Slow mornings i Buttenhuset

img_7394

mejeriforeningen

Noget af det bedste jeg ved er, at have god tid om morgenen. Så meget at jeg, i min første praktik som jordemoder, hvor jeg skulle møde omklædt og klar på fødegangen i Haderslev klokken 06.45, stod op klokken 04.30, for at have tid til både bad, kaffe og lidt tid til bare at glo ind i en væg, inden jeg kørte turen –  i Lille Lotte – fra min lille studielejlighed i Sønderborg til Haderslev.

Sidenhen har mine arbejdstider gudskelov ændret sig i takt med, at mit søvnbehov på én eller anden måde er blevet større. Okay, måske er mit søvnbehov i virkeligheden ikke blevet så meget større, men min sikkerhed for sammenhængende søvn er  blevet mindre, hvilket har betydet at jeg elsker min dyne lidt ekstra om morgenen. Og heldigvis, med mit selvstændige erhverv, er der jo fulgt den luksus, at jeg de fleste morgener selv bestemmer hvor tidligt jeg gerne vil indfinde mig på kontoret, hvorfor vi næsten altid har tid til slow mornings hjemme hos os. Og jeg elsker det, gør jeg!

Det er som oftest mig drengene kalder på om morgenen og fordi jeg samtidig – selvom jeg elsker min dyne højt om morgenen – er den mest morgenfriske af de voksne hjemme hos os, er det også næsten altid mig der står op og laver morgenmad til børnene, som de spiser imens jeg får mig en rolig kop kaffe. Med mælk, selvfølgelig.

Selvom jeg i løbet af det seneste års tid er begyndt at spise (og drikke) mere og mere plantebaseret, så tror jeg aldrig nogensinde jeg kommer til at slippe hverken mælken i min morgenkaffe, eller, til drengene, mælken på deres morgenmad. Det smager bare bedre. Måske er det fordi det smager af barndom og fordi jeg er en sucker for den slags, at jeg ikke kan forestille mig nogensinde at bytte det ud med noget andet og måske er det bare fordi er jeg er en forstokket halvgammel kone, men ikke desto mindre, er det altså sådan det er. Mælk hører sig bare en god morgen til, hjemme hos os.

img_7389 img_7390 img_7402

I weekenderne, når vi ikke har nogle planer, udvider vi ofte morgenmaden med en omgang (sunde) pandekager med pålægschokolade og masser af frisk frugt, men fælles for det hele er, at vi hygger os og at jeg elsker det! Der er næsten altid plads til fjollerier og leg og når vi som i går, hvor billederne er taget, står lidt ekstra tidligt op, må man også gerne have lidt legetøj med til bords – figurerne skal selvfølgelig bare spise pænt ;-) Det giver nemlig mig fem minutter ekstra til bare at nyde min kaffe og dét synes jeg altså er værd at tage med.

img_7395 img_7401

Det er så vigtigt for mig at få en god start på dagen, fordi en god morgen ofte kan forplante sig igennem hele dagen og de (heldigvis ret mange) gange jeg går ud ad døren med overskud og et smil på læben, så skal der altså mere end bare en regnbyge og mascara ned ad kinderne, til slå mig ud af kurs.

Historien om en stjålen – og funden – cykel

img_7504

For et halvt år siden, blev min gamle trofaste cykel, som har fulgt mig lige siden jeg købte min allerførste lejlighed på Vesterbro tilbage i 2009. Min gamle, rustne og helt vildt gode cykel, som havde givet mig så mange minder og oplevelser. Bum. Væk. Stjålet fra cykelstativet lige udenfor min hoveddør.

I dagene efter tyveriet gik jeg troligt rundt i nabolaget og kiggede efter den, men den var brutalt væk. Øv.

Nuvel, den var trods alt også temmeligt gammel og med nedskrivningsværdien i forsikringsselskabet, besluttede jeg, at det ikke kunne svare sig overhovedet at involvere politi og forsikring og jeg greb i stedet dybt i lommen og købte min en spritny erstatningscykel, som jeg i øvrigt sidenhen er blevet svært begejstret for.

Og så skete det utænkelige: I torsdags, bedst som jeg var på vej ud for at spise med en veninde, så jeg den. Lige udenfor min hoveddør. Uden barnesæde, med en ny cykelkurv, sædet lidt længere nede, styret lidt højere oppe og en ny lås rundt om baghjulet. Min cykel! Jeg blev helt forvirret og anede ikke hvad pokker jeg skulle stille op. Det kunne jo næsten ikke være tyven, der havde været så dum at parkere cyklen nærmest samme sted som den var stjålet fra? Jeg konkluderede ret hurtigt at min formodning måtte være, at der var én som havde købt den – i god tro, vel at mærke – hvorfor jeg ikke turde at snuppe cyklen tilbage, som et par af naboerne der kom forbi, imens jeg forvirret forsøgte at finde hoved og hale på situationen, foreslog. Jeg ved jo om nogen hvor irriterende det er, at få stjålet sin cykel.

Så jeg lod den stå og spurgte efter gode råd på min Instastory og tog ud med min veninde.

Der kom usandsynligt mange gode svar, bud og råd til hvad jeg skulle gøre og tilsyneladende var der rigtigt mange, som havde hørt det samme afsnit af Mads & Monopolet, hvor konklusionen på et lignende dilemma havde været, at ejeren (altså, den første ejer) af cyklen, skulle låse cyklen og sætte en seddel på den, med opfordringen til den  nye “ejer” om at ringe. Som jeg altså gjorde, da jeg senere på aftenen kom hjem og til min store glæde opdagede, at min cykel stod der endnu.

… Jeg havde i min iver bare ikke lige tænkt over, at der åbenbart var meldt skybrud dén nat og da jeg næste morgen kom ned og så at det eneste der var tilbage af min besked, var den tape sedlen var klistret op med, fik jeg svært dårlig samvittighed. Jeg tog afsted med børnene og ud til et par møder, inden jeg kom retur med en ny seddel i en lille pose, som jeg bandt på styret, inden jeg gik ind i lejligheden. Der lå en seddel på gulvet lige indenfor døren.

Kære Cana. Vil du være sød at ringe til mig, når du har læst denne besked. Det drejer sig om min cykel, som jeg har købt for tre måneder siden, hos cykelmanden nede på hjørnet…”

Sedlen var fra min overbo på fjerde sal, som ganske fortvivlet var kommet ned til “sin” cykel om morgenen, inden en eksamen, for at opdage, at der var én eller anden idiot (altså: mig) som havde låst “hendes” cykel.

Fuck. Min seddel var kommet for sent. Og så var det min overbo, det var “gået ud over”. På den dag, hun skulle til eksamen. Som hun gudskelov, fordi bussystemet her i byen er så godt, nåede og bestod, omend jeg forestiller mig, at hendes blodtryk må have være lidt højere end sædvanligt.

Hun havde købt min cykel, hos cykelmanden nede på hjørnet. Cykelmanden, som er den slags cykelmand, som “køber” brugte cykler, som han reparerer og sælger videre. Cykelmanden som sælger en cykel, der er blevet stjålet lige rundt om hjørnet, videre til nogen som bor – tadaaaa – lige rundt om hjørnet.

Jeg ved selvfølgelig ikke hvem der har stjålet cyklen fra mig, fordi jeg selvklart ikke har set det, men jeg vedhvad jeg tænker er mest sandsynligt. Særligt taget i betragtning at der i skrivende stund, hvor vi selvfølgelig har kigget ind ad vinduerne til butikken, der i øvrigt har været lukket i ugevis, holder en cykel dernede, som ejeren, der ikke er den store cykelmyg, altså ikke selv har sat derned.

Hold. Nu. Kæft. Hvor. Er. Det. Dumt.

Til gengæld havde jeg jo lige indtil i torsdags afskrevet min gamle cykel og købt mig en ny. Og nu står min overbo på fjerde pludselig og mangler én og så får en jeg pludselig en pokkers masse god karma ud af det, hvis jeg bare giver den til hende. Det føles trods alt bedre, end at den “bare” var blevet stjålet.

kys fra cana

Slik uden gris, tak

img_7495

[sponsoreret af Katjes]

Jeg tror ikke jeg har været andet end 10-12 år gammel, da mine forældre første gang fortalte mig om de døde dyr, der tilsyneladende findes nærmest overalt i vores mad. Vores ost, der er lavet ud af osteløbe, som i virkeligheden “bare” er et pænere ord for noget der kommer fra en ko-mave og vores slik, som er lavet ud af alt dét, man ikke kunne bruge fra en gris. Hud, øjne og knogler og dén slags. Jeg blev vist både ked af det og vred på mine forældre over det; på samme måde som jeg blev det, dengang det gik op for mig at julemanden ikke fandtes. Noget af dét jeg allerbedst kunne lide, blev på én eller anden måde spoleret. Døde dyr i mit slik? Det kunne næsten ikke passe.

Men jo, det passer faktisk og det er jo bare hvad det er. Et dyr der alligevel er blevet slagtet, hvor man så ganske snedigt bruger restproduktet til noget fornuftigt, frem for bare at brænde skidtet af. Jeg elsker tanken om, at man bruger alt man overhovedet kan komme til, når man gør sig den ulejlighed at slå et dyr ihjel og jeg synes derfor, rent principielt, også at det er ret skønt at vide, at de smågrisebassers kroppe bliver udnyttet til fulde, efter de har fået en kugle for panden.

Alligevel synes jeg altså stadig at det er ret klamt at tænke på, at jeg spiser griseknogler og grisehud, når jeg sidder her i min sofa, fredag efter fredag, og kører en kæmpestor skål slik indenbords.

Heldigvis er jeg blevet klogere siden dengang, for 18-20 år siden da ordet gelatine fandt ind i mit lille univers. For selvfølgelig findes der også – som med nærmest alt andet, efterhånden – vegetarisk slik. Slik uden døde dyr, for at sige det som det er. Og så skete det vidunderlige: For nogle dage siden var jeg så heldig, at Katjes åbenbart havde luret, at jeg er sådan én der godt kan lide at tage stilling til hvor mange døde dyr jeg putter i munden, hvorfor de sendte mig den sødeste lille gavekurv fuld af slik og en lille blød og helt vildt grim gris, som jeg simpelthen ikke kunne stå for. De udfordrede mig til at tænke på et sted, som jeg ville synes det var ligeså unaturligt at møde en gris, som det er i min skål med fredagsslik. Det var meget passende, nu når gavekurv og gris var blevet sendt til kontoret, ved mit lille skrivebord i Andedammen. Alligevel vil jeg faktisk nærmest hellere have en gris på skrivebordet, end en gris i posen; i hvert fald når det er sådan en sød og grim gris, som denne her:

img_7492

Nu lyder det måske pludselig som om jeg er blevet ganske modstander af almindeligt, gelatineproppet slik – det er jeg ikke. Men jeg er kæmpe fortaler for, at kunne træffe et valg om, hvorvidt man vil spise døde dyr i sit slik, eller ej. Og altså, når slikket smager så godt som dét jeg fik tilsendt fra Katjes, så kunne jeg godt blive tilbøjelig til at vælge det vegetariske lidt oftere, når fredagsskålen skal fyldes. Især de sure jordbærstænger og de bløde tappsy er jeg kæmpe fan af. Mums! Godt det er fredag :)

img_7497

Og som en lille ekstra bonus, så har Katjes simpelthen været så søde, at give mig lov til at udlodde en gaveæske magen til dén jeg modtog på kontoret, til én af jer. For at deltage i konkurrencen skal I bare dele et billede på Instagram, hvor I placerer en gris – digitalt (fx en grise-emoji) eller fysisk – og bruger hashtagget #veggiejesjesjes, som jeg har gjort på mit lille griseopslag.

Held og lykke!

kys fra cana

Ja, sgu! Jeg har lige købt et kolonihavehus! 

Der har efterhånden været mange både vilde og vigtige underskrifter i mit liv. Dén på min ed som jordemoder, da jeg skulle ansøge om min autorisation efter endt uddannelse, dén på min første lejlighed og dén på mit ægteskab, for at nævne nogle få – og nu også den på min allerførste feriebolig. Eller altså, på dét kolonihavehus som jeg netop har sat en krussedulle på at ville købe. Og jeg har så gedigent meget optur over det, at selv de hurtigste marathonløbere i sekunderne inden startskuddet før et vigtigt løb, ikke ville kunne følge med mig over stok og sten, hvis det var med verdens dejligste lille have i sigte, lige nu. Kæft, hvor er jeg glad altså!!

Denne sommer, hvor Thomas nærmest skal arbejde i døgndrift og jeg samtidig har givet børnene fri fra børnehave i hele juli, giver det simpelthen så god mening med et kolonihavehus, hvor vi kan søge ud, når vi trænger til frisk luft og jord under neglene (og liggestole og en trampolin, som jeg planlægger at anskaffe til haven, i en fart) og hvor Thomas stadig snildt kan komme ud, når han i ny og næ har en ledig stund til dén slags. Huset ligger nemlig i et smadderdejligt naturområde, ikke andet end en halv times kørsel enten i bil eller tog fra hvor vi bor og hvor kan jeg dog næsten ikke vente til det bliver juli, hvor vi overtager det! Jeg ser allerede billedet for mit indre øje, af en sprinkler som både vander græs og glade børn, imens jeg hører lydbøger med det ene øre og verdens dejligste børnelatter med det andet. Idyl!

Argjmen det bliver så mega godt! Også selvom jeg altså – forhåbentligt i tæt samarbejde med min far, som er usædvanlig handy – lige skal bruge et par dage (eller uger!) på at etablere et badeværelse, inden jeg kan smide mig i førnævnte liggestole, men oh the joy, hvor jeg glæder mig til kølig hvidvin i aftensolen og børn der bare leger og leger og leger, som de gjorde det i dag, da vi var ude for at sætte en af de sjovere underskrifter jeg kan mindes at have sat.

img_7420

JAAAAAHUUUUUU!!

kys fra cana

I ugens løb #38 – i en ny udgave

img_7278

Det er eddermamer længe siden jeg sidst har skrevet et “i ugens løb”-indlæg. Faktisk har jeg ikke skrevet ét eneste af den slags indlæg i hele 2017. Jeg blev træt af det. Træt af at jeg altid lige skulle huske at tage billeder, når jeg oplevede noget fint, i stedet for bare at “være i det”, som alle andre og så lod jeg være. For nyligt har jeg dog fået lysten tilbage – bare på en ny og lidt anderledes måde – efter at have læst dette indlæg hos en sød og meget dygtig kollega, fordi jeg synes det er så smadderfint at hun, udover at beskrive dét der er sket også skriver om, hvad hun ønsker for fremtiden. I hendes tilfælde for den kommende dag  – og for mig, som I måske har gættet, vil jeg gøre det for den kommende uge.

Jeg tænker at det bliver en meget sund øvelse for mig selv, at samle op på denne måde, fordi jeg ellers har tendens til bare at køre derudaf med 140 km/t og ikke se mig tilbage, selvom jeg tror det er ret sundt.

I ugens løb har jeg:

… Holdt en ekstra weekenddag i mandags (sammen med alle andre, der holdt pinsefri) og deraf følt mig bagud hele ugen. På den gode måde, forstås.

… Mødtes med en veninde og hendes børn, som jeg ikke har set i lang tid.

… Fejret Peters fødselsdag i vuggestuen (med dem her). Det var den femte børnefødselsdagsfejring på 10 dage herhjemme, men gudskelov også den sidste, det næste års tid, inden bussen ruller igen.

… Holdt “fridag” med Jens, som jeg derfor tog med til møde i Kunsthal Charlottenborg i Nyhavn – et virkeligt fint sted!

… Set det smukkeste sengetæppe, som snart udkommer hos Magasin og som jeg bliver nødt til at eje. Petroleumsblå velour, my god!

… Endelig fået uploadet den podcastepisode som Cecilie og jeg optog for flere uger siden.

… Spist virkeligt god is hos ParadisIS, da de havde inviteret til eftermiddagsevent. Især den opskrift som Jens var med til at udvikle, med hasselnødder og kokos var et hit! Nu venter jeg bare på, at de tager den ind i sortiment. Tak.

… Endeligt godkendt layoutet til min bogs forside. Kæft, det er vildt! Jeg glæder mig simpelthen så meget til at kunne vise den til jer.

… Drukket alt lidt for mange drinks.

… Givet fire sække fyldt med tøj og sko til genbrug.

… Lavet min kødfri lasagne og tænkt, at det ville være lækkert at spice den lidt op med lidt ekstra chili. Well, det havde det nok også være, hvis jeg havde holdt mig til at spice den lidt op, men den kunne have gjort selv den mest hærdede inder svedig på overlæben. Fandt jeg ud af, efter jeg havde sagt “Værs’go” til drengene.

Jeg har været særligt taknemmelig for:

… At snakken mellem min veninde og jeg bare gled, til trods for en længere kunstpause. Sådan er det med flere af mine veninder, som jeg ikke ser så ofte og jeg elsker det (og dem!) lige højt hver gang.

… Den kæmpestore pose click-mix, som vi har liggende i skabet lige over emhætten, som jeg går og snacker af hver dag og som tilsyneladende aldrig bliver tom.

… At jeg (næsten) altid har mulighed for at give mine børn de fridage de beder om.

… At sommeren – i hvert fald momentorisk – er vendt tilbage.

… Da Sneglcille og jeg lige akkurat nåede at sætte os ved et bord under en markise ved Kongens Nytorv forleden, inden himlen åbnede sig i hvad der mest af alt mindede om et vandfald.

… Den følelse det gav mig, at give alt mit og drengenes aflagte tøj væk. Genbrug er god brug, som de ville have sagt i Paw Patrol.

… Alle de søde beskeder der kom på Instagram, efter at min meget modebevidste Jens ikke mente at jeg kunne have min blå skjorte med kirsebær på om fredagen. Skjorten er i øvrigt, til eventuelt interesserede, fra Birgitte Herskind. Aldrig før har jeg fået så mange forespørgsler på et stykke tøj, som jeg ikke har affotograferet andre steder end på min insta-story.

I den kommende uge vil jeg:

Minde mig selv om, at jeg gør det hele for sjov, når jeg har lagt lidt for mange planer, på lidt for lidt tid.

Forsøge at drage nytte af, at jeg ikke kunne drikke så meget som én eneste kop kaffe i går, ved at sætte mit ret heftige forbrug lidt ned. Jeg har faktisk også kun drukket to kopper i dag.

Cykle en anden vej end jeg plejer, når jeg skal ind på kontoret. Mindst én dag.

Beslutte mig for hvilken bog jeg skal høre som den næste. Der kom nogle gode anbefalinger i kommentarfeltet til indlægget HER, som jeg overvejer at give mig i kast med.

Give mindst ét kram om dagen. Som ikke er til nogen jeg er i familie med, vel at mærke.

kys fra cana

Older posts