. Det afhænger jo i høj grad om behov, ønsker og selvfølgelig om bilen. Vi har for eksempel både haft biler med og uden iso-fix, imens der har været behov for autostole og dén slags gør unægteligt en forskel. Og så er der måske også autostole til bedsteforældrene og de stole man gemmer, til når børnene skal ud at køre med venner, som hverken har ekstrastole eller isofix (som vi selv heldigvis har nu). For den slags gør man altså også ret klogt i at have, synes jeg. Det er nemlig sådan, som mange ganske fejlagtigt ikke ved, at man faktisk som forælder altid er forpligtet til at spænde sit eget barn fast, men ikke nødvendigvis andres børn. Jeps, det giver simpelthen et klip i kørekortet, hvis man henter børn fra fodboldtræning og man spænder nabobarnet fast, frem for sit eget, hvorimod det modsatte ikke giver så meget som en påtale! Det virker helt skørt, men ikke desto mindre er lovgivningen altså sådan på nuværende tidspunkt. Derfor har vi ekstra autostole i kælderen til vores drenge, som vi tager frem hvis de skal ud at køre med venner, fordi vi kun på den måde kan sikre os, at de bliver spændt fast – og så er det selvfølgelig også lækkert at have stolene til når det er os, der kører med andres børn :)

Men dermed blev valget af autostole jo ikke spor lettere. For mig blev det ret hurtigt klart, at mit allervigtigste behov var sikkerheden. Blandt andet derfor sad Peter i en bagudvendt stol indtil han blev et godt stykke over 2 år, selvom det ofte var fristende at sætte ham i køreretningen fordi det på dén måde ville være nemmere at nå om til ham og hjælpe med nedfaldne sutter eller juicebrikker som lækkede.

Nu er begge mine drenge kommet op i den tredje og sidste kategori af autostole, hvor de begge sidder forudvendt og et fastspændt ved hjælp af bilens seler og hvor jeg nu ser, at vi med den nyeste autostol på stammen, faktisk har gjort os et ret godt køb, da den ligger nummer 4 på FDMs liste over autostole i vægtklassen 15-36 kg. For dét kan de selvfølgelig også, FDM, som jeg efterhånden har snakket ret meget om, lave tests af autostole, så man som forbruger og forælder kan få en uvildig og grundig vurdering af autostolene og på den måde få en håndsrækning når det kommer til at vælge. Når sikkerheden er i top, så kan alt det sjove komme ved siden af; farven og form og dén slags, som selvfølgelig også betyder noget. I kan se resultatet af hele testen HER, hvor der altså er testet i de tre kategorier af autostole. Fra nyfødt: 0-13 kg, fra tidligst 9 mdr: 9-18 kg, og op til 12 år: 15-36 kg.

Særligt ved testen er jeg ret vild med at der er relativt mange stole, som faktisk kun får 1 ud af 6 mulige stjerner, fordi FDM simpelthen vurderer at de ikke er gode nok til avlen af vores kærlighedsfulde udskejelser og dét er noget jeg kan forstå! Tjek det ud hvis I har lyst – og husk så lige det dér med nabobarnet, ik’?

kys fra cana

Klasseønsker og forældrepli

p5230364

Èn af de allerførste ting vi fik at vide, udover at alt det nye der skulle til at ske formentlig var hårdest for os forældre, var, at det ikke kunne nytte noget at ønske sit barn i klasse med bestemte andre børn, da vi første gang var til informationsmøde på Jens’ kommende skole, hvor han starter i 0.klasse efter sommerferien. Vi fik kærligt men bestemt at vide, at skolen i samråd med børnehaverne gerne ville påtage sig det faglige ansvar, at sammensætte nogle gode klasser, ud fra deres egne kriterier og ikke nødvendigvis ud fra hvem der på forhånd legede godt sammen – eller hvem hvis forældre mente legede godt sammen. At det i virkeligheden kunne være temmeligt kikset hvis Antons mor ringede og bad om at sætte ham i klasse med Karla, når Karlas mor ringede og bad om at skille dem ad.

Skolen kan ikke gøre alle tilfredse og de pointerede på det kraftigste, at vi som forældre, er nødt til at stole på deres faglige vurdering og dømmekraft.

Så det har vi selvfølgelig gjort. Faktisk har vi stadig ikke haft anden kommunikation med skolen end omtalte envejskommunikation til informationsmøderne og jeg tænker, at det er helt fint på nuværende tidspunkt. Det skal nok gå, tænker jeg.

… Samtidig forstår jeg selvfølgelig også, at det ikke er sådan for alle. Som for dén mor, som bliver bekendt med at en mor til et andet barn, som hendes eget barn leger dårligt med, har ønsket at de kommer i klasse sammen, som tilfældet for eksempel er, for den kvinde, som for nogle uger siden sendte et dilemma ind til Damer i Dilemmaer og som nu ligger online. “Karlas mor”, hvis vi skal benævne hende ud fra eksemplet ovenfor.

Det ér skide svært, at skulle slippe (en del af) kontrollen over vores små bitte pus og jeg forstår også godt, at man som forælder har lyst til at sørge for at éns eget barn har de allerbedste forudsætninger, både når det kommer til klassesammensætning, skolegang og alt muligt andet som livet løbende byder dem; jeg er bare ikke sikker på, om det er spor fornuftigt. Måske var det ind i mellem også bedre, at se lidt på fællesskabet og håbe på, at den styrke der uden tvivl kan være at finde dér, er meget større end den svaghed, man måtte have lyst til at gøre sit bedste for at eliminere på forhånd. Måske kan fællesskabet så meget mere, hvis vi bare tænker en lille smule mindre på os selv.

Well, Cecilie, min medpodcaster og jeg er ikke helt enige i podcastepisoden om hvad man bør stille op med de andre børns (pisseirriterende) forældre og med problematikkerne omkring klassesammensætning, men jeg tror nu alligevel på, at man i hvert fald af og til, gør klogt i at klappe kaje og stole på, at det hele nok skal gå. At stole på pædagogernes og lærernes evner i deres faglige arenaer og huske på sin forældrepli, som man måske med rette kunne kalde det, når vi forældre lige skal lære at se ud over egen (avls) næsetip og i stedet værne lidt om fællesskabet. Lyt med HER på iphone og via Podcast Republic på android, hvis I har lyst til at høre mere – og til at blande jer i debatten, som I, som altid, skal være mere end velkomne til i kommentarfeltet.

C’est la fucking vie!

kys fra cana

Vi sælger drømmehuset

… Og denne gang mener vi det. Sådan for alvor (tror jeg nok).

En del af jer vil nok kunne huske, at Thomas og jeg faktisk satte vores hus i Sønderjylland til salg for lidt over to år siden, dengang vi stadig selv boede der. Det gjorde vi for at gøre rent bord inden vi skulle flytte til København, hvor jeg dengang havde en drøm om at studere psykologi (som jo i øvrigt aldrig blev til andet end et nej tak, efter jeg var blevet optaget). Vi tænkte dengang, at det nok var alt for besværligt at leje huset ud, når vi selv skulle bo så langt væk, men da der pludselig dukkede et par fantastiske mennesker op ud af det blå og spurgte om ikke de måtte leje huset i en periode, besluttede vi os for at lade dem gøre det. Vi vidste jo ret beset ikke engang om jeg ville blive optaget på studiet og om vi måske skulle returnere til Sønderjylland, nærmest førend vi var flyttet til København, så det virkede som det mest fornuftige at gøre, når nu de sødeste lejere man kan tænke sig, stod foran os og bankede på, fordi vi – hvis vi skulle tilbage – selvfølgelig gerne ville bo i vores drømmehus igen. Derfor bad vi ejendomsmægleren om at tage huset af markedet før tid og vi droppede altså at sælge huset til fordel for at leje det ud.

img_0322

Det er ret præcist to år siden nu og om et par dage flytter vores lejere ud og efterlader et hus, som vi nu har indset, at vi aldrig kommer tilbage til, uagtet hvor meget vi end holder af det.

Psykologistudiet blev ikke til noget, men i stedet blev et liv som professionel blogger og medindehaver af ét af Københavns absolut hyggeligste kontorfællesskaber, skabt ud af det blå og vi har, i løbet af de seneste to år, fået skabt et hjem her i København. Jens starter i skole efter sommerferien og selvom jeg momentorisk savner livet i Broager, som var det min højre arm, der var blevet amputeret, så flytter vi ikke igen. Vi bliver vi boende i byen. Og sælger huset.

Vores smukke, mærkelige og helt igennem vidunderlige hus i Broager, med udsigt over Flensborg fjord fra alle rum pånær badeværelserne, bryggerset og dét vi dengang brugte som gæsteværelse. Huset med de mange frugttræer, nøddehegnet, bålstedet, balkonen, jacuzzien, brændeovnene, højt til loftet og den vildeste planløsning jeg nogensinde har set.

img_0326

Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi, dengang vi købte huset, havde planlagt at bo der for evigt. Huset er nemlig to huse der er bygget sammen. Noget der, udefra set virker en lille smule mærkeligt, men som indefra bare fungerer så røvgodt. For en “ung” børnefamilie som os, kan man samle det “private” familieliv med soveværelser og vasketøj og den slags i det ene hus og holde alt det sociale i det andet hus, med plads både fester og til sovende gæster, som selvfølgelig har adgang til eget bad og privat udgang til haven. Og så var tanken naturligvis at vi, Thomas og jeg, når børnene var blevet tilpas store, ville rykke op i “gæsteværelset” i det “sociale hus” og lade børnene have det andet lidt mere “for sig selv”. Som en slags udviddet teenageafdeling, hvor i øvrigt bryggerset ligger snedigt placeret, så man måske kunne have heldet med sig til at lære knægtene at vaske tøj, hvis man selv blev forment adgang. Arghmen, det er så pissesejt et hus og selvom jeg gerne vil have det solgt i en fart, så håber jeg alligevel lidt på, at vi kan beholde det her henover sommeren, så vi i det mindste kan bruge det som sommerhus, inden det skal videre til nogle andre, som kommer til at få glæde af det. Men nu må vi se…

img_0395

Hvis I har lyst til at se mere af huset – og den dér mega seje plantegning – så kan I se det HER. Og hey, hvis nu I skulle kende nogen (som kender nogen) som overvejer at flytte til et 250 m2 stort luksushus i Broager til en pris, som man måske kan være heldig at finde en stor 1-værelses lejlighed for, her på Indre Østerbro, så del det gerne med dem, ik’? Det ville betyde alverden.

Tak.

kys fra cana

Older posts