Familien Buttenschøn på Danmarkstur

skaermbillede-2017-04-24-kl-22-55-50-1

fdmspons

Det var jo overhovedet ikke slemt, det der Lalandia, selvom vores tur derovre fik en noget uventet start, da jeg åbenbart havde booket forkert. Faktisk, synes jeg det var smaddergodt! Ligesom Legoland, som vi havde nærmest for os selv, fordi vi tog derind dén dag i ferien, hvor det regnede allermest. Det er selvfølgelig den ferie jeg også snakkede om HER, det hele handler om.

Vi lagde ferien ud med at køre til Lalandia, hvor vi havde lejet en hytte i fire dage, hvoraf vi brugte én af dagene i Herning og én af dagene i LEGOland, fordi jeg havde en formodning om, at jeg måske ville få en lille smule fnidder af at være så mange dage i Lalandia. Det var på mange måder rigtigt fint, men i virkeligheden ville jeg faktisk gerne have haft lidt flere dage i Lalandia, fordi der var en masse aktiviteter, som vi aldrig fik prøvet, men så ved jeg jo dét til en anden gang.

Efter at have været der, kørte vi videre til Sønderjylland, hvor vi skulle tilbringe de næste tre dage. Fordi jeg synes det af og til kan være en lille smule presset at være gæst hos venner og familie i flere dage ad gangen og fordi jeg syntes det ville være synd for børnene, hvis de skulle sove flere forskellige steder, havde vi lejet en hytte på Vandrerhjemmet i Vollerup, lidt uden for Sønderborg. Og hold nu fast, hvor var det et sejt sted at være med børnene, altså! Det havde jeg alligevel godt nok aldrig troet, at jeg skulle høre mig selv sige om et vandrerhjem, men ikke desto mindre, er det altså sandt.

Da vi ankom torsdag eftermiddag, blev vi mødt af den sødeste kvinde, som viste os til rette og som i samme ombæring inviterede børnene med til deres årlige påskejagt, hvor alle børnene på vandrehjemmet i flok skulle finde plastikpåskeæg rundt på den store grund, som så til sidst udløste et kinderæg til dem hver. Et kinderæg. Det er altså noget af det aller-, allerbedste man kan give mine børn og jeg synes simpelthen det var så sødt af dem, at de havde arrangeret sådan en fin lille aktivitet for børnene. Helt gratis, selvfølgelig. Det vidnede om, hvilken rar og familiær stemning der er på vandrerhjemmet og når man så holder det sammen med, at der var den vildeste legeplads, masser af dyr, som børnene kunne både kigge på og kæle med, nogle fine hytter med en hyggelig lille terrasse foran og en helt udmærket morgensmadsbuffet, ja, så var jeg altså solgt og jeg er stensikker på, at vi nok skal komme tilbage dertil igen en anden gang – næste gang dog helst med lidt bedre vejr i rygsækken, for selvom jeg er vild med at lege ude, så er jeg bedst til det, når solen skinner.

Jeg har lavet en lille video med klip fra turen her – og altså, selvom jeg nok aldrig bliver ansat som hverken videograf, instruktør eller klipper på nogle større filmproduktioner, så er jeg faktisk ganske tilfreds med resultatet.

Med på turen havde jeg en lille agenda om, at finde ud af hvor vi rent faktisk ville få gjort brug af vores nye FDM medlemsskab og hold nu fast; vi brugte det stort set over hele linjen og sparede altså penge stort set alle steder vi kom. Vi sparede penge i Lalandia, Legoland, Monarch, Vandrerhjemmet og på diesel til bilen. En samlet besparelse på over 800 kroner. På én uge, med et medlemsskab som kun koster 640 kroner – eller 699 kroner, hvis man vil have vejhjælp sølv med oveni pakken – om året! Arghmen helt ærligt, dét er da til at tage at føle på. Hvis I har bil og hvis I ligesom jeg er vilde med at spare penge, samtidig med at I kan få masser af både juridisk og teknisk vejledning, når det kommer til biler og kørsel, ja, så kan I altså læse meget mere om medlemsskabet og melde jer ind HER. Selv tak.

kys fra cana

En temmeligt utjekket start i Lalandia

Drengene sidder dybt begravede i deres ninjagofigurer og mesterbyggede køretøjer på gulvet, deres kusine, hende den 12-årlige jeg nævnte HER, som er med, ser træt op mod fjernsynet, imens Thomas og jeg sidder med hver vores telefon og kigger mere ned end op. Udefra set ser det nok i virkeligheden lidt trist ud, men det føles fanderme godt med lidt stilstand.

Vi ankom i går eftermiddags, til en reception, som var meget uforstående overfor hvem vi var. Eller altså, de forstod måske nok hvem vi var, men de forstod ikke hvad pokker vi lavede her.

“Vi har altså ingen bookinger under det navn. Er du sikker på at I er kommet på den rigtige dag?”

Are you kidding me?! Jeg tjekkede panisk min mail. Den var god nok, datoen. Kvindens smil blev strammere. “Jeg kan altså ikke finde jer i systemet”.

Jeg tjekkede min mail igen, “Vi glæder os til at byde dig velkommen i Lalandia i Rødby” stod der.

Rødby???

Fuck. Altså, fuck-fuck. Der stod jeg i receptionen i Billund med mand og tre børn ude i bilen, en lovning om både badeland, Legoland og en tur ind til åbningen af kulturfestivalen i Herning tirsdag, som i virkeligheden var tungen på vægtskålen i forhold til at vælge Lalandia i Billund, fordi Thomas skal spille på Torvet, hvor jeg havde satset på at tage børn under armen og troppe op, nu vi alligevel var i nogenlunde nærområdet.

Og så har jeg fandeme booket i Rødby og ikke skænket det en tanke, i min velkomstmail.

For helvede, fru Buttenschøn.

Heldigvis var kvinden bag skranken usædvanligt sød og servicemindet og i løbet af fem minutter havde hun fundet et ledigt hus her i Billund, som vi kunne rykke ind i i stedet, imens jeg lukkede øjnene og kørte dankortet igennem terminalen og priste mig lykkelig for mit held og kvindens enorme velvilje.

Det lykkedes.

Thomas og børnene inspicerede huset, imens jeg stak ind til Billund for at handle ind (som var en noget pinlig affære, som nogle af jer måske så i min instastories i går), inden vi spiste tidlig aftensmad for at gå mod vandlandet.

Takket være alle jeres søde kommentarer og opmuntringer i forbindelse med mit indlæg om mit udslæt, har jeg nemlig besluttet at jeg selvfølgelig bare skal bade og at jeg så må håbe, at de der måtte tro at jeg smitter, er modige nok til at spørge, så deres tur ikke bliver unødigt fuld af bekymringer.

“Vi kan sagtens gå derhen” påstod jeg, inden vi gik afsted. Vi gik og gik og gik.

Kæft, hvor er der langt!

Okay, klokken er kun lidt over seks, vi har ferie og børnene har siddet i en bil meget af dagen og det går nok at de kommer senere i seng end sædvanligt, så alt er godt.

Vi klædte om og frydede os over at vi tilsyneladende var de eneste der var på vej ind for at bade.

“Vi får det nærmest helt for os selv, imens alle andre skal hjem og spise” sagde vi grinende, inden vi gik op til vandrutsjebanerne.

“Hvor er vandet henne?” spurgte min niece. Der var ingen vand i rutsjebanerne. Hun og Thomas forsøgte sig med at køre ned, men da jeg så hvordan de begge to måtte skubbe sig frem med bar hud på hård plast, overtalte jeg drengene til at tage trapperne ned. Alle var på vej ud af bassinet.

“Ej, der må være et barn der har skidt i poolen” tænkte jeg, bedst som jeg fik øje på en medarbejder. “Hvad sker der?” spurgte jeg kækt. “Vi lukker” sagde hun tørt. Det havde ikke strejfet mig, at det kunne være en mulighed. Vi var jo lige kommet ind. Drengene og jeg havde endnu ikke været i vandet. “Ja, vi lukker jo klokken syv og man skal op af vandet en halv time før. Og det er nu”.

Bum. Med en 2-årig, en gudskelov forstående 5-årig og en usædvanligt sød 12-årig.

For helvede, fru Buttenschøn! Så stod jeg der, med alle mine prikker og overvandt min “frygt” og måtte forklare børnene at jeg sådan set havde glemt at tjekke åbningstiderne. Mit held var øjensynligt brugt op i receptionen tidligere. Pokkers.

“Vil I have en is?” var mit bedste comeback. Sørgeligt, I know, men altså nu, efter lidt startvanskeligheder, er der styr på det. Håber jeg.

img_6037

kys fra cana

Vores påskeplaner og en konkurrence

img_5895

annonce

Det er sjældent set, at vi har været ude i så god tid med ferieplanlægningen, som det er tilfældet med vores påskeferie. Okay, der er selvfølgelig kun en uges tid til, men normalt, når det ikke lige handler om udlandsrejser, så plejer vi faktisk altid bare at være planlægge fra dag til dag. Det hænder typisk, at Thomas og jeg kigger hinanden i øjnene om morgenen, og tager en hurtig beslutning om at køre ét eller andet sted hen. Nogle gange har det været i sommerhus, imens det andre – og flest – gange har været til vores familier i henholdsvis Midt- og Sønderjylland.

Denne gang – nærmere betegnet i vores påskeferie – har vi forsøgt at være lidt mere på forkant og vi har således planlagt at vi tager på en lille kør-selv-ferie herhjemme i Danmark. Det er en super let måde at holde ferie på, fordi vi ikke er afhængige af stort andet end os selv, benzin på bilen og højt humør, som jeg bestemt satser på kommer til at sætte dagsordenen for vores tur.

Som jeg kort var inde på HER, så har jeg for nyligt været i kontakt med FDM, som jo har vist sig at være noget helt og ganske andet end jeg troede. Eller altså, i virkeligheden gik jeg ikke og troede så meget, men jeg var da temmeligt overbevist om at den slags “gåen med livrem og seler” ikke var noget for mig. Nu har det imidlertid vist sig, at virkeligheden forholder sig ganske anderledes og at det netop er sådan noget for mig! Ja ja, sådan kan man jo have en holdning til man får en ny og jeg er altså særdeles omvendt.

Man kan nemlig, hos FDM, blive medlem og med et trylleslag for adgang til seriøst mange rabatter på alt muligt nice. Altså, vi snakker alt lige fra brændstof til forlystelsesparker, som jeg, på vores lille get-away i næste uge, har tænkt mig at prøve af. Udover rabatterne kan de selvfølgelig også en masse andet; som for eksempel at hjælpe med alt muligt bil-agtigt, som det i hvert fald for sådan én som mig, kan være rigtigt rart at have nogle allierede til at hjælpe med. I ved, det er for eksempel meget rart at det ikke er forhandleren man skal rådføre sig med om den nye bil, så man er sikker på, at man faktisk får den rette vejledning. Nuvel, det var et sidespor, men det er altså kun fordi det pludselig er gået op for mig, hvor tosset det er, at vi ikke bare altid har været medlem af FDM, for jeg er temmeligt overbevist om at det, udover at kunne have scoret os en masse besparelser, faktisk også kunne have givet os en overordnet set bedre biløkonomi, end det har været tilfældet for os igennem de seneste 4-5 år.

For i dag, skal det dog handle om påskeferien og for pokker, hvor kan I tro jeg glæder mig! Hvis I vil vide mere om hvad det rent faktisk er vi skal, så se med i videoen herunder – og så lov mig lige, at I siger hej, hvis vi støder på hinanden et sted derude, ik’?

Fordi FDM er så glade for min begejstring for deres medlemsskab, så har de faktisk tilbudt mig, at udlodde hele to medlemsskaber inklusive deres vejhjælp guld (som vi for eksempel kunne have draget god nytte af HER) til jer. For at deltage i konkurrencen skal I være fyldt 18 år og så skal I bare skrive en kommentar om, hvad I skal lave til påske :)

Hvis I vil vide mere om medlemsskabet og dets mange fordele, kan I klikke jer ind lige HER.

Pøj pøj!

kys fra cana

Til Sønderjylland og tilbage i den nye Suzuki Ignis

img_5782

annonce

Jeg må have set helt forkert ud i ansigtet, da han kom springende hen til mig, bedst som jeg var standset på tankstationen, for at købe proviant til den lange køretur drengene og jeg havde foran os, da vi fredag i sidste uge satte kursen mod Sønderjylland. Det var en mand, som med et ivrigt smil spurgte om ikke det var den nye Suzuki Ignis jeg var kørende i, som jeg en smule forvirret måtte give ham  ret i. Han syntes den var frygteligt sej og da jeg fortalte ham, at den faktisk først har Danmarkspræmiere d.1.april, var det nærmest som om han kiggede på mig, som om jeg fik en guddommelig status lige dér.

Wauw, tænkte jeg. Jeg havde åbenbart taget totalt fejl af bilen, som jeg bedst af alt kendte fra min ex-svigermor, som så vidt jeg husker lige akkurat kørte rundt i sådan en bandit. I en forældet udgave, som på ingen måder lignede denne her, men alligevel. En rigtig kone-bil, havde jeg tænkt og så blev jeg på dén måde nærmest overfaldet af en begejstret fuldvoksen mand på den første den bedste tankstation vi ramte, inden vi overhovedet havde forladt København. Bare wauw.

Og den ér fed, bilen. Da jeg så den i første omgang, blev jeg vildt positivt overrasket. Den ligner mest af alt en lille bil med mega meget potens, nærmest som som en slags mini-tank, der er stærk som en okse og fiks på fingrene. Den er virkelig en opgradering fra den tidligere model og nærmest ikke til at kende på andet end navnet og altså, da det først gik op for mig at det rent faktisk er en kombination af en minibil og en firehjulstrækker, altså en mini-SUV, gav det pludselig mening.

Drengene havde en fest over den og da jeg satte Onkel Rejes Pruttesang på via bluetooth fra min telefon (imens vi stadig holdt stille hos forhandleren) gik de helt i spåner og insisterede på fuld volumen og masser af grineflip.

Derfor, med Onkel Reje på højttalerne, kørte vi altså afsted mod det Sønderjyske. Bilen er super fiks at køre og selv med 130 km/t på motorvejen var den behagelig at sidde i, både i forhold til bevægelse og lyd, som er minimalt i forhold til andre små biler. Det eneste jeg savnede lidt, var liiiidt mere krudt i optrækket, men jeg ér også vild med at komme hurtigt op i fart.

Turen til Sønderjylland gik strålende; Peter fik sig en lur, imens Jens og jeg sang med på alle de sange vi overhovedet kunne og bum, bum, bum, tre timer senere stod vi i min mors hus i Broager og var klar til en omgang risengrød, som hun troligt serverer hver eneste gang vi kommer.

Efter en overnatning hvor drengene og jeg havde fornøjelsen af at ligge arm i arm, efterlod jeg Peter hos min mor og tog Jens med på endnu en køretur ud til min far på Kegnæs, én af Danmarks måske mest oversete naturperler. Dér efterlod jeg en storsmilende Jens, inden jeg kørte videre for at hente min gode veninde, som jeg skulle på hotelophold sammen med – som I kan læse mere om HER – hvis I har lyst.

Jeg tør næsten ikke tælle sammen, hvor mange timer jeg tilbragte i den lille Suzuki Ignis i løbet af dén weekend, inden jeg returnerede den mandag morgen, men jeg tænker at vi ligger et solidt stykke over 10 – og ved I hvad, det var ikke irriterende én eneste gang. Ikke så vidt angår bilen, i alle tilfælde. Den var faktisk så lækker at køre i, at jeg, da jeg et par dage senere snakkede med FDM (i ved, dem der ved alt om biler) spurgte ind til, om ikke de var enige med mig i, at dén ville være et godt køb, for sådan én som mig, hvortil de lovede at komme med et kvalificeret bud, engang når bilen har været på gaden lidt. For ja, det er simpelthen blevet på tide for mig, at jeg får min egen lille bil, som drengene og jeg kan tage på tur i, når Thomas er på tour og nu udkommer den lille “minitank” heldigvis allerede i morgen og uanset hvad de siger, så er jeg i hvert fald vild med den. En lille, sej bil, med udmærket plads til både børn og veninder og med masser af lækkert udstyr og et look, der næsten kalder på at man lige springer op på køleren, når der skal knipses et billede af den, ik’?

img_5785

Der er selvfølgelig en hel masse mere – især af det biltekniske – at sige om Suzuki Ignis og hvis nu I tænker det kunne være fedt at vide noget mere om hestekræfter, bagageplads, bakkamera, farver og pris, selvfølgelig, så kan I altså klikke jer ind HER for meget mere informationer, og så kan jeg næsten kun opfordre jer til at prøve den hos jeres nærmeste Suzukiforhandler (som I kan finde HER), hvis altså I (også) lige står og mangler ny bil. Den er usædvanligt meget sin egen og dét er jeg fan af!

kys fra cana

En tiltrængt venindetur – på Munkebjerg i Vejle

img_5791

Det er ingen hemmelighed, at jeg trækker det store læs herhjemme i disse måneder, imens Thomas spiller koncerter hver eneste weekend, imens jeg vasker tøj og putter børn i noget der – i momenter – føles som evigheder. Heldigvis synes jeg faktisk at det, det meste af tiden, er totalt hyggeren; drengene er efterhånden så store at de kan hjælpe lidt til herhjemme og så er de – som børn jo er – bare mega sjove. Og søde. Alligevel har jeg godt kunnet mærke underskuddet komme snigende hen over de seneste par uger, hvor jeg ofte har følt mig uoplagt og sådan lidt rigeligt karkludsagtig. Nogle dage endda karklud-som-har-ligget-lidt-for-længe-agtig så snart klokken har passeret 20.30 og mit bløde korpus har ramt sofaen, hvor jeg har siddet fast, som var jeg smurt ind i kulsort sirup.

Derfor var det noget så kærkomment med en overnatning på Munkebjerg Hotel i Vejle, som jeg sammen med en veninde, har været så heldig at blive inviteret på, i anledning af hotellets 50 års jubilæum, til deres arrangement, Mad i Verdensklasse.

Det var heldigvis hverken svært at lokke min mor til at passe Peter eller min far til at passe Jens og således, med begge drenge vel afsat hos hver deres bedsteforælder (efter børnenes egne ønsker) tog jeg min gode veninde Pernille i hånden og drog på hotel. Med casino, kunne jeg læse mig frem til!

Nu har jeg godt nok kun været på casino to gange i mit liv og med absolut blandet succes, vil jeg sige. Første gang var i en syvhestesbrandert i Sunny Beach, hvor jeg mindes at jeg rent faktisk vandt en masse penge, imens jeg drak white russians hen over rouletten. Anden gang var i Las Vegas. Da jeg var gravid i uge 9 og særdeles både kvalme- og træthedsplaget. Og altså ingen succes. Fælles for de to var dog, at jeg havde fornemmet den helt særlige form for fest, der er på et casino. Forventningen, glæden og selvfølgelig drinksene, musikken og de store cigarer, hvorfor jeg med udsigten til at skulle prøve det igen, havde tårnhøje forventninger til en gambleraften af de sjovere.

Vi ankom til verdens dejligste udsigt fra værelset. Okay, måske ikke verdens dejligste, men en meget dejlig udsigt fra værelset og komplet ro. Ingen børn, ingen bippende opvaskemaskiner, ingenting. Til gengæld en flaske kold champagne og udsigten – udover den ud ad vinduerne – til en fem-retters middag på hotellets fineste gourmet-restaurant, Treetop, som til dagligt bliver ledet af chefkok Bryan Fransisco, som jeg måske på forhånd havde set mig en lille smule sur på, fordi det tilsyneladende ikke var så ligetil at bestille en vegetarmenu, selvom jeg allerede spurgte en uges tid inden ankomst.

I virkeligheden var han super sød, ham hr. Fransisco, som vi fik mulighed for at snakke lidt med allerede inden middagen og så skal jeg lige love for, at han kan lave mad. Eller få andre til at lave mad, eller hvordan den slags foregår i et køkken. Jeg forstår mig i virkeligheden mest på hierakiet på en fødegang og dér er det i hvert fald ikke chefjordemoderen, der er den der står med fingrene i bolledejen, hvis man skal sige det sådan. Men mon ikke det er noget andet i et køkken?

Faktisk, kunne jeg, hvis jeg allerede i weekenden havde tænkt over ovenstående, bare have vendt mig om og kigget, for der er nemlig indrettet så snedigt at man kan kigge ind i køkkenet, men altså, nu sad jeg tilfældigvis med ryggen til og selskabet ved mit lille to-mands-bord var så fortræffeligt, at jeg ikke så meget som en eneste gang kiggede væk, andet end når jeg skulle tøre lattertårer væk fra kinderne. For hold.nu.op en god aften, altså!

Sjældent har jeg grinet så meget som jeg gjorde det i lørdags – og dét endda over en mesterlig menu, som jeg sjældent kommer til at glemme; måske især fordi jeg fik den “almindelige” menu, som altså ikke var tilpasset det faktum at jeg helst ikke spiser kød (medmindre jeg har tømmermænd, hvor mine miljømæssige overvejelser bukker under for min craving efter snask), men som alligevel faktisk kun indeholdt én kødret. Ud af fem. Okay, så var der en hulens masse fisk, men i min optik, er det altså ikke sådan rigtigt kød. I hvert fald ikke, når det bliver serveret som det gjorde i lørdags. Særligt den vistnok midterste ret, en pighvar med noget smørristet brød på toppen, var fuldstændigt vanvittig. Det var så godt. Altså, virkelig.

Det var så overdrevet tjekket det hele, lige fra vinkælderen, til tjenerne, til udsigten, selskabet og selvfølgelig maden. Det eneste lillebitte minus ved turen var, at mit udslæt stadig ulmer (temmeligt meget) og jeg derfor ikke følte for at smide tøjet og gå en tur i hotellets spaafdeling, som selvklart havde været kirsebærret på toppen. Nårh ja, og casinoet, som vi besøgte for et kort øjeblik. Det var der sgu ikke meget Las Vegas over. Der var ingen musik, men til gengæld virkelig meget ludoman-stemning over det, så altså, det var ikke just min kop the, men så var sengen på værelset til gengæld smadderblød og så var der badekar!

Om morgenen, nu hvor vi ikke tilbragte natten på det triste casino, tog min veninde og jeg de mange (!) trappetrin ned mod vandet morgenen efter, hvor både naturen, hotellet og udsigten ind til Vejle tog sig ud fra sin allermest charmerende side, sådan en dag midt i marts, men det må I næsten høre mere om en anden gang, for jeg fornemmer pludselig at jeg allerede har fået skrevet et temmeligt langt indlæg – og altså, hvis der er noget jeg selv kan blive træt af, så er det hvis de indlæg jeg læser hos andre, er længere end de små pauser jeg tillader mig i løbet af dagen. Det bliver noget rod, så jeg stopper nu og håber på, at de fleste af jer er med stadigvæk. Og altså, for fanden, hvor var det lækkert med en get-away med en sød veninde, lækker mad og masser af god vin. Dét kan anbefales!

img_5691 img_5694 img_5698 img_5696 img_5709 img_5786 img_5787 img_5712img_5713

kys fra cana

Older posts